
Hvis man har haft sin gang i denne del af landet, kender man sandsynligvis til novemberstormen 1872. Hvis ikke, er et godt sted at begynde udforskningen i ‘Stormfloden. Den 13. november 1872. Danmarks Største Strandingskatastrofe’ af Kjeld Ejdorf fra 2002.
Efteråret 1872 havde været usædvanligt mildt. I Nordjylland var der modne jordbær i november. I dagene op mod 13. november blæste en kraftig vestenvind, og omkring Nordsøen og Skagerrak var der meldinger om strandinger og forlis. 11. november sprang vinden om i nordøst, den tog til og toppede med vindstød af orkanstyrke onsdag formiddag 13. november. Det vidtdreven vejrlig pressede vandet fra Østersøen ind mod de danske kyster og var skyld i vandhøjder på op mod tolv fod, hvilket gav uoverskuelige oversvømmelser.




I 1947, i 75-året for den skæbnesvangre 13. november, udsendte, exam. fiskeskipper og redaktør af Dansk Fiskeritidende, L. Ingemann, bogen ‘Stormfloden 1872’. Den byggede naturligvis på tidligere beretninger, men Ingemann havde også taget turen fra Køge i nord til Nyord i syd, for at få de sidste fortællinger fra øjenvidner og deres efterkommere. Her fik han at vide, at der på Nyord var en talemåde, der blev brugt om visse af øens familier, der efter strandingen af Hope, var kommet til velstand. Det lød “Det er for Engelskmandens Penge”. Ingemann antydede dermed, at der lå en forbrydelse bag at hele besætningen på Hope omkom. Rygterne er formentligt opstået i dagene efter strandingskatastrofen og efterhånden som de døde engelsk søfolk drev i land på Nyord, og især fordi man muligvis fandt to matroser der var bundet sammen.
Ingemann skrev: “og der er det bemærkelsesværdige ved Sagen, at disse Lig var sammenbundne, paataas der. Besætningens øvrige 10 Mand er muligt med Skibets anden Baad kæntret, omkommet og drevet bort. Der har dog været talt og skumlet over Fundet af disse Lig og gransket over, om der endnu ved de første Nyordboere Ankomst skulle have været liv ombord. Der er vel nok ikke noget om Skumlerierne, men det er paafaldende, at to af Bjergerne siden hængte sig”.

En af strandvaskerne, havde Stubbekøbing Avis berettet om d. 3. december 1872. Avisen antog, at den afdøde havde “hørt til Besætningen på Barkskibet Hope af London”, eftersom det engelskklingende navn Alexander Sim var tatoveret på venstre arm.
Om ikke andet, så ved vi altså nu, hvorfor sømænd er tatoverede.