Khun Narin’s Electric Phin Band

Jeg besøger jævnligt bloggen Dangerous Minds. Den er morsom og tankevækkende og så har den det med at hive obskure ting frem fra det kulturelle overdrev. Forleden skrev bloggen om en mand, som har bygget Fawlty Towers i LEGO. Og sådan kan jeg næsten blive ved. Det var også der, jeg fandt ud af, at man på youtube kan se hele Mel Stuarts dokumentarfilm om 1972-Wattstax-festivalen og det afroamerikanske samfund i bydelen Watts i Los Angeles.

Til gengæld gik det min næse forbi, da Dangerous Minds for knapt et år siden, på forunderligvis havde fundet en video med det thailandske landsbyorkester, Khun Narin’s Electric Phin Band. Khun betyder hr. og phin guitar. Det giver jo sig selv. For seks måneder siden fik den amerikanske producer Josh Marcy, ad snørklede omveje, fat på bandet og foreslog dem at indspille en plade. Først var lederen Khun Narin tilbageholdende, men han lod sig dog overtale. Her er resultatet:

Myreskær i Mod Strømmen

”Jeg er kommet frem til, at det er et projekt som har brug for at være hudløst ærligt. Ligesom Hælene er ærligt, men det er på en anden måde, Hælene bliver pakket ind på en eller anden måde. I Myreskær er det tit helt konkrete personer og episoder jeg skriver om, og det gør det interessant at arbejde med.”

- Myre Knudsen til Borderline Magazine, december 2013.

’Umiddelbart Banalt’ kommer Myreskærs debutplade vistnok til at hedde. Sandheden er ofte banal. Men det behøver jeg formentlig ikke at fortælle nogen. Jeg behøver vist heller ikke at fortælle, at Hælene er De Høje Hæle. Og således slap jeg uden om både en længere filosofisk udredelse og et musikalsk levnedsløb.

Så let slipper jeg ikke uden om Myreskær. Teksterne er kontante, så det vil jeg også prøve at være. De skildrer op- og nedture uden digression. Titler som ’Forgiftet Blod’, ’En Tid I Mit Liv’ og ’Lad Det Ligge’, siger det meste. Myre Knudsen er inde og røre ved følelser i sig selv, som man ikke altid deler med andre. Og hvis man gør det, ender det ofte i noget højstemt, konstrueret vås. Sådan er det ikke med Myreskær. Sproget er spartansk og helt hans eget. Det samme kan man sige om musikken. Den er også helt hans egen. Det er en særegen blanding af psych og folk og blues, men igen holdt på et minimum.

Lyt med på næste torsdag, d. 4. september, kl. 18 – 20, på 98.9 FM eller livestream udsendelsen.

Hvilket smukt kaos!

“Too much drugging and drinking…”, men for fanden, hvor jeg elsker den plade. Den har tilmed en kritikers ord for at være det værste album, der nogensinde er lavet.

Filmen herunder er optaget af Tav Falco og Randall Lyon under indspilningen af ’Like Flies On Sherbert’. Medvirkende er Alex Chilton, Jim Dickinson, Sid Selvidge og Marcia Hare.

Et forløb som producer, guitarist mv. Jim Dickison har sagt om: ”A lot of the guitar on Sherbert is me. Alex said, 'You still play like you’re 14 years old.' I said, 'Yeah, I play bad.' That's what he wanted.". Videre lyder det: "Sometimes there was somebody in the control room and a lot of times there was nobody there”

Global. Efterår 2014. Playliste 28. august 2014.

1. Siba - Ariana (2013)

2. Siba - Canoa Furada (2013)

3. Siba - Um Verso Preso (2013)

4. TiãoDuá - Bacharelismo (2012)

5. TiãoDuá - Intersis Play (2012)

6. Hayvanlar Alemi - Mavi Septet (2011)

7. Hayvanlar Alemi - Perils of Haarlem (2014)

8. Meridian Brothers - Somos Los Residentes (2014)

9. Meridian Brothers - Doctor Trompeta (2014)

10. Farmers Market - Anyone Who Remembers Vladiwoodstock Wasn't There! (2008)

11. Dead Rat Orchestra - Joy/Sorrow (2012)

12. Dead Rat Orchestra - Dods Banjo (2012)

13. Söndörgő - Jozo (2014)

14. Söndörgő - Drago Kolo (2014)

15. DePedro - De Como Empezamos (2013)

16. Temenik Electric - Ouesh Hada (2013)

17. Dreamers Circus - Carrousel Prime (2013)

18. Sudeshna Bhattacharya & Sanjoy Bannerjee - Thumri In Mishra Bhairavi With Ragamala (2013)

Global efterår 2014 by Modstroemmen on Mixcloud

Integritetskonflikt. Are we running a business?

Den 25-årige blues-garage-dude Benjamin Booker fra New Orleans er blevet sammenlignet med Hound Dog Taylor. Det er cool. Selv finder han inspiration i The Gun Club, Blind Willie Johnson og T. Rex. Det også cool. Til gengæld har det nok været godt for forretningen at blive håndplukket til at varme op for Jack White, men næppe helt så cool. Jo, hvis det var sket for ti år siden eller mere….

Bookers musik fejler nu ikke noget:

Benjamin Bookers debutplade er ude i Europa via Rough Trade Records.

Efteråret på Global i Mod Strømmen

Navnet Global World Music Venue kan godt snyde. Man kan eksempelvis fristes til at tro, at Nørrebro-spillestedet har en klar genredefinition. Intet kunne være mere urigtigt. Det er måske den scene i byen med den største diversitet. Hvis jeg bare tænker på de musikalske oplevelser, jeg har haft på Global, og jeg er på ingen måder stamkunde, så kan jeg ikke pege på andre koncertsteder i København, hvis musikprofil peger i så mange grundforskellige retninger. 

Jeg har hørt afropop og med pop, mener jeg pop, ørkenblues af allerbedste kvalitet, danske viser, Gnawa, stubepunk og regulær punkrock. Jeg er blevet hypnotiseret af rytmer fra Kinshasa. Jeg har været i Mellemøsten og Sydamerika. Jeg har rejst på de gamle karavaneveje til Kina. Jeg har defileret rundt i Paris´ forstæder og kørt rundt i en Buick Roadmaster Skylark fra 1954 i Austin, Texas.

Global åbner allerede efterårssæsonen nu på fredag, d. 29. august, med Siba og TiãoDuá fra Brasilien. Mangue beat, tropical rock, samba og funk. De kommende måneder bliver publikum beriget med blandt andet fiesta punk, freak-folk, klassisk indisk musik, Garifuna fra Honduras, turkish psychedelia og americana. Mark Ernestus dukker op sammen med Jeri-Jeri, Meridian Brothers kommer hele vejen fra Bogota og Seun Kuti har samlet Egypt 80. For slet ikke at tale om de tillokkende mandagsarrangementer med Kresten Osgood & Indianerne med gæster som Eugene Chadbourne, Snöleoparden, Maria Laurette Friis og Adam Rudolph. Jeg kan slet ikke få nok.

På torsdag, dvs. 28. august, kan man høre mere om, hvad der er i vente, når booker Peter Hvalkof besøger Mod Strømmen. Det sker mellem kl. 18-20 på enten 98.9FM eller direkte livestream.

Costello 60

The 1st. Playliste 21. august 2014.

1. The 1st - Rain It Down (2014)

2. The 1st - Epiphany (2014)

3. Ty Segall - Feel (2014)

4. Traffic - Dear Mr. Fantasy (1967)

5. Simon & Garfunkel - Somewhere They Can't Find Me (1966)

6. The Who - Coke 2 (1967/2009)

7. Kinks - The Village Green Preservation Society (1968)

8. Ty Segall & White Fence - Time (2012)

9. The Doors - Backdoor Man (1968)

10. The 1st - OCD (2014)

11. Neil Young - Don’t Cry (1989)

12. ???? - Sweet Soul Sister (????)

13. The Louvin Brothers - In the Pines (1956)

14. Savage Rose - Ride My Mountain (1968)

15. The Rolling Stones - Sad Day (1966)

16. The 1st - Did It Again (2014)

The 1st by Modstroemmen on Mixcloud

Krydstjek. Gutter Island. Påbegyndt.

Hippier på besøg hos Mama Cass

Pic Dawson, Eric Clapton, Joni Mitchell, David Crosby, Gary Burden, Annette Burden, Mama Cass og Amy Burden. 1968.

’Nowhere Is Home To Me…’

Under den seneste Shoot-udsendelse rodede vi godt og grundigt op i bunken med sangskrivere fra De Britiske Øer. Lonere som Dan Treacy, Paddy McAloon og Julian Cope var på grammofonen. Felt, The Cleaners From Venus og Magazine blev fundet frem fra gemmerne.

I morges, da jeg var på vej på arbejde i en modbydelig modvind, slog det mig, at vi også burde have spillet Kevin Rowland & Dexy's Midnight Runners eller bare Dexys, som bandet kalder sig på comeback-pladen, ’One Day I'm Going To Soar’. Orkestrets første i 27 år og nok én af de bedste udgivelser i 2012. Et album, hvor Kevin Rowland griber fat i en række af de temaer, som, ja, altid har befolket hans sange. Den irske baggrund, barndomsminder, begær, paranoia, bedrag og en manglende evne til at falde til ro og til at elske.

Her først en nøgen udgave af den reflekterende ’Nowhere Is Home’, der rummer elementer af de fleste af de emner, som jeg lige har remset op. Derefter albumversionen:

Fanden er løs og han holder sig ikke i Laksegade. The Janitors: ‘Here They Come’.

Der går et spøgelse gennem Europa. Det udtryk kender vi alle. Men skal man tro svenske The Janitors, så er det langtfra en genganger, som lader sig mane i jorden. Der er noget ondt på færde. Bad Afro udsendte i går det første nummer fra svenskernes kommende ep, ’Evil Doings Of An Evil Kind’, med den sigende titel, ’Here They Come’.

Budskabet er på ingen måde til at tage fejl af. Mefisto og Faust træder i karakter. Med en blytung, infernalsk firserlyd, bygger The Janitors nummeret op med anmassende, uhyggelige droner, alt i mens mørket sænker sig og en grotesk og makaber verden af forvredne, rådne tankegange træder lyslevende frem:  

Til orientering. Without further ado.

De ansatte hos Pitchfork har stukket hovederne sammen og har udarbejdet en foreløbig liste over dette årtis 200 bedste sange. Her de fem første:

1. Grimes – ‘Oblivion’

2. Ariel Pink's Haunted Graffiti – ‘Round And Round’

3. Kanye West ft. Pusha T – ‘Runaway’

4. M83 – ‘Midnight City’

5. Kendrick Lamar – ‘Bitch, Don't Kill My Vibe’

Se resten.

The 1st i Mod Strømmen

Det er ikke nogen hemmelighed, at The Setting Son har en kæmpe plads i mit hjerte. Nu på torsdag, d. 21. august, får Mod Strømmen besøg af The 1st, som består Sebastian T. W. Kristiansen og Adam Olsson, fra netop The Setting Son mv., samt Henrik ’Hellman' Lysgaard fra bl.a. She Talks og Johan Lei Gellett fra The Good The Bad mm. Bandet albumdebuterede på hvid vinyl i maj og spiller de kommende måneder en række shows landet over. Begyndende på lørdag på Gutter Island Garage Rock Festival.

Selvom man genkender den musikalske grundstruktur fra The Setting Son, så er det som om, at The 1st-materialet har fået en anden og mere nuanceret ætsning. Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at Sebastian T. W. Kristiansen er modnet som sangskriver. Ikke, at The 1st af den årsag, giver køb på det umiddelbare og troskyldige tresserudtryk, som i høj grad er The Setting Sons særkende og stærke side. The 1st er stadig stinkende fed, stilistisk popkunst med masser af guitar og vokalharmonier. Akkurat som jeg elsker dén.

Lyt med kl. 18 – 20, på torsdag, på enten 98.9 FM eller anvend livestreamen.

Her den nye single, ’Rain It Down’:

Urentable aktiver. “Hey Mr. Rain, Won't You Follow Me Down”

’VU’ og ’Another View’, de to outtake-opsamlingsplader, der kom med The Velvet Underground i henholdsvis 1985 og 1986, er obligatoriske på snart sagt enhver musikalsk opdagelses-, opdragelsesrejse. Nu skal jeg ikke trætte nogen med pladeselskabssammenlægninger, dårlig økonomi og urentable aktiver. Det kort af det lange er, at man i begyndelsen af firserne fandt nitten ikke tidligere udsendte spor. Heraf fem fra tiden med John Cale. Mange af numrene genanvendte Lou Reed iøvrigt i løbet af sin solokarriere, så der var ikke tale om fuldstændigt ukendt materiale, som blev gravet frem. ’VU’ er et udvalg af demoer fra 1969, samt ’Temptation Inside Your Heart’ og ’Stephanie Says’, der blev indspillet i februar 1968, hvor John Cale stadig var med. ’Another View’ dækker årene 1967-69 og indeholder de tre resterende numre med Cale.

Det er også ’Another View’, vi skal have fat i. Derpå finder man ’Hey Mr. Rain’, som Cale skrev, og som måske levendegør det musikalske brud, som var hovedårsagen til, at John Cale skred. Optagelsen af ’Mr. Rain’ stammer fra maj 1968. Som sammenligningsgrundlag kan man eventuelt høre Reeds langt mere konventionelle popsang, ’Stephanie Says’, der, som sagt, er fra februar samme år.  

Og, ja, dét er fordi, det har pisset ned hele dagen, at jeg kom til at tænke på ’Mr. Rain’.