”Og det føltes som et kys - mine 20 år med Shellac”. En hilsen til Steve Albini, der døde d. 7. maj.

- af Thomas Løppenthin.

Gengivet fra Jazzhouse trykte magasin. 2014. Skrevet i anledning af Shellacs besøg i Jazzhouse i oktober 2014.
 
”Hvert anslag på guitaren lyder som om, det er drevet af et tilbageholdt og mega aggressivt vredesudbrud. Og så den lyd, mand! Pigtrådsmusik i ordets bogstaveligste forstand. Metal mod metal. Man kan næsten få helt ondt i fingrene blot ved at lytte med. Trommerne ligeså aggressive, men også intense og præcise, intet fyld, intet blær, kun feel og swing. Bassen brutal og skrap og vokalen intens, som om manden simpelthen synger for sit liv. Meget taler for, at det er sådan her, rockmusik egentlig bør lyde. Sangen hedder ’My Black Ass’, og bandet er fra Chicago og hedder Shellac.

Død ved elektrisk stød

Det er snart tyve år siden, jeg første gang holdt Shellacs debutalbum fra 1994 i hænderne. Det første, der slog mig, var det grafiske stærke pladeomslag trykt på groft, brunt papir. Fronten afslørede intet andet end bandets navn og titlen på pladen, ’At Action Park’. Inde i gatefolden var der billeder af de mikrofoner, der var anvendt ved indspilningen, og den trykte tekst afslørede, udover sangtitler og navne på de involverede, hvor meget pladen vejede (165 gram), hvor omslaget var trykt, samt hvilke maskiner, der var anvendt i processen. Ikke just den slags oplysninger man er forvænt med i et pladeomslag. Innersleevet viste på den ene side en detaljeret, håndtegnet illustration af den groteske (og opdigtede) Action Park, på den anden var gengivet en vejledning til genoplivning fra død ved elektrisk stød.

Det sidste kunne meget vel blev en nyttig oplysning før pladen var ovre. Ingen bandfotos, og en ellers så oplagt ting som sangtekster var ikke gengivet. Teksterne var altså ikke vigtigere end resten af udtrykket, og ville man følge med i den besatte galning ved mikrofonens lyriske udladninger, var det bare om at spænde sikkerhedsselen og lytte efter. Signalet var tydeligt: Her skulle der lyttes på en helt anden måde.

I 1994 var vinylpladen for længst, og sågar lettere hoverende, blevet dømt ude af pladeselskaberne, butikker, musikere og presse, og jeg selv var en bekymret vinyl-fetichist på 17 år, som hver dag måtte leve med en knugende frygt for, om dødsdommen over dette rigtige format, nu virkelig ville blive eksekveret. ’At Action Park’, i al sin magt og vælde, gjorde totalt denne frygt til skamme.

En intellektuel hooligan

Shellacs altoverskyggende hovedmand er guitaristen, sangeren og produceren Steve Albini. Sådan er det bare. Det ville ikke være Shellac uden hverken trommeslageren Todd Trainer eller bassisten Bob Weston, men Albini er noget helt unikt. Før udgivelsen af ’At Action Park’ havde han aftjent 10 år som en af The Alternative America’s mest markante musikalske skikkelser. I bandet Big Black sprang han ud som bebrillet, begavet og intellektuel hooligan med en indædt trang til at provokere og udfordre, og bandet slog for alvor deres navn fast i midten af 80erne.

I en tid hvor hardcore punk for længst havde udspillet sig selv, og samtlige deres bannerførere var rykket videre, dukkede Big Black op med et helt unikt take på industrial-inspireret rock med tekster om pædofili, sadisme og voldtægt, og med konstellationen to bassister, en guitar og en trommemaskine fik lyden præcis den kraft, kant og det særpræg, som Albini havde hørt i personlige helte som Suicide  og Stooges.

Big Black opløstes efter fire intense år som band, hovedværket er albummet ’Atomizer’ fra ’86, og Albini dannede kort tid efter det ikke mindre kontroversielle Rapeman, men bandets levetid blev ligeledes kort, og i ’89 var det slut.

Lige nu og her

Ved dannelsen af Shellac i starten af 90erne arbejdede lyd-freaken Albini som producer på fuld tid, og bandet har altid haft lidt karakter af at være et fritidsprojekt. I Shellacs første leveår udkom der dog en lind strøm af plader, men siden 2000 har der været langt mellem udgivelserne, ligesom bandets turnéaktiviteter har været holdt på et minimum. Det er således 15 år siden, bandets sidst gæstede København, og koncerten på Loppen i ’99 var derfor ikke overraskende et tilløbsstykke for de mange dedikerede fans.

Albinis univers er ikke længere så sort og konfrontativt, ja, han er sågar med tiden blevet aldeles morsom, og Shellac har antaget et mere improvisatorisk, men ingenlunde mindre intenst udtryk.

Undervejs i Loppen-koncerten sagde en lettere irriteret Albini: ”Who keeps yelling for Big Black songs? Hey, man, that bus has left.”. Tak, det her er bare ikke et af den slags acts, hvor fortiden konstant bliver stillet frem til skue. Det er lige nu og her, vi er her. Get with it!. Og at lytte til Shellac er ikke bare den sædvanlige kliché om at ”blive ramt af et godstog”. Hos Shellac, som i Albinis tidligere bands, kan det gøre mere ondt.

Det er 20 år siden, jeg forelskede mig i Shellac, og ’At Action Park’ er nok stadig min favorit fra deres hånd. ”Den første gang” og alt det jive. ”He Hit Me (and it felt like a kiss)” sang the Crystals for en menneskealder siden. Albini bliver ved med at tæske mig, til jeg ligger i graven”