Beat 2014 (2 af ?)

Af Jan Damage Petersen

DANMARK:

Lower – ‘Seek Warmer Climes’

Langt om længe kom Lowers debutplade, og den skuffede på ingen måder. De fortsætter, hvor de slap på EP'erne med masser af metallisk guitar, der ligger som tung regn over de post-punkede/no-wave-agtige sange. Og så er det årets pladecover, skal det være prætentiøst, så lad det være prætentiøst.

Trust – ’Wet Psalms’

Duoen Trust nåede lige at komme med på falderebet, da de først har udgivet ’Wet Psalms’ for fjorten dage siden. Jeg har ikke noget klogt at sige om albummet. Andet end, at de ikke lyder som de plejer, og jeg glæder mig allerede til at sætte pladen på igen, og finde ud af, hvad helvede det er for noget de har lavet.

Infuse Huddle – ‘Infuse Huddle’

Lo-fi/støjrock på ægte Homestead Records manér. Til tider minder de lidt om Eric's Trip, når de larmede, suppleret med en yderst doven vokal. Håbløst umoderne, men alligevel har de mere end fortjent at blive nævnt her. Det skider jeg på, det gør Infuse Huddle iøvrigt også.

Total Heels – ‘Total Heels’

Proto-punk/punk/garage-rock med en midtfirser vibe. Masser af orgel og guitar-riffs krydret med historier fra en insisterende fortællende forsanger. Total Heels er uden sidestykke, ikke mindst herhjemme, den plade kan man altid sætte på. Yup!

Narcosatanicos – ’Narcosatanicos’

Noget så sjældent som en noise-plade, som man fra tid til anden sætter på, fordi den er lækker at gå at lytte til. Inde bag de massive lydmurer opstår der sød musik. Denne udgivelser bliver man hurtigt svært begejstret for. 2014 blev året, hvor vi igen råbte: ”Mere sax, tak!”

Night Fever – ’Vendetta’

Fire år skulle der gå inden vi fik endnu mere gammelskole firserstyle hardcore fra Night Fever. Det går stærkt, der er breakdowns, der er high-pitch vokal, der er Danzig vokal, det er tight og det er lige i skabet.

Yung – ’Falter’

Det går stærkt for Yung, både musikalsk som hvad angår omtale. Det er forståeligt og det er næsten umuligt ikke at bliver begejstret for Yung's punk-garage med buldrende støjrock-trommer, bas og guitar. En sjældent set melodiøs tæft.

Molly – ’Hernia’

Jeg ved ikke, om det her land nogensinde tidligere, har fostret et band, der var inspireret og lød lidt (eller meget) som Hüsker Dü? Men når det endelig sker, så fortjener man også at komme med på en årsliste, uanset hvilket år vi såend befinder os i.

Iceage – ‘Plowing Into The Field Of Love’

Ok, så fik ungerne i Iceage læst lidt mere på lektien. De er kommet en anelse længere i det sorte rockleksikon. Vi kender allesammen godt referencerne, men spørgsmålet er om Iceage kan bære det, og det er tilsyneladende intet problem, man er ganske godt underholdt. Det bliver spændende, når de om et par år, når frem til Spandau Ballet.

Snaredrum – ’Snaredrum’

Jovist, Snaredrum kender deres indierock, og der gemmer sig forrygende sangskrivning på dette lidt oversete album. Hvis du kan godt lide Teenage Fanclub, Guided By Voices, Sebadoh og alt det jazz, så kan du helt sikkert også lide Snaredrum.

Årets danske sang:

De Underjordiske - 10"

De har kun lavet en EP i år, men til gengæld har de lavet den bedste danske sang.

Danske plader, jeg glæder mig til at høre lidt mere:

Ærkenbrand – ‘Barabtalo's Dream’

Gooms – ‘Beyond Life’

Niels Skovsen – ’Smil Eller Dø’

Lars H.U.G – ’10 Sekunders Stilhed’

UDLANDET:

20. Bob Mould – ’Beauty And Ruin’

Det er 25 år siden, at Bob Mould skød sin solokarriere igang med pladen, ’Workbook’. Det var to år efter Hüsker Dü udgav ’Warehouse’. Om det er grunden til, at Hr. Mould netop i år har valgt at vende tilbage til sine gamle dyder, skal jeg ikke kunne sige, men faktum er. at han har lavet én af sine bedste plader i mange år, ja måske siden ’Workbook’, hvis vi lige ser bort fra hans andet band Sugar. Og så klæder det ham altså at være sur igen.

19. Idylls – ’Prayer For Terrene’

Jeg kommer altid lidt på glatis, når jeg skal beskrive bands som australske Idylls (Brisbane for at være helt præcis). De larmer, de spiller hurtigt, tungt, skævt og helt sikkert også højt, og man kan sikkert finde sub-genrer såsom grind, noise, hardcore, powerviolence, math etc. Men hey, hvem fa'en bekymrer sig overhovedet om den slags. Australien synes at have hele pakken i disse år, og nu kan man både blive blæst omkuld og en lille smule bange i selskab med Idylls.

18. The New Mendicants – ‘Into The Lime’

Teenage Fanclub er et orkester, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Af samme grund holder jeg også øje med bandmedlemmernes gøren og laden. Det gik naturligvis ikke min næse forbi, at Norman Blake udgav en plade i år sammen med Joe Pernice fra The Pernice Brothers og Mike Belitsky fra The Sadies under navnet The New Mendicants. Der er dømt indie-rock for voksne mennesker, og Blake er stadig en fremragende sangskriver. Advarsel: Underlige mennesker vil finde det her kedeligt.

17. Ought – ‘More Than Any Other Day’

I Constellation Records øjemed er Ought fra Calgary vel nærmest et straight rockband. Umiddelbart er deres debut, nok den plade, der tog røven allermest på mig i år. Jeg faldt pladask for deres Fugazi-agtige basgange og passager, kombineret med al det gode fra New Yorks i de sene 70'ere, såsom Television og Talking Heads. Jeg glæder mig til at følge Ought fremover, de har fat i noget interessant og denne debut lover godt for fremtiden.

16. Electric Wizard – ‘Time To Die’

Endnu en doom-metal plade, er vel i bund og grund ikke, hvad denne verden har brug for? Det lå ikke ligefrem i kortene, at jeg skulle ryge tilbage på doom-vognen, efter Electric Wizard's koncert på årets Roskilde. Den kendsgerning, lavede YOBs koncert på Loppen om på. Sidenhen viste Electric Wizard, hvor skabet skal stå, de har vel lavet deres bedste og mest beskidte plade siden ’Dopethrone’. Hvad med Pallbearer spørger du så? (zzzzzzzzzz) Undskyld, skribenten faldt lige i søvn. ’Time To Die’ har lukket doom-æraen, kan I så forstå det Pitchfork!

15. Omi Palone – ’Omi Palone’

I Brighton har en fyr ved navn Dan Reeves et lille pladeselskab, der hedder Faux Discx. Det er et af de mest interessante labels i øjeblikket, og var det ikke for Reeves, så ville London-baserede Omi Palone, nok være et ubeskrevet blad for mig. Mere om Dan Reeves senere. Omi Palones debutplade har en spilletid på lige under 25 min., otte indie-/punk-rock sange, stramt og tilbagelænet på én og samme tid. Gode hooks og en dejlig doven vokal. Den plade, har jeg godt nok hørt en del i år.

14. Steve Gunn – ‘Way Out Weather’

Der er dømt guitar-lir på den voksne og tilbagelænede måde på Steve Gunns ’Way Out Weather’. En plade, der på overfladen ikke gør det store væsen af sig, men den bliver ved med at åbne sig op. Det er kun en måned siden jeg fik den ind ad døren, og det er muligt, at den var endt højere oppe listen, hvis jeg havde haft den i et par måneder. På tidligere album og i andre konstellationer, har Gunn vist, at han er en guitarekvilibrist. På ’Way Out Weather’, viser han sig også som en fremragende sangskriver eller også er det bare mig, der først har lagt mærke til det nu. Og hey, jeg har lige fået at vide, at han også har udgivet en plade med Mike Cooper tidligere i år. 2014 er et godt år for Steve Gunn.

13. Goat – ’Commune’

Jeg missede bussen, da Goat i 2012 udgav ’World Music’. Ikke fordi, at jeg ikke bed mærke i, at albummet udkom. Nok mere af den grund, at pladetitel og omtalen overbeviste mig om, at dette overhovedet ikke var noget for mig. Man kan ikke være lige heldig hver gang. 2014 blev så året, hvor jeg havde Goat med for første gang. Også i denne omgang formår de på underligste vis, at blande fuzzguitarer og den vestlige verdens psykedeliske musik, med traditionel musik fra eksotiske områder. De når sågar også omkring Nordafrika og Mellemøsten. ’Commune’ er til tider en helt eminent fornøjelse. Goat gav tilmed én af årets allerbedste koncerter i Store Vega.

12. New Bums – ‘Voices In A Rented Room’

Det er godt nok ikke meget omtale New Bums' debutplade har fået, selvom duoen består af et par kompetente herrer og er ude på det velrenommerede label, Drag City. Bandet består af Ben Chasny fra énmands-projektet Six Organs Of Admittance og Donovan Quinn fra The Skygreen Leopards (som også har udgivet en ganske udemærket plade i år). De to, har gået og puslet med nogle sange sammen i fem års tid. Så lang tid har de knapt brugt på optagelserne. ’Voices In A Rented Room’ er i al sin enkelhed en lille lo-fi perle.

11. Future Islands – ’Singles’

Lad mig lige slå fast med det samme, at jeg godt kendte Future Islands inden deres optræden hos David Letterman tilbage i starten af marts (bare lige for at holde indie-cred'en intakt). Elleve år skulle der gå, før den store verden åbnede øjnene op for Samuel Herring & co. Bedømt ud fra ’Singles’ er det ganske velfortjent. Som Samuel Herring sagde til The Guardian om Letterman-optræden "It was just the three of us against the world". Så måske lå det i kortene, at de endelig ville slå igennem. Pladen består af ti små popsange, der konstant gror på én, og når Herring, har en stemme som lyder som en blanding mellem Lambchops Kurt Wagner og Fine Young Cannibals' Roland Gift, så er et gammelt røvhul, som jeg, straks solgt.

10. Hank Wood And The Hammerheads – ‘Stay Home’

Efter deres koncert i Ungeren for en måneds tid siden, kom jeg vist til at kalde dette band for; "NY smadder-punk scenens svar på Gnags". Folk, der kender mig, ved, at det er aldeles velmenende. En trommeslager bliver suppleret af en travl perkussionist, keys, bas, guitar og en hakkende, spyttende vred mand i front, der sammen vælter rundt i en perfekt mudret produktion. Inde bag dette inferno, gemmer sig ganske enkelt bare ti perfekt skårede rock og rul numre.

9. Total Control – ‘Typical System’

Tilbage til Australien, denne gang til Melbourne. Det er ikke så få genrér Total Control når omkring på ’Typical System’. Nogle vil måske tale om stilforvirring, hvis pladen skal bedømmes ud fra helheden. På forunderlig vis formår de dog at holde gryden i kog. Pladen er aldrig i nærheden at falde fra hinanden, tværtimod. Hvis man skal klandre dem for noget, så er det, at de indimellem læner sig lidt for meget op ad forbillederne. ’Typical System’ kommer rundt om punk, post-punk, new-wave, garage, industrial, synth-pop, etc. etc. etc. Herligt!

8. Tom Petty & The Heartbreakers – ‘Hypnotic Eye’

Når nu 63-årige Tom Petty, sammen med sine altid fantastiske The Heartbreakers, vælger at være på toppen her i 2014, så er de altså vanskelige at komme udenom på en årsliste. Der er ikke så meget at skrive, andet end, at dét er sådan straight-up rock skal lyde, suppleret med en glimrende ballade i ca. hvert fjerde nummer. Og tag så lige at kom tilbage til Nordeuropa allersnarest. ’Hypnotic Eye’ rummer så mange live-hits, at det er en tour værd.

7. Ex-Cult – ’Midnight Passenger’

Ex-Cult er fra Memphis og deres to plader er udkommet på Goner Records. Nu bør man altså vide nogenlunde, hvor vi er henne musikalsk. Men overraskende nok er der ikke noget garage-rock over Ex-Cult. Men snarere en fantastisk blanding mellem The Stooges-agtig proto-punk, sødet op med tidlig LA-hardcore fra startfirserne og post-punkede stykker hist og her. For mig er ’Midnight Passenger’ årets punk-rock skive, og sådan er jeg sikkert den eneste, der har det, men der har også været fandens mange at vælge imellem.

6. David Kilgour And The Heavy 8's – ‘End Times Undone’

Når man har at gøre med en af de fornemmeste repræsentanter for den New Zealandske indierock/kiwipop-scene, så spidser man ører og lytter efter, når der kommer nyt, eller der gør jeg i hvert fald. På mange måder er David Kilgours solokarriere, en naturlig fortsættelse af hans bedrifter i The Clean. Han forstår om nogen at lave skæve popsange. Ved første gennemlyt, forstod jeg overhovedet ikke ’End Times Undone’. Kilgour vandrer stille og roligt rundt i rock/indierock-historien, det hele er pakket ind i let psych, og så i sidste ende, opdager man, at det jo i virkeligheden bare er kiwi-pop som man kender det. Dejligt!

5. Thurston Moore – ‘The Best Day’

Der blev ikke rejst mange øjenbryn hos undertegnede, da jeg hørte, at der kom endnu en Thurston Moore solo-udgivelse i år. Efter den ligegyldige kasten sig ud i akustisk singer/song-writing på ’Demolished Thouhts’ og utallige avantgarde udgivelser under eget navn, stod det ikke i kortene, at Moore i slutningen af 2014, ville udgive en rockplade, og så måske alligevel. Sidste år kom debutplade fra Chelsea Light Moving, og det var en glimrende plade af den rockende slags. På ’The Best Day’" skruer vi tiden tilbage til mellem 1998-2004. Med andre ord, Sonic Youth mellem ’A Thousand Leaves’ og ’Sonic Nurse. Det var fanden sparkeme nogle gode plader, de fik skudt af dengang. Det er ’The Best Day’ i den grad også. Steve Shelley er med på trommer forresten, guitarlyden…..åh, guitarlyden mand.

4. Reigning Sound – ’Shattered’

Greg Cartwright må efterhånden være en af mine favoritsangskrivere, uanset hvilken sammenhæng eller konstellation han skriver i. I Reigning Sound, får han lov til at folde sig helt ud, og på ’Shattered’ kommer der hits i flæng. Ja, det er lige før, at man ærgrer sig over, at der er et covernummer på pladen, for man vil da meget hellere have en Cartwright-sang mere. Det er bandets klart mest velpoleret produktion til dato og det hele lyder lækkert. Pladen kunne dog sagtens have været optaget på en fire-spors i en garage. Der er dømt 60'er rockpastiche og banale tekster, men hvad gør det, når man kan skrive sange som Greg Cartwright.

3. The Soft Walls – ‘No Time’

Jeg lovede at vende tilbage til Dan Reeves. Han ejer pladeselskabet Faux Discx alene, er gift, og har to musikalske projekter, Cold Pumas og The Soft Walls. ’No Time’ er indtil videre kulminationen på en perlerække af fantastiske indierock udgivelser, både egne og andres projekter inkluderet. ’No Time’ er skabt af Reeves, næsten helt alene. MU fra Hookworms har dog givet hånd med ved mixningen. Musikken er små-psykedelisk, blandet med al det gode fra The Velvet Underground og den spæde tyske krautrock-æra. En af årets udgivelser, simpelthen.

2. Sun Kil Moon – ’Benji’

Der er blevet sagt og skrevet meget i år om Mark Kozelek, både om ’Benji’, men også om hans udskejelser på og udenfor scenen. Det behøver jeg ikke grave dybere i, andet end at sige,, at Mark er en fantastisk sjov mand. Så har jeg givet mit besyv med. ’Benji’ er noget så sjældent som en folk-singer/songwriter album, helt blottet for metaforer. Det er en helt og aldeles ærlig beretning om mennesker i Marks liv og nære familie. Der bliver sagt tak til mor, til far og til pladeselskabet, og så er der en del folk der dør af mere eller mindre mærkværdige grunde. Men altid fortalt med mandens underfundige lune, lurende nedenunder det hele. Det er ganske enkelt hjerteskærende.

1. Wovenhand – ‘Refractory Obdurate’

David Eugene Edwards! Jo, ham kender vi godt, det er jo ham fra 16 Horsepower og ja, soloprojektet Wovenhand. Selv om man aldrig helt vidste, hvad man fik med 16 Horsepower, så har Wovenhand næsten altid været garant for en lidt sumpet alternativ country. Og skal jeg være helt ærligt, så er det mange år siden, at jeg begyndte at være lidt ligeglad med Edwards Derfor er ’Refractory Obdurate’ en overraskende og sært dragende udgivelse, som man bare ikke kan lade være med at vende tilbage til. Et sammensurium af sludge-country, dark-gospel, guitarmurer, prædiken én masse, kristent neo-folk. En artikel, beskrev det, som Joy Division og Neurosis på samme tid. Kært barn, har mange navne. Jesus Kristus, hvor er det godt. Årets album!

Gode plader fra 2014, der ikke nåede årslisten:

MV & EE – ‘Alpha Lyrae’

Vikesh Kapoor – ‘The Ballad Of Willy Robbin’s

Guided By Voices – ‘Motivational Jumpsuit’

Guided By Voices – ‘Cool Planet’

Anders – ‘Sadness Be Gone’

Wreckmeister Harmonies – ‘Then It All Came Down’

Scott Walker+Sunn O))) – ‘Soused’

Eyehategod – ‘Eyehategod’

Pixies – ‘Indie Cind’y

Morgan Delt – ‘Morgan Delt’

The Men – ‘Tomorrows Hits’

Thee Oh Sees – ‘The Drop’

Shellac – ‘Dude Incredible’

Paul Collins – ‘Feel The Noise’

Kevin Morby – ‘Still Life’

Parquet Courts – ‘Sunbathing Animal’

Earth – ‘Primitive And Deadly’

Cloud Nothings – ‘Here And Nowhere Else’

Swans – ‘To Be Kind’

Stephen Malkmus & The JIcks – ‘Wig Out Of Jagbags’

Purling Hiss – ‘Weirdon’

Hookworms – ‘The Hum’

The Skygreen Leopards – ‘Family Crimes’

J. Mascis – ‘Tied To A Star’

YOB – ‘Clearing The Path To Ascend’

Teardrop Factory – ‘Thrash In The Heart’

Ty Segall – ‘Manipulator’

The Vacant Lots – ‘Departure’

Sex Hands – ‘Pleh’

Real Estate – ‘Atlas’

Half Japanese – ‘Overjoyed’

Woods – ‘With Light And With Love’

Mac Demarco – ‘Salad Days’

Morrissey – ‘World Peace Is None Of Your Business’

Ex Hex – ‘Rips’

Sleaford Mods – ‘Divide And Exit’

Connections – ’Into Sixes’

Plader, der endte med at være skuffende:

Merchandise – ‘After The End’

The Afghan Whigs – ‘Do To The Beast’

Beck – ’Morning Phase’