Blogger Widget
Viser opslag med etiketten andet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten andet. Vis alle opslag

lørdag den 21. juni 2025

Fanø Free Folk Festival 2025 med festivalleder Rasmus Hjortshøj Steffensen. Playliste d. 19. juni 2025

1. Matt Elliott - The Guilty Party (2005)
2. Stringflip - Philistine Hornpipe (2025)
3. Irene Bianco - Eye Ink (2024)
4. Copenhagen Clarinet Choir - The Salley Gardens (2022)
5. Alison Cotton - Engelchen (2024)
6. Glamour Coma - The Lonliest Whale In The Ocean (2024)
7. Christian Rønn & PO Jørgens - Roll (2025)
8. Helga Myhr & Tanja Orning - Strengekoral (2024)
9. Fantomplads - Dybhavsvise (2025)
10. Kathleen Yearwood - The Work Of The Spider (2025)
11. Marion Cousin & Eloïse Decazes - Dona Inês (2024)
12. Malin Lewis - You Are Not Alone (2024)
13. Zavoloka - Slava (2025)
14. Alasdair Roberts & Völvur - Sweet William's Ghost (2021)

tirsdag den 9. juli 2024

Sommerradio #1. Dyretema med Tobias Valentin og Jonas Olesen. Playliste 4. juli 2024

1. Grete Mogensen & Dragørbørnene - Dyrene I Afrika (1977)
2. Pink Floyd - Several Species Of Small Furry Animals Gathered Together In A Cave And Grooving With A Pict (1969)
3. Carl Weismann & The Singing Dogs - Happy Birthday (1972)
4. Carl Weismann - Sanglærken (Nedsat 3 Oktaver) (1952)
5. Police - Canary In A Coalmine (1980)
6. Chris Rendalls Music Productions - Flight Of The Bumblebee (2017)
7. London Symphony Orchestra dirigeret af Barry Wordsworth: Camille Saint-Saëns - Carnival Of The Animals: VII. Aquarium (1989)
8. Larkin - Ocean (1980)
9. David Rothenberg - Plays Live With Humpback Whales In Hawaii (2014)
10. Roland Kirk Quartet - Serenade To A Cuckoo (1965)
11. Johann Caspar Kerll - Capriccio Sopra Il Cucu (ca. 1650)
12. Yellow Magic Orchestra - Rydeen (1979)
13. Ola Magnell - Min Häst Har Blivit Sjuk (1975)
14. Jan Lindblad - Fri Som Fågeln (1982)
15. Flemming Werge - Uglevisen (1975)
16. R.E.M - Hyena (1986)
17. J.C. Geil - Jagtsignaler (1966)
18. Banda Pelillos - El Orangutan (1999)
19. Four Tet - No More Mosquitoes (2001)
20. Carl Weisman & The Singing Dogs - For He's a Jolly Good Fellow (1972)

 

onsdag den 22. maj 2024

Klub Soja. Nu på fredag, d. 24. maj. Barbro + Olesen/Slagger Lund

”BARBRO

At lytte til Barbro kan føles meget som at blive hvisket en hemmelighed. Siden sin debut med singlen ‘I’m fine’ i 2021 har Barbro udgivet en perlerække af ætsende ærlige kompositioner, der har sikret dem strålende anmeldelser og i ‘22 tilmed både Carl Prisen og en Steppeulv som “Årets Håb”.

Barbros sange formidler et socialt engagement i deres sårbarhed. Når Barbro indtager scenen hos Klub Soja, er det samtidig med debutalbummet ‘Bad Choices’ i ryggen, og her er deres indre rock-rebel for alvor blevet sluppet løs. De nye tunge tracks skælver af internet-sarkasme og teenagesure fuck(!systemet!)fingre, men under den dystre meme-overflade lurer en genkendelsens glæde, der glimter allerstærkest netop dér, hvor nogen stikker ud.

”Barbro konfronterer alle sine dårlige beslutninger på det fremragende debutalbum” - Soundvenue

”Steppeulvens bogstaveligt talt sidste håb for dansk musik tager ingen dårlige valg” - GAFFA

SLAGGER LUND & OLESEN

To egenartede danske sangskrivere tager dette forår på tur sammen. Nye og gamle dansksprogede sange udsat for guitarer og uskønsang.

Om Slagger Lund

Slagger Lund – som er døbt Flemming Lund og også arbejder som digter og billedkunstner – har siden EP-debuten i 2018 spillet adskillige koncerter, bl.a på Radar i Aarhus og Hotel Cecil i København og har udgivet tre albums, alle med dansksprogede, særegne, poetiske tekster i fokus. En form for alternativ singer-songwriting, eller ‘moderne lejrbålssange deluxe’, som Slagger Lund selv kalder sin dansksprogede, skramlede DIY-genre. Slagger Lunds sange er både højstemte som salmer og uprætentiøst hverdagsgenkendelige, med poetiske sætninger der sætter sig permanent; her er humor og angst et nødvendigt samspil og et vilkår. I 2023 udkom albummet Maniak, som vakte berettiget opsigt blandt kritikere og kolleger og en voksende skare af følgere. Slagger Lund arbejder p.t. på et nyt album.

Om Olesen

Peter H. Olesen har spillet musik de seneste fyrre år. I duoer som Olesen-Olesen og De efterladte og tidligere endnu i bandet Greene. Under Olesen-navnet solodebuterede han i 2023 med det akustiske album Blues & salmer. Olesen forsøger at markedsføre sine sange for ‘nutidige viser’, men den betegnelse er han tæt på at være ene om at holde af. Melodiske sange med kraftig vægt på ordene – poesien og fortællingerne – er det i hvert fald. Olesen arbejder p.t. på et nyt album. Ved siden af musikken arbejder Peter som forfatter, og han har skrevet en række digtsamlinger og indtil videre fem romaner.”

 

søndag den 12. maj 2024

”Og det føltes som et kys - mine 20 år med Shellac”. En hilsen til Steve Albini, der døde d. 7. maj.


- af Thomas Løppenthin.

Gengivet fra Jazzhouse trykte magasin. 2014. Skrevet i anledning af Shellacs besøg i Jazzhouse i oktober 2014.
 
”Hvert anslag på guitaren lyder som om, det er drevet af et tilbageholdt og mega aggressivt vredesudbrud. Og så den lyd, mand! Pigtrådsmusik i ordets bogstaveligste forstand. Metal mod metal. Man kan næsten få helt ondt i fingrene blot ved at lytte med. Trommerne ligeså aggressive, men også intense og præcise, intet fyld, intet blær, kun feel og swing. Bassen brutal og skrap og vokalen intens, som om manden simpelthen synger for sit liv. Meget taler for, at det er sådan her, rockmusik egentlig bør lyde. Sangen hedder ’My Black Ass’, og bandet er fra Chicago og hedder Shellac.

Død ved elektrisk stød

Det er snart tyve år siden, jeg første gang holdt Shellacs debutalbum fra 1994 i hænderne. Det første, der slog mig, var det grafiske stærke pladeomslag trykt på groft, brunt papir. Fronten afslørede intet andet end bandets navn og titlen på pladen, ’At Action Park’. Inde i gatefolden var der billeder af de mikrofoner, der var anvendt ved indspilningen, og den trykte tekst afslørede, udover sangtitler og navne på de involverede, hvor meget pladen vejede (165 gram), hvor omslaget var trykt, samt hvilke maskiner, der var anvendt i processen. Ikke just den slags oplysninger man er forvænt med i et pladeomslag. Innersleevet viste på den ene side en detaljeret, håndtegnet illustration af den groteske (og opdigtede) Action Park, på den anden var gengivet en vejledning til genoplivning fra død ved elektrisk stød.

Det sidste kunne meget vel blev en nyttig oplysning før pladen var ovre. Ingen bandfotos, og en ellers så oplagt ting som sangtekster var ikke gengivet. Teksterne var altså ikke vigtigere end resten af udtrykket, og ville man følge med i den besatte galning ved mikrofonens lyriske udladninger, var det bare om at spænde sikkerhedsselen og lytte efter. Signalet var tydeligt: Her skulle der lyttes på en helt anden måde.

I 1994 var vinylpladen for længst, og sågar lettere hoverende, blevet dømt ude af pladeselskaberne, butikker, musikere og presse, og jeg selv var en bekymret vinyl-fetichist på 17 år, som hver dag måtte leve med en knugende frygt for, om dødsdommen over dette rigtige format, nu virkelig ville blive eksekveret. ’At Action Park’, i al sin magt og vælde, gjorde totalt denne frygt til skamme.

En intellektuel hooligan

Shellacs altoverskyggende hovedmand er guitaristen, sangeren og produceren Steve Albini. Sådan er det bare. Det ville ikke være Shellac uden hverken trommeslageren Todd Trainer eller bassisten Bob Weston, men Albini er noget helt unikt. Før udgivelsen af ’At Action Park’ havde han aftjent 10 år som en af The Alternative America’s mest markante musikalske skikkelser. I bandet Big Black sprang han ud som bebrillet, begavet og intellektuel hooligan med en indædt trang til at provokere og udfordre, og bandet slog for alvor deres navn fast i midten af 80erne.

I en tid hvor hardcore punk for længst havde udspillet sig selv, og samtlige deres bannerførere var rykket videre, dukkede Big Black op med et helt unikt take på industrial-inspireret rock med tekster om pædofili, sadisme og voldtægt, og med konstellationen to bassister, en guitar og en trommemaskine fik lyden præcis den kraft, kant og det særpræg, som Albini havde hørt i personlige helte som Suicide  og Stooges.

Big Black opløstes efter fire intense år som band, hovedværket er albummet ’Atomizer’ fra ’86, og Albini dannede kort tid efter det ikke mindre kontroversielle Rapeman, men bandets levetid blev ligeledes kort, og i ’89 var det slut.

Lige nu og her

Ved dannelsen af Shellac i starten af 90erne arbejdede lyd-freaken Albini som producer på fuld tid, og bandet har altid haft lidt karakter af at være et fritidsprojekt. I Shellacs første leveår udkom der dog en lind strøm af plader, men siden 2000 har der været langt mellem udgivelserne, ligesom bandets turnéaktiviteter har været holdt på et minimum. Det er således 15 år siden, bandets sidst gæstede København, og koncerten på Loppen i ’99 var derfor ikke overraskende et tilløbsstykke for de mange dedikerede fans.

Albinis univers er ikke længere så sort og konfrontativt, ja, han er sågar med tiden blevet aldeles morsom, og Shellac har antaget et mere improvisatorisk, men ingenlunde mindre intenst udtryk.

Undervejs i Loppen-koncerten sagde en lettere irriteret Albini: ”Who keeps yelling for Big Black songs? Hey, man, that bus has left.”. Tak, det her er bare ikke et af den slags acts, hvor fortiden konstant bliver stillet frem til skue. Det er lige nu og her, vi er her. Get with it!. Og at lytte til Shellac er ikke bare den sædvanlige kliché om at ”blive ramt af et godstog”. Hos Shellac, som i Albinis tidligere bands, kan det gøre mere ondt.

Det er 20 år siden, jeg forelskede mig i Shellac, og ’At Action Park’ er nok stadig min favorit fra deres hånd. ”Den første gang” og alt det jive. ”He Hit Me (and it felt like a kiss)” sang the Crystals for en menneskealder siden. Albini bliver ved med at tæske mig, til jeg ligger i graven” 

tirsdag den 16. april 2024

Årets første Klub Soja. The Chains & “atom” Chris Dall & Powerband. Lørdag d. 27. april

"THE CHAINS

Med dannelsen af The Chains har Danmark fået sig en ny supergruppe indenfor de jamaicanske genrer reggae og ska. Medlemmerne tæller tre generationer af ska og reggaeconnoisseurs, nogle har været i gang siden start 80’erne mens andre kom til i 90’erne og 00’erne. De fandt sammen sidste år for at hylde Terry Hall, den karismatiske forsanger for The Specials, der døde alt for tidligt i december 2022, og efterfølgende blev hyldet ved en udsolgt mindekoncert på Loppen i februar 2023.

Som forsanger Pato Siebenhaar, der startede sin karriere i ska-punk-bandet Furillo og efterfølgende har haft fem Ugens Uungåelige på P3 og international hitliste succes med popgruppen Trolle//Siebenhaar, siger det: “Vi har alle elsket den energi der er i det her musik og den er svær at få andre steder, så da Lasse Elmer, der tidligere stod bag musikfestivalen Copenhagen Ska Convention og guitarist i Fall Back Down, foreslog at vi samledes og spillede et par The Specials sange for at hylde Terry Hall, var det som at komme hjem. Det føltes rigtigt.”

Det føltes så rigtigt at Pato, sammen med bassist David Peter Jørgensen, en livslang elsker af tidlig jamaicansk musik, aktiv vinylsamler og dj i lydsystemet Cry Tough Sound, gik i studiet og fik hurtigt produceret en del demoer. Da guitarist og sanger Kevin Leo, fra det internationalt turnerende band, Leo & The Lineup, også smed et par tracks i puljen, stod bandet med et fuldt album, fire måneder efter de havde stået på Loppens scene.

På trommer er Bjørn Hardenberg, der igennem 15 år har været en del af Von Dü, et af DK’s bedste live orkestre. På orgel er Jacob Palitzsch fra det legendariske band Napoleon Solo, der blev dannet i 1984, og som har spillet sammen med netop The Specials - hvilket som bekendt var grunden til at The Chains blev samlet i første omgang.

“Vi satte os ned og blev enige om at lave det, vi følte, der manglede: Et rigtig fedt ska- og reggaeband,” siger Pato Siebenhaar. “Vi kommer alle fra en gør-det-selv-baggrund, vi er alle et produkt af den undergrundsscene, hvor denne musik bor. Vi ved, at hvis vi mangler noget, må vi selv skabe det, for der kommer ingen fra den kommercielle verden og gør det for dig. Det er bare op på hesten, skrive nogle sange, øve og spille dem og håbe på, at folk danser til dem.”

 “atom” Chris Dall & Powerband

Efter at have selvindspillet og -udgivet to singler og én ep i løbet af 2021 gik ”atom” Chris Dall fra at være et lo-fi punk énmands-projekt til at indgå i en højenergisk garagerock power trio. Det skete i en gammel krigsbunker på Nørrebro, hvor ”atom” Chris (med det borgerlige navn Christoffer Dall) blev flankeret af trommeslager Martin Woodwine. Året efter joinede bassist Flavio Galgano, og lige siden har det nye ensemble, ”atom” Chris Dall & Powerband, lagt diverse københavnske garage rock/punk og psych shows ned. Powertrioen har hurtigt fået skabt et ry som et intenst og medrivende live act, der viser, at melodisk fuzz rock, punk flair og danske tekster passer sammen som sprit og ild!

Af inspirationskilder kan nævnes Ty Segall, King Tuff, Presidents of The United States of America, The Black Keys og Jay Reatard. Der er både spor af 70’er-punk tilsat hand clap, Stones-inspireret bluesrock, fuzzed out soul og maniske 90’er vibes at spore. Musikken er slingrende, løs omend rytmetung, famlende, flyende og grovkornet. Tilsat er Dalls brovtende gadedrengevokal og hans finurlige, naivistiske og borderline-poetiske tekstunivers, der kredser om selvrefleksion, selvdestruktion, kærlighed til kvinder, druk, romance plus ønsket om at leve evigt - velvidende at dette (heldigvis) aldrig vil ske.

ACD&PB udgav den anmelderroste ep ‘Hjertebørn’ i 2022 og er atter aktuelle med ep’en ‘Selvfedisme’, som er indspillet, mixet og mastereret i No Masters Voice-studiet."

onsdag den 30. august 2023

Klub Soja på fredag. Baujillaud og Sanderson & The Charabancs.

Dør kl. 20.30. Første koncert kl. 21.00

”BAUJILLAUD

Københavnske Baujillaud er i Klub Sojas optik et af landets bedste livebands. Med en fod i free-jazz og en fod i post-punk/støjrock er der dømt baglæns guitar-riffs og masser af energi. Bandet har senest udgivet det formidable album “A Vision of a Dragons Head” og er nu på vej med nyt materiale.

“If comparisons are in order, think James Chance and the Contortions melted with King Krule. Baujillaud’s uniqueness turns like a cog in a safe, clicking in place with “Goes Without a Thing”. An amalgamation of Butthole Surfers and Andrian Belew, twisted pop staked to the ground with knurled wire.”

- Lost In A Sea of Sound

Emil Palme: Guitar
Mads Egetoft: Sax, keys, vokal
Anders Vestergaard: Trommer


SANDERSON & THE CHARABANCS

Sanderson & The Charabancs er Zakarias Sandersons nye soloprojekt og hjertebarn. Sanderson har skabt sit persona som frontfigur i rock kvintetten Leizure, men har nu, bevæbnet med en akustisk guitar og sin dybe røst, komponeret en håndfuld sange, som han nu, med et nyligt sammensat band i ryggen, er klar til at optræde med. Det bliver inderligt og uslebent, når han med sin 6-strengede slår gotiske og storladne toner an bakket op af el guitarist Mathias Gørtz (Neu Sierra, Leizure), violinist Lasse Beck (The Love Coffin, Chopper), bassist Jonas Frantzen (Dissuader, Leizure) og trommeslager Max Cosnier (Deadpan).

Rowland S. Howard (The Birthday Party, Crime & The City Solution, These Immortal Souls) står som den helt centrale inspirationskilde for projektets lyd, men der trækkes også på blødere jangle-pop navne som Nikki Sudden og The Go-Betweens. Og et eller andet sted i lydbilledet lurer Leonard Cohens genfærd.”

fredag den 25. august 2023

Alle ville fotograferes med Joey Ramone.


Det er ikke første gang, jeg ser fotoet herover af Robin Zander og Joey Ramone. Jeg har dog aldrig fået en forklaring på, hvorfor de er foreviget sammen. Indtil forleden, hvor nedenstående dukkede op på siden ´Cheap Talk with Trick Chat´ på Facebook.
 
”Robin Zander & Joey Ramone, Chicago, 1977.

The Cheap Trick singer/guitar player and Joey at the Stardust Lounge in Rockford, June 30, 1977.
According to Zander, he was one of seven people in the audience.

Cheap Trick had just released their self titled debut album, while the Ramones were already touring on their second album, „Leave Home“.

In the following years, the paths of the Ramones and Cheap Trick would cross several times. In 1978, „Rock’n’Roll Highschool“ producer Roger Corman considered Cheap Trick a potential candidate for his movie, but was turned down due to the band‘s touring schedule. Thanks to actor Paul Bartel, the Ramones got to the job.

Around the same time, Johnny Ramone claimed that he got his maple glo 450 Rickenbacker stolen at some show, and accused Zander and/or his crew to be the ones who nicked it. Why? Because Zander soon after appeared on stage with a Rickenbacker VERY similar to Johnny’s, which Zander claimed to have purchased at a pawn shop in Tulsa, Oklahoma - for 300 bucks.

In 1982, Ramones fan Stephen King booked the band for a show in his hometown Bangor, Maine. Also on the bill: Cheap Trick.

King later stated he left after the Ramones had finished their set, much to the dismay of Cheap Trick. According to King they were „pissed“.

Maybe even more so when King asked the Ramones to write the title track for the movie „Pet Sematary“ in 1988, based on his novel.

Through all this, Joey maintained a loyal Cheap Trick fan. In 1996, je joined them on stage to sing „Surrender“, and recorded a version of „I‘ll Be With You Tonight“ for a tribute album (which was never released), backed by the band 22 Jacks and produced by Ed Stasium.

When asked by MTV what makes him want to cover the song, Joey stated: „Usually when you're asked to contribute to these tribute albums you don't care that much, but this was different. Some of my fondest memories are of listening to their first four albums. I've been a big fan. They kind of infected me”

onsdag den 24. maj 2023

Her er hvad Ilter, K-Town og Roskilde måske kan se frem til….

Pleasers sætliste fra Klub Soja. Lørdag d. 20. maj 2023

onsdag den 17. maj 2023

Klub Soja. Nu på lørdag.

“Howl Baby Howl

Den københavnske garagerockduo Howl Baby Howl er tilbage for fuld kraft med albummet Heavy on the Tongue, der udkommer i april 2023 på det københavnske label Midnight Confessions.

Efter 10-års pause, hvor de to venner bl.a. har skrevet filmscores, produceret albums og turneret verden rundt med kunstnere som The Raveonettes, Trentemøller, The Asteroids Galaxy Tour og Kira Skov, er Howl Baby Howl tilbage igen i deres reneste form. Duoen byder igen på fuzzy guitarer, hvirvlende trommer og rå, fængende melodier.

Albummet er mixet af Greg Saunier fra San Francisco bandet Deerhoof og han har bibeholdt den umiddelbare og rå energi som kendetegner duoen.

Howl Baby Howl er det musikalske møde mellem Jeppe Brix (guitarer og vokal) og Silas Tinglef (trommer og vokal). Den Københavnske duo startede i 2008 med det blues-prægede debutalbum There’s No Team in Fuck You fulgt op to år senere af albummet Now The World Belongs To Us, der løftede kompositionerne, arrangementerne og lyden i en mere eksperimentel retning.

Deres seneste udgivelse var 2013's omfattende EP-trilogi, bestående af Kids of Chaos, Summer of Shame og Mountain of Pounding Pop, en trilogi der varierede mellem alt fra pop-rock til maskinel støj og med et strejf af electronica. Kendetegnende for alle udgivelser er deres genkendelige riffs, melodier og umiddelbare sans for psykedelisk garagerock. Blandt andet Soundvenue bemærkede duoens "tårnhøje niveau af opfindsomhed" og roste dem for at tilføje "nye, overraskende nuancer til (deres) palette” med hver udgivelse, i deres seneste anmeldelse (5/6 stjerner).

I live udgaven har Howl Baby Howl inviteret den ikoniske danske jazz og rock-bassist Anders ”AC” Christensen med på scenen.

Pleaser

Pleaser er et lovende nyt undergrundsband fra København. Gruppen blev dannet i 2018 og fandt sin form i øvelokalerne omkring ungdomshuset – et sted Pleaser føler sig tæt knyttet til. Et par år senere debuterede Pleaser med en demosamling og blev hurtigt bemærket for deres friske take på punkgenren. Musikalsk kan Pleasers musik beskrives som hæsblæsende og støjende men samtidig umiddelbar og fængende med en bidsk duetsang i front. Der trækkes på både hardcore, punk og alternativ rock, og resultatet er iørefaldende og charmerende.”

onsdag den 5. april 2023

Fra arkivet

Den 3. april var det fyrre år siden, at den første lokalradio sendte i Danmark. Æren tilfaldt stationen Sct. Olai Senderen, der havde hjemme i Kalundborg. Christianshavns Kanal kom først med 1. december samme år. Det vil altså sige, at vi i julemåneden kan fejre rund fødselsdag.

Jeg har været i arkivet. De første par billeder er fra nogle af de ungdomsredaktioner, der har sendt på kanalen gennem årene. Det andet kræver en smule forklaring. I mange år stod der en nøgleboks i studiet, hvor man fysisk skulle dreje nøglen for at skifte mellem radiostationerne i sendesamvirket. Når lampen på boksen lyste rødt var man i æteren. Det skete mange gange, at stationerne ikke huskede nøglen. Med andre ord, har Sokkelund Radio (måske) glemt at dreje nøglen på deres boks, hvilket udløste denne rimelige reaktion fra Ungdomsredaktionen, der var stået tidligt op.

Billedet, hvor vi ser både for- og bagside, ved jeg ikke, hvor stammer fra. Et godt bud, kan dog være Radio Bluestime, der måske har lavet et interview med B.B. King. Jeg er svar skyldig. 






tirsdag den 17. januar 2023

torsdag den 29. december 2022

“Sophomoric — like the Velvets without Lou.”

Før jul bragte magasinet Far Out en artikel om Keith Richards' mange fornærmelser. Her efter jul er den blevet fulgt af en om solister og bands, David Bowie ikke brød sig om.

 “Artists David Bowie didn’t like:

Gary Numan

Let’s get it out there: David Bowie did not like Gary Numan at all. Despite Numan being a lifelong fan of Bowie, the feelings were not reciprocated. Notoriously, the older statesman had Numan kicked off The Kenny Everett Christmas Show in 1980 for what he perceived as Numan copying his act.

Speaking to NME in 2021, Numan reflected on the crushing incident. “It bothered me at the time because I was a massive fan, and he’d been such a big part of my life for so many years, so I was pretty disappointed – and the fact I got taken off the show afterwards,” he said. “But I later came to realise we all go through periods when we’re more fragile or paranoid and not sure how we fit into all of this.”

Questioned on whether he thought it was jealousy that underpinned Bowie’s actions, Numan opined: “I think there was an element of that. I never got to meet him afterwards and ask, but my feeling was at that moment, I was the current big thing in weird make-up, and I don’t think that period was the best for him. I know many people that met him and he was lovely, and I wish I’d met that version.”

In fact, David Bowie had such a problem with Gary Numan that he even took shots at him in ‘Teenage Wildlife’ from 1980’s Scary Monsters (and Super Creeps). Bowie sings: “A broken-nosed mogul are you, One of the new wave boys, Same old thing in brand new drag, Comes sweeping into view, As ugly as a teenage millionaire, Pretending it’s a whiz-kid world.”

He later said of his young disciple: “What Numan did, he did excellently but in repetition, in the same information coming over again and again, once you’ve heard one piece”.

Axl Rose

A more personal entry. During the late 1980s, when rockstars were precisely that, Bowie found himself in a physical altercation with Axl Rose, the frontman of the world’s then-biggest band, Guns N’ Roses. Guitarist Slash revealed this when writing in his eponymous memoir. He recalled Bowie and Rose fighting over the daughter of an Everly Brother, Rose’s then-girlfriend, Erin Everly.

One night in 1989, Bowie went to watch Guns N’ Roses support The Rolling Stones at The Cathouse venue. He was in attendance alongside Ola Hudson, Slash’s mother, who he had known and worked with for years. However, at one point, Rose started sneering and throwing some rather choice insults in his direction. Disgusted at Rose, Bowie stood up and left during Guns N’ Roses’ set. No one understood what had happened at the time until Slash divulged that Rose was furious at Bowie for allegedly hitting on Erin.

This occurred earlier in the day at the venue when Guns N’ Roses were shooting their video for ‘It’s So Easy’. The story goes that Bowie was drunk and playful, and as Erin was starring in the video in leather bondage gear, the temperature rose. Looking back in 1990, the owner of The Cathouse claimed that Axl caught Bowie pursuing Everly and lost it, with the two getting into a physical altercation. It concluded with Rose chasing Bowie, screaming at him, “I’m gonna kill you, TIN MAN”.

Elton John

Elton John was another notable figure that Bowie did not have time for, despite both of them – and T. Rex frontman Marc Bolan – frequenting gay clubs together when they were younger. Speaking to Rolling Stone in 1976, Bowie admitted that he called John “the Liberace, the token queen of rock”, which would no doubt hurt his target.

Later, Elton John commented: “We started out being really good friends. We used to hang out together with Marc Bolan, going to gay clubs, but I think we just drifted apart.” He added, “David and I were not the best of friends towards the end.”

The insults Bowie aimed at Elton John did not stop there. He also commented: “I consider myself responsible for a whole new school of pretensions — they know who they are. Don’t you, Elton?”

The ‘Rocket Man’ singer eventually forgave Bowie, although they never personally reconciled. He went as far as to attribute Bowie’s comments to his cocaine addiction which was reaching its worst in 1976. Speaking of David Bowie again in 2016, he said about his remarks: “I thought it was a bit snooty. He wasn’t my cup of tea. No, I wasn’t his cup of tea”.

Paul McCartney

David Bowie was nothing if not a realist. In 1996, when discussing the impact of The Beatles, he attempted to peel back the mainstream belief that the Liverpool band remain essential today. He said: “Bands like the Beatles (who) were so extremely large in terms of what they sold and the influence they had” clearly had an impact back in the 1960s, but “very little of their influence is actually felt now.”

Although he was a revisionist, Bowie still greatly respected The Beatles. In 1995, when discussing their late frontman and his ‘Fame’ collaborator, John Lennon, he said: “I just thought we’d be buddies forever and get on better and better, and all that fantasy, I know which Beatle I always liked.”

However, he did not feel the same way about Paul McCartney. In response to a question of what he thought about “contemporaries” such as The Rolling Stones and Paul McCartney, Bowie explained that whilst he liked “some of” the former’s work, he wasn’t keen on McCartney’s. He said: “I don’t like much of Paul’s. He’s a nice guy, I’ve met him a couple of times.”

The Jesus and Mary Chain

At face value, one would have expected Bowie to have been a fan of Scottish alt-rock heroes The Jesus and Mary Chain. When they broke through in 1985 with their debut Psychocandy, they were classed as genuine pioneers, making a form of noise rock blended with bubblegum pop.

However, with their second album, 1987’s Darklands, the band refined their sound, creating a more anthemic form that produced moments such as ‘April Skies’ and ‘Happy When It Rains’. Despite this more accessible sound, during an interview with Musician in August of that year, Bowie tore into the band, calling them “awful” and “sophomoric—like the Velvets without Lou.”

tirsdag den 20. december 2022

“An overrated midget, Prince has to find out what it means to be a prince.”

I forgårs fyldte Keef 79 år. Det fejrede magasinet Far Out med denne artikel:

“Keith Richards’ best insults

Prince

Prince and The Rolling Stones share a troubled history. In 1981, the ‘Purple One’ was on support duty for the British band in Los Angeles when their audience reacted badly and started to sabotage the musician’s set. Mick Jagger personally intervened to ensure Prince fulfilled the rest of his dates supporting the group, but Richards was less hospitable than his bandmate.

“An overrated midget, Prince has to find out what it means to be a prince. That’s the trouble with conferring a title on yourself before you’ve proved it,” Richards cruelly said shortly after the event. “His attitude when he opened for us was insulting to our audience. You don’t try to knock off the headline like that when you’re playing a Stones crowd. He’s a prince who thinks he’s a king already. Good luck to him,” he then added.

Eight years later, Richards told the Los Angeles Times: “To me, Prince is like The Monkees. I think he’s very clever at manipulating the music business and the entertainment business.”

Elton John

Richards first threw shade at Elton John when Rolling Stone interviewed him in 1988. The guitarist was asked to provide his thoughts on an array of contemporary pop songs, including Elton’s ‘I Don’t Wanna Go On With You Like That’. On the track, he commented: “Reg, give me a Rubens, and I’ll say something nice. Reg Dwight. Lovely bloke, but posing”.

Following the death of Princess Diana, Elton reworked ‘Candle In The Wind’ as a tribute to the late royal, which also riled up Richards.“Yeah, it did jar a bit, songs for dead blondes,” he told EW in 1997. “But he was a personal friend, after all. I’d find it difficult to ride on the back of something like that myself, but Reg is showbiz”.

The Bee Gees

As pure pop writers, The Bee Gees were undeniably talented technicians and a mini hit factory. For a period, everything the Gibb brothers touched turned to gold, but Keith Richards was less than pleased with their craft and patronisingly viewed them as children.

Richards viciously told Rolling Stone in 1969: “Well, they’re in their own little fantasy world. You only have to read what they talk about in interviews… how many suits they’ve got and that kind of crap. It’s all kid stuff, isn’t it?”

Metallica

Undeniably, The Rolling Stones have influenced an immeasurable number of bands. For the most part, Richards is proud of their impact on others. However, one group the guitarist doesn’t want to be classified as an influence by is Metallica.

“Millions are in love with Metallica and Black Sabbath. I just thought they were great jokes,” he told the New York Daily News in 2015. Richards savagely continued: “I don’t know where Metallica’s inspiration comes from, but if it’s from me, then I fucked up.”

Oasis

For this verbal assault, Richards tag teamed with Jagger, who was equally as vitriolic. The pair appeared in a documentary, which never aired. Richards called Oasis “crap”, and Mick Jagger added: “You can’t dance to it, the new album’s impossible,” regarding Oasis’ material. Richards stuck the boot in further and said: “These guys are just obnoxious. Grow up and then come back and see if you can hang.”

Over the years, Richards has softened to the Gallagher brothers as people, even if he still doesn’t dig their music. The Rolling Stones guitarist even spent New Year’s Eve with Noel Gallagher in the Carribbean, where they bonded over their hate for frontmen.

David Bowie

David Bowie is one of the few figures in the history of music who are above criticism. There’s no subjectiveness involved in appreciating his artistry, which is objectively magnificent, but Keith Richards’ memo got lost in the post.

In a 2008 interview, Richards claimed ‘Changes’ was the only song from Hunky Dory that he could remember. He commented: “It’s all pose. It’s all fucking posing. It’s nothing to do with music. He knows it too.” The Rolling Stone cold-bloodedly added: “I can’t think of anything else he’s done that would make my hair stand up.”

Mick Jagger

If I were to write up every offensive remark Keith Richards has made about Mick Jagger, I’d be here all night. Instead, I’m inclined to take a highlights approach to his insults towards Mick and celebrate his most biting comment about The Rolling Stones singer.

In his autobiography, Life, he bizarrely chose to ridicule the size of Jagger’s manhood. “The idea of status quo to Anita, in those days, was verboten. Everything must change. And we’re not married, we’re free, whatever. You’re free as long as you let me know what’s going on,” Richards wrote. “Anyway, she had no fun with his tiny todger. I know he’s got an enormous pair of balls, but it doesn’t quite fill the gap, does it?”

In 2012, Richards uncharacteristically apologised in a documentary celebrating the band’s 50th anniversary: “[Mick] and I have had conversations over the last year of a kind we have not had for an extremely long time, and that has been incredibly important to me.”

The Grateful Dead

The Grateful Dead are more than a band, they are a family, and you need to be a brave soul to attack them. However, Richards never understood why there was such a clamour around the group and described their sound as “boring”. Of all the words to use against The Grateful Dead, “boring” is one of the last that’d come to mind, but Richards is a professional contrarian who thinks differently from the rest.

He once scathingly commented: “The Grateful Dead is where everybody got it wrong. Just poodling about for hours and hours. Jerry Garcia, boring shit, man. Sorry, Jerry.”

mandag den 14. november 2022

Næste Klub Soja: Uno Soul og Blomqvist


”UNO SOUL 
Rasmus Troels Jørgensen har i en årrække huseret i Berlin, og spillet på den berlinske undergrundsscene, både med Uno Soul og med powerpopbandet Wonderland. Nu er Rasmus Troels Jørgensen tilbage i København og den 19. november fejrer UNO SOUL udgivelsen af deres ny LP Poppy live til Klub Soja i Kulturhuset Islands Brygge.

Hånden på rettet og sømmet i bund. Poppy kalder på et roadtrip i en gammel øse, bare afsted, ud i det blå. Slip følelserne, frustrationerne og hjertet fri i selskab med frontmand Rasmus Troels Jørgensen og hans tro indierocksvende. Der kan headbanges, grooves, synges og rockes med på dette rå og gennemarbejdede stykke håndværk.

Uno Soul består af fire genre-erfarne musikere, ud over Rasmus Troels på guitar og vokal består Uno Soul af Henrik Lysgaard Madsen på guitar, slideguitar og kor (Hell & The Hummingbirds, The Mayflower Pussyfarm, Hell & Sebastian, Emma Acs, Spektr), Jeppe Thiesen på bas (The Attacks, Hell & The Hummingbirds) og trommeslager Per Mølgaard Jørgensen (The Blue Van, Dør Nr. 13, Hell & The Hummingbirds) og til Klub Soja vil bandet også yderligere rumme den dygtig guitarist Astrid Samuelsen. Forud for albumudgivelsen har Uno Soul udsendt to singler: ”All It Means” og ”Heartbroken Girl”. Førstnævnte er blevet anbefalet af Karrierekanonen og begge har opnået radioairplay.
 
