Blogger Widget

tirsdag den 8. december 2009

'Fookin' stooodents'

Bandnavnet Gang Of Four er selvfølgelig en provokation. Gang Of Four eller på fladt dansk Firebanden, var en herskende gruppe under den kinesiske kulturrevolution (1966-69), der efter 1969 med Maos samtykke, bevarede kontrollen med propagandaen i Det røde Kina. Efter formandens død i 1976 blev Firebanden fængslet og stillet for en domstol. To blev dødsdømt, men senere benådet, mens de to andre fik lange fængselsstraffe.

Punk/funkgruppen Gang Of Four udsprang af miljøet omkring Leeds Universitet i 1977. I de år var Sociologi mode-studiet og det tiltrak mange politisk interesserede unge, der gav liv til en lang række inferiøre venstrefløjsfraktioner med hver deres chefideolog. Gang Of Four var ikke maoister, var end ikke medlemmer af nogen marxistisk-leninistiske grupperinger, men det var et klart produkt af den venstresnoede universitetskultur i 1970’erne. Sat på spidsen, havde det sammensat dets egen ideologi af begynderguider til det tyvendeårhundredes store tænkere, plus lige dele Benjamin og Brecht og mindre dele Gramsci, Lukacs og Althusser. Altså en slags 'vi-tager-det-vi-kan-bruge-begrebsapparat', men uden den rigide indoktrinering, som prægede massevis af studentergrupper. I Gang Of Four's verden blev det til en samfundsmæssig og politiske indignation, der gik hånd i hånd med et implicit engagement i og krav om social forandring og retfærdighed.

Gang Of Four debuterede med singlen 'Damaged Goods' på det skotske label Fast Product i december 1978. Nummeret blev hurtig en favorit i John Peel’s højtelskede radioprogram på BBC. I 1979 skrev det kontrakt med EMI, som udsendte singlen 'At Home He's a Tourist'. At være i stald hos et stort pladeselskab gav naturligvis gruppen visse privilegier, såsom at det fik adgang til tidens hotteste musikudsendelse i britisk tv, BBC’s Top Of The Pops. Dog med det forbehold, at BBC ikke tolererede brugen af ordet 'rubbers' på udspillet, og derfor insisterede på, at det blev skiftet ud med det tilforladelige 'packets'. Det nægtede Gang Of Four pure, hvorefter singlen blev forbudt på både BBC radio og tv. Det fik også EMI til at lægge gruppen på is. Herfra kunne Gang Of Four så følge, hvordan selskabet begyndte at kaste penge efter dets nye investering, Duran Duran.

Ingen kommentarer: