Beat 2016 (7 af ?)

Af Anders Hjortkær, ansat ved Roskilde Festival og quizvært på Rockquizzen

Så skal regnskabet gøres op. I musikkens tegn. Her er de 10 danske plader, som har lyst mit år op. Præsenteret i tilfældig rækkefølge. Udlandet følger bagefter.

Bisse: ’Happy Meal’

Bisse var allestedsnærværende på min årsliste i 2015. Og den hyperproduktive musiker er det igen i år. “Happy Meal” var årets første Bisse-plade og er prydet med årets nok mest usmagelige coverart. Heldigvis gemmer den på masser af musikalske godter. Bisse flirter med new wave hist og rock her, alt sammen vel sammenslynget i hans særegne singer-songwriter-formel, der fortsat har arv fra C.V. Jørgensen og Lars HUG. Det er umiddelbart og alligevel uhåndgribeligt, teksterne er fabelagtigt. Alt i alt fascinerer det uendeligt.

Niels Skousen: ’Hvem er du som kommer imod mig’

“Der var engang jeg sang en anden sang,” synger Niels Skousen i den eftertænksomme “Blomsterne”. Lige siden comeback-albummet “Dobbeltsyn” (2002) har Niels Skousen været en revitaliseret musiker. Fortsat med protest på hjerte og knivskarpe observationer af livet omkring ham. Skousen er altid omgivet af fantastiske musikere, og mentor Nørlund formår at putte den danske Cohens sange i spændende arrangementer og indpakninger. Niels Skousen iagttager fortsat verden i en skarp optik, og han reciterer efterhånden mere end han synger. Kloden drejer videre - Skousen forbliver sin egen stemme. En vigtig én!

North Fall: ‘Tie The Ends Tying Me’

North Fall er listens mest oversete navn i andedammen. Bandet, ført an af Anders Belling, har udgivet to fremragende plader, som begge desværre lever en lidt for hengemt tilværelse under radaren. North Fall fortjener meget mere med deres intime indiefolk, der rummer henvisninger til Ben Gibbard, Conor Oberst og vores egen Chorus Grant. Går godt hånd i hånd med vintermørket.

Big Mess: ’You Know I Care’

Uprætentiøs punkrock i favntag med 80’ernes indierock. I guder, hvor er det befriende at få sådan en plade ud herhjemme. “You Know I Care” er fyldt med højoktan guitarknas og følelsesbetonede vokaler, der besynger ungdommen, som den nu altid er, når den er svær. Sange om outsidermentalitet, kærlighedseskapader og generelle fuck-ups. Den slags der fylder i 20’erne, og som fremstår som universelle emner alle kan spejle sig i. Kan du lide Jay Reatard eller Hüsker Dü, kan du helt sikkert lide Big Mess.

Bisse: ’Højlandet’

Bisse igen? Ja, så absolut! Bisses anden 2017-plade “Højlandet” cementerer yderligere hans position som uundgåelig og original. “Højlandet” er noget af et monstrøst opus, der insisterer på at holde vores opmærksomhed i noget nær 80 minutter. Bisse besynger selve livet, og “Højlandet” er som en sejlads gennem febrilsk rockturbulens, klangflader og stemninger, hvor Bisses krukkede vokal er den røde tråd, der væver alle de stærke melodier sammen. “Seks hjerter” er årets danske sang i disse ører.

Ærkenbrand: ’Stimager’

Og så skal vi en tur til Ebeltoft. Herfra kommer den pudseløjerlige duo Ærkenbrand. De sammenstykker sælsomme, sære og ganske særlige sange, som lyder fra en anden tid. Det beskrives vel bedst som en slags neo-folk, optaget på en nedslidt båndoptager med al den kras i båndkanten, som hører sig til. Guitarer og strygere klinger og hviner som spøgelser fra et stykke pastoralt Danmark, der ikke er mere. Det er lidt uhyggeligt, egentlig. Men også utroligt atmosfærefortættet og dragende.

Lust for Youth: ’Compassion’

Der trækker sådan et diset mælkevejsslør efter synthtonerne i den stjernebeskinnede åbningssang “Stardom” fra Lust for Youths 2016-plade. Det er singlen, der bedst viser destinationen for Lust for Youths rejse, som de har taget fra lo-fi darkwave til klubvenlig synth-pop. Før var de en skarpkantet klippesten. Med “Compassion” er de slebet ind til den fineste diamant, der skinner om kap med mørkejægere som Depeche Mode.

Marching Church: ’Telling It Like It Is’

Elias Rønnenfeldt, som de fleste kender bedst fra Iceage, er en mand med mange jern i ilden. Marching Church startede som et sideprojekt, der nu er vokset til et ligeværdigt hovedprojekt. “Telling it Like It Is” emmer af coolness med henvisninger til Jeffrey Lee Pierce og Nick Cave. Fyldt med horn, strygere og urban angst er Marching Church et dansk bud på en international lyd, der insisterer på at skure fremfor at stryge med hårene.

Vessel: ’Patterns of Blue’

Anders Matthiasen fra Murder har dyrket sit soloprojekt Vessel i løbet af tre plader efterhånden. Denne seneste udgivelse er hans absolut stærkeste. Med rungende ekkoer af Lambchop og Smog søsætter Matthiasen sine sange som små skibe i rum sø, hvor de flyder stille med fingerplukkende guitar og hviskende vinde omkring sig. Blåmønstret som vand og yderligt farvet af et smukt vemod viser sangene, at det ikke kun er Jacob Bellens der har en ypperlig sangsnedker i sig.

Orcas: ’Tunge Sten’

Da De Høje Hæle først sparkede døren ind på den danske musikscene i starten af dette årti, var det med en gavflabbet, forfriskende energi og et livtag med det danske sprog. Én af Hælene er vandret over i Orcas, som i 2016 udgav deres debutplade “Tunge sten”. Orcas disker op med noget så forfriskende gammeldaws som en god gang beatmusik. På dansk naturligvis. Med orgelsoloer, ba-ba-ba-sang og forsamlingshusfeststemning fra dengang Peter Belli havde lange lokker spiller Orcas op til dans.

Der kom mange gode plader i år fra det store udland. Her er de 10 udgivelser, som har ramt plet hos mig i 2016. Ligeledes serveret i tilfældig rækkefølge.

Touche Amore: ’Stage Four’

Post-hardcoren trives fortsat, når bands som Touché Amoré findes. “Stage Four” er en hårdtslående sørgeplade bygget op om frontmand Jeremy Bolms tab af sin mor til kræft. Og lad det bare være sagt: Pladen slår lige i solar plexus, men den kæler også lidt for ørerne med læssevis af melodiske guitarvævninger, der løfter Touché Amoré over alle andre bands fra samme scene netop nu. Lyt til vreden, sorgen og de fantastiske sange. Det her er rystende godt!

Kråkesølv: ’Pangea’

Helt oppe fra det nordlige Norge, dér hvor dialekten er svær at forstå for selv nordmænd, kommer dette fremragende guitarband. Kråkesølv har taget hjemlandet med storm med deres blanding af norske gloser og inspirationer fra amerikansk indierock. De to ting sat sammen giver endnu et eksempel på Skandinavisk vellyd, og Kråkesølv lyder som ingen anden. “Pangea” er bandets måske stærkeste udspil indtil videre.

Isolation Berlin: ’Und aus den Wolken tropft die Zeit’

Jeg vover en påstand: Isolation Berlin er Tysklands bedste rockband netop nu. Og faktisk er det ikke bare mig, der påstår det. Et ivrigt nikkende kor af anmeldere rundt om i det tyske rige smider superlativer efter disse drenge. Isolation Berlin har tidligere udgivet nogle overbevisende EP’er og singler, men de gemte altså guldet til denne debutplade, som leveres på syngende tysk. Med en samling bundsolide rocksange maler de berlinerbetongråt det ene øjeblik og i mere rødromantiske toner det næste. Som en slags løsfarende Jonathan Richman i Berlin. Stærke sager.

Margo Price: ’Midwest Farmer’s daughter’

Hun er countrymusikeren, som giver den lange til musikbranchen i Nashville. Heldigvis er der countryelskere i andre byer end lige dén i Tennessee. Jack White faldt for Margo Prices Loretta Lynn-inspirerede countrymusik og signede hende til sit Third Man-label. Margo Price har levet livet, som mange countrysange kun klichéfyldt besynger. Og hun synger selvbiografisk om druk i barer, gambling, fængsler og aborter. Hun er et vaskeægte naturtalent med fremragende sange, og med et vidunderligt steady backingband (jeg har haft fornøjelsen af at se dem live!) er der ikke et øje tørt.

Nick Cave: ’Skeleton Tree’

Det er så svært med denne plade. For den er så gravalvor, at man ikke kan andet end at få dybe panderynker. Men hvis det rent faktisk kan lade sig gøre at abstrahere fra det faktum, at “Skeleton Tree” er en sørgeplade efter tabet af en søn, så vil man også erfare, at materialet på Nick Cave og bands 15. plade er af rygradsrislende høj kaliber. Udtrykket er dæmpet og minimalistisk, og der ligger et spøgelsesagtigt skær over det hele. Teksterne forbliver allegoriske på sin vis, så man ikke begraves fuldstændigt i gravkammermørke. Dosér med forsigtighed.

Mannequin Pussy: ’Romantic’

Hjertesorg gør ondt. Det ved Mannequin Pussy. I løbet af 17 kaotiske og katartiske minutter kommer vi omkring sang, skrig og skrål. Punkrockens mange varianter besøges. Én sang er poppunk, en anden er hardcore punk, en tredje grunge. Og sådan fortsætter det - og slutter som noget af et engangsknald man gerne vil genbesøge.

Scott & Charlene’s Wedding: ’Mid thirties Single Scene’

Bandnavnet er morsomt, og den ledsagende albumtitel er også en øjenåbner. Heldigvis lever indholdet til ørerne fuldt op til indpakningen. Scott & Charlene’s Wedding er et australsk storcharmørband, som har boet i NYC. Og det høres. Deres slackerrock låner fra lige dele Velvet Underground og 90’ernes lofi-rock, og så er lyden af deres musik som et stort smil på læberne. Frontmand Craig Dermodys observationer om banaliteter som ommøblering af stuen eller det at lave mesterlige ‘scrambled eggs’ går rent ind sammen med de mere end catchy melodier.

Parquet Courts: ’Human Performance’

Dette newyorkerband fandt vej til min årsliste tilbage i 2010. Det var med debuten. Denne, deres femte plade, er nok hidtil den stærkeste de har lavet. Og den fortsætter arven fra de øvrige udspil med herligt skæv og legende indierock. Angst og energi går hånd i hånd på “Human Performance”, der er alternativt fjollet og mærkeligt dybsindig. Det er måske ganske godt eksemplificeret i sangen “I Was just Here”, som dokumenterer følelsen ved at opdage, at en fastfood-resturant er lukket, mens den indfanger den frygtindgydende flygtighed ved vores eksistens på denne skøre planet.

Kevin Morby: ’Singing Saw’

Der er mange singer-songwriters, der har Cohen og Dylan som idoler. Knap så mange formår at løsrive sig og finde eget ståsted. For Morby er de ledestjerner - og Morby søger egentlig ikke et ståsted. Han er på en rejse. I fraseringer og tekstunivers er der masser at glimt fra 60’erne og 70’erne. Men mest af alt - og det er jo det det hele handler om - har Morby skåret en samling knivskarpe sange. Hans lettere drævende vokal sammen med et fuldt backingband (og ja, der er syngende save med på pladen også) og en underspillet melankoli fører os sikkert igennem “Singing Saw”, der i øvrigt er hans tredje soloudspil. Morbys stjerne lyser efterhånden ganske stærkt, og man glemmer helt, at cv’et også tæller Woods og The Babies.

Car Seat Headrest : ‘Teens Of Denial’

Historien om Will Toledo er perfekt. Han er Bandcamp-sensationen, der egenhændigt udgav 12 udspil i bedste skramlende lofi-stil á la Guided by Voices og Pavement. Så fandt han sammen med Matador, og “Teens of Denial” er den unge indierockers første rigtige udspil med fuldt band. Will Toledo fremstår som et barn af den alternative rocks generelle skepsis, men han arbejder sig tilbage på sporet mod noget, han kan tro på. Og det hører man tydeligt i de 12 sange på “Teens of Denial”. Det er råt, indfølt og direkte fra leveren, og det er præcis, hvad indierocken har brug for i en tid, hvor alting er så pokkers poleret.

Fra Black Sabbath over Dragontears og Sleaford Mods…? Hvilke grupper/solister blev spillet flest gange i Mod Strømmen i 2016?

Listen afspejler selvfølgelig, hvilke gæster, der har besøgt radioen i løbet af året. 924 sange er det blevet til i 53 udsendelser. To af disse var særudsendelser. Dels lavede vi en bonustime om ’(De nøgne) og de døde 2015’ (hvordan hulen skal vi nogensinde nå gennem alle de musikere, der gik bort i 2016, i den udsendelse som vi sender på torsdag, når der kun er to timer til rådighed?), dels fik Copenhagen Psych Fest / Spring Edition 2016 særbehandling med en helt ekstraordinær udsendelse.

Med det på plads, så er listen udarbejdet på den måde, at eksempelvis Bob Dylan & The Band og Kim Salmon & The Surrealists, tæller som henholdsvis Bob Dylan og Kim Salmon, mens Alan Vega / Alex Chilton / Ben Vaughn er en gruppe, og dermed ikke forekommer under de enkelte kunstneres navne.

To gange:

Alex Chilton, Anders, Birgit, Gini, Charlotte, Michael & Ronnie, Baby Woodrose, bob hund, Bonnie ‘Prince’ Billy, Butthole Surfers, C.V. Jørgensen, Car Seat Headrest, Cheena, Cheetah Chrome, Chouk Bwa Libète, De Efterladte, De Høje Hæle, Dead Vibrations, Doojiman & The Exploders, Echo & The Bunnymen, Electric Eye, Elvis Presley, Emmylou Harris, Freakwater, Fribytterdrømme, Googoosh, Guddommelig Galskab, Happy Mondays, Hawkwind, Hills, Hole, Hul, Hurray For The Riff Raff, Iggy Pop, John Carpenter, Kim Fowley, Kim Salmon, Lamagaia, Low, Martin Newell, Minutemen, Motörhead, Mystisk Milits, Nils Gröndahl, Nirvana, P. F. Sloan, Parquet Courts, Paul Westerberg, Pixies, Primal Scream, Ramesh, Sleaford Mods, Sly & The Family Stone, Smog, Sneaky Feelings, Spacin', Spectrum, Spids Nøgenhat, Steve Gunn, Suicide, Tal National, Talking Heads, Teenage Fanclub, The Band, The Bevis Frond, The Chills, The Clean, The Dwarfs Of East Agouza, The Go-Betweens, The Jesus & Mary Chain, The Live Museum, The Love Coffin, The Rolling Stones, The Specials, The Stone Roses, The Stones, Ty Segall, URAN GBG, Vessel og Yuri Gagarin.

Tre gange:

Aron, Bruce Springsteen, CHILDRENN, Deadpan Interference, Debre Damo Dining Orchestra, Dinosaur Jr., Dragontears, Elevatorfører, Fossils, Gorilla Angreb, Jacob Lyst, Kourosh Yaghmaei, Kristian Harting, Loretta Lynn, Motorique, Niels Skousen, PJ Harvey, Roxy Music, The Fall, The I Don't Cares, The Jean-Paul Sartre Experience, The Replacements, The Smiths, The Velvet Underground og We Are Wood.

Fire gange:

Big Star, Bleach Blondes, Red Lama, Roxy Music, The Brian Jonestown Massacre, The Yeah Force og TJ & The Reasons To Live.

Fem gange:

Big Mess, David Bowie, Mørtel, Måneskjold, Narcosatánicos, Neil Young, Orcas, Roxy Jules og Yahowa.

Seks gange:

Black Sabbath, Less Win, Sonic Youth og Sune Køter Kølster.

Syv gange:

Bob Dylan.

Otte gange:

Telstar Sound Drone og Ukendt Under Andet Navn.

Tilsvarende lister fra 2014 og 2015

Beat 2016 (6 af ?)

