’Ain’t No End…’

Det alternative countryrockband The Jayhawks er ét af de orkestre, som jeg med ujævne mellemrum er stået af og på. På er muligvis et forkert ordvalg, men mere om det senere. Gruppen blev dannet i Minneapolis i midten af firserne af de centrale sangskrivere Mark Olson og Gary Louris. Gennem årene har de trukket i hver sin retning. Louris har søgt et radiovenligt udtryk, mens Olson har stået for det mere traditionsbestemte. I et interview i 1995, fortalte sidstnævnte:

"I was inspired by the local bands playing around Minneapolis, like the Replacements and I come from a folky background, Dave Van Ronk, Bob Dylan, Neil Young. Then a friend turned me on to the Flying Burrito Brothers, and when I started playing and harmonizing with Gary, something worked right away...to me, our music has a soulful feeling, put together with traditional melodies and I think there will always be people out there who like that."

Da The Jayhawks var på Europa-tour med gennembrudspladen ’Hollywood Town Hall’ i 1993, var der rundregnet 30 mennesker, der så dem i Pumpehuset. Albummet var ellers blevet karakteriseret som Roger McGuinn møder The Jesus & The Mary Chain. Det var måske at tage munden for fuld. Set på afstand er der dog ingen tvivl om, at bandets genreblanding blev skoledannende. Der var mødt en del flere op, da The Jayhawks i 1995 gæstede København igen. Denne gang havde de ’Tomorrow The Green Grass’ med sig, som var en kende mere tilbagelænet og countrypræget end ’Hollywood Town Hall’.

Overraskelsen var da også til at tage at føle på, da Olson senere samme år meget uventet forlod bandet. Stilen på ’Tomorrow The Green Grass’ var helt klart mere over i hans metier end i Louris. Olson forklarede bruddet vagt med, at han sammen med sin daværende kone Victoria Williams, ville gå i en rootsorienterede retning. Louris var tydeligere klar i mælet, da han sagde, at hvis Olson ikke var skredet, så var han. Der var ganske enkelt en sangskriver for meget i gruppen.

Det var også omkring samme tidspunkt, at jeg stod af. De efterfølgende The Jayhawks plader er med forlov dødkedelige. For en kort bemærkning returnerede jeg ikke desto mindre til bandet, da det udsendte ’Rainy Day Music’ i 2003. Det forehavende, har jeg svært ved at se meningen med i dag. På den anden side, så var jeg i denne periode en stor fortaler for Mark Olsons og Victoria Williams projekt, The Original Harmony Ridge Creekdippers. Hvis svanesang og politiske manifest over George W. Bushs første regeringsperiode, der uden krumspring og andre falbelader lyder navnet, ’Political Manifest’, stadig står som en milepæl, i en ellers kvalitetsmæssig noget svingende pladeproduktion.

Sidenhen har jeg, uden at gøre yderligere ved det, registreret, at Olson og Louis i vinteren 2005-06 turnerede sammen under navnet, 'From The Jayhawks: An Evening With Mark Olson og Gary Louris'. Ligesom at parret i 2008, udsendte det mestendels akustiske album, ’Ready For The Flood’. Det var dog ikke før i går, at det gik op for mig, at The Jayhawks skal spille i Amager Bio i morgen aften og at det til september udsender en ny plade. Eller som bandet synger på denne optagelse fra hjemmebanen på spillestedet First Avenue i Minneapolis; ”There Ain’t No End”.

Follow The Hippie Trail II

’He's down in Alabama and shoutin' Bamalama…’

"People always want me to make him sound like a good guy, and, see, I know better. He was a bully. He was hell to get along with."

- Johnny Jenkins, guitarist i The Pinetoppers, om Otis Redding.

’Shout Bamalama’ fik solid airplay i 1960. Singlen blev i første omgang udsendt under bandnavnet The Pinetoppers, men allerede året efter blev den genoptrykt som Otis Redding & The Pinetoppers. Redding forgudede Little Richard. ’Shout Bamalama’ er da også et langt strejftog ind i hans stil, de hæmningsløse råb og den intensitet bandet spiller med er tæt på at sætte idolet til vægs. Uforfalsket garagerock, mine damer og herrer.

Johnny Jenkins vender jeg tilbage til ved lejlighed.

De Høje Hæle i Mod Strømmen

Jerry Garcia & Merl Saunders er vist ikke den rigtige duo at have kørende i baggrunden, når jeg har tænkt mig at bruge beskrivelsen catchy punkrock med danske tekster om det første orkester, som Mod Strømmen får besøg af efter sommerferien.

De Høje Hæle har med pladen ’Skal Vi Aldrig Videre?’, der kom sidste efterår, ramt et over tredive år gammelt, troskyldigt og allerhelvedes charmerende punkudtryk. Det kan sikkert lyde en smule bedaget. Sådan er det ikke ment, fordi De Høje Hæle så sandelig også har noget at sige til nutiden. Jeg har tidligere brugt ord, som ”vegeterende ledighed, euforiserende drømmerier og almindelig rastløshed” om det univers, som bandet bevæger sig rundt i. Trods forsøg på at få udryddet den form for samfundsskadelig virksomhed fra den dominerende politiske blok, så er det heldigvis ikke lykkedes.

Lyt med torsdag d. 11. august, mellem kl. 18-20, på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.

De Høje Hæle spiller sammen med Tumor Warlord og Orphans i Råhuset, Onkel Dannys Plads 7 på Vesterbro, lørdag d. 13. august.

”Oh Me Oh My Oh, Look at Miss Ohio…”

Og ja, det er Miss Ohio 2011. Hun har tilsyneladende ingen verdens ting at gøre med den Miss Ohio, som Gillian Welch sang om på ’Soul Journey’ i 2003.

C.A.P.S: ’A Blow To The Head’

Københavner-kvartetten C.A.P.S., har en nye plade parat. Den får titlen ’Lucified’ og udkommer 1. oktober på det svenske label Heptown Records. Von Hørensagen vil vide, at der allerede er vist interesse fra USA. Den iørefaldende powerrocker, der også er førstesinglen, ’A Blow To The Head’, er optaget ved et rulleskøjtederby i den belgiske by Gent tidligere i år.

Realitetstjek

1. Man Chau Po Orchestra - ‘Sealed With A Kiss’

Det forekommer ikke indlysende at begynde med en showstopper. ‘Sealed With A Kiss’ eller ‘SWAK’, som sætningen ofte bliver nedbarberet til nederste i et kærlighedsbrev, handler reelt set om det sidste, vemodige sommerkys og farvel. Man Chau Po Orchestra var et populært danseorkester i Malaysia og omegn i slutningen af tresserne.

2. The Wailers - ‘Summertime’

Inspireret af en god vens playliste med i nærheden af tredive forskellige versioner af Gershwin’s ’Summertime’. Der var dog ikke blevet plads til denne 1966-udgave med proto-garagerockbandet The Wailers fra Tacoma, Wasington State. Hammond-soloen er udsøgt..

3. The Electric Flag - ‘Grooving Is Easy’

Udtrykket grooving havde sin storhedstid i sluttresserne. Ordet dækkede dog stadigvæk ganske godt over mine sommerintentioner, da jeg for en måneds tid siden, blev spurgt om, hvad jeg skulle lave i min ferie. Det har været sværere end først antaget, navnlig på det seneste.

4. Roger McGuinn & Gene Clark - ‘Feelin' Higher’

Fra 1977-livegig. Clark-kompositionen kan godt minde om det materiale, måske endog være et outtake fra hans solomesterværk ’No Other’ fra 1974. ’Feelin’ Higher’ kom med på studiealbummet ’McGuinn, Clark and Hillman’, som de tre gamle The Byrds-medlemmer udgav i 1979. Denne sjælfulde, akustiske udgave overstråler dog alt fra den plade.

5. Little Beaver - ‘I Can Dig It Baby’

Begynder som en ordinær soulballade, lidt ala Stevie Wonder. Den funky guitaroutro har dog fået mig til at vende tilbage til ‘I Can Dig It Baby’, gentagende gange i løbet af juli. Hvad andet kan man også forvente, når man har med en studiemusiker af Willie Hale’s format at gøre. Før tilnavnet Little Beaver begynder at give forkerte associationer , så lad os slå fast, at det ene og alene henviser til hans markante tandsæt, intet andet.

6. The Strange Boys - ‘Baby Please Dont Go’

The Strange Boys fra Austin, Texas, har jeg lobhudlet før. En herlig, loose udgave af den gamle bluesstandard, som Big Joe Williams var den første til at indspille i 1935.

7. Sic Alps - ‘Do You Want To Give $$?’

Sic Alps har lidt af det samme som The Strange Boys. En forunderlig leg med fortiden
8. Dennis Wilosn - ‘Dreamer’

Dennis var den mellemste i Wilson-søskendeflokken med alt det, som det indebærer. Det aspekt lader vi psyko- og familieterapeuter tage sig af. Med ’Pacific Ocean Blue’ fra 1977, blev han ikke desto mindre den første af The Beach Boys, der udsendte en soloplade. Sangene blev hovedsagligt skrevet under bægerklang med svirebroren Gregg Jakobson. ’Dreamer’ er et forsøg på at indkredse essensen af Jesus Kristus på lidt over fire minutter.

9. Baby Woodrose - ‘I Feel High’

Den engelske forfatter Thomas de Quincy, har i bogen ‘En Engelsk Opiumsbrugers Bekendelser’, fra 1845, kaldt stoffet “lykkens hemmelighed, som filosofferne havde skændtes om i så mange århundreder”*. Der er mange måder at blive høj på. Jeg har ingen anelse om, hvad Baby Woodrose har taget på denne B-side fra 2008, men jeg har da haft mine frydefulde øjeblikke her i sommer i glimt af solpletter.

10. George Guzman - ‘Banana Freak Out’

New York-boogaloo anno 1968. George Guzman var en af datidens bedste congas-spillere, Fra debutpladen ’Introducing George Guzman’, der emmer af doven sommerdag. ’Banana Freak Out’ fanger den frie atmosfære, kønnene og stofferne imellem, som tresserne havde, eller i det mindste, som de der oplevede dem, prøver at bilde os ind, de havde.

11. The Dead Milkmen - ‘Get Off Of My Cloud’

Tør ikke sige om The Dead Milkmen, har skelet til The Rolling Stones Bo Diddley-inficerede indspilning af Buddy Holly’s ’Not Fade Away’. Hvorom alting er, så lyder ’Get Off Of My Cloud’ ikke spor af Stones, det minder derimod betænkeligt meget om The Velvet Underground. Demo, årstal ukendt.

12. King Tuff - 'So Desperate'

Albummet ‘Was Dead’, har afgjort været en favoritplade denne sommer. 'So Desperat' lander et sted mellem The Undertones og T.Rex. Dog med en vis hældning til sidstnævnte, der oven i købet bliver citeret mundret.

13. Zipper - 'Bullets'

Fred Cole’s hard rock-projekt fra midten af halvfjerdserne er et nyt bekendtskab. Dead Moon og Lollipop Shoppe er gamle venner. Kompromisløsheden lyser som altid ud af ham, selv om hans stemme kan forekomme en anelse skinger, andre vil nok bruge ordet unik. Det er mig lige fedt.

14. Pineapples From The Dawn Of Time - 'Too Much Acid'

Mere og mere tid spenderet på ryggen foran fjernsynet. Skønt jeg har set interessante naturprogrammer, en dokumentarfilm om Dizzy Mizz Lizzy (var de virkelig så store?), flere afsnit af Columbo, har jeg det efterhånden som om, at jeg er ved at gå i frø. “I’m A Vegetable / A Walkin’, Talkin’ Vegetable”.

15. The Dharma Bums - 'Woodstock Lukker'

Var sommeren endnu en flygtig drøm? Fra kompilationen ’Christiania Forever’, der kom i 2004.

Lyt til hele molevitten. Det er som skabt til en arbejdscomputer. Spilletid én time.

*Weekendavisens bogtillæg: ‘Den mørke afgud’ af Ole Grünbaum. 22. juli 2011, s. 14.

Lennon: ’Well (Baby, Please Don’t Go)’

Demo fra ’Power To The People’-sessionen, EMI Studios, Abbey Road, februar 1971. Bas: Klaus Voormann. Saxofon: Bobby Keys. Trommer: Jim Gordon.

Flash!

Anbefaling: Vivian Girls, Bakken

Brooklyn-trioen Vivian Girls brugte selv termen shitgazer om dets musik, da de udsendte debutpladen i 2008. En sjov provokation fra det rene pigeband, der også gik hen og blev internet-darlings. Slentrer man lidt videre, så var det 21-minutter lange album, klassisk støj-pop med en guitarlyd, man kender til hudløshed, men som ikke desto mindre er møghamrende charmerende.

På albummet fra i år, ’Share The Joy’, har pigerne lagt det direkte punkede med tekster om kærlighed, ensomhed og drenge bag sig, for at begive sig ind et mere vidtspændende univers af pige-pop fra tresserne og The Raincoats. Hele den nye plade:

Vivian Girls Share the Joy by 505diary.blogspot.com

Vivian Girls spiller dets første officielle gig i Danmark, nu på tirsdag. Det sker på Bakken i Kødbyen, kl. 21.00. Billetter ved døren.

Keef: Under Review.

Hvis prognoserne taler sandt, regner det hele dagen. Med ekspertudtalelser fra blandt andet Robert Christgau, Nigel Williamson, Robert Greenfield og John Perry fra The Only Ones.

Paul, Linda, John og Yoko

Basement Tapes og lignende

Bloggen Fra Kælderen har kun et par måneder på bagen. Indholdet kan man ikke desto mindre spore tilbage til slutningen af firserne. For nu at droppe det kryptiske, så ligger bagmanden inde med et hav af piratoptagelser fra hovedsagligt københavnske spillesteder, Roskilde Festivalen er også rigt repræsenteret, som han er begyndt at dele ud af. Kvaliteten kender jeg ikke, men hvis det kan give en indikator, så er de fleste koncerter optaget fra en plads blandt publikum, man finder dog også en snes, der stammer direkte fra pulten. Primal Scream, Thåström, The Jesus & Mary Chain og så denne Greene-koncert fra Roskilde Festivalen, d. 2. juli 1993, hører til blandt dem, jeg skal have undersøgt nærmere:

1. Intro
2. Tomorrow
3. House
4. Some Day
5. Week of Mondays
6. About Leaving & Being Left
7. The Model (Kraftwerk)
8. Being with Someone
9. Venus in Furs (Velvet Underground)
10. Happy Day
11. White Shirt (Sort Sol)
12. Helping Hand
13. Something Inside Me
14. Can't find Myself
15. Love Made Me a Better Man
16. ?
17. What Goes On? (Velvet Underground)
18. Tomorrow

Det amerikanske musikmagasin Spin fejrer 20-års jubilæet for Nirvana's ’Nevermind’ med denne hyldest:

1. Meat Puppets - Smells Like Teen Spirit
2. Butch Walker & the Black Widows - In Bloom
3. Midnight Juggernauts - Come As You Are
4. Titus Andronicus - Breed
5. The Vaselines - Lithium
6. Amanda Palmer - Polly
7. Surfer Blood - Territorial Pissings
8. Foxy Shazam - Drain You
9. Jessica Lea Mayfield - Lounge Act
10. Charles Bradley & The Menahan Street Band - Stay Away
11. Telekinesis - On A Plain
12. JEFF The Brotherhood - Something In The Way
13. EMA - Endless Nameless

Frem til d. 25. juli, kan man hente tributen via Spin’s Facebook-side. Yalla, yalla.

Sommerlæsninger

For et stykke tid siden, fortalte jeg om den seneste bog, jeg har købt og som blev hevet ned fra en bestesellerhylde i et svensk supermarked. Titlen blev aldrig nævnt. Det drejede sig om Johan Theorins ’Blodläge’, tredje bind i Ølandskvartetten, der ikke kun udspiller sig på Sveriges næststørste ø, men også på hver sin årstid. ’Blodläge’ bliver solgt som en krimi, men er alt muligt andet.

Siden jeg lagde ’Blodläg’ fra mig, er det blevet til flere spredte begyndelser. På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om en bog, jeg har læst færdig, før jeg for ungefær tre uger siden, begyndte på ’Passion Is A Fashion. The Real Story Of The Clash’ af Pat Gilbert. Som så til gengæld har været den bedste biografi, jeg har haft fat i om ’The Last Gang In Town’. Ikke at de andre publikationer, jeg har lagt fra mig i løbet af juni på nogen måde, har været Kierkegaards samlede tanker eller andet heavy shit, som jeg alligevel ikke kan huske fem minutter efter jeg har læst det. Ej heller smalle digtsamlinger på forlag, som jeg aldrig har hørt om før.

Min ferielæsning har endvidere stået på Peder Bundgaards ’Sorte Hest’, hvori hans fotograf/detektiv, BK Jensen, tumler rundt på det nye Vesterbro og opklarer mord, der relaterer sig til Kødbyen og kunstverdenen. Derudover har jeg læst romanen ’Dræb dine venner’ af David Niven, som foregår i den engelske pladebranchen i det herrens år 1997. Et år, hvor pengene rullede ind i mængder, man ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig. Titlen holder fuldt ud, hvad den lover.

Spørgsmålet er nu om jeg skal gå i gang med ’Ledvogteren’ af Kristian Lundberg eller om jeg skal tage mig sammen til at hente ’Scener fra Sunset Boulevard. Et drive-in rejseessay’ af Henrik List, som står og griner af mig på sommerbibliotekets reservationshylde?

Buktafestivalen, Tromsø - forskellige steder på Sjælland, over flere dage.

14.07.11. kl. 20:23: ”Pissekoldt og vådt. Øl kr. 70 og burger kr. 95. Men Grinderman varmer kroppen”

14.07.11. kl. 20:28: ”Ja. Det kan jeg forestille mig. Her har det regnet og stormet i noget nær et døgn. Men den stikkelsbærgrød jeg lige har spist, har været det hele værd. Hvad skal I ellers se?”

15.07.11. kl. 20:53: ”Black Lips var lidt fjollet. Daniel Norgren var superb. Mudhoney larmer lige nu. Solen skinner heldigvis og vi slutter snart for i dag med Dandy Warhols"

15.07.11. kl. 21:05: ”Jeg havde lidt den samme oplevelse med Black Lips på Loppen for nogle år siden. Vi er hos O og K i et lånt sommerhus i Odsherred. Regnen står ind og det er efterårskoldt. Bukta igen i morgen?”

15.07.11. kl. 21:13: ”Sidste dag i morgen, men mere for at være her. Det er et smukt sted. Ses og hils”

15.07.11. kl. 21:17: ”Det skal jeg gøre. Vi tager tilbage til sommerhuset i morgen. God tur længere nordpå”