Herrerne her spiller countryrock.
Af den gamle skole, vel at mærke. Alle tre har også deres gang i
Elevatorfører, der spiller dansksproget syrerock. I radioudsendelsen på torsdag
kommer det dog til at handle om deres kærlighed til countryrock. Projektet er
stadigvæk så meget i sin vorden, at det vil være omsonst at lede efter det på internettet.
Orkestret er der ikke. Sweet Pete & The Land Band har ikke desto mindre været
i studiet og indspille en håndfuld sange, der er mere eller mindre færdige.
Baggrunden
for banddannelsen var et besøg i Texas, hvor Peter Ole Pedersen (i midten) så
småt begyndte at pusle med nogle tekster, der skulle beskrive hans rejse gennem
USA's næststørste stat. Christen Riis Bundgård (til venstre) har sat dem i
musik og, ja, Klaus Møller (til højre) spiller countryguitar til.
Det bliver en blid begyndelse på
ugen. Dagens indlæg er måske en form for forløber for torsdagens
radioudsendelse med Sweet Pete & The Land Band? Jeg har under alle omstændigheder
begge orkestre stærkt mistænkt for at trække på de samme inspirationer. Vi
skal forbi Wilco. Vi skal høre countryrock.
Fans, der først stod på Wilco
omkring ’Yankee Hotel Foxtrot’ i 2001, må få en underlig fornemmelse i kroppen,
hvis ikke blive direkte skuffede, ifald de søger tilbage i gruppens katalog. På
debutpladen ’AM’, der kom i 1995, var det ikke alene et helt andet band, stilen
var også en ganske anden. Det alt andet end kønne break-up af Jeff Tweedys
første orkester Uncle Tupelo, hvis debutplade ’No Depression’ fra 1990, i vid
udstrækningen bliver betragtet som den første alt-country udgivelse, skal jeg
ikke fortælle om her. Men blot et par dage efter Uncle Tupelos sidste koncert,
begyndte Tweedy at øve med det band, der senere blev til Wilco. Med sig fra
Uncle Tuplo havde han bassist John Stirratt og trommeslager Ken Coomer.
I
august 1994 gik de i studiet og indspillede ’AM’. En samling sange, der
strækker sig fra powerpop over countrytwang til gedigne countryrock. Lidt i
stil med Tom Petty, læste jeg, fornyelig. Den sammenligning har jeg aldrig
tænkt på, selvom den jo ligger lige for.
1. december udsender Rhino Records Wilcos
to første plader i deluxe udgaver. Nævnte ’AM’ og dobbeltalbummet ’Being There’.
Sidstnævnte har jeg omtalt mange gange på herværende side. Senest da det rundede tyve år i 2016. Blandt reissuematerialet finder man otte sange, der
ikke har været ude tidligere, Uncle Tupelos sidste studieindspilning ’When You
Find Trouble’, outtakes, demoer, liveoptagelser og meget, meget mere.
Indtil videre er der kun sluppet
et par livenumre og en ikke tidligere hørt optagelse af ’Myrna Lee’ op på
nettet. Herunder kan man høre sangen, der er skrevet og bliver sunget af John
Stirratt. Det er dog ikke første gang, at nummeret er ude på plade, idet Stirratts
tvillingsøster Laurie, udsendte den med hendes band Blue Mountain på albummet ’Homegrown’ i 1997, hvorpå det såmænd også er John Stirratt., der tager sig af vokalen.
Melbourne-bandet The Stroppies begyndte
som et beskedent køkkenbordsprojekt for et par år siden. Claudia Serfaty (Blank
Statements), Stephanie Hughes (Dick Diver) og Angus Lord (The Stevens, Twerps
og Tyrannamen) fjollede rundt med nogle Casio-keyboards og lavede hurtigt flere
collageagtige skæringer. De forprogrammerede beats faldt dog ikke helt i deres
smag, så Rory Heane (White Walls) kom med som trommeslager kort tid før, at de gik
i studiet for at indspille debutkassetten med Alex Macfarlane (The Stevens,
Twerps og Tyrannamen) og Mikey Young (Total Control) ved roret. Siden er Adam
Hewwit (The No Real Need) kommet med.
The Stroppies nævner selv Guided
By Voices og The Great Unwashed som vigtige inspirationskilder til den måde, de
skaber musik på. Skæve, charmerende, hurtige lofi-popsange. Og, ja, det må man
sige, at Robert Pollard, der fyldte tres forleden og har været mere eller mindre,
mest mere, aktiv med Guided By Voices, siden de spæde firsere, er mester for. Angående
The Great Unwashed, så er der selvfølgelig også noget om snakken. Bandet var, udover
at være en nedsættende betegnelse for den almene befolkning, især arbejderklassen, det Flying Nun-band som de new
zealandske brødrene Hamish og David Kilgour dannede i 1983, da de havde sat The
Clean på pause. Jeg får også andre associationer. Især til Yo La Tengo, men de
er også vanskelige at komme udenom, når det drejer sig om minimalistiske produktioner
som denne. De kvindelige vokaler får mig endvidere til at tænke på Maureen Tuckers
solomateriale.
Køb pladen gennem Norman Records.
Flere af navnene i parentes er i øvrigt regelmæssige gengangere i Mod Strømmen
radioprogrammer. Blandt andet her.
”Den der boblestil er bare kommet. Jeg er vel inspireret af meget 60’er
musik. Ligesom hele bandet Spids Nøgenhat udspringer af netop den stil. Men altså
inspirationen kommer fra alt muligt, jeg ikke lige tænker over. Bauhaus har
også lidt mærkelig guitarflimmer hist og pist. Det hørte jeg meget engang, og
det har sikkert sat sig lidt. Og Joy Division. Og ’Bull Of The
Woods’-albummet med 13th Floor Elevators. Selv om jeg syntes, at Jimi
Hendrix var fedt, så var det aldrig sådan, jeg ville spille”
- dagens fødselar, Henrik
Klitstrøm, i ’Mere Lys. Historien Om Spids Nøgenhat’ af Thomas Løppenthin og
Lars Krogh. Udover Spids Nøgenhat har Klitstrøm spillet i On Trial, Dragontears,
spillet med Anders Stub, i Telstar Sound Drone, haft eget pladeselskab, lavet
syrelys osv. Stort tillykke, herfra.
Tillader mig lige at gengive et
stykke mere fra bogen. Her er det Uffe Lorenzen:
”Hobbit har en helt unik guitarlyd, som jo i høj grad skaber Spids
Nøgenhats lyd. Det er ham, der gør det. Også i dag. Det er ret specielt. Han spiller
så mærkeligt, så ukonventionelt. Man skal være meget varsom, når man skriver en
sang, for man må ikke sige til Hobbit, hvad han skal spille. Det bliver sangen
kun dårligere af. Han skal have lov til selv, og helt frit, at finde ud af,
hvor på brættet, han er. Og det giver helt utroligt meget til vores lyd. Det er
måske lidt underligt, fordi Morten er en særdeles dygtig musiker, men det er
altså Hobbit, der laver vores lyd”
Nu på onsdag, d. 1. november,
udgiver Klimaforandringer deres anden plade. Den har fået titlen ’Slægt’.
Gruppen inviterer til releasefest på Harbo Bar i Blågårdsgade, kl. 19.00. Her
vil der være mulighed for at stifte bekendtskab med skiven, drikke gratis øl og
hører en ”opturs-DJ” spille ”verdens bedste musik”, som det hedder et
sted.
Dagen efter kommer hovedmanden,
komponist og guitarist, Lars Bech Pilgaard forbi Mod Strømmen. Pilgaard har
haft og har stadig sin gang i flere københavnske jazzundergrunds-ensembler,
såsom Svin, Sav, og Bavaria. Han spiller også sammen med Bisse.
På torsdag bliver det Klimaforandringer,
der er i centrum. Et band, Pilgaaard dannede for nogle år tilbage for at forene
hans ”fascination af afrikansk musik med
støjrock” og ”danske tekster efter
afrikansk forbillede”, som han, fortalte Passive/Aggressive, kort tid før
udgivelsen af Klimaforandringers første plade, ’Ånder’. I samme interview,
beskriver P/A, Lars Bech Pilgaards solomusik, som ”særligt repetitiv, men al hans musik er samtidig i sin grundform
foranderlig og rastløs, hvilket også forklarer udforskningen af etniske
skalaer. Altså etnisk hele vejen fra Vestjylland til afrikansk musik og indisk
raga.”
"Because the
music press are basically Sixties culture freaks. They imply we're not
original, they try to maintain this facade of knowing every song, every riff,
every lyric, as if they invented it. One recent headline had us as 'John, Paul,
Steve and Sid,' like we were the Beatles! That's fucking disgusting! They were
trying to make us fun. It shows the vampire nature of the Sixties generation,
the most narcissistic generation that has ever been!"
- Malcolm McLaren om Sex Pistols til
Rolling Stone Magazine, 20. oktober 1977.
På fyrreårs-dagen for udgivelsen
af ’Never Mind The Bollocks, Here's The Sex Pistols’, kunne det måske være
interessant at få lidt baggrund og perspektiv på, hvad det var Sex Pistols harcelerede
i mod. Det er der mulighed for i denne lange Rolling Stone-reportage af Charles
M. Young om et London i opbrud og forandring.
Frontmand Matt Korvette fra
det amerikanske hardcore-band Pissed Jeans, er begejstret for The Monoliths
debut. Kanhænde det er en gammel nyhed, men her får I under alle omstændigheder
Korvettes dom fra hans blog Yellow, Green, Red.
“The Monoliths The
Monoliths LP (Mastermind)
Danish trio The Monoliths have been kicking around their idyllic city for a few
years now, finally offering up their debut full-length. When I read the terms
“Copenhagen” and “noisy punk” in the same context, there’s already a specific
image in my head, and I have to say that it’s certainly not The Monoliths. But
rather than the mysteriously menacing artistic grandeur of the Posh Isolation
label, The Monoliths are kicking up a dusty mess of blue-collar, domestic-beer
punk. Or maybe if The Monoliths are drinking Bud Light, it’s imported? I’m
getting off topic, sorry. The Monoliths call to mind Feedtime, but also a large
chunk of the Headache Records roster. I’m hearing Niblick Henbane and Limecell
in particular… queue up Limecell’s “Marlboro Miles” next to any given track off
The Monoliths and tell me those vocalists couldn’t be twin brothers. There
might be an aesthetic connection to Watery Love too, but The Monoliths have
much more of a ’90s street-punk sound than Watery Love’s lo-fi style. I’m
honestly surprised at how much I enjoy The Monoliths’s take on it – their songs
are simplistic and not particularly interesting, but it’s the vocalist’s
frustrated yowling, in what seems to be an American accent, for which I have
such an affinity. Frustrated, semi-drunken white guys yelling up a storm is a
beautifully universal language, after all.”
Først på året havde Mod Strømmen besøg af Visitor Kane, som
er bassist og sanger Patrick Kociszewski fra Less Win synth-funderede sideprojekt.
I udsendelsen spillede Kociszewski inspirationer til og et par stykker af de
kompositioner, der snart foreligger på debutpladen, ’Easy Concern’.
1. Visitor
Kane - Tomorrow And Forever (demo) (2016)
2. CC Dust
- Tonopah (2016)
3. Sean
Nicholas Savage - She Looks Like You (2013)
4.
Nagamatzu - Faith (1983)
5. Visitor Kane - Master Of Mask (demo) (2017)
6.
Oppenheimer Analysis - The Devil's Dancers (1982)
7. Talking
Heads - Girlfriend Is Better (1984)
8. The
Walker Brothers - The Electrician (1978)
9. This
Mortal Coil - Kangaroo (1984)
10. Visitor
Kane - Cruelty At The Exit (demo) (2017)
Her ’The
Big Misconception’. Førstesinglen fra ’Easy Concern’:
Fredag i næste uge, dvs. 3.
november, er der släppfest for ’Easy Concern’. Dagen begynder, kl. 17.00, i
Insula i Blågårdsgade, hvor Patrick Kociszewski (guitar), Julie Lind (bas) og
Marie Louise Lind (cello) giver en kort akustisk koncert. Senere går det løs på
Bakken i Kødbyen. Her varmer engelske Lads op for Visitor Kane. Mød op kl. 21.00.
My Bloody Valentine, Sonic Youth, Calexico,
Brian Eno, Palle Mikkelborg, Material, Bill Laswell, Ry Cooder, Explosions In The
Sky, This Will Destroy You, Couch og Pink Floyd, når kritikeren i Undertoner at
remse op i anmeldelsen af Himmelrums debutplade fra i år. Umiddelbart
virker det altid overvældende, når der bliver slynget så mange referencer i
spil. Men er der så hold i sammenligningerne? Det kunne meget vel være et
spørgsmål til den københavnske kvartet Himmelrum, når den kigger forbi studiet
på torsdag. I modsætningen til anmelderen, beskriver gruppen nemlig selv deres
musik, kort og præcist som ”instrumental
ambience and rock music”. Facebook-sitet Dagens Lyd har fyldt et par gloser
mere på i deres signalement; "fri
interplanetarisk udforskning gennem synæstetisk rockmusik".
