Blues på svenska

Sanglegen Domaredans er kendt i det sydlige og mellemste Sverige. I korte træk går den ud på, at de medvirkende går syngende rundt i en ring. Den person, der er udpeget til domaren, går rundt i midten med et tændt stearinlys, lyser de gående i ansigtet og forsøger at få dem til at grine. Hvis den der bliver illumineret begynder at le, skal vedkommende betale en pant.

”Nu vilja vi begynna en domaredans,

Men domaren är inte hemma!

Och alla de som i domaredansen gå

Deras hjärtan skola brinna!

Alla säga de: hå, hå, hå!

Alla säga de: nå, nå, nå!

Har du drömt om din käresta i natt,

Så skall du mot mig le”

Jeg ved ikke om skildringen af Domaredansen, hjælper til med at beskrive stemingen på Stefan Missios’ debutplade, som, rigtig gættet, hedder ’Domaredans’. Jeg har aldrig selv danset den. Men jeg kan levende forestille mig, at de dansende ser uhyggelige eller ligefrem en smule makabre ud, når deres ansigt bliver lyst op nedefra i et mørkt rum. Og så er det for så vidt bedøvende lige meget, om de står med bedemandsfjæs eller flækker i et grin. Hvorvidt dette siger noget om pladen, ved jeg heller ikke. Om ikke andet, så ved jeg nu hvad Domaredans er for en størrelse.

Missios spiller til daglig piano, harmonika og udvalgte blæseinstrumenter i Göteborg-bandet, Den Stora Vilan. På ’Domaredans’ er pianoet i centrum. Et blueset et af slagsen, vel at mærke. Det er efterår, det er mørkt og det er svensk.  Alt det kan man dog selv tage stilling til, ved at hente albummet kvit og frit og med Missios tilladelse herfra.