”Noveller minder om mareridt…”

I oktober udgav Jan Sonnergaard sin første roman. I dag kommer en ny novellesamling, 'Gamle Historier'. I den anledning, har Informations Kristen Bjørnkjær, sat forfatteren stævne i kælderen under baren Floß i det indre København. Det kom der et langt videointerview ud af.

Nu, vi er ved Floß, så spiller københavnske The Breakers, de næste fire fredage i selvsamme kælder. Det sker, som en form for opvarmning, før bandet tager til New York, for at indspille dets kommende album på Steven van Zandt's plademærke Wicked Cool Records. Månedens koncerter byder for resten på gæstevisitter af ”Steen Jørgensen (Sort Sol), Lasse Storm (Sha La Las), Pato, Kenneth Thordal samt en større horn-sektion”.

'Nøgne Øjne'

'Gary Gilmore’s Eyes'

Engelske The Adverts havde i ordenes sande betydning et one-hit-wonder. I 1977 fik gruppen et top-20 hit i hjemlandet med singlen, 'Gary Gilmore’s Eyes'. Musikalsk lå det tæt op ad den lyd, som punken havde vakt til live igen, men derudover, havde det ikke noget særligt at byde på. Derfor vil det nok undre en eller anden, at musikbladet The Sounds, har kaldt pletskuddet, "the sickest and cleverest record to come out of the new wave”.

Bag teksten gemmer der sig imidlertid en interessant, omstridt og for datiden aktuel historie. Ikke alene var Gary Gilmore, den første drabsmand, der blev henrettet i USA siden 1967, han insisterede også selv på at blive dømt til døden. Sagen sluttede ikke her. Gilmore havde nemlig anmodet om, at hans øjne blev brugt til transplantation efter hans død. Og det var netop hvad der skete. Få timer efter eksekutionen, fik en øjenpatient synet tilbage ved hjælp af Gilmore’s hornhinder. Men, hvad tænkte og gjorde modtageren, da han/hun vågende op med en henrettet morders øjne? Den tanke legede og hittede The Adverts med.

”I'm lying in a hospital,
I'm pinned against the bed.
A stethoscope upon my heart,
A hand against my head.
They're peeling off the bandages.
I'm wincing in the light.
The nurse is looking anxious,
And she's quivering in fright...

I'm looking through Gary Gilmore's eyes.

The doctors are avoiding me.
My vision is confused.
I listen to my earphones,
And I catch the evening news.
A murderer's been killed,
And he donates his sight to science.
I'm locked into a private ward.
I realise that I must be...

Looking through Gary Gilmore's eyes.
Looking through Gary Gilmore's eyes.

I smash the light in anger.
Push my bed against the door.
I close my lids across my eyes,
And wish to see no more.
The eye receives the messages,
And sends them to the brain.
No guarantee the stimuli must be perceived the same...

When looking through Gary Gilmore's eyes.

Gary don't need his eyes to see.
Gary and his eyes have parted company”

'Far Away Eyes'

"You know, when you drive through Bakersfield on a Sunday morning or Sunday evening, all the Country music radio stations start broadcasting black Gospel services live from L.A. And that's what the song refers to. But the song's really about driving alone, listening to the radio."

- Mick Jagger til Rolling Stone Magazine, 1978. Adspurgt om pigen havde et forbillede i virkelighedens verden, replicerede han, "Yeah, she's real, she's a real girl."

En torn i øjet.

Sidst på eftermiddagen i går, spenderede denne bloggerkugle en ærgerlig time på at rive sig selv i næsen med, at han ikke fulgt nøje med i koncertkalenderen. For på det tidspunkt lod det til, at han ville gå glip af aftenens koncert med Justin Adams og Juldeh Camara på spillestedet Global på Indre Nørrebro.

Adams og Camara’s musik er blevet beskrevet som ”Ali Farka Toure on speed". Noget kan der godt være om det. Det første undertegnede tænkte på, da han hørte duoens andet udspil, 'Tell No Lies', fra i år, lå dog mere i retning af et afrikansk bluesjam ud på de små timer et sted i Timbuktu.

Camara stammer fra Gambia og har indenfor de seneste år opnået anerkendelse, som en af verdens førende musikere på rittien, der er en en-strenget violin. Selv siger han, at hans musikalitet er en gave fra skovens ånder, som hans blinde far modtog til gengæld for sit syn. Camara har bl.a. spillet sammen med The Blind Boys of Alabama, Batani Marimba og kora-duksen Seckou Keita. I 2007 udsendte han og Adams debuten, 'Soul Science'.

Hvorledes de mødte hinanden, bliver nok for omstændeligt at fortælle. Vi kan dog komme det lidt tættere ved i flæng at nævne Jah Wobble og Bill Laswell, som nogle navne, de lærte hinanden at kende igennem. Ligesom 'Festival In the Desert', nord for Timbuktu, som Adams har været en af de ledende kræfter bag, har spillet en rolle. Når vi er ved det, må man også slå ned på, at Adams har produceret Tinariwens gudbenådede ørkenblues-debutplade.

Det er ikke fordi, at nettet flyder over med billed- og lydmateriale med d'herrer. Nummeret vi har valgt at linke til, er oven i købet atypisk for helhedsindtrykket på 'Tell No Lies'. Det drejer sig om 'Fulani Coochie Man', hvor Camara’s ritti nærmest spiller samme part, som mundharmonikaen gør hos fx Muddy Waters. Dig it.

Hvordan gik aftenens koncert så? Storartet, set i lyset af, at Adams og Camara først skal spille lørdag d. 21. november, og at denne signatur har mulighed for at være der den dag.

Øjne i Mod Strømmen

Et løftet øjenbryn, en rynken på næse, en hånlig latter, smilende øjne, en karakterfast hage, stiff upper lip, våde hundeøjne. Forsæt selv rækken på små eller store tegn, hvor ansigtet viser en følelse eller giver en karakteristik af en person. I almindelig sprogbrug finder man i metermål af disse talemåder. Indenfor musikken gør det samme sig gældende. Redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), har derfor måtte trække en streg i sandet i forhold til den temaudsendelse, som var under forberedelse med arbejdstermen, ‘Face to Face’. Vi har valgt kun at koncentrere os om øjne, hvilket også har vist sig at være et nærmest utømmeligt emne. Lyt med torsdag, d. 5. november, mellem kl. 18-20.

Hvis nogen skulle føle sig foranlediget til at tjekke om vi efteraber Bob Dylan’s Theme Time Radio Hour udsendelse med samme tema, kan vi gøre det nemmere for dem. Playlisten var som følger:

Chuck Berry - Brown Eyed Handsome Man (1956)
Jimmy Martin - 20/20 Vision (1954)
Van Morrison - Brown Eyed Girl (1967)
Jimmie Rogers - My Blue Eyed Jane (1930)
Clarence ‘Gatemouth’ Brown - She Winked Her Eye (1951)
Al Martino - Spanish Eyes (1966)
Ernestine Anderson - Keep An Eye On Love (1963)
Chuck Higgins - Eye Balling (1955)
Blue Sky Boys - Brown Eyes (1940)
Sonny Boy Williamson II - Eyesight To The Blind (1951)
George Jones - Tell Me My Lying Eyes Are Wrong (1975)
Nick Lowe - Raging Eyes (1983)
Wynonie ‘Mr Blues’ Harris - Bloodshot Eyes (1951)
Johnny Cash - I Still Miss Someone (1958)
The Flamingos - I Only Have Eyes For You (1959)
The Streets - Dry Your Eyes (2004)

'This May Be The Last Time'

Med lidt god vilje, kan man forfægte, at The Staple Singers historie begyndte i 1915. Det var i al fald året, hvor Roebuck 'Pops' Staples blev født i Winona, Mississippi. Som ung blev han tiltrukket af kirken og gospelmusikken. Omtrent samtidig lærte han den navnkundige deltablues-performer, Charley Patton, at kende. Et venskab, der for størstedelen blev dyrket rundt omkring på barer og ved fester i Mississippi Deltatet, hvor Staples afkodede den gamle mesters guitarspil. I slutningen af 1930’erne flyttede han til Chicago, hvor han i 1951 dannede familiegruppen, The Staple Singers, sammen med sine børn Cleotha, Pervis og Mavis.

I 1952 kom The Staple Singers første single, 'They Are They', på eget selskab. Året efter fik de kontrakt med United, hvor de i 1955, udsendte den traditionelle folk-gospel, 'This May Be The Last Time', der senere blev indspillet af The Grateful Dead, og som Mick Jagger og Keith Richards brugte som forlæg for den første sang de skrev, der blev en The Rolling Stones A-side, nemlig 'The Last Time'. Inspirationen fra The Staple Singers har The Glimmer Twins aldrig lagt skjul på. I gospelkredse var der dog en del harme over, at The Staple Singers ikke fik royalties, fordi Stones var et højt profileret band, der byggede deres succes op på at omarbejde numre af sorte kunstnere. I Stones version får en pige klar besked om at det kan være slut, mens The Staples Singers udgave har et mere opløftende og åndeligt budskab.

Chinese Rocks!

Dylan vs. Dylan

"I've done more for Dylan Thomas than he's ever done for me"

- Bob Dylan, New York City, 1966.

I og omkring Memphis, TN, 1971.

Under sessionerne til Big Star’s '#1 Record', havde guitarist, sanger og sangskriver Chris Bell og bassist Andy Hummel af og til et smalfilmskamera med. Det kom der nogle fantastiske optagelser ud af, der midt i al det tidstypiske, viser et band, der er ved at skabe et af de tidlige halvfjerdseres allerbedste album. Og så er det egentlig lige meget, at vedkommende der har sat billederne sammen, nok burde have valgt en anden sang, idet 'Thank You Friends' stammer fra 'Third/Sister Lovers', der først blev indspillet i 1974, og som Chris Bell ikke havde nogen andel i.

"All of us have a place in history. Mine is clouds."

I dag er det 25 år siden, at den amerikanske hippie-forfatter Richard Brautigan’s opløste lig blev fundet i det store, gamle hus i Bolinas, Californien, hvor han boede alene. Brautigan lå på stuegulvet foran et panoramavindue med vue udover Stillehavet og med en Magnum 44 ved sin side. Den eksakte dødsdag er ukendt.

Painting For The Skies

”Drill a hole in the sky. Cut out a paper the same size as the hole. Burn the paper. The sky should be pure blue.”

- Yoko Ono, 1961. Her et mindre udvalg af Ono’s Instruction Pieces fra første halvdel af 1960’erne.

Spil Dansk i Mod Strømmen

Den sidste torsdag i oktober, har i flere år været helliget Spil Dansk Dagen i radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid). I år er ikke anderledes. Lyt med, torsdag d. 29. oktober, mellem kl. 18.00 - 20.00. Se frem til musik med gæster, der har været forbi vort ydmyge studie.

Og til dem, der savner en playliste fra den averterede udsendelse med Liebgott og Ortved, så må vi skuffe jer. Af ukendte årsager, dukkede de ikke op i går. Om der er tale om en misforståelse eller forveksling af datoer, ved vi ikke på nuværende tidspunkt. Vi nærer imidlertid stadig forhåbning om, at se parret ved en senere lejlighed. I mangel af bedre og alternativ tilrettelæggelse, blev undertegnedes iPod sat på shuffle.

Dear Andy / Sticky Fingers

Klik på brevet for en større gengivelse.

On Your Back Baby II

Med rette har københavnske The Rumour Said Fire, fået megen spalteplads og kredit for dets ep, 'The Life and Death of a Male Body'. Især skæringen 'Balcony' er blevet rost til skyerne. Det har da også af flere omgange indtaget førstepladsen på Det Elektriske Barometers følsomme, lytterbaserede hitliste.

Nu hvor talen falder på ep-formatet, så har én af de bedste herhjemmefra i år, været The Telstar Sound Drones navnløse. Beklageligvis har forsanger og guitarist, Mads Saaby, forladt bandet, der dog ufortrødent fortsætter med at indspille nyt materiale. Hvad der sker fremover er uvist, men indtil andet er verificeret, har vi stadig håbet og 'On Your Back Baby'. Skru op!