Af Peter Hvalkof, booker Roskilde Festival og Global

Der har været mange gode musikoplevelser i 2016. Følgende er ikke listet i rækkefølge og er ikke en ”top of the pops 2016”, men hvad jeg lige i dag synes (i morgen er det sikkert anderledes), der står tilbage som ekstraordinære oplevelser i 2016:

Album:

Punch Brothers: ‘The Phosphorescent Blues’

Elza Soares: ‘A Mulher Do Fim Do Mundo’

David Bowie: ‘Black Star’

Konono No Meets Batida

Paul Bowles: ‘Music Of Morocco’

The Dwarfs Of East Agouza: ‘Bes’

Various Artists: ‘Real Rio’ (rock, pop, noise and electronic music from Rio de Janeiro, compiled by Chico Dub)

Noura Mint Seylami: ‘Arbina’

Ksiezyc: ‘Rabbit Eclipse’

Pascal Comelade + Los Liminanas: ‘Traite De Guitarres Triolectiques: A L'usage Des Portugaises Ensablees’

Aksak Maboul: ‘Onze Danses Pour Combattre La Migraine’

Koncerter:

Maalem Omar Hayat (Mar): Global, d. 13. februar                  

Bixiga 70 (Bra): Global, d. 19.februar                 

Andromeda Mega Express Orchestra (Tysk): Avalon, RF 2016, d. 1. juli                

Los Piranas (Col): Gloria, RF 2016, d. 2. juli                

Margo Price (US): Tønder Festival, d. 25. august

Volosi (Pol): Global, d. 2. september

Romperayo (Col): Bogota, d. 17. september

Bitori (Cap. Ver) & The Kutimangoes (DK): Global, d. 14. oktober

Söndörgö (Ung): Global, d. 28. oktober                

Elza Soares (Bra): Huxleys Neue Welt, Berlin, d. 10. november

Beat 2016 (5 af ?)

Af Hans-Henrik Siig, blog- og programbestyrer.

Teenage Fanclub: ‘Here’

Teenage Fanclub kan deres kram. Bandets varme, guitarbaserede popmusik har en stor plads i mit hjerte. Også når den bliver indadvendt, melankolsk og mørk, som på Fannies nye udgivelse, ’Here’. Alligevel ånder alt på en måde skønhed og en ydmyg taknemlighed over livet i alle dets anstrøg.

Orcas: ’Tunge Sten’

Orcas er et beatorkester, der spiller beatmusik. Orcas er også et smadderfedt liveband. Det er dog ikke altid, at kvaliteter af den slags gør sig på vinyl. Her er det lykkedes til fulde. ’Tunge Sten’ er indspillet i TAPF Studio ude i Vanløse og mastereret af Rune Rask fra Suspekt. Umage parring var min første tanke. Jeg tog frygteligt fejl. Belønningscenteret i min hjerne blev i den grad stimuleret, da pladen efter meget møje og besvær endelig udkom i efteråret.

Less Win: ‘Trust’

Endnu et dansk orkester. Eller hvad? Less Win har rødder i Spanien, Polen og på Tasmanien. Trioen befinder sig i en grumset gråzone af post-punken med en hæsblæsende attitude, som jeg bedst kan beskrive som videre og videre. Ingen ro, ingen hvile, altfavnende, begavede, uforudsigelige…

The I Don't Cares: ‘Wild Stab’

Paul Westerberg er kommet op af kælderen, men han måtte have hjælp. Eller rettere sagt, han har inviteret en gæst ned i kælderen. Og de har haft det sjovt dernede. ’Wild Stab’ er indspillet i løbet af få måneder sammen med Juliana Hatfield. En eller anden, har fortalt mig, at de er kærester, så dét er måske derfor, at udgivelsens rockende, skurrende, til tider snurrige, guitarklingende, seksten lo-fi-sange, generelt lyder gladere og lysere, end Westerberg har gjort i mange år. “I’m Back If You’ll Have Me,”, som det lyder i omkvædet til åbningsnummeret, ’Back’. 

Freakwater: ‘Scheherazade’

Hiss Golden Messengers ‘Heart Like A Levee’, som jeg spillede i Beat 2016, lå længe til, at komme med på denne liste. Men i og med, at jeg besluttede mig for at lave en top-tolv, og jeg kun har plads til et album fra alt-country-universet, faldt valget på Freakwater. Catherine Irwin og Janet Beveridge Bean er ikke ude i noget nyt og epokegørende på deres første album i et tiår. Det er med stor elegance, de fortæller deres dystre og indsigtsfulde historier. Fortællinger fra en forbigangen og brydsom tid. Det hele bliver dog serveret med et skævt og sarkastisk smil. Ikke, at jeg tror, at de har mistet deres tiltro til verden, jo måske lidt…

The Dwarfs Of East Agouza: ‘Bes’

Intet år, uden verdensmusik. Der er faktisk to verdensudgivelser på denne liste. The Dwarfs Of East Agouza fik jeg ikke hørt, da de gæstede Global. Til gengæld har jeg rådyrket og glemt tiden adskillige gange til deres dobbelt-lp, ‘Bes’. Den egyptiske/canadiske trio bygger på Nordafrikas mangefacetterede musiktraditioner. Tilsat et lag syret outsiderock, en spids field-recordings, ethno-folk og allehånde pulserende electronica. Det er fortryllende og transcenderende. 

Telstar Sound Drone: ‘Magical Solutions To Everyday Struggles’

”Det er en mean motherfucker af en rockplade, der går lige i mine flossede nervebaner. Arrogant og ubehagelig. Smuk og eftertænksom.”

Dette skudsmål af Telstar Sound Drones ‘Magical Solutions To Everyday Struggles’, som stod at læse her på siden i marts måned, står jeg stadig ved. Det eneste nye, der er at sige om albummet, er, at det faktisk bare er blevet bedre og bedre.

Narcosatánicos: ‘Body Cults’

Bad Afro har haft et kunstnerisk godt år. Netop nævnte Telstar Sound Drone-plade og Baby Woodrose’ ’Freedom’, hører til de ypperste danske rockplader i 2016. Og så har jeg slet ikke nævnt Narcosatánicos ‘Body Cults’, der kom på selvsamme label i november.

Jeg har tidligere brugt ord, som ”berusende og lidenskabeligt kaos af støj og visioner…forrykte hallucinationer, paranoia og forvrængning af normerne. Saxofon, dissonans og larmende guitarer…tekster, jeg forstår brudstykker af, men som ikke umiddelbart giver nogen mening. Som at bevæge sig gennem en ny og buldrende by, fyldt op af usammenhængende indtryk” om albummet. Narcosatánicos er intet mindre end enestående i dansk sammenhæng.

Leonard Cohen: ‘You Want It Darker’

Jeg tror, det var i et interview med New York Times om ’You Want It Darker’, at Leonard Cohen meddelte, at han var parat til at dø. Siden trak han udtalelsen tilbage og døde. Men god·damned sikken svanesang, han gav eftertiden. ”I'm leaving the table / I'm out of the game”, synger Cohen med sin gravrøst. Jo, tak, det skal jeg lige love for. Terrific salut. 

Noura Mint Seymali: ‘Arbina’

Rising star på world circuit-scenen. Jeg har hørt mauretanske Noura Mint Seymali live flere gange. Seneste på Global i begyndelsen af november. Hvor hendes første internationale udgivelse, ’Tzenni’, måske var en form for minimalistisk ørkenblues, så er ’Arbina’ en mere varieret affære. Der er ekkoer af reggae og vestlig popmusik. Tematisk er det dog stadig et traditionelt album, der er forankret i maurisk kultur, samfundsnormer, religion og spiritualitet. Når det er sagt, så er dét. der trigger mig mest ved Noura Mint Seymali hendes lidenskabelige, rå, udtryksfulde vokal. Manner, den stemme!

Psychic Ills: ‘Inner Journey Out’

Jeg fik ikke hørt Psychic Ills, da de var forbi Musikcaféen i november. Jeg skulle noget andet. Et sted, læste jeg, at ’Inner Journey Out’ har været den sværeste af New York City-duoens nu fem lp’er at afslutte. Psykisk trak den tænder ud, hvilket titlen måske giver et fingerpeg om. Ikke desto mindre, er albummet så tilpas tilbagelænet, tilrøget og sløret, at det skærper alle mine sanser Tak, fordi I gjorde arbejdet færdigt.

Cheena: ‘Spend The Night With…’

Det ærgrer mig, at jeg ikke tog ud at høre Cheena, da de spillede i Mayhem for et par måneder siden. Jeg havde haft besøg af Orcas i Mod Strømmen, jeg havde kun hørt ‘Spend the Night With…’ et par gange, jeg var træt, jeg skulle tidligt op, bla bla bla. New York rock’n’roll anno 1973, punk og glamrock. Hvorfor pokker tog jeg ikke i Mayhem den aften?

Kudos til:

Alejandro Escovedo, Big Mess, Baby Woodrose, Kid Congo & The Pink Monkey Birds, The Love Coffin, Hiss Golden Messenger, Loretta Lynn, De Efterladte, Electric Eye, Gong, Fumaça Preta, John Doe, Richmond Fontaine, Dope Lemon, Field Music, FIR, Teho Teardo & Blixa Bargeld, Marching Church, Allah-Las, Imarhan, Måneskjold, The Pop Group, Lejonsläktet, Jack Oblivian & The Sheiks, Dinosaur Jr., Debre Damo Dinng Orchestra, Dan Stuart, David Bowie, Khun Narin Electric Phin Band, Red Lama, The Rolling Stones, Madness, Elevatorfører, Jakob Skøtt, Iggy Pop, Scott & Charlene's Wedding, Niels Skousen, John Prine, Kel Assouf, Yung, The Goon Sax, Orchestre Poly-Rythmo de Cotonou, Kevin Morby, Ærkenbrand, Mystisk Milits, Thee Oh Sees, Half Japanese, Steve Gunn, Bob Weir, The Lucid Dream, Mudcrutch… 

Beat 2016 (4 af ?)

En kollektiv årsliste fra rockbandet Red Lama, der albumdebuterede med ’Dreams Are Free’ i år.

Internationale:

King Buffalo: ‘Orion’

Radiohead: ‘A Moon Shaped Pool’

David Bowie: ‘Blackstar’

The Brian Jonestown Massacre: ‘Third World Pyramid’

Mogwai: ‘Atomic’

Savages: ‘Adore Life’

Massive Attack: ‘Ritual Spirit’ (EP)

Monomyth: ‘Exo’

Monkey 3: ‘Astra Symmetry’

Elephant Tree: ‘Elephant Tree’

Bossk: ‘Audio Noir’

Seven Impale: ‘Contrapasso’

Mattis Kleppen: ‘El Bokko’

Goat: ‘Requiem’

Nick Cave & The Bad Seeds: ‘Skeleton Tree’

Demonauta: ‘Tierra del Fuego’

Wo Fat: ‘Midnight Comet’

Brant Björk: ‘The Tao Of The Devil’

Kel Assouf: ’Tikounen’

Dawda Jobarteh/Stefan Pasborg: ’Duo’

Danske:

Causa Sui: ‘Return To Sky’

Mythic Sunship: ‘Ouroboros’

Childrenn: ‘Animale’

Tales Of Murder And Dust: ‘The Flow In Between’

Baby Woodrose: ‘Freedom’

The Wands: (EP)

Narcosatanicos: ‘Body Cults’

Øresund Space Collective: ‘Visions Of...’

’Beruselse’. Hilsen til Jan Sonnergaard. Genudsendelse fra 2004. Playliste 29. december 2016

1. Motörhead - Ace Of Spades (CNN Remix) (2001)

2. Black Sabbath - Sweet Leaf (1971)

3. Steppeulvene - Til Nashet (1967)

4. Young Flowers - Oppe I Træet (1968)

5. Devendra Banhart - The Charles C. Leary (2003)

6. 16 Horsepower - Day Of The Lords (live) (1998)

7. Loretta Lynn - Don't Come Home A' Drinkin' (With Lovin' On Your Mind) (1966)

8. The Mentors - Rock' Em, Suck' Em (1986)

9. The Rolling Stones - Hand Of Fate (1976)

10. Joy Division - Heart And Soul (1980)

11. Harry Nilsson - Without You (1971)

12. R.L. Burnside - Miss Maybelle (2001)

13. The Gun Club - For The Love Of Ivy (1981)

14. Imperiet - ...Når Vodkan Gjort Os Vackra (1988)

15. Bob Dylan And The Band - Million Dollar Bash (1975)

16. Ulla Henningsen - Lukketid (2004)

Beat 2016 (3 af ?)

Af Andreas Bengtsen, guitarist i De Underjordiske, der giver koncert i Pumpehuset i aften sammen med Collider, samt Nils Gröndahl & Mads Gräd. Lorenzo Woodrose er aftenens dj. 

Albums:

David Bowie: 'Blackstar'

Han tog rent ud sagt røven på overtegnede. Et unikt blend mellem groovy bas, dystopiske synths og fantastisk lyrik. Sidste nummer ’I Cant Give Everything Away’ er lyden af mand, der ikke er på vej fra Station to Station, men står ved endestationen. Smuk afsked og hvilken måde at forlade jordkloden på. Han tog røven på os endnu engang. For sidste gang.

Leonard Cohen: 'You Want It Darker'

Jeg har aldrig dyrket Leonard Cohen særlig meget. Dette album ramte mig i efteråret. Det ramte et sted, hvor folk i forvejen var lettere deprimeret over Trump og den skræmmende fremtid der lå forude. Nummeret ’You Want It Darker’ vil jeg nok altid huske for lige præcis den følelse af afmagt og frustration. Fantastisk album.

Unhappybirthday: 'Schauer'

Jeg så dette tyske band i København for et års tid siden. Fans af reverb indsmurte guitarer, langsomme trommer, sørgmodig tysk vokal, instrumentale Lebanon Hanover-referencer, The Cure-referencer, og alt muligt andet godt, vil digge det her!

Narcosatanicos: 'Body Cults'

Jeg har altid været fascineret af dette band. Jeg vil ikke sige jeg er 100% på bølgelængde med stil og musik. Jeg har oplevet stærke koncerter, hvor de fik mig til at føle en kæmpe eufori, men også følelsen af at være i en ækel drøm. Men jeg havde ikke lyst til at vågne. Det er mega-inspirerende! På dette album er produktionen virkelig gennemført. Man kan høre de små detaljer i blæserne, støjen og de tæskende trommer. Unikt band.

Tonstartssbandht: 'God Speed, Mans' EP

Brødrene Andy og Edwin White kommer fra insisterende lo-fi smadderindspilninger. Der bliver dubbet og dubbet flere smadrerguitarer ind i en forvejen alt for overfyldt væg af lyd. Sådan noget elsker jeg. Kompositionerne er lettere poppede nogle gange, men det glemmer man i lydens kaos. På denne EP kommer vokalerne længere frem, hillbilly-guitarene er mere rene, og kompositionerne er udfordrende. Et utroligt spændende lydunivers!

Koncerter:

Kold Front: Drone, d. 28. maj

Dette band fik følelserne frem i mig. Deres smukke blend mellem 80’ernes Neue Deutsche Welle og minimalistisk coldwave akkompagneret med Stine Marie Svendens smukke dansksprogede vokal, gør dem virkelig til et unikt band i den københavnske undergrund.

The Wands: Huset, d. 10. december

Det var ikke 13th Floor Elevators og Baby Woodrose, der åbnede psych-døren for mig for alvor. Det var The Wands. For flere år tilbage hørte jeg basgangen til 'The Door' og jeg var fuldstændig solgt. Jeg flyttede til København og ville lave psychmusik pga. den basgang. Udover, at The Wands er som brødre for mig, var de også det band, der tændte ilden for den neopsykedeliske renæssance i København. De spillede deres sidste koncert d. 10. december 2016! Og hvilken én! Der blev crowdsurfet, grint, grædt og krammet. Fantastisk afsked. Tak for musikken, drenge!

Beat 2016 (2 af ?)

Af Tobias Birger Mørch Bendixen, guitarist i Big Mess, der albumdebuterede med ’You Know I Care' i år.

Med enkelte undtagelser er dette primært en liste over de bedste ting, der skete i år indenfor punk. Derfor indeholder pladelisten en blanding af albums og 7” EP’er. Der udkommer langt flere punk 7”ere end LP’er, så eftersom punk er min primære genre, giver det ikke mening for mig at udelade dette format.

10. Blood Pressure: ’Need To Control’

Klassisk US hardcorepunk i den lidt hårdere ende – fx lidt henad The Fix. Ikke videre originalt, men hvis man er til old school USHC, er Blood Pressure helt sikkert et af de bedste bands i dag.

9. Cheena: ‘Spend The Night With…’

Dette band har medlemmer fra navnkundige bands som Hank Wood and the Hammerheads, Crazy Spirit og Pharmakon. Cheena lyder dog totalt anderledes end førnævnte. Her er tale om en slags swampy garage-agtig glamrock, der måske kan placeres et sted imellem Stooges, New York Dolls og Gun Club. Spillede desuden en fremragende koncert på Mayhem i løbet af året.

8. Marching Church: ‘Telling It Like It Is’

Mayhem-supergruppens (lol) andet album er noget mere sangorienteret end debuten – og dét er en stor succes! Det er totalt umuligt at genrebestemme denne plade eller dette band, men jeg kan varmt anbefale, at man investerer i pladen og tager ud og ser dem live.

7. Snor: ’Totalna Cisza’ (MC/7”)

Simpel og rå hardcorepunk med tekster på polsk og højtbelagt ekko på vokalen. En vindende kombination for Malmö-baserede Snor, der i øvrigt også har været et virkelig fremragende liveband, hver gang jeg har set dem. Indtil videre har de kun dette ene demobånd ude, der også endte med at blive udgivet på 7” – jeg glæder mig meget til mere.

6. Lumpy & The Dumpers: ‘Huff My Sack’

Første regulære album fra det ultra-tumpede og primitive punkband ovenpå en række virkelig fremragende singler. Albummet lægger sig i nøjagtig den samme helt smadrede stil, og skuffer overhovedet ikke.

5. Rixe: ’Les Nerfs a Vif’ (7”)

Bandet der bragte oi-punk tilbage på landkortet. Helt enkel og lige ud af landevejen umtji-umtji oi, men med super-catchy sange og spillet på den helt rigtige måde og med den rigtige attitude.

4. Sheer Mag:  ’III’ (7”)

Tredje EP i streg med fire lo-fi powerpop hits fra Sheer Mag, der er akkurat lige så fed som de to foregående. Udgiv et album snart!!! (Og kom til Danmark igen, jeg missede jer sidst.)

3. G.L.O.S.S.: ‘Trans Day Of Revenge’ (7”)

G.L.O.S.S. slog benene væk under rigtig mange hardcorepunx (inkl. undertegnede) med deres første demo, der så også endte med at udkomme som 7”. Dels for at være det vel nok hidtil mest gennemslagskraftige HC band med trans-medlemmer og med trans-problematikker som primære emne, og dels for bare at levere noget af det bedste HC i lang tid, sådan helt generelt. Trans Day of Revenge følger perfekt op, og bliver så også desværre det sidste vi kommer til at høre fra dét band.

2. Joyce Manor: ’Cody’

I min bog kongerne af den nuværende emo-scene, leverer et fjerde album, der måske ikke er HELT ligeså hitspækket som det forrige (’Never Hungover Again’), men som stadigvæk er helt helt helt essentielt, hvis man er til emo i den poppunkede ende. Håber VIRKELIG de kommer til DK snart.

1. David Bowie: ’Blackstar’

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at verdens til alle tider bedste rockmusiker døde i år. Der er nok heller ikke så mange, der læser med her, som ikke har hørt albummet ’Blackstar’, som han på ekstremt cool vis lige akkurat nåede at udgive. Men altså: Det er et fantastisk godt album (det bedste han har lavet side ’Scary Monsters’ fra 1980), der på alle måder er hertugens arv værdigt.

Koncerter

1. Gorilla Angreb: K-Town Hardcore Fest + Loppen

Udover band jeg har været på tour med, kunne GA godt være det band jeg har set live allerflest gange. Jeg vil skyde på, at det er et sted over 25 gange. Det er der en grund til – de er efter min mening det bedste danske band, der nogensinde har eksisteret. At se dem live igen efter næsten ti års pause var på alle måder ekstatisk, og levede fuldt op til forventningerne.

2. Una Béstia Incontrolable: Ungdomshuset

Una Béstia fra Barcelona har udgivet dét, der er en rigtig god kandidat til den bedste hardcorepunk udgivelse i dette årti med albummet ’Observant Com El Món Es Destrueix’. De er også et helt fænomenalt liveband, hvilket de igen beviste i Ungdomshuset i starten af året. Una Béstia er et af de mest originale nuværende HC-band, og der skulle være et nyt album på vej snart, hvilket forhåbentligt også bringer dem til Kbh igen. Hvis du ikke kender dem så tjek tjek tjek tjek tjek!!

3. Dinosaur Jr.: Amager Bio

Dinosaur Jr. leverede en virkelig overlegen koncert, tilsyneladende uden at prøve ret meget. Jeg kunne kigge på J Mascis stå helt stille og spille guitar med en Twin Reverb direkte foran sig i brysthøjde i stedet for en monitor i meget lang tid.

4. Rixe: K-Town Hardcore Fest

Som nævnt ovenfor har Rixe virkelig formået at revitalisere Oi-punken for mange. K-Town Hardcore Fest er altid årets højdepunkt for mig. Kombinationen kunne ikke have været bedre.

5. Hurula: Lille Vega

Hurula er en slags soloprojekt for Robert, der har en fortid i en lang række svenske punkbands – blandt andet det helt helt helt fantastiske band Masshysteri. Hurula er noget længere ovre i territoriet omkring Broder Daniel og Håkan Hellström, men stadig med lidt anelser fra ophavsmandens punkdage. Albummet ’Vapen til Dom Hopplösa’ fra i år er lidt skuffende ift debuten, men live var Hurula sindssygt fedt i Lille Vega i år.

Honorable mentions til Snor, Prison, Planet Y, Skizophrenia, Tørsö, Marching Church, Cheena, Los Crudos, Lig, Collider, Hand Of Dust, Kold Front, Jævndøgn, Mariah Carey og mange flere, som jeg har været til dejlige koncerter med i løbet af året.

Beat 2016 (1 af ?)

Af Søren Holst Frøkiær, guitarist i No Light, der albumdebuterede med ’Gemini’ i år

Top 10 for 2016.

Car Seat Headrest: 'Teens Of Denial'

“You have no right to be depressed – you haven't tried hard enough to like it”

Ung mand, nu også med band, mange ord og den helt rette blanding af slackerrock og mindeværdige melodier.

Modern Baseball: 'Holy Ghost'

“Days like these i miss listening to records, making coffee together”

Mange ord, emo-feeling, to lige gode sangskrivere og lidt weltschmerz.

Touché Amoré: 'Stage Four'

“Just a simple conversation about nothing much at all

Couldn't keep me in the room, I just kept walking down the hall

But now I understand just what a fool I'd been

No matter what the context, I won't have that time again”

Banalt ja, men samtidig så hjerteskærende når man ved hvad det handler om. Årets absolut bedste album. Jeg har næsten grædt, når jeg har lyttet.

Gojira: 'Magma'

“Time to open your eyes to this genocide, when you clear your mind you see it all”

Miljøpessimisme, mere melodi, mere tightness, mindre blær. Less is more, fristes man til at sige.

Danny Brown: 'Atrocity Exhibition'

“I'm sweating like I'm in a rave, been in this room for three days”

Nedturen er sjældent så godt og ærligt beskrevet, bakket op af en yderst modig hip-hop produktion.

Rising: 'Oceans Into Their Graves'

“From all birth, like all earth, this way all dirt must go”

Rising udløser endelig deres fulde potentiale med ny besætning og de bedste sange de hidtil har skrevet.

Weezer: 'Weezer (White Album)'

“It's gonna be allright, if you're on a sinking ship, California kids will throw you a lifeline”

Hej. Jeg hedder Søren og jeg er Weezer-fan. Heeeej Søren.

Exec: 'The Limber Real'

“A body that rots beats having no body at all, but this head, fuck this head, I would rather have no head instead”

Klaver, stemme, patos. 

Big Mess: 'You Know I Care'

“I'll have fun in my twenties unlike you”

Der kan sættes mange mærkater på Big Mess. Det eneste brugbare er dét, der viser en opadvendt tommeltot!

David Bowie: 'Blackstar'

Behøver vist hverken citat eller forklaring.

’Beruselse’. Til minde om Jan Sonnergaard. Genudsendelse fra 2004 i Mod Strømmen.

”Skal I have nogle flere svampe?”

”Jeg syntes, de smagte af sand”

”Nej, jeg vil hellere have øl”

Årets sidste program er en hilsen til Jan Sonnergaard. En udsendelse, som blev sendt d. 14. oktober 2004. At det overhovedet kan lade sig gøre at sende programmet beror på lidt af en tilfældighed. Dengang optog Mod Strømmen udsendelserne på såkaldte sladrebånd. Optagelserne var ikke tænkt som genudsendelsesegnede. Vi skulle bare have dem på bånd af juridiske årsager. Et eller andet sted, troede jeg, at båndene var forsvundet. Men ved et rent og skært slumpetræf, dukkede de op et par dage efter Jan Sonnergaards alt for tidlige bortgang. Jeg ledte efter cd’en, ‘North By North West’, med firserbands fra Manchester og Liverpool, som jeg ikke havde haft i hænderne længe, da jeg i en kasse nederst i reolen, opdagede en foret kuvert med nogle kassettebånd i. Stor var glæden og forundringen, da jeg fandt ud af, hvad båndene gemte på. Siden har jeg klippet og riet programmet til, så det i dag fremstår i en digitaliseret udgave, med båndsus og hvad der ellers er tilbage af støj og overstyring, fra den oktoberaften for over tolv år siden.

Om selve udsendelsen er der at sige, at temaet ’beruselse’ var Jans indfald. Han inviterede forfatterkollegaerne Nicolaj Stochholm, der lige var hjemkommet fra Damaskus, og Jeppe Brixvold, som ankom via skib og tog fra Fanø.

Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag d. 29. december, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream. Som noget nyt kan man ligeledes fange radiosignalet på Tunein

Acid Folk. Playliste d. 22. december 2016

1. Pat Kilroy - The Magic Carpet (1966)

2. Pearls Before Swine - Another Time (1967)

3. Anders, Birgit, Gini, Charlotte, Michael & Ronnie - På En Lille Asteroide / Bus Nr. 8 (1969/70?)

4. Elektronavn - Flowers (2011)

5. Comus - Diana (1971)

6. Michael Penn - Ocean Night (1974)

7. Rhythm And Bliss - Song Of Earth And Sky (1979)

8. Jeppe Højgaard -  Cirkel (2016)

9. Rex Holman ‎- Here In The Land Of Victory (1970)

10. Ptarmigan - Go Dancing (1973)

11. Jon Dræby - Live In Poland (live) (2011)

12. Oriental Sunshine - Can Anybody Tell? (1970)

13. Perry Leopold - The Windmill (1973)

Tema om acid folk i Mod Strømmen

Når jeg hører musikbetegnelsen acid folk, dukker der billeder af det frodige Cornwall i det sydlige England op i hovedet på mig. Druider og keltisk mytologi. Middelalderinstrumenter, technicolor og farvelade. Kong Arthur, nymfer og alfer. Spraglede gevandter, cirkusvogne, kloge kvinder, spåkoner, løse hunde, røgelse og regnbuer, østlig filosofi, offerpladser, euforiserende stoffer, dybe skove, improvisationer, syngende børn, besjæling af naturen etc.

Dette sammensurium af indtryk og forestillinger kommer formentlig på en prøve, nu på torsdag, d. 22. december, hvor Mod Strømmen får besøg af et acid folk-panel, bestående af Jonas Torstensen, Mikael Cygan Hansen, Lars Vinther Schmidt og Peter Ole Pedersen.

Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream. Som noget nyt kan radiosignalet også fanges på Tunein