’Home For Lost Souls’

For nogle år siden, havde jeg en kort flirt med Leeds-projektet The Declining Winter. Indenfor den seneste uges tid er affæren så småt blomstret op igen. Der skulle ikke så meget til. Medvært Jan Damage Petersen nævnte dem i forbifarten i sidste uges sommerudsendelse. Da vi optog ’Trist Torsdag’, som vi så opfindsomt navngav temaprogrammet, et par dage efter Roskilde Festival 2017, gled The Declining Winters fremragende 2015-udgivelse ’Home For Lost Souls’, ind blandt en masse grupper og solister, hvis musik ville have været repræsentativt for temaet, hvis vi havde haft mere tid. Nevermind, det korte af det lange er, at jeg har fundet albummet frem igen.

Højere oppe kaldte jeg The Declining Winter for et projekt. Det er i og for sig også rigtigt, det begyndte nemlig som et sideprojekt til indiebandet Hood, som brødrene Richard og Chris Adams dannede i begyndelsen af halvfemserne og som udkom på Domino. Hovedmanden i The Declining Winter er Richard Adams. Bandets første udgivelse daterer sig tilbage til 2007. Året efter debuterede de med ’Goodbye Minnesota’. I de efterfølgende år var de temmelig aktive, de forsøgte sig endog med en single til VM i fodbold i 2010, der dog hurtigt gik i glemmebogen.

Efter flere års tavshed vendte The Declining Winter, som nu udelukkende bestod af Richard Adams plus særligt indbudte gæster, tilbage i 2013. 10”’eren ’Fragment 5’ blev udsendt på et fransk plademærke og året efter kom kassettebåndet ’Lost Songs’. Nu er jeg så endelig fremme ved ’Home For Lost Souls’, som jeg virkelig har nydt at lytte til i den seneste, meget regnfulde uges tid. Selve albumtitlen skulle referere til et vandrehjem, hvor Syd Barrett opholdt sig i en længere periode i begyndelsen af halvfjerdserne. Titlen sætter også ligesom stemningen. Det er nedbarberet, enkelt og smukt. Ikke smukt i gængs forstand, men det er somom, at der undervejs bliver lagt nogle personlige problematikker og spøgelser til hvile. Det er også somom, at landskabet i Yorkshire indgår som et musikalsk bagtæppe. Dalene, de grønne marker, stendigerne, den åbne lynghede, minedrift og industriel fortid, spiller alle en rolle, når jeg lytter til pladen.