Blogger Widget

tirsdag den 30. april 2013

Shotgun Willie Nelson fylder 80 i dag


Willie Nelson, 40 år gammel, sammen med sangskriver, sideman mv., Leon Russell. Fotografiet er taget i 1973 ved det første af de koncertarrangementer, der senere blev til Willie Nelsons Fourth of July Picnic eller bare Wilies Picnic. Festivalen fandt sted i den lille ørkenby Dripping Springs i Texas, 30 kilometer udenfor Austin. Året før havde nogle lokale countrypromotorer, inspireret af hippiernes Woodstock, sat en festival op samme sted med alt hvad det indebar af, ja, I ved hvad jeg mener!  I første omgang var det den festival som Willie Nelson fortsatte, den voksede sig dog hurtigt større og større. I 1975 udnævnte senatet i Texas ligefrem 4. juli til at være officiel Willie Nelson dag.

Jeg vil gerne have givet en hel del, for at have været med i 1973 eller 1974, for den sags skyld, de år var nærmest en manifestation af outlawcountry-bevægelsen. Der optrådte, udover Willie Nelson, Waylon Jennings, Kris Kristofferson, John Prine, Doug Sahm, Tom T. Hall, Townes Van Zandt og Kinky Friedman. Siden har George Jones, Jerry Jeff Walker, Lynyrd Skynyrd, Grateful Dead, Johnny Paycheck, Ernest Tubb, Johnny Cash, Neil Young, Bob Dylan og mange flere været på plakaten.

Tillykke, Willie. Long may you run. 

mandag den 29. april 2013

Jens K i Mod Strømmen


For over en måned siden var jeg overbevist om, at foråret var her. Opildnet og en kende naivt, postede jeg, under overskriften ’Forårssang fra Jens K’, nummeret ’Livet Er En Labyrint’. Det er foråret 2013 i sandhed også. I skrivende stund driver der mørke skyer indover København. Om de giver regn vil tiden vise (regnen kom). Til gengæld ser det ud til, at der kommer sol og op til 15° på torsdag, hvor Jens K besøger Mod Strømmen. Måske jeg alligevel kan redde lidt af det tabte? Ellers må Jens K gøre det!

I ovennævnte indlæg, fortalte jeg, lidt om den nye plade, Jens K har på trapperne. Hvad, jeg ikke kom nærmere ind på, er de gæster, der gennem årene har bidraget til Jens Ks intelligente, charmerende popunivers. Lad mig i flæng nævne Peter Peter, Margrethe Bjørklund, Tomas Ortved, filmkomponist, producer med meget mere, Povl Kristian og Nils Lassen, som læsere af denne side burde kende. På det nye album, som vi formentlig får en smagsprøve fra på torsdag, medvirker Kira Skov og cellist Cecillie Teresa L. Hyldgaard.

Stil ind på 98.9 FM eller find os på direkte livestream, torsdag d. 2. maj, mellem kl. 18-20. Jeg glæder mig.

Foto: Jan Munkvad

Søren Ulrik Thomsen, Nicolaj Stochholm, De Høje Hæle og Honningbarna


Et par tip til denne uge. Nicolaj Stochholms nye digtsamling, ’Ødelagt Rim’, kan jeg ikke rose nok. Jeg hiver den ofte ned fra reolen, dykker ned i sproget, ser lidt ud af vinduet og stiller den forundret og beriget tilbage igen.

Rød kælk

”En rødkælk har forelsket sig
i et træ som står muret inde
på en terrasse sammen med fem
 andre men fuglen har kun øje
for det ene selvom de andre
også er træer og der er buske
med blomster som vil skjule
den bedre men rødkælken
har valgt dette træ uden rede
som sit udgangspunkt som
en tyr i en arena må vælge sit
hjørne i cirklen før den første
bølge af angreb bliver sat ind
hvad er træets genfærd bærer
det i sig en rød kælk på tinden
af et snedækket bjerg der venter
på at vi kvidrende sætter os op og
ler som store fugle mens vi farer
afsted hold fast kvinde hold mig fast”

Stochholm læser op sammen med Søren Ulrik Thomsen ved M/S Oehlenschlägers første arrangement i Kulturhuset Islands Brygge i morgen aften. Det begynder, kl. 19.00

Onsdag er det 1. maj og De Høje Hæle, den franske punk/electroduo Crash Normal og Ocean View spiller i KB18 i Kødbyen. Det koster 50 kr. Dørene bliver åbnet, kl. 21.00





Norske Honningbarna kommer også til byen. De indleder allerede i morgen aften en Danmarksturné, der bringer dem til Aalborg, Esbjerg, Århus, København og Roskilde. På fredag, d. 3. maj, går de på scenen i BETA på Amager. Jeg håber også, at de får tid til at kigge forbi Mod Strømmen.

søndag den 28. april 2013

Kim Gordon 60


“I’m not saying Sonic Youth was a conceptual-art project for me, but in a way it was an extension of Warhol. Instead of making criticism about popular culture, as a lot of artists do, I worked within it to do something.”

- Kim Gordon til det seneste nummer af modemagasinet Elle

lørdag den 27. april 2013

George Jones (1931-2013)


Selvom meget af det materiale som George Jones udgav gennem årene, var Nashville-sødmefuldt, på grænsen til det kvalmende og oppustede, ja, så var han, når han var bedst, én af de allerbedste. Eller som en anden af de gamle drenge, Merle Haggard, sagde det i går: ”The world may have lost the greatest country singer that ever lived.”  

Her en hilsen, jeg sendte til Jones, i anledning af hans firsårs fødselsdag i 2011.

fredag den 26. april 2013

Jan Sonnergaard. Playliste 25. april 2013


1. Dean Martin - You're Nobody 'Til Somebody Loves You (1964)
2. Fehlfarben - Tanz Mit Dem Herzen (1981)
3. Johnny Burnette - You're Sixteen (1960)
4. Nina Hagen Band - Auf'm Bahnhof Zoo (1978)
5. Bauhaus – Spirit (1982)
6. Siouxsie & The Banshees - Playground Twist (1979)
7. 2 Unlimited - No Limit (1993)
8. Sort Sol - Ruby Don't Take Your Love To Town (1985)
9. Herman's Hermits - There's A Kind Of Hush (1967)
10. The Stranglers - Bring On The Nubiles (1977)
11. Carl Alstrup - Manden På Risten (1936)
12. The Doobie Brothers - Long Train Running (1973)

torsdag den 25. april 2013

Mtatsminda Pantheon, Tbilisi

Den nærværende læser har sikkert set forbindelsen mellem de seneste dages indlæg. Jeg ved godt, at linket til Paris var spinkelt, meget spinkelt. Men det var trods alt i Paris, at White Fence spillede ’City Of Fun’. Hvis jeg havde brugt en madanmeldelse fra en fransk restaurant, et afsnit af den amerikanske forfatter Anaïs Nins dagbøger, en grotesk eller en bid fra et af André Breton surrealistiske manifester, såsom ”Jeg tror på en fremtidig forening af de tilsyneladende modstridende tilstande drøm og virkelighed i en slags absolut realitet, en surrealitet”, havde jeg måske ramt tonen bedre i Jan Sonnergaards to parisernoveller i den nye bog. For det er jo det posterne har handlet om. Jeg har været forbi Berlin, Amager, krigshistorie fra Saint-Nazaire og Paris, ’City Of Fun’, siger da en hel del. Rom og Prag når jeg ikke.


Nu tager jeg til Tbilisi i Georgien og det bjergmassiv, der rejser sig over højt over byen. Deroppe ligger der en kirkegård:

”Lidt længere oppe startede gangstierne op til De Døde Digters Bjerg. Det var hende der havde vist ham det, og han havde ikke tal på hvor mange gange de havde været der sammen. Bjerget hvor landets berømteste digtere og matematikere og dramatikere lå begravet ved kæmpemæssige, imposante monumenter. Det var her de unge poeter gik op og skuede ud over byen for at blive inspireret, her de unge elskende sad på klippestykker og holdt i hånd mens de erklærede deres følelser for hinanden. Digternes Bjerg.”

- fra ’Forræderen i Tbilisi’

Stil ind på 98.9 FM eller stream udsendelsen med Jan Sonnergaard, kl. 18, i dag. 

onsdag den 24. april 2013

White Fence spiller The Only Ones


White Fence er ikke et ubeskrevet blad her på siden. I november sidste år, skrev jeg, blandt andet om pladen ‘Is Growing Faith’, hvorfra jeg især har lagt mærke til coverversionen af Johnny Thunders ’You Can't Put Your Arms Around A Memory’. Jeg kom desværre for sent til koncerten på Bakken i Kødbyen. Jeg får forhåbentlig snart en chance til? For fjorten dage siden, udsendte White Fence ’Cyclops Reap’. Et album, som jeg måske vender tilbage til på et senere tidspunkt.

Nu skal det handle om billedet herover. Det taler næsten for sig selv. Det stammer fra optagelserne af Johnny Thunders ’Que Sera Sera’, der blev indspillet i London i 1985. I går var det i øvrigt 22 år siden, at den tidligere Dolls-guitarist døde på et hotelværelse i New Orleans. Vi skal have fat i herren, længst til venstre. John Perry, guitarist i The Only Ones, forfatter mv.

Forleden postede Perry via Facebook følgende klip fra Le Point FMR i Paris, hvor White Fence minsandten havde The Only Ones ’City Of Fun’, på sætlisten. Det skete med ordene; “I LIKE THIS… Jangly. Doesn't seem to bear much resemblance to the chords as I remember them which is something of an improvement.” Tingene hænger alligevel sammen.

mandag den 22. april 2013

”En af drengene fra Amar'bro…”

En af Sonnergaards nye noveller tager udgangspunkt i en bar på Amager og stedets stamkunder. Den handler om næstekærlighed, den aktive, udadvendte kærlighed, uden tanke på egen vinding. Café Alstrup, som baren så passende hedder, er opkaldt efter revyskuespilleren og amagergenseren, Carl Alstrup, ham med ’Manden På Risten’. 

Selvom jeg føler mig fristet til at slutte dette blogindlæg af med Alstrups klassiker fra Apollorevyen i 1936, hopper jeg dog til en anden af ”drengene fra Amar'bro”, nemlig Frede Fup. Her i en optagelse fra værtshuset Sofiekælderen på Christianshavn, sig endelig ikke Amager, det bryder de lokale sig ikke om!

søndag den 21. april 2013

Jan Sonnergaard i Mod Strømmen


”Vi kunne sagtens have forsat sammen, det er det der er vittigheden. Vi ville have været så gode sammen. Det kunne sagtens have fungeret, sagtens”

De afsluttende ord i én af novellerne i Jan Sonnergaards fine, nye bog, ”Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer”. Jeg røber ikke hvilken historie, det drejer sig om, vil så nødig gøre nogen mopsede, for slet ikke tale om rasende eller det der er værre.

Nu på torsdag, d. 25. april, kommer Jan Sonnergaard forbi Mod Strømmen. Og endnu engang uden at røbe for meget, så tror jeg, at samtalen kommer til at gå i retning af Paris, Berlin, Saint-Nazaire, Rom, Prag, Tbilisi og Amager. Kort sagt, vi konverserer om kærligheden, maden, byerne og hører musik, der på den ene eller anden måde har forbindelse dertil.

Et eksempel på musikken kunne være:


Stil ind, kl. 18.00 på 98.9 FM. Husk vi kan streames herfra.

lørdag den 20. april 2013

Berlin Alexanderplatz

Alfred Döblins historie om den tidligere transportarbejder Franz Biberkopf, er blevet kaldt Tysklands første moderne storbyroman. Bogen udkom i 1929. Döblin arbejdede fra 1911 som læge i arbejderkvartererne omkring Alexanderplatz. Han behøvede altså ikke længerevarende research for at skrive fortællingen med dens to hovedpersoner, byen selv og den skikkelige, helt almindelige mand, Franz Biberkopf. En mand, som bare ønsker at leve i fred med omverdenen, men hele tiden kommer galt af sted. Kampen mellem det moderne liv som Berlin er et sindbillede på og det lille menneske.

Alt det kan man dog selv læse på Georg Salters omslag til originaludgaven: 

fredag den 19. april 2013

Atomfax. Playliste 18. april 2013


1. Atomfax – Xantippes Stødhegn (2012)
2. King Crimson – 21st Century Schizoid Man (1969)
3. Elliot Smith – New Disaster (2007)
4. Mastodon – Iron Tusk (2004)
5. Bear In Heaven – Sinful Nature (2012)
6. The Hedgehogs – Your Eyes (2012)
7. Modest Mouse – Float On (2004)
8. Mars Volta – Ouroboros (2008)
9. Souls Of Mischief – 93 'til Infinity (1993)
10. Atomfax – Baby90 (2012)
11. Blur – Theme From Retro (1997)
12. Bobby Conn – Angles (2001)
13. David Bowie – We Prick You (1995)
14. Wu Lyf – Such A Sad Day Puppy Dog (2011)
15. John Martyn – Some People Are Crazy (1980)
16. Nikolaj Nørlund – Indre By (1997)
17. Atomfax – Regnbuer Kan Skræmme Lidt (2012)

onsdag den 17. april 2013

Støvet, varmen og den røde jord. Konono Nº 1, Global, lørdag d. 13. april


Én af mine gamle venners ældste søn er netop vendt hjem, efter en fire måneder lang rejse til Asien. Jeg husker udmærket, den surreale følelse af at være hjemme igen og hvordan jeg allermest havde lyst til at tage afsted igen, helst med det samme. Sådan har jeg det ikke længere. Eller det vil sige…

Selvom verdensmusik tager mere og mere af min tid, føler jeg mig immerhen som en lægmand. Stilretningerne har jeg ikke styr på, instrumenterne kender jeg ikke, historien om den og den sideform og variant har jeg intet begreb om. De seneste års dykken ned i navnlig afrikansk musik, har alligevel sat sig spor. Når jeg hører et stort afro-beat orkester fra Paris, med rødder i det vestafrikanske, ja, så er det lyden af Paris, jeg hører. Det samme gør sig gældende, hvis bandet kommer fra Marseilles eller en af de andre store europæiske smeltedigler. Ikke at det gør oplevelsen mindre autentisk, sådan har jeg det bare.

Tilbage til det med at rejse. Det fik jeg virkelig appetit efter, da jeg så Konono Nº 1, lørdag aften på Global. Jeg fik lyst til at besøge Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo, Afrikas næststørste by efter Lagos i Nigeria.  Byen, der blev grundlagt af Henry Morton Stanley i begyndelsen af 1880’erne. Se hvordan den strækker sig langs den sydlige side af Congofloden. Mærke støvet, varmen og den røde jord. Det mørke Afrikas hjerte.

Det var et amputeret Konono Nº 1, der gik på scenen i Nørre Allé Skoles gamle gymnastiksal. Ét af medlemmerne blev ramt af en bil på vej til lufthavnen i Kinshasa og ligger nu derhjemme med to brækkede ben. Det var også et helt andet Konono Nº 1, end det jeg hørte til Roskilde Festival 2011, hvor de optrådte med Congotronics vs. Rockers. Congoleserne har faktisk spillet to gange tidligere på festivalen, uden min viden.

Det var et Konono Nº 1, der lød som om de lige havde forladt bushen. Minimalistisk, råt og repetetivt. Det ved jeg selvfølgelig godt de ikke har. De er urban Kinshasa. Flere af musikerne kan dog føre deres aner tilbage til grænselandet mod Angola. Om de så synger om koen, der ikke giver mælk, elefanthorder, som ødelægger afgrøderne, ånder, dem er der mange af, eller afdøde slægtninge, er i og for sig ligegyldigt. Jeg forstår det jo alligevel ikke.

For mig er Konono Nº 1, det skæve, pågående beat, der stiger og falder med rytmesektionen, som denne aften bestod af et beskedent trommesæt, congas og koklokker. De har en vibe, et trit, et fodslag, det er hypnotisk, kald det, hvad du vil. Jeg ønskede ikke det skulle stoppe, da det kom i gang og de to likembé-ekvilibrister satte ind. Dette lille forunderlige kvadratiske tommelfingerklaver, der i hundredevis af år er blevet fremstillet af bambus, men som Konono Nº 1 har elektrificeret og som er så signifikant for deres lyd.

Det var fremragende.

En returbillet til Kinshasa med mellemlanding i Istanbul, koster kr. 6080,00. 

mandag den 15. april 2013

Tredje lockout-uge. Rådhuspladsen i København

De Høje Hæle feat. Andrea Aagaard fra Dig & Mig. Den konstellation bliver vistnok mere eller mindre permanent. Plus Baby Woodrose, der er i topform for tiden.


“I’m not ready for the boredom…”


Mikal Cronin har en ny plade på vej. De to numre, jeg har hørt, tyder på, at han har bevæget sig en anelse i en anden retning. Musikken er ligesom blevet større, mere fintmærkende. Følsom, vil nogen nok sige. Og så alligevel ikke, det er stadig pulserende powerpop.

Siden debutpladen i eget navn fra 2011, er et seriøst kærlighedsforhold nået til vejs ende, han har afsluttet college og er flyttet fra barndomsbyen Los Angeles og længere op ad kysten til San Francisco. For slet ikke at nævne, den eskalerende tour-aktivitet som debutens succes bevirkede. Cronin spillede en forrygende koncert på Roskilde 2012. Dertil kommer alle jobbene med Ty Segall Band. Med andre ord, er der nok mere tale om en ny begyndelse:



MCII er på gaden, d. 7. maj. 

søndag den 14. april 2013

Atomfax i Mod Strømmen


Artrock med danske tekster. Det er prøvet før. Noget af det har været interessant, andet gik an og så har der været det utålelige. Københavnske Atomfax giver et nyt og særdeles godt bud på genren. I november 2012 udsendte de debut-ep’en, ’Mekonium’, der blev produceret i samarbejde med Nikolaj Nørlund.

Titlen på ep’en, har jeg lige slået op i en fremmedordbog. Mekonium er ”den første, mørkegrønne afføring hos nyfødte, som består af slim, galde, hår og afstødte hud- og slimhindeceller”. Et indlysende navn til en debut, men samtidig ligeså rablende som det absurde tekstunivers Atomfax dyrker. Sangtitler som ’Xantippes Stødhegn’, ’Regnbuer Kan Skræmme Lidt’ og ’Baby90’, siger vist det hele:


Lyt med torsdag, d. 18. april, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid eller stream udsendelsen direkte. Atomfaxs debut kan erhverves kvit og frit her.  

lørdag den 13. april 2013

Stream og programtilrettelæggelse

Ude på græsplænen løber der seks vipstjerter rundt. I kender godt den lille, fodrappe spurvefugl med den lange hale, der vipper hurtigt op og ned, op og ned. Deraf navnet. Programkalenderen er fyldt og jeg har lige tilføjet en ny funktion, ude til højre >>>. Stream Mod Strømmen, står der. Endelig kom den op at køre. Den seneste uge er streamen blevet pilottestet. Den virker. I forårets / forsommerens udsendelsesoversigt >>>, ser der stadig ud til at være huller. Den lyver, vi mangler nogle mindre detaljer, programmet er planlagt frem til sommerferien.

For et par dage siden, skrev jeg, The Telstar Sound Drone ud for torsdag, d. 30. maj. Det er tre dage efter, at deres længe ventede debutalbum udkommer på Bad Afro. ’Comedown’ er titlen og den indeholder syv nye skæringer. Ifølge pladeselskabet kan man forvente; ”feedback-ridden guitar noise and slow heavy psychedelia”. Førstesinglen ’Satellited’ hører vist til i den sidste kategori eller hur?


August og september er for så vidt også ved at være på plads. Eller det vil sige, vi får besøg af Silver 6, Gonzo Morales, The Beardy Durfs, The Road To Suicide, Wonderland og Nicholas Ginbey. Nu håber jeg ikke, at der er nogen jeg har glemt. Den eneste gæst, der indtil videre er sat dato på, er den amerikanske sangskriver Nicholas Ginbey. Han kommer forbi, torsdag d. 22. august, hvor han er i landet for at spille et par koncerter. Blandt andet på Christiania samme aften.

Ginbey kommer fra Austin, Texas. Han debuterede i 2004 med ’Destinies Unknown’. En samling sange i den skæve ende af folkspektret. Siden har han varmet op for Daniel Johnston, ligesom flere af hans kompositioner er blevet indspillet af kolleger fra hjembyen. Jeg fik ham præsenteret som noget hen ad Jonathan Richman. Det signalement kan jeg godt følge. Hør blot singlen, ’Heart Sharped Ashtray’, fra den nye plade, ‘Breakfast In Bed’:

fredag den 12. april 2013

Lad masken falde. Playliste 11. april 2013


1. New York Dolls - Jet Boy (1973)
2. BLO - Preacherman (1972)
3. Malouma - Yarab (2008)
4. Toots & The Maytals - Monkey Man (1969)
5. XTC - Neon Shuffle (1978)
6. The Only Ones - Oh No (demo) (1977)
7. Problem - De E Okey (1978)
8. Black Randy & The Metro Squad - Trouble At The Cup (1977)
9. Pere Ubu - Feuksley Ma'am, The Hearing (2013)
10. Wonderland - Far Away (demo) (2013)
11. Anders Wallin - Ballet Of The Wolves (live) (2013)
12. C.V. Jørgensen - Til Skaberens Fulde Tilfredshed (1990)
13. Gene Clark - White Light (demo) (1970/2013)
14. Bobby Charles - Small Town Talk (1972)
15. The Rolling Stones - Happy (1972)
16. Javier Escovedo - Tonight Is Gonna Be Better (2008)
17. Bob Dylan - Watching The River Flow (1971)


onsdag den 10. april 2013

‘Konono Ripoff No. 1’


Nyere elektronisk musik er ikke mit område. Ikke sådan forstået, at jeg skærer genren over en kam eller udelukker den på forhånd. Jeg har været til flere festlige og medrivende koncerter, ligesom jeg har oplevet den mere eksperimenterende og eftertænksomme del af scenen. Jeg ved bare ikke nok om den. Amerikanske Dan Deacon, der optrådte i København sammen med Thulebasen for et par måneder siden, har jeg dog hørt om. På Record Store Day, d. 20. april, udgiver Deacon en ny single. Det drejer sig om den ikke tidligere udsendte livefavorit, ’Konono Ripoff No. 1’. En hyldest til, ja, congolesiske Konono Nº1.


Konono Nº1 kender jeg til gengæld en smule bedre. L'orchestre folklorique T.P. Konono Nº1 de Mingiedi, der er gruppens fulde navn, kan trække tråde tilbage til 1960’erne. De byggede selv deres instrumenter af det forhåndenværende, effekter fundet på lossepladsen, køkkengrej, bildele m.v. I 1978 kom bandets første single ’Mungua-Muanga’. Derfra skulle der dog gå over tyve år, før de i 2003, var på deres første tour udenfor for Afrika sammen med de hollandske punkavantgardister, The Ex. Siden er det gået stærkt. Konono Nº1 har samarbejdet med prominente jazz-, rock- og indienavne. Og nu på lørdag, d. 13. april, besøger de Global på Nørre Allé. Det glæder jeg mig til. 

søndag den 7. april 2013

”Lad masken falde” i Mod Strømmen


På den ene side, glæder jeg mig, som sædvanlig, til den kommende udsendelse i Mod Strømmen. På den anden, kvier jeg mig. Den kommer nemlig til at handle om MIG. Jeg bytter, med andre ord, rollen som vært ud med Nils Lassen fra (((S))), 500 Feelings m.v.. Han har også skrevet musikken til DVD-aktuelle, ’De Skrigende Halse’. Lassen har allieret sig med Troels Jørgensen, der i mange år spillede i Uno Soul, men nu er særdeles aktiv med Wonderland. To mod én, så at sige. 

Hvorfor kvier jeg mig? En digter kunne formentlig formulere det med noget hen ad, at efter den store kærlighed, kommer alle de små. Musikken har om nogen været min store passion. Stedet, hvor jeg har gemt mig, søgt trøst, sagt fuck off, er blevet vildt høj. Stedet, hvor jeg har grint og grædt, for at udtrykke det mere jordnært. Det gør jeg til dels stadigvæk. Hvordan skal jeg skalere det ned til to timer? I går udbad Lassen og Jørgensen sig tilmed en playliste. Jeg aner ikke mine levende råd…

Måske jeg bare skal begynde med at præsentere de to seneste videoer, jeg har kunnet finde med de nye værter. Først Wonderlands ’Far Away’, der er lavet af The Adam og derpå Sisse Selinas fortolkning af Nils Lassens ’Gone’:



Lyt med torsdag, d. 11 april, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid. Eller hør det dagen efter her på siden.

lørdag den 6. april 2013

Natursyn


”Stærens evne til at nedbryde alkohol er 14 gange så effektiv som hos mennesker. Denne egenskab kommer især ungfugle til gavn, da frugter og bær er en vigtig del af deres føde, og frugter og bær, når de gærer, indeholder alkohol.

At stære, når de flyver i flok og angribes af rovfugle, kan forsvare sig ved at bombardere disse med gylp og fugleklatter, som klæber rovfuglenes fjerdragt sammen, så rovfuglen mister flyveevnen. I enkelte tilfælde har man observeret, at rovfuglene er druknet efter således at være blevet "beskudt" over vand.

Stæren har løst problemet med generende utøj ved at føre en form for kemisk krigsførelse. Den lugter sig frem til grønne planter, som udskiller naturlige insektbekæmpelsesmidler, og forer sin reden med dem. Med en plante som Tagetes i reden, kan den på den måde reducere et luseangreb med op til 80 %. Mindst 25 plantearter, heriblandt Malurt og Kodriver, bruges i stærens bekæmpelse af lopper, lus og mider.”


Det er over en måned siden, at stæren ankom til Sønderjylland. For knap en time siden, så jeg årets første flok, den gik og pirkede i det vinterdøde græs udenfor mit vindue. 

fredag den 5. april 2013

Sverige III. Playliste 4. april 2013


1. Dungen - Panda (2004)
2. The Amazing - Deportation Day (2011)
3. Den Stora Vilan - Djuret (2011)
4. Den Stora Vilan - För Långt Ut (2012)
5. Samling - Desperationen (2011)
6. The Creeps - Come Back, Baby (1986)
7. The Wylde Mammoths - Gone Away (1987)
8. The Strollers - Bad Situation (1999)
9. The Road Runners - Love Me As I Am (1999)
10. The Satans - Love Seems Doomed (2001)
11. The Maharajas - Hang Out (2001)
12. Kama Loka - Skovsøen (2013)
13. Kama Loka - Trold I Bakken (2013)
14. Tobias - Gula Solen (2011)
15. Anders - Holding Back The Tears (2009)
16. Huggorm – Psykdängan (2011)
17. Dundertåget - Det Tog En Lång Tid (2013)
18. Thomas 'Mera' Gartz - Busspassagerarens Sång (1976)
19. Goat – Let It Bleed (2012)



torsdag den 4. april 2013

Før Sverige III: Fjodor, Dogge & Diamond Dogs – ’Barn Av Vår Tid’


I forskræppet til dagens udsendelse i Mod Strømmen, kom jeg kort forbi politiseringen af den svenske progg-rock. Det skete også herhjemme. Sådan gik det vist i det meste af den vestlige verden.

I sommeren 1977 turnerede en række af Sveriges største progg-navne rundt med debatteateret, Tältprojektet. Det var også forbi Danmark. Hovedforfatteren var Ulf Dageby fra rock- og teatergruppen, Nationalteatern. Den ca. fire timer lange forestilling, fortalte den svenske arbejderklasses historie. Med skuespillere og musikere fra den yderste venstrefløj, kan jeg levende forestille mig, hvordan ord og begreber som 'kapitallogik' og 'falsk bevidsthed' er fløjet gennem luften. Teaterstykke blev ikke desto mindre set af mere end 100.000.

Men det er ikke den historie jeg vil fortælle. Jeg vil frem til titelnummeret, ’Barn Av Vår Tid’, fra Nationalteaterns plade fra året efter. Ifølge Dageby var idéen at beskrive, det liv som mange unge levede i betonforstæderne:

”Backa, med drogproblem, ödsliga liv utan hopp. Det förekom också ett par dödsfall, det var unga människor som sniffade lim, och dog. Jag blev så upprörd av det där, alla vuxna med flackande blickar i köpcentret, i det obevekliga novembermörkret, rädda för flummiga tonåringar, deras egna barn”

Socialrealisme i tredje potens. Ren Bent Haller, hvis der altså er nogen der husker hans ungdomsromaner fra slutningen af halvfjerdserne? Når det er sagt, så er det et pissefedt nummer. Både i originaludgaven, men så sandelige også i Fjodor, Dogge & Diamond Dogs version fra hyldestalbummet til Nationalteatern, ’Nationalsånger – Hymner Från Vågen Och EPAs Torg’ fra 2002:


Bag bandnavnet gemmer sig Lennart Eriksson (Fjodor) fra Ebba Grön, rapperen Dogge Doggelito og orkestret Diamond Dogs, der gennem tiden har omfattet medlemmer fra The Hellacopters, Wilmer X, Patti Palladin, Dogs D'Amour, Nymphet Noodlers, Hedros & Hellberg og Soundtracket Of Our Lives. 

onsdag den 3. april 2013

mandag den 1. april 2013

Dette er indlæg nr. 2013

Jeg er ikke god til at gøre stads af runde tal. Indlæg nr. 1000 her på bloggen, måtte en nærværende læser gøre opmærksom på, det blev så fejret med The Gories udgave af ’Land Of 1000 Dances’, et par dage senere. Indlæg nr. 2000 forsvandt i mængden, men jeg kan tælle tilbage og notere, at det var ’Efteraber Stones Ike & Tina?’. Intet opsigtvækkende ved det!

Hvorfor indlæg nr. 2013? Ganske enkelt, fordi det efter en hurtig omgang hovedregning bliver den eneste gang, hvor årstal og indlægsnummer kommer til at svare til hinanden. Jeg ved til gengæld ikke, hvordan jeg skal skabe lidt virak og kalas om nr. 2013? Af og til vrimler det med idéer til nye indlæg. Nogle af dem bliver skrevet andre skrottet. Jeg vil helst ikke låse mig fast. Min bedre halvdel fortæller mig ofte, at en blog skal være dynamisk. Der må ikke være for lang tid mellem posterne. Den skavank lider Mod Strømmen ikke af.  

Jeg kunne lave en slags opsamling. Hvad har jeg skrevet mest om, hvilke indlæg er set flest gange, hvilken gruppe eller sang er blevet spillet mest i radioprogrammet osv.? Det gider jeg ikke. I stedet vil jeg berøre nogle af de ting og sager, jeg i den seneste tid har overvejet at skrive om, men som af forskellige årsager, ikke er blevet til noget. 
  
C.V. Jørgensen

Det sker jævnligt, at et indlæg alene bliver til ud fra et billede (de ledsagende billeder, har jeg heller ikke fundet anvendelse for), en titel, en linje i et digt / en sang, et stykke tekst eller andet, jeg har bidt mærke i. Forleden fandt jeg en bog med den ordrette titel 'Lov og ret om parcelhuse', mens jeg stod og rodede i en papkasse på et loppemarked. Titlen så jeg straks som en overskrift til bloggen. Problemet var bare, hvordan jeg skulle bruge den, hvordan skulle jeg fylde noget tekst på og lå titlen ikke lidt for tæt op ad flere af de bøger og digtsamlinger, der er udkommet de senere år? Et andet eksempel er denne sentens af en gammel zenmester: ”Når vi ser på månen, ved vi, det er månen, og det er nok”. Den havde jeg planer med i sidste uge, hvor det var fuldmåne.

Så er der også bøger, jeg gerne vil nævne. F.eks. Kim Leines roman ’Profeterne i Evighedsfjorden’, som jeg flere gange var ved at lægge fra mig. Jeg holdt endog en længere pause midt i den, før jeg vendte tilbage og læste resten i et stræk. Det er en fremragende bog.  

’Else Marie Pade. En biografi’, om den danske pioner indenfor konkret og elektronisk musik, som hovedpersonen har lavet i samarbejde med journalist Andrea Bak, har jeg læst sporadisk i henover påsken. Det er en spændende historie. Som, til trods for, at jeg absolut intet kender til hendes musik og jeg blev en smule flov over at have overværet den koncert, hun gav i det nu lukkede LAB på Vesterbrogade i 2007, efter det gik for mig, hvor mange der var gået forgæves og som nok havde fået mere ud af det, end jeg. Sådan ved jeg også en lille del af publikum følte det efter hyldesten til Hyldemor på Loppen, da de fandt ud af, hvor mange grående hippier, der ikke var kommet ind. Jeg kan dog retfærdiggøre min tilstedeværelse ved, at min kone fik en stor oplevelse.  

Tilbage til Else Marie Pade og den morgen i september 1944, hvor hun blev hentet af Gestapo. Her kunne hun, alt i mens det hemmelige tyske statspoliti fór rundt og gennemrodede lejligheden, se sin far stå ”stille henne ved kakkelovnen og brænde alle de illegale breve”, hun havde liggende. Anholdelsen udviklede sig nærmest til absurd teater:

”Min mor derimod styrtede helt febrilsk rundt. Jeg tror ikke rigtig, det var gået op for hende, hvad der egentlig foregik, for pludselig sagde hun, at vi skulle have noget kaffe, og det ville tyskerne gerne. Hun lavede kaffe og smurte en hel masse rundstykker til os alle sammen. ”Skal du ikke have et rundstykke?” spurgte hun mig, men jeg havde håndjern på. Hun bad den øverstbefalende, tage håndjernene af mig, så jeg kunne få noget at spise, og det gik de med til. ”Spiller de klaver, frøken” spurgte den øverstbefalende. Så bad han mig spille et stykke, men det ville jeg ikke. Tolken sagde, at det var jeg nødt til, og så gav jeg mig til at spille. Mens de sad der og drak kaffe og spiste rundstykker”  

Før jeg fortsætter ud ad det musikalske spor, et digt af Peter Laugesen fra ’Yak Og Yeti’, som jeg heller ikke har fundet plads til:

”DON VAN VLIETS SIDSTE DIGT

Den tynde trædør
var åben hele tiden
mens det regnede”

Walt Disney

Det er nok ikke gået mange forbi, der interesserer sig bare et minimum for musik, at den tidligere guitarist i Dr. Feelgood, Wilko Johnson, er uhelbredeligt syg af kræft. I de seneste måneder, har han været på en hektisk farvel-tour. Han er blevet interviewet af stort set alt, hvad der kan krybe og gå af britiske medier. Den 24. marts meddelte hans Facebook-profil, kun et par timer før koncertstart på Canvey Island i Essex, at Wilko på grund af fysikken måtte aflyse, de næste to dages optrædener. Siden har der været stille. Eller det vil sige, der har været masser af fans, der har spurgt til hans helbred, uden at få et svar. Jeg ved godt, at det kan virke morbidt at følge med på den måde og det kun er en stakket frist. Jeg blev alligevel glad i går, da der lå en kommentar fra én, som glædede sig over at have set ham på scenen sammen med The Rootsers, lørdag aften.  

The Black Angels nye plade, ’Indigo Meadow’, har jeg ikke dannet mig en mening om endnu. Den udkommer først i morgen, men har været til at høre på internet-tjenester. De to første album, de lavede, ’Passover’ fra 2006 og ’ Directions To See A Ghost’ fra 2008, gik rent ind hos mig. Hvad jeg ikke vidste var, at de optrådte i tyske Rockpalast i 2011. Jeg var faktisk slet ikke klar over, at Rockpalast stadig eksisterede: