De første gange, jeg hørte, københavnske The
Love Coffins debut-ep ’Veranda’, fra sidste år, fik jeg virkelig en følelse af, at her var
noget på spil. En følelse af, at noget ikke var gået som ønsket eller forventet. Rådvildhed og skuffelse. Angst, depression, aggression. Jeg kan ikke
lige finde ordene. Frustration og vrede lyste ud af hver rille, støjende og
emanciperende. Det hører jeg stadigvæk. Men for hvert nyt lyt kaster ep'en nye skygger og nuancer af sig. Pragtfuldt!
Her den nye video til ’Black Shut
Eyes’, sat i billeder af Ágúst Einar:
…op og ned ad spadserestien,
ivrigt diskuterende og fægtende med arme og ben, var en fryd!”
- komponist Else Marie Pade om
sit første feriekursus for ny musik på Internationals Musikinstitut Darmstadt i
1962. Her ses hun, nederst til venstre, ved en forelæsning i den sydtyske by, samme
år. Else Marie Pade døde mandag, 91 år gammel.
“Etude, som jeg skriver i 1962, det er igen inspiration fra Stockhausen.
I Darmstadt holdt han en forelæsning om tiden, om hvordan nuet er et produkt af
fortiden og en forudanelse om fremtiden. Etude kom ind som en inspiration,
fordi man arbejder så meget med ekko, placeringer i rummet,
efterklangs-principper, tilbagekastninger og alverdens ting. Hvad med en lyd,
der griber en lyd, der griber en lyd, tænkte jeg. Det var efter den gamle remse
om, at en rose er en rose er en rose. Man har en begyndelse, og så sætter man
den i båndekko og hen over nogle maskiner. Så sætter man en ny lyd, som
behandles efter samme princip – og så er det, at de griber hinanden. Til sidst
kommer det altså op i et vældigt crescendo, og der fader vi simpelthen ud.”
Billedet og det øverste citat er
lånt fra ’Else Marie Pade. En Biografi’ af Andrea Bak. Gyldendal, 2009.
”I will say one thing though, that the new
record ("Hotel California") has indications that Glenn (Frey) is
starting to get down to it with his writing. I've known Glenn for years and
years and years and have always believed in him. Personally, I believe he's a
really beautiful cat. He's starting to make statements, like in "Hotel
California", abstractions of something that comes from the realisation of
another place, almost a dream sequence kind of thing”
- diplomatisk svar fra Gene Clark til det engelske
musikmagasin ’Dark Star’ #9, 1977, på et spørgsmål, om The Eagles var overfladiske
eller måske nok nærmere, om bandets manglende spiritualitet?
Læs hele interviewet. Og tag så at hør noget Gene Clark.
Èn af countryrockens sande mestre.
Dansk singer-songwriter med
international tække. Eller det er i al fald det indtryk de forskellige
anmeldelser, jeg har læst af Hartings nye album ’Summer Of Crush’, giver mig.
Hvor de danske kritikere var sådan, ”ja,
ja, vi har hørt dig”, så uddeler engelske og tyske magasiner og blogs, det
ene superlativ efter det andet.
“There isn’t a single
track on Summer of Crush that speaks to the entirety of the album — that is, no
one-song summary of the overall scope — but “Ship of Fools” is a highlight
anyway for its otherworldly echoing jangle, the intensity of its percussion, the
way its synth line brings horns to mind and the edge of judgment in Harting‘s
voice as he begins with the lines, “Eightballs of fine white powder/Snake oil
and alchemy/Bottles of ancient poison/Portions of sweet honey,” before making a
memorable hook out of “I know you know you know I know, you’re gambling/You
know I know you know I know, we’re gambling” over a tense bassline and odd
spurts of synth.”
Jeg kan godt lide pejlemærker. Umiddelbart
kan jeg dog ikke pege på anden musik eller andre kunstnere, der lyder som
Kristian Harting. Damon Albarn er nævnt et sted, men den tråd kan jeg ikke
følge.
Det er lige gået op for mig, at
Birgitte Hjort Sørensen, den offensive stjerne-studievært fra DR-serien ’Borgen’, er med i HBOs ambitiøse, nye satsning, ’Vinyl’. Hun spiller rollen som den
danske skuespillerinde, Ingrid Superstar. En rolle, der formentlig er modelleret
over en af Warhols muser, der blandt andet var med i ’Chelsea Girls’, og som i
1986 forsvandt sporløst på Jamaica. ’Vinyl’ foregår i New Yorks musikmiljø i
1970’erne og er skabt i et samarbejde mellem Martin Scorsese, Mick Jagger og
Sopranos-producenten Terrence Winter. Efter sigende har hver episode et
musikbudget på omkring en million dollaser.
Med så mange penge ude at svømme,
skal der jo noget i kassen igen. Der udkommer således et soundtrack med musik alene
fra første afsnit. Herpå finder man kendingsmelodi ’Sugar Daddy’ med Sturgill
Simpson, der spillede på Tønder Festvalen i 2015. Dertil kommer ’Rotten Apple’ med
Nasty Bits, ’Vinyl’s fiktive proto-punk orkester, hvis frontmand bliver spillet
af Mick Jaggers søn, James. Bag ham gemmer Brooklyn-bandet Beach Fossils sig.
David Johansen har også genindspillet et par gamle New York Dolls-klassikere
til serien.
1. Ty Taylor – ‘The World Is Yours’
2. David Johansen – ‘Personality Crisis’
3. Kaleo – ‘No Good’
4. Sturgill Simpson – ‘Sugar Daddy’
5. Ruth Brown – ‘Mama He Treats Your Daughter
Mean’
6. Otis Redding – ‘Mr. Pitiful’
7. Dee Dee Warwick – ‘Suspicious Minds’
8. Mott The Hoople – ‘All The Way From Memphis’
9. David Johansen – ‘Stranded In The Jungle’
10. Chris Kenner – ‘I Like It Like That’
11. Ty Taylor – ‘Cha Cha Twist’
12. The Jimmy Castor Bunch – ‘It's Just Begun’
13. Soda Machine – ‘Want Ads’
14. The Meters – ‘Hand Clapping Song’
15. Soda Machine – ‘Slippin' Into Darkness’
16. Edgar Winter – ‘Frankenstein’
17. Nasty Bits – ’Rotten Apple’
18. Foghat – ‘I Just Want To Make Love To You’
Her slutter det ikke. HBO udsender
desuden en digital-ep, fredagen før hver ny episode bliver sendt, med numre fra
det forestående afsnit. Disse munder så ud i endnu et soundtrack, der udkommer
op til sæsonfinalen. Selskabet har ikke løftet sløret for, hvilken musik der
bliver anvendt senere i ’Vinyl’, men det har røbet, at navne som Charlie
Wilson, Iggy Pop, Chris Cornell, Julian Casablancas, Charli Xcx, Nate Ruess,
Jess Glynne, Trey Songz, The Arcs og Royal Blood, dukker op undervejs.
I USA har ’Vinyl’ premiere søndag,
d. 14. februar. Herhjemme sker det d. 15, februar.
At Ork-bokssættet ’New York, New
York’ kom med, da Mod Strømmen sendte programmet om de bedste reissues fra 2015,
var ingen overraskelse. At alle tre værter så valgte at præsentere det anselige
udvalg af singler med deciderede powerpop-skæringer, kom imidlertid bag på undertegnede.
Hvor muligheden var for eksempelvis at spille Cheetah Chrome, Richard Hell
eller Mick Farren & The New Wave, så blev det i stedet til Chris Stamey, The
Marbles og Prix. Det var hverken for meget eller for lidt. Det var fedt.
På en af mine faste runder på
nettet, faldt jeg forleden over San Diego-bandet The Shambles, der blev dannet i
en fælles kærlighed til powerpop i 1990. Bandnavnet siger mig et-eller-andet.
Og det har intet med The Babyshambles at gøre, hvis der var nogen, der skulle få
det sjove indfald. The Shambles har rundkastet plader kontinuerligt siden midten af
halvfemserne. Sidste år udsendte det spanske label Bickerton Records ep’en ’Radio
Daze’, hvorpå tre numre stammer fra en radiooptagelse fra 2007, dertil kommer et ikke
tidligere udgivet nummer fra 2006.
“I don’t know how it
was made. I really don’t know. I don’t know where the music came from. I knew
Ben and Alex, but aside from that, I didn’t know a fuckin’ thing. I still don’t
know where it came from. That’s Suicide, too. Same thing. I don’t know where it
comes from.”
- Alan Vega om tilblivelsen af
albummet ’Cubist Blues’ til bloggen Aquarium Drunkard.
100% sikker er jeg ikke. Men mon
ikke genudgivelsen af 1996-albummet ’Cubist Blues’ med Alan Vega, Alex Chilton
og Ben Vaughn, bliver en af dem vi kommer forbi, når Mod Strømmen i morgen sender
Reissues mv. 2015? I december genudgav Light In The Attic/Munster Records
’Cubist Blues’, der oprindeligt blev udgivet af Henry Rollins på hans
plademærke 2.13.61 i 1996. Uden det vakte nogen form for opmærksomhed. Håber
det går bedre denne gang.
Her Aquarium Drunkard-interviewet
med Alan Vega og Ben Vaughn. Alex Chilton er lovligt undskyldt for ikke at medvirke i interviewet.
Vi skulle ikke langt ind i det
nye år, før der igen var bud efter musikere. I den første uges tid har free jazz-pianisten
og komponisten Paul Bley, soulsangeren Otis Clay og countryentreprenøren Red
Simpson sagt farvel til denne inkarnation.
Red Simpson var mest kendt for at
have en fem-seks store hit fra midten af tresserne til slutningen af
halvfjerdserne, indenfor den lidt fjollede undergenre af countrymusik, der
handler om lastbiler, truckere og livet på landevejen. Men han var sammen med Merle
Haggard og Buck Owens også en af arkitekterne bag den karakteristiske Bakersfield-sound.
En lyd, der i modsætning til den producerstyrede, sukkersød country med store
strygerarrangementer, der kom ud af Nashville i midttresserne, var mere kantet og
drevet af energisk Telecaster-twang. Simpson
skal selvfølgelig også huskes for, at han spillede på Haggards signatursang ’Okie
From Muskogee’.
Nu, hvor Red Simpson er emnet, så
lad mig tage et nummer, der så langt ude, at jeg ikke kan lade være med at skraldergrine.
Her ‘The Flying Saucer Man And The Truck Driver’, der entrede den amerikanske
hitliste i 1979 og blev Simpson sidste fuldtræffer.
100% sikker er jeg ikke. Men mon
ikke bokssættet ’G Stands For Go-Betweens, Vol. 1’, bliver et af dem vi kommer forbi,
når Mod Strømmen sender Reissues mv. 2015 næste torsdag? Siden Grant McLennans alt for tidlige død for
ti år siden, er bandets anseelse bare vokset. I USA og England har The
Go-Betweens plader længe været ude af print, så plademærket Domino så rigtigt,
da det med hjælp fra Robert Forster, den anden medstifter, gik i gang med sætte
bokssættet sammen.
Det består af vinyludgaver af
bandets tre første plader; ’Send Me A Lullaby’ fra 1982, ’Before Hollywood’ fra
1983 og ’Spring Hill Fair’ fra 1984. Dertil kommer deres fem første singler på
en lp, fire cd’ere med demoer, radiooptagelser og andre sjældenheder, plus en
omfattende bog med liner notes af blandt andet Forster. Det vil sige, at man følger The Go-Betweens
fra de unge kantede dage, som belæste art-punks til det sofistikerede, stærke
popband, de eksempelvis blev med en sang som den hjertegribende ’Cattle And Cane’ og
albummet ’Spring Hill Fair’.
Om førstnævnte fortalte Grant
McLennan i 1983.
“I wrote (the song) to
please my mother. She hasn't heard it yet because my mother and stepfather live
(on a cattle station) and they can't get 240 volts electricity there, so I have
to sing it over the phone to her [...] I don't like the word nostalgic; to me,
it's a sloppy yearning for the past, and I'm not trying to do that in that
song. I'm just trying to put three vignettes of a person, who's a lot like
myself, growing up in Queensland, and just juxtaposing that against how I am
now.”
‘Cattle And Cane’ er en passant
skrevet i den lejlighed som Nick Cave beboede i London i 1982. Og ikke nok med
det. McLennan brugte sågar Caves akustiske guitar, mens ejermanden selv lå sanseløst
bedøvet af stoffer andetsteds i boligen.
Her et udvalg fra ’G Stands For Go-Betweens, Vol. 1’.
Begyndende med ‘Cattle And Cane’. Domino meddelte i øvrigt i december 2015, at
andet oplag af bokssættet er ved at være udsolgt og der ikke bliver lavet flere.
Jeg har ikke brugt ordet new wave
i årevis. Om yngre musikforbrugere overhovedet aner, hvad der definerede genren
tilbage i sluthalvfjerdserne og de første år af firserne, nærer jeg tvivl om. Ikke
desto mindre, var det den, jeg kom til at tænke på, da Mental As Anything’s ’The
Nips Are Getting Bigger’ dukkede op i mit facebook-feed, én af de første dage i
det nye år. Samtidig slog det mig, at jeg kendte sangen, men ikke havde den
fjerneste anelse om hvorfra?
Internetsøgninger på gruppens
navn gav mig ikke rigtigt noget. Udover, at bandet bestod af en flok kunststuderende
og det havde været stort, faktisk kæmpestort, i dets hjemland, Australien.
Ligesom det havde en del succes i Canada, UK, Norge og Tyskland i midten af
firserne, fordi et af dets numre var med i den første ’Crocodile Dundee’.
Men, som sagt, disse oplysninger
hjalp mig ikke. Og jeg havde egentligt lagt spørgsmålet fra mig. Lige indtil i
morges, hvor jeg på min cykel på vej på arbejde og ud af det blå, kom i tanke
om, at jeg engang havde ’The Nips Are Getting Bigger’ på et kassettebånd. Et
bånd, jeg havde modtaget fra en fyr i Wisconsin, mener jeg det var, da jeg i
midten af halvfemserne, deltog i et såkaldt mix tape-kædebrev. For at gøre det kort, gik det ud på, at man
skulle lave et mix tape og sende det videre til den første på listen. Sådan er
det jo for det meste med kædebreve. Det bånd, jeg satte sammen, sendte jeg
til USA. Hvor husker jeg ikke længere.
Her er ’The Nips Are Getting
Bigger’, der viste sig at være Mental As Anything’s debutsingle fra 1979:
”Lad os bare indrømme det. Vi kunne godt se, hvor det bar hen af. Men
nu er Mod Strømmen så død. Den var allerede blevet svagelig for mange år siden,
og i løbet af 2015 stod det klart, at det begyndte at knibe med selv de mest
elementære praktiske funktioner, med hygiejnen og - ja, lad os bare tale rent
ud af posen: med åndsevnerne. Men nu skete det så. Mod Strømmen afgik ved døden
den 4. januar 2016 kl. 18.23. Helt konkret skete der det tragiske, at den fik
noget galt i halsen. Dens sidste ord blev derfor kun uartikulerede lyde, som
ingen beklageligvis kunne forstå fornuften i. Ære være dens minde.
Med overskriftens lettere
omskrivning af Mark Twains berømte ord i et telegram til den amerikasnke
presse, da han erfarede, at der verserede et ondt rygte om, at han var død, vil
jeg, før det går viralt, skynde mig at mane forlydenet om Mod Strømmen bortgang i jorden.
Det er i øvrigt mange år siden,
at jeg har læst den store amerikanske humorist. Det må jeg gøre noget ved.
