Bilradioen stod stillet ind på P1, da vi her til formiddag kørte fra Folehaven ud på motorvejen, for at nå vor destination i det sydsjællandske. For en ti-femten år siden, hørte denne signatur groft sagt alt hvad der var om litteratur på P1. Siden da er bogprogrammer og -magasiner kommet og gået, med og uden min viden. Flere af de værter, jeg kan huske, dukker i dag op på Den2Radio, som vel nærmest er radiomediets artige svar på TV2-Charlie. Det har nu intet at gøre med, hvor jeg vil hen. På P1 havnede vi midt i en præsentation af den islandske forfatter Gyrðir Elíasson, der har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris 2011 for novellesamlingen ’Milli trjánna’. Han lyder som et interessant bekendtskab, bogen foreligger dog endnu ikke på dansk. Islandsk går jeg ikke i gang med, men måske kan jeg læse den på svensk, hvor samlingen har fået titlen ’Bland tråden’. Om ikke andet, så kan jeg bruge dette indlæg, som en form for huskeseddel, fordi da vi nåede forbi Solrød, var hans navn væk, helt væk. Her har jeg det sort på hvidt. I stedet for at forsætte radiolytningen med Mennesker og Medier, der havde besøg af Se & Hørs chefredaktør til en kritisk snak om kendiskæferter, ugens brandert og hvad de ellers kalder den slags i ugebladene, greb jeg ned i overfrakkens inderlomme, hvor jeg efter en pludselig indskydelse og som sidste handling før vi forlod hjemmet på Vesterbro, havde lagt ’Queen of Denmark’ af John Grant. Det er ikke et album, jeg har hørt særlig mange gange. Og de gange, jeg er kommet igennem det, har det været med blandede følelser. Sådan begyndte det også i dag. Det er svulstig kammerpop, der balancerer på et knivsæg, lidt ligesom med Antony And The Johnsons, der også hele tiden er tæt på en kæntring. Måske var det tæpperne af anemoner, der kiggede frem i skovpartierne ud til E47, hvor pil og poppel også stod med gæslinge, som bevirkede, at jo længere ’Queen Of Denmark’ skred frem, jo flere fine skæringer, synes den også at indeholde. Uden at gøre for meget ud af det, så vil ’Sigourney Weaver’, ’Chicken Bones’ eller ’Jesus Hates Faggots’, sandsynligvis dukke op på en af de mix-cd’ere, som jeg har det med at lave i tide og utide.
Da vi drejede af ved Tappernøje gik tankerne andre steder hen. Der skulle købes ind til påskeferien. De sjællandske landsbyhaver lyste skriggule op af forsythia. Forstyrrende i alt sit vælde. I alt fald begyndte jeg at tænke på en notits, som jeg havde læst forleden om at den engelske sangerinde Thea Gilmore, i anledning af Dylan’s tilstundende 70 års dag, for øjeblikket turnerer med et show, hvor hun synger ’John Wesley Harding’ fra ende til anden. Der er ikke noget nyt i at optræde med et hel plade, indtil videre har det dog været af egen avl, så at sige. Til august kommer Primal Scream til Vega for at opføre ’Screamadelica’ i sin helhed. Et hurtigt opslag i et engelsk musikblad viser også, at man indenfor de næste måneder kan opleve Donovan spille ’Sunshine Superman’, The Flaming Lips tage sig af ’The Soft Bulletin’, Dinosaur jr. gå på scenen for at give ’Bug’, Deerhoof kaste sig over ’Milk Man’ og Meat Puppets performe ’Up On The Sun’.
Selvfølgelig har Thea Gilmore en særlig anledning, men det fik mig alligevel til at lave en mindre liste over hvilke danske orkestre, som det kunne været morsomt at høre spille andres plader. Hvad med at Peter Sommer spillede Larsens ’Værsgo’ eller Sort Sol gav Moody Blues’ ’Days Of Future Passed’. Det ville også være fedt at høre Spids Nøgenhat spille Furekåbens anden lp ’Furekåben’ eller The Raveonettes give sig i kast med ’Darklands’ med The Jesus & Mary Chain. Mulighederne er mange. Det kunne også være The Breakers med en af de tidlige Stones-plader. Fortsæt selv listen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar