”De spiller som før Rolling Stones gik i mentalt millionæreksil, som da The Who endnu havde charme og trods.”

Tiden skal gå med et-eller-andet. Og da jeg alligevel skulle forbi Infomedia her til morgen, søgte jeg nærmest pr. refleks på The Replacements. Der var mange hits, men da jeg begrænsede søgningen til danske dagblade, faldt de betydeligt. Her musikjournalist Lars B. Jørgensens optakt til, da ’Mats besøgte København for første og eneste gang langfredag 1991. 29 år siden forleden. Efterfølgende får I Jørgensens anmeldelse af koncerten

”Stormfuld rock”

28. marts 1991. Berlingske Tidende (3. sektion, Magasin)

The Replacements gæster i morgen København og byder på rock af fineste karat.

Genopstandelsen er det ikke, indrømmet, men lidt af et mirakel er det alligevel, at det langt om længe ser ud til at skulle lykkes at få det amerikanske garagerockband The Replacements til at træde op på en scene herhjemme. Det sker, om Gud det vil, i morgen ved midnatstid i Pumpehuset i København. Men det har holdt hårdt at få de forrygende Minneapolis-rockere hertil. To gange har de været på plakaten til en Roskilde Festival og måttet melde fra i sidste øjeblik. Og som det tog sig ud sidste efterår, da The Replacements just havde udsendt deres ottende langspiller, den blændende »All Shook Down«, var der ikke meget der tydede på, at gruppen havde nogen fremtid overhovedet.

En eklatant fiasko som opvarmningsband for Tom Petty and The Heartbreakers havde drænet gruppen for den sidste rest af sammenhold og energi. De var langt om længe ved at blive ofre for deres egen deliristisk, selvdestruktive tilværelse som evigt turnerende, højt- og hurtigtspillende, hårdt drikkende rockband som vor mor afskyr dem. Rygter ville vide, at gruppen var gået i opløsning og for iagttagere kunne det unægtelig godt se sådan ud. »All Shook Down« har kun samtlige gruppens medlemmer samlet på en sang, den typiske Rolling Stones-agtige løst- til-det-sløsede »Attitude«, der er essensen af Replacements. Og kun på en håndfuld sange over resten af pladen dukker bassisten Tommy Stinson, guitaristen Slim Dunlap og den nu afgåede trommeslager Chris Mars op som sidemænd til gruppens ubestridte leder gennem mere end ti år, Paul Westerberg. Ellers er det hidkaldte musikere som legendariske John Cale fra Velvet Underground, Los Lobos' Steve Berlin, Georgia Satellites' trommeslager Mauro Magellan eller Tom Pettys keyboardmand Benmont Tench, der bidrager til pladens gennemgående stemning af neurotisk selvopgør, kuldslået kærlighed og bristede illusioner. Kun pladeselskabets stadige insisteren på, at denne plade skulle udsendes i Replacements' navn gjorde, at det ikke blev Paul Westerbergs første solo-plade. »Vi var ved at brække os over hinanden til sidst og havde virkelig brug for en pause«, udtalte Tommy Stinson, der var med til at danne gruppen som 13- årig, i oktober måned sidste år til det amerikanske tidsskrift Rolling Stone Magazine. »Det var kommet til det punkt, hvor man lige så godt kunne have stillet fire fordrukne fyldebøtter op på scenen, have påstået det var os og det ville have været det samme. Publikum til koncerterne kom mere for at se legenden levet ud, end for at høre musikken«, hævdede Westerberg ved samme lejlighed. Måske er det med al dette spild af tid og liv in mente, han kunne skrive dén samling rystende, smertefulde og afmægtige sange på »All Shook Down«. Han beskriver dem selv sådan: »Forestil dig sange skrevet af Leonard Cohen, udført af T. Rex, indspillet i et skur i Montana. Mange af dem har en stemning af tilbageblik, rettet mod bedre dage. Det er en deprimerende plade, men den kan være morsom også. Du ved, yeah, lad os danse på den døde mands kiste.« Det er et band, der er på kant med verden og sig selv, som skal spille os ind i de barmhjertige timer fra 2 til 5 i morgen. Hvem ved, om de har gjort alvor af Westerbergs sarkastiske joke: »Muligheden for, at vi turnerer med en sygeplejerske og en psykolog, er ikke helt udelukket.«”

”Det rene rockhjerte”

2. april 1991. Berlingske Tidende (3. sektion, Magasin)

Det var al ventetiden værd. Replacements spillede som var de verdens sidste rockband.

Så kom Replacements efter at have brændt alle sande rockelskere af ved indtil flere lejligheder. Og hvor var det dog al ventetiden værd endelig at få set disse arketypiske rock 'n' rollere affyre deres benede livtag med de allersmukkeste traditioner i rocken. For som Replacements spillede i Pumpehuset langfredag lignede det nemlig et band, der omsider havde fundet ro og rast uden at miste hverken gnist, glød eller intensitet på vejen fra helvedes forgård til den dør i rockhimlen de stod og bankede på i hver eneste takt under den mere end to timer lange koncert. Og som min sidemand så rigtigt bemærkede, har Minneapolisrockerne et sangkatalog, der nærmest spiller sig selv fordi alle deres sange er så indlysende perfekte klumper fra rockens gyldne åre. De spiller som før Rolling Stones gik i mentalt millionæreksil, som da The Who endnu havde charme og trods. Men de er en generation yngre og har oplevet og udlevet både Marc Bolans glitrende sensualitet og punkens anarkistiske ikonoklasme. Det er deres bagage og med den i hånden skriver Paul Westerberg sange med en bidsk fandenivoldskhed, der aldrig bliver afstumpet og brovtende, men som reflekterer livskunstneren forklædt som rockmusiker.

Følsomme og sarte ballader

Så er det han skriver sange som »Achin' To Be« om den ensomme og isolerede kunstnermyte, eller beske kærlighedssange som »Waitress In The Sky«. Følsomme og sarte ballader som »Skyway« og »Answering Machine« (der handler om, hvordan man (ikke) siger godnat til en telefonsvarer) og kosteligt geniale indfald som »Androgynous«, der er en elegant omskrivning af det klassiske tema om ikke at få nok på den dumme og være henvist til at gøre det selv... Vi fik vel alle de sange vi kunne ønske os, men Replacements lod det ikke blive ved det, for de spillede som om de ikke kunne lade være. »Requests«, opfordrede den strithårede stymper og bassist Tommy Stinson publikum til, »cigarettes«, bad Westerberg om. Sådan skulle det være; Der blev givet og taget af et godt og rent hjerte."