Link Wray og Jytte Borberg

Uden overhovedet at skele til nyhedstrekanten eller andre journalistiske virkemidler, følger her et vink eller to om en kommende dobbeltudgivelse, en åbning af et nyt spillested, en prismodtager og til slut en undskyldning.

For nu at gribe fat i det første af navnene i overskriften, så åbner folkene bag Jazzclub Loco på lørdag et nyt spillested i Strandgade 14, nærmere bestemt i Den Rodske Gård, på Christianshavn. Stedet er blevet opkaldt efter den amerikanske guitarrist Link Wray, der ligger begravet længere nede ad gaden. Siden sommerens jazzfestival, har Loco ligget underdrejet, foreningen har bogstaveligt talt været ved at synke, eftersom ”samtlige koncerter på skibet Stubnitz måtte flyttes på grund af manglende godkendelser fra myndighederne. Det gav et grimt underskud og tærede på energien”, som det hedder i Politiken. God vind.

I nævnte artikel, bliver Link Wray betegnet som en nærmest ukendt og ”hemmelig rock’n’roller”. Når det står så slemt til, vil herværende side gerne være med til at udbrede kendskabet. I 1964 fortolkede Wray Dylan på denne facon:

Året før sin død i 2007, stiftede forfatteren Jytte Borberg en pris i eget navn, der skulle gå til ”en dansk forfatter som anerkendelse og opmuntring”. På næste torsdag motiverer Kirsten Thorup, der er formand for prisens bestyrelse, hvorfor det tilkommer Jan Sonnergaard at modtage pengene i år for romanen, ’Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom’. Et fortjent klap på skulderen. Tillykke.

Et af leddene i Peter H. Olesens reklamefremstød for udgivelsen af langdigtet, ’Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland’, og digtsamlingen, ’Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne’, er en net-kampagne, som nu er nået til You Tube:

Til slut den undskyldning. Undertegnede blev bleg om næbbet, da han forleden skulle uploade radioprogrammet med Il Tempo Gigante til nettet. Enten er tjenesten vi linker til blevet hijacket eller også er vi blevet smidt på porten. Anyway, det er i øjeblikket ikke muligt at streame de seneste udsendelser. Vi pønser på en anden løsning. Mere om det senere.

Drikkeviser

Spørger man historikerne, så kan man spore drikkeviser tilbage til det 11. århundrede. I middelaldersamlingen Carmina Burana, der formentlig er mest kendt for opbyggelige digte og kærlighedssonetter, er der adskillige fuldemandskvad. Samtidig er der dog stor enighed om, at disciplinen selvfølgelig er langt ældre. De har bare ingen skriftlige kilder.

Så langt tilbage rækker denne signaturs iTunes-bibliotek ikke. ’Whiskey Heaven’ af Fats Domino, satte dog alligevel nogle tanker i gang, så her kommer en Top-10 over de mest afspillede sange om at drikke. Spørgsmålet er om de alle har den profil, som kendetegner en traditionel drikkevise?

1. Teenage Fanclub - Alcoholiday
2. Bessie Smith - Gimme A Pig Foot (And A Bottle Of Beer)
3. Jim Ford - Happy Songs Sell Records, Sad Songs Sell Beer
4. Kristin Hersh - Gin
5. Merle Haggard - Tonight The Bottle Let Me Down
6. Roosevelt Sykes - Devil's Island Gin Blues
7. Silver Jews - Punks In The Beerlight
8. Gil Scott-Heron & Brian Jackson - The Bottle
9. Nina Simone - Gin House Blues
10. Ray Sanders - Beer Drinkin' Music

Andre forslag bliver modtaget med kyshånd, da alkohol meget vel kan gå hen at blive et temaprogram i Mod Strømmen, når vi nærmer os den søde juletid.

"It Rains Jack Daniels All The Time…"

’Papirsklip’ af Kim Larsen, der blev omtalt i det forrige indlæg, er decideret filmmusik. Det er ellers ikke en genre, som denne bloggerkugle, på nogen måde har dyrket. Ikke hermed sagt, at der ikke er læssevis af film, hvor musik og billeder spiller særdeles godt sammen. Uden at dykke dybt i hukommelsen, så står brugen af Mott The Hoople’s ’All The Way From Memphis’ i en af de første scener i ’Alice Doesn't Live Here Anymore’ af Martin Scorsese, forbavsende klart. Ligesom introen i ’This Is England’ af Shane Meadows, der anvender Toots & The Maytals, ’54-46, That's My Number’, som baggrund for en række ubehagelige tv-billeder, også dukker op. Fælles for disse er dog, at de ikke er såkaldte ’original music scores’, men er taget ud af en anden kontekst.

Indenfor den seneste uges tid, har Fats Domino i tide og utide markeret sig i undertegnedes vågne timer. Vi kender det alle, når musikstykker og tekstlinjer kommer til os ud af det blå. I denne sammenhæng, har det tilmed vist sig at være et filmscore i ordets egentlige forstand, og så tilmed fra en slapstick-komedie, hvor Clint Eastwood spiller overfor en abe. På dansk fik den titlen ’Seje Bøffer og Hårde Bananer’ og var en opfølger til ’Bankekød Til Slemme Drenge’. Det er vist ikke værker, der bliver nævnt som de første, når talen falder på Eastwood. Nevermind. Hvorom dette handler, så optræder Fats Domino som Fat Domino med countrysangen ’Whiskey Heaven’.

”You know the sun never shines in Whiskey Heaven
It rains Jack Daniels all the time
There's a price you pay, hangovers everyday
Flyin' high with honkey tonk angels in Whiskey Heaven”

"Utallige klip går igen og igen…”

Ingen unødige opgaver i dag. Hovedet og papiret er tomt. Prøv alligevel at lytte til ’Linda Let Me Be The One’, der er et outtake fra Bruce Springsteen’s ’Born To Run’ fra 1975. Og hvis det ikke er et alt for højt krav at stille, så tænk samtidig på Kim Larsens ’Papirsklip’

'Bad Finger Boogie'

The Iveys var de første non-Beatles, der indspillede for Apple Records. Singlen ’Maybe Tomorrow’ udkom sidst på året 1968. Selvom nummeret fik rimelig succes, var det som om, at bandnavnet ikke rigtig fængede. Man kunne forveksle det med The Ivy League og det var sandsynligvis også en kende for banalt til datidens musikscene.

John Lennon havde flere forslag; 'The Glass Onion', 'The Prix' og 'The Cagneys', mens Paul McCartney, mente de skulle hedde 'Home'. Efter temmelig megen diskussion, nåede de frem til, at orkesteret skulle opkalde sig efter en tidlig arbejdstitel af 'With A Little Help From My Friends', der var blevet kaldt 'Bad Finger Boogie', fordi Lennon havde komponeret det på klaver med kun en finger, efter at have beskadiget sin hånd. Og det var så historien om, hvordan elefanten fik sin lange snabel eller i det mindste, hvorfra Badfinger fik sit navn.

Henvisninger

Først et link til et ungt rockband på landevejen. Det drejer sig om en fotoserie af Rikke Luna Filipsen, der skildrer en arbejdsdag med Thee Attacks. Strækkende sig fra øvelokalet i København, som det i hvert fald indtil for ganske nylig delte med Baby Woodrose, og til en koncert i Musikcafeen i Aarhus.

Derpå en henvisning til en velskrevet introduktion til Creedence Clearwater Revival og dets plads i den amerikanske rockmytologi.

”They were the flesh and blood link between the first wave of rockabillies and rock 'n' rollers in the '50s, the first wave of garage bands in the '60s, and the first couple waves of American punks who saved rock 'n' roll from itself in the '80s. If you don't see the continuum between Elvis, Carl Perkins, Chuck Berry, Little Richard and Bo Diddley on one side and The Replacements, Blasters, Minutemen, X and Uncle Tupelo on the other ... well, that's why I'm here.”

Sidst, men ikke mindst, så husk, at det er i dag, at tredags-festivalen, A Scream In The Dark 2, begynder i Ungdomshuset, Dortheavej 61, NV.

’Dom Kan Inte Höra Musiken’

Enhver sammenligning med californiske X er et kompliment. Og det er måske det orkester, som Masshysteri fra Umeå i det nordlige Sverige, minder allermest om. Især de effektive harmonier og interaktionen mellem kvinde/mand, emmer lagt væk af X. Ellers er det fundamental og vanvittig iørefaldende punkrock kvartetten spiller.

Undertegnedes interesse blev for alvor vakt, da Thomas Løppenthin, fra det hedengangne københavnerband The Unit, stadig aktiv på plademærket Play/Rec, var med i sidste uges udgave af radioprogrammet Mod Strømmen (find udsendelsen til højre på denne side). Masshysteri debuterede med ’Var Del Av Stan’ i 2008, der for et par måneder siden blev fulgt op af pladen med den håbefulde titel ’Masshysteri’. Herfra det, der i visse kredse går under betegnelsen et killer-track, ’Dom Kan Inte Höra Musiken’. Plus ’Johnny B. Goode’, som bandet har for vane at spille live.

Il Tempo Gigante i Mod Strømmen

Il Tempo Gigante har en størrelse der er svær at fange. Når hovedmanden Rolf Hansen i november supporter århusianske Under Byen ved tolv koncerter i det ganske land, bliver det som soloartist med elektrisk guitar, lap-steel og loopstation. Næste gang er bandet måske fire eller otte på scenen. I juni kom debutpladen ’Lost Something Good’, der har været et par år eller tre undervejs. Det er et album, der stikker i forskellige retninger, og man går nok ikke helt bag om dansen ved at nævne navne som Arcade Fire, Beirut og Bright Eyes som inspirationskilder. Men igen, ’Lost Something Good’ er flyvsk i ordets bedste forstand. Lad os slutte med anmelder Klaus Lynggaards opsummering i Information:

”…disse elegant spindelvævsagtige kompositioner befinder sig på allerhøjeste niveau, fulde af melodisk slidstyrke i al deres tyste intensitet. Skønheden er i højsædet, men ikke uden torne, og mange af de fascinerende skæve arrangementer modarbejder blidt, men bestemt ansatserne til skønmaleri.”

Lyt med nu på torsdag, d. 14. oktober på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid, kl. 18-20, når radioudsendelsen Mod Strømmen får besøg af Rolf Hansen.

Solomon Burke (1940-2010)

”Is Arthur here? Is Joe here? Where’s Solomon? I see Don coming in now, and Ben
E’s with him”

Klassisk soul anno 1968. Don Covay åbner ’Soul Meeting’ med ovenstående spørgsmål. Efter Solomon Burkes død i Amsterdams Schiphol lufthavn tidligere i dag, er der kun Ben E. King og Covay selv tilbage fra The Soul Clan. Hvil i fred, store mand.

Lennon

Lunefuld og stenet.

Da redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen i begyndelsen af året, gav et bud på de bedste plader fra 2000-2009, var den maskerede Liverpool-kvartet Clinic’s ’Internal Wrangler’ fra 2000, nærmest en selvfølgelighed. Den efterhånden 13 år gamle gruppe, udsendte i den forløbne uge dets sjette album med den rammende titel ’Bubblegum’. Det er charmerende post-punk avantgardepop med klare referencer til 1960’erne, men Clinic kan mere end deres paternoster. Det er et klarttænkende orkester, der formår at genopfinde fortiden i dets eget skæve billede.

Den akustisk-baserede førstesingle og åbningssang, ’I’m Aware’, der sine steder minder om Stereolab, afstikker egentlig tonen for, hvor Clinic befinder sig musikalsk for tiden. Der bliver lagt en behagelig, tilbagelænet og stenet kurs, der fortsætter i titelnummeret og i den sårbare kærlighedssang ’Baby’. Med ’Lion Tamer’ vender gruppen tilbage til det velkendt vrængede udtryk, som man kender det fra fx ’The Witch (Made to Measure)’ fra det forrige album, ’Do It!’. Den afsluttende ’Orangutan’ og ’Forever (Demis’ Blues)’ kan man i en hurtig vending kalde ligesindede, selvom tilgangen kan forekomme en anelse mere trippy. Det er ret beset først i den talte ’Radiostory’, der er kraftigt påvirket af ’The Gift’ af Velvet Underground, at gruppen betræder nyt terræn.

En foreløbig konklusion efter et par gennemlytninger, kan med en lettere parafrase over vokaldouen Billy Jones og Ernie Hare’s hit ’Does The Spearmint Lose its Flavor On The Bedpost Overnight?’ fra 1924, derfor lyde, at smagen af ’Bubblegum’ tager til dag for dag.

Her interview og liveoptræden fra BBC 6

Jeff Starship

"Joey was calling himself Jeff Starship then and hanging out with weird people from the Village. My brother was a real hippie in those days. He used to walk around with no shoes on, and he went to San Francisco, and he hung out with real hippies."

- brdr. Jeffrey Ross Hyman og Mitchell Hyman a.k.a. Joey Ramone og Mickey Leigh, ca. 1955. Tekststykket stammer fra ’Please Kill Me’ af Legs McNeil og Gillian McCain.

Naturbillede, Sjælland. Efterår.

”Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle,
det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle.

Velkommen i vor grønsværsstol
blandt grøftens brombærranker!
O, det gør godt at slikke sol
igen på disse banker!

Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alleens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde.

Vel! Ræk mig da, o efterår,
en gravensten, som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager.

Og bag mig, sol, og blød mig, regn!
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombærhegn
med plovmuld under fødder.

Og det er al den jord, jeg har,
og alt hvad jeg begærer.
Jeg håber, det går an, jeg ta´r,
hvad mine såler bærer.”

- Ludvig Holstein. Fra digtsamlingen ’Løv’, der kom i 1915. Holstein blev født ind i en grevefamilie og voksede op på det sydsjællandske gods Langebækgård.

’Det lysner over agres felt’ er sat i musik af Harald Balslev i 1922.

The One And Only Performance

Uropførelse af ’Sherry Darling’ under indspilningen af 'Darkness On The Edge Of Town'. Som det nok er de fleste bekendt, kom sangen først med på 'The River'. Klipppet er fra 'The Promise: The Darkness on the Edge of Town Story', der er på gaden i midten af november.

Shoot From The Hip # 5 (2010) i Mod Strømmen

Ugens udsendelse i Mod Strømmen er bygget op omkring et par velkendte piller. Der er intet tema, ingen regler, bare den musik, som værterne finder relevant i det givne øjeblik.

Lyt med torsdag, d. 7. oktober, mellem kl. 18-20, på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.