 
BLOMQVIST 

Der er dømt plekterbas og asfaltpoesi, når Blomqvist gæster Klub Soja. I en himmelsk kombination af duften af sommerregn på den varme asfalt og dagdrømmende tilstande fandt en håndfuld sange sin vej og resulterede i det seneste udspil fra Blomqvist med titlen ”Et stenkast fra nordvest”. Et lokalt udspil, der er skrevet som en hyldest til området Ydre Nørrebro. Blomqvists rolige vokal guider lytteren gennem guitarens buldrende båndekko og selvsamme lytters hofter lokkes af en slow ikkedisco-rytme. Det er psykedelisk indiepop, når det er bedst! 

Blomqvist har i anledningen kaldt til samling i Blommekalaset, som på denne aften udgør brødrene Andreas Brixen og Jakob Brixen på henholdsvis trommer og elguitar, Nikolaj Paakjær på orgel og guitar, samt Sebastian Autzen på keys. 

I 2015 albumdebuterede Blomqvist med den anmelderroste ’Paradisets Børn’, hvor han skabte musik til tekster af Eik Skaløe. Et halvt år senere udgav han sensommersinglen “Magisk Sommer”, som kom i rotation på p6Beat. Bedst som man troede, at Blomqvist med sit hverdagspoetiske album fra 2017, “Langt fra Hip”, ikke kunne blive mere fast forankret med begge ben på den lune asfalt, stod han senest klar med den ultralokale udgivelse “Et stenkast fra Nordvest”.”
 

tirsdag den 13. september 2022

Pilgrimsfærd. 2215 Bryant Ave. Minneapolis.

I forbindelse med, at The Replacements blev gendannet for snart ti år siden, genforeningen varede kun et par år, tegnede en opfindsom herre et kort over de steder man skal besøge i Minneapolis, hvis man vil følge i bandets fodspor. Steder som Twin/Tone Records, Blackberry Way Studios og de spillesteder, hvor ´Mats optrådte er selvfølgelig markeret på kortet. Det samme er 2215 Bryant Ave., hvor Bob og Tommy Stinson voksede op. Huset er kendt fra coverfotoet til `Let It Be´-pladen fra 1984. Det var også her, Paul Westerberg første gang hørte Stinson-brødrene og Chis Mars spille. 2215 Bryant Ave lå nemlig på hans vej hjem fra arbejde, han gemte sig i buskadset udenfor huset og lyttede nysgerrigt til Dog's Breath, som trioen kaldte sig. På det tidspunkt spillede de mestendels coverversioner af Aerosmith, Ted Nugent og Yes. Da Westerberg kom med ændrede de navn til The Replacements, og fortsatte med at øve i kælderen under Stinson-huset.

Huset på 2215 Bryant Ave. har skiftet ejere flere gange siden. Nogle af dem har kendt husets historie, andre ikke. En af dem har fået lavet en glasmosaik ud mod taget, hvor det berømte coverbillede blev taget. Det eneste konkrete bevis på, at ’Mats holdt til der, som er tilbage, er en række telefonnumre, som de skrev på en kælderdør. 


Næste Klub Soja. Trader + Sir Lyric Moon

”Trader dyrker en langsom og eksplosiv indierock og har med deres særprægede lyd skabt begejstring blandt publikum og anmeldere. I kølvandet på debutalbummet “Social Life” fra 2020 udgiver Trader deres andet album “Their Best Work So Far” d. 14. Oktober 2022. Live er Trader sammentømrede, intense og som et musikalsk godstog, der langsomt kører publikum over - i særdeles positiv forstand.

“Their Best Work So Far” sætter en ny tone for Trader, som med dette album afviger fra deres tidligere Slowcore-lyd og giver plads til mere up-tempo beats og riffs.

Albummet blev indspillet i det legendariske Silence Studio i Sverige - en gammel renoveret skole i to etager, skjult i skovene omkring den lille by, Koppom. Det var det perfekte sted for Trader at isolere sig selv og kaste al energi og tid ind i musikken


Sir Lyric Moon er Patrick Kocizewskis (Less Win, Visitor Kane) nyeste musikalske skud på stammen. Hos Sir Lyric Moon dyrkes den traditionelle sangskrivertradition, der trækker på countrygenrens sørgmodige tekstunivers. Den allerførste single vil være ude i begyndelsen af september.

Entré 70 kr.”


torsdag den 25. august 2022

Gruppe af surrealister. Paris 1933.

Tristan Tzara, Paul Eluard, André Breton, Hans Arp, Salvador Dalí, Yves Tanguy, Max Ernst, René Crevel og Man Ray. 

tirsdag den 16. august 2022

Angående ‘Arguing With The Ghost Of Peter Laughner About His Coney Island Baby Review’

I sidste uges Mod Strømmen-udsendelse lovede jeg at lægge Peter Laughners, fra Cleveland-bandet Rocket From The Tombs og det tidlige Pere Ubu, anmeldese af Lou Reeds 1975-plade, ’Coney Island Baby’, ud her på siden. Grunden var, at vi spillede 'Arguing With The Ghost Of Peter Laughner About His Coney Island Baby Review' med The Mountain Goats fra albummet ‘Dark In Here’, der kom sidste år.

Titlen på sangen holder dog ikke, hvad den lover, men det gør den bestemt ikke mindre uinteressant. John Darnielle, hovedmand i The Mountain Goats, har i et radiointerview fortalt, at nummeret handler om den bedste tekstforfatter i sin generation, afdøde David Berman fra Silver Jews. Og at, netop Berman, der tænkte hurtigt og klart, ikke ville have haft nogle problemer med at forstå sangtitlen.

Så skarp er jeg ikke. Så jeg genlæste Laughners kritik af ’Coney Island Baby’ for at finde en vej ind til sangen. Den vej, fandt jeg så ikke. Til gengæld fik jeg en anmeldelse, der af mange er blevet karakteriseret som et fadermord. Det skal I ikke snydes for:

“This album made me so morose and depressed when I got the advance copy that I stayed drunk for three days. I didn't go to work. I had a horrible physical fight with my wife over a stupid bottle of 10 mg. Valiums. (She threw an ashtray, a brick, and a five foot candelabra at me, but I got her down and sat on her chest and beat her head on the wooden floor.)

I called up the editor of this magazine (on my bill) and did virtually nothing but cough up phlegm in an alcoholic stupor for three hours, wishing somewhere in the back of my deadened brain that he could give me a clue as to why I should like this record.

I came on to my sister-in-law "C'mon over and gimme head while I'm passed out." I cadged drinks off anyone who would come near me or let me into their apartments. I ended up the whole debacle passing out stone cold after puking and pissing myself at a band rehearsal, had to be kicked awake by my lead singer, was driven home by my long-suffering best friend and force fed by his old lady who could still find it in the boundless reaches of her good heart to smile on my absolutely incorrigible state of dissolution...I willed her all of my wordly goods before dropping six Valiums (and three vitamin B complexes, so I must've figured to wake up, or at least at the autopsy they would say my liver was OK). Well, wake up I did, after sleeping sixteen hours, and guess what was running through my head, along with the visual images of flaming metropolises and sinking ocean liners foaming and exploding in vast whirling vortexes of salt water...

"Watch out for Charlie's girl...

She'll turn ya in...doncha know... 

Ya gotta watch out for Charlie's girl..."

Which is supposed to be the single off Coney Island Baby and therefore may be a big hit if promoted right, 'cause it's at least as catchy as "Saturday Night"...if they can just get four cute teens to impersonate Lou Reed.

Now, when I was younger, the Velvet Underground meant to me what the Stones, Dylan, etc. meant to thousands of other midwestern teen mutants. I was declared exempt from the literary curriculum of my upper class suburban high school simply because I showed the English department a list of books I'd glanced through while obsessively blasting White Light/White Heat on the headphones of my parents' stereo. All my papers were manic droolings about the parallels between Lou Reed's lyrics and whatever academia we were supposed to be analyzing in preparation for our passage into the halls of higher learning. "Sweet Jane" I compared with Alexander Pope, "Some Kinda Love" lined right up with T.S. Eliot's "Hollow Men"...plus I had a rock band and we played all these songs, fueled pharmaceutically by our bassist who worked as a delivery boy for a drugstore and ripped off an entire gallon jar full of Xmas trees and brown & clears. In this way I cleverly avoided all intellectual and creative responsibilities at the cleavage of the decades (I did read all the Delmore Schwartz I could steal from local libraries, because of that oblique reference on the 1st Velvets LP). After all, a person with an electric guitar and access to obscurities like "I saw my head laughing, rolling on the ground" had no need of creative credentials...there was the rail-thin, asthmatic editoress of our school poetry mag, there was the unhappily married English teacher who drove me home and elsewhere in her Corvette...there were others (the girl who began to get menstrual cramps in perfect time to the drums in "Sister Ray"). Who needed the promise of college and career? Lou Reed was my Woody Guthrie, and with enough amphetamine I would be the new Lou Reed!

I left home. I wandered to the wrong coast. (Can you imagine trying to get people in Berkeley, California to listen to Loaded in 1971? Although maybe they all grew up and joined Earthquake...) When Lou's first solo album came out, I drove hundreds of miles to play it for ex-friends sequestered at small exclusive midwest colleges listening to the Dead and Miles Davis. Everyone from my high school band had gone on to sterling careers as psych majors, botanical or law students, or selling and drinking for IBM (Oh yeah except the drummer became a junkie and had a stroke and now he listens to Santana). All the girls I used to wow into bed with drugs and song married guys who were just like their brothers and moved to Florida or Chicago, leaving their copies of Blonde on Blonde and White Light in some closet along with the reams of amphetamine driven poetry I'd forced on them over the years. By the time Metal Machine Music came out, I'd lost all contact. The only thing that saved me from total dissolution over the summer of '75 was hearing Television three nights in a row and seeing The Passenger.

So all those people will probably never pay any attention to Coney Island Baby, and even if they did it wouldn't do much for what's left of their synapses. The damn thing starts out exactly like an Eagles record! And with the exception of "Charlie's Girl" which is mercifully short and to the point, it's a downhill slide. "My Best Friend" is a six year old Velvets outtake which used to sound fun when it was fast and Doug Yule sang lead. Here it dirges along at the same pace as "Lisa Says" but without the sexiness. You could sit and puzzle over the voiceovers on "Kicks" but you won't find much (isn't it cute, the sound of cocaine snorting, and is that an amyl popping in the left speaker?). Your headphones would be better utilized experiencing Patti Smith's brilliant triple-dubbed phantasmagoria on Horses.

Side two starts off with the WORST thing Reed has ever done, this limp drone self-scam where he goes on about being "a gift to the women of this world" (in fact this whole LP reminds me of the junk you hear on the jukeboxes at those two-dollar-a-beer stewardess pickup bars on 1st Ave. above 70th). There's one pick up point, "Oo-ee Baby" with the only good line on the record "your old man was the best B&E man down on the street," but then this Ric Von Schmidt rip-off which doesn't do anything at all.

Finally there's "Coney Island Baby." Just maudlin, dumb, self pity: "Can you believe I wann'd t'play football for th' coach"...Sure, Lou, when I was all uptight about being a fag in high school, I did too. Then it builds slightly, Danny Weiss tossing in a bunch of George Benson licks, into STILL MORE self pity about how it's tough in the city and the glory of Love will see you through. Maybe. Dragged out for six minutes.

Here I sit, sober and perhaps even lucid, on the sort of winter's day that makes you realize a New Year is just around the corner and you've got very little to show for it, but if you are going to get anything done on this planet, you better pick it up with both hands and DO IT YOURSELF. But I got the nerve to say to my old hero, hey Lou, if you really mean that last line of "Coney Island Baby": "You know I'd give the whole thing up for you," then maybe you ought to do just that.”

- Creem Magazine, marts 1976 

tirsdag den 9. august 2022