Jeg har et svagt punkt for The
Charlatans–frontmanden, Tim Burgess. Jeg er ikke klar over, hvor det stammer
fra. Mit bedste bud er fra engang, jeg så et foto af ham, hvor han havde en The
Flying Burrito Brothers t-shirt på. Mere skal der under tiden ikke til.
I disse dage er Burgess aktuel
med sit andet soloalbum, ’Oh No I Love You’. En udgivelse, som tog de første spæde skridt,
da han bar Kurt Wagners guitar ud til en ventende vogn efter et show i Manchester
for snart ti år siden. Undervejs tog han mod til sig og spurgte
Lambchop-sangeren om han ville skrive en sang til ham. Den ene sang, blev til
flere, helt konkret til en hel plade, der nu er blevet indspillet i Nashville.
Udover Wagner, medvirker My
Morning Jacket, Clem Snide, R. Stevie Moore, et gospelkor, en strygergruppe, plus
et hav af messingblæsere. Allerede her vil den nærværende læser nok stoppe op
og tænke: ”Hov, det ligner jo opskriften
på en Lambchop-plade”. Og, ja, den fornemmelse er korrekt. Hør blot balladen, ’A Case Of Vinyl’, som
Burgess til Rolling Stone, har fortalt handler om:
"'A Case for
Vinyl' kind of looks at a relationship like a record collection – whatever happens,
the records are kind of there as you left them but the order they're in can
give away what's happening emotionally"
Det kan jeg godt skrive under på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar