
Skønt dette ikke er et forsøg på at afveje godt og snot, blot tankestrejf og associationer efter adskillig gennemlytninger, så kan man altid begynde med at trække skel, når man vel og mærke, har noget at sammenligne med. Mest markant i forhold til Olesen-Olesen er musikken. Alt efter forgodtbefindende, kan man vel nærmest kalde den loose eller rustik. Væk er Henrik Olesens mere stringente melodilinier. I stedet har d’herrer selv komponeret, et par af sangene står der dog CS Nielsen og Mads Mouritz på. Sagt før andre når at nævne det, så klæder det nye melodimateriale Peter H. Olesens stemme og tekster.
Nu hvor jeg er nået frem til tekstuniverset, ja så virker det bekendt. Årstidsviser, glimt af det glemte, digtvignetter, en sætning eller et rim, der holder en sang sammen. Pessimismen og sortsynet ånder fred og ro, pakket ind i sort humor, der for det meste efterlader én med et smil på læberne. Ikke hermed sagt, at lunerne ikke er svære nok at leve med, men jeg aner en opblødning. Det er måske et alderstegn? Men så finder man også en sang som ’Godmorgen Kynisme’, der træder ind i det Benny Andersenske.
Peter H. Olesen og Michael Lund har talt med Gaffa. Det kom der et særdeles anbefalelsesværdigt interview ud af.
Pladen er på gaden på mandag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar