Sætliste og autograf

Shoot From The Hip #4 (2017). Playliste 19. oktober

1. Captain Beefheart & His Magic Band - Long Neck Bottles (1972)

2. Pere Ubu - Howl (2017)

3. Pagans ‎- Little Black Egg (1979)

4. Hüsker Dü - Green Eyes (1985)

5. Opal - Happy Nightmare Baby (1987)

6. The Dream Syndicate - 80 West (2017)

7. Redd Kross - Bubblegum Factory (1990)

8. Big Mess - Counting on U (2017)

9. Ed Kuepper - Also Sprach The King Of Euro-Disco (1986)

10. Crime & The City Solution - Hunter (1988)

11. Mick Harvey - Sonny Boy (2012)

12. Holm - At Least… (2016)

13. The Rolling Stones - Under My Thumb (1966)

14. Bob Dylan - Love Sick (1997)

15. Tom Petty - Honey Bee (1994)

16. Tom Petty & The Heartbreakers - Southern Accents (1985)

17. Tom Petty & The Heartbreakers - Hope You Never (1996)

18. Elevatorfører - En Af Os (2016)

19. Monster Magnet ‎- See You In Hell (1998)

De 179 bedste sange med The Clash

Endnu engang har The Vulture taget livtag med et orkesters samlede værk.  Bill Wyman, og nej, jeg tror ikke, at dét er dén Wyman, rangerer udførligt The Clash bedste sange herunder. 

Note til mig selv. Før og efter Ifriqiyya Électrique. Global, d. 14. oktober 2017

Før:

1. Holden - Madrid

2. Nimco Jamaac - Buuraha U Dheer

3. Orchestra De La Paillote - Kadia Blues

4. The Grateful Dead - Franklin's Tower

5. Bob & Earl - Harlem Shuffle

6. Talking Heads - Air

7. Hassan Hakmoun & Adam Rudolph - Ma'Bud Allah

8. De Frank & His Professionals - Psychedelic Man

9. Four Tet - No More Mosquitoes

10. Big Sambo & The House Wreckers - The Rains Came

11. Himmelrum - Symphisodon/Kongeblå

12. XTC - This Is Pop

13. Širom - Maestro Kneading Screams Of Joy

14. The Rangoons - The Bath Of Rangoon Island

Efter:

1. Divine Horsemen - Voodoo Idol

2. Sidney Owens & The North South Connection - Sputnik

3. Ali Mohammed Birra - Awash

4. Trevor - Dickman-Jones

5. Andrés Landero - Busca La Careta

6. Bargou 08 - Tarjaachi Layem

7. Eddie Hazel - California Dreamin'

8. Jacques Dutronc - Hippie Hippie Hourra

9. The Lijadu Sisters - Come On Home

10. Super Kid - People

11. Morphine - You Look Like Rain

Ifriqiyya Électrique, Hypnopazūzu, Robyn Hitchcock og alt det andet

Fælles for navnene herover, er, at jeg har indløst koncertbillet til dem alle. Når gadefesten til fordel for Jan Sonnergaards Mindelegat, begynder at gå på hæld i aften, tager jeg min cykel ud til Global. Fransk-tunesiske Ifriqiyya Électrique spillede på årets Roskilde Festival. Men da det foregik sent natten mellem torsdag og fredag, og Global allerede havde annonceret dem til efteråret, valgte jeg at vente til de mere intime rammer ude på Nørre Allé. I aften er ventetiden forbi. Gruppen tager udgangspunkt i det urgamle Banga-ritual fra den tunesiske del af Sahara-ørkenen. Et ritual, man kan sammenligne med gnawamusikkens rolle i Marokko. Ifriqiyya Électriques moderne take involverer dog både elektrisk guitar og elektroniske beats en mas.

John Darnielles The Mountain Goats stiftede jeg bekendtskab med i midten af nullerne, hvor de udsendte det fremragende album, ’We Shall All Be Healed’. Siden da, har jeg fulgt deres pladeudgivelser on and off, og gravet lidt i bandets tidlige mere lofi-prægede katalog fra halvfemserne. For mig er det dog stadigvæk ovennævnte udgivelse, der står stærkest. The Mountain Goats spiller i Pumpehuset i morgen aften.

På onsdag kommer The Dream Syndicate forbi Lille Vega. Hvis det ikke havde været for Peter Perretts formidable ’How The West Was Won’, ville The Dream Syndicates ‘How Did I Find Myself Here?’, så klart være 2017s bedste comeback-plade.

Fredag skal jeg til kirkekoncert i Berlin. Hypnopazūzu anede jeg ikke eksisterede, før jeg blev inviteret med. Medlemmerne af duoen havde jeg dog hørt om før. Det drejer sig nemlig om Youth fra Killing Joke og David Tibet fra Current 93. I 2016 udkom albummet, ’Create Christ, Sailor Boy’, som jeg har noget tid til at få hørt ordentlig igennem, inden jeg sætter mig til rette i Apostel Paulus Kirche.

Lørdag gælder det så Robyn Hitchcock:

”Robyn Hitchcock ist eines dieser unsäglich-unterschätzten Inspirationsmomente der transatlantischen Musikgeschichte. Denn nachdem Hitchcock vor über 40 Jahre von Cambridge, UK aus mit seiner ersten Band The Soft Boys den Post-Punk psychedelisierte (und somit eine ganze Generation von amerikanischen Bands zum Paisley Underground inspirierte; just to name The Dream Syndicate, Green on Red und Rain Parade), findet in seinem eigenen Songwriting eine immer explizitere Auseinandersetzung mit Roots und Americana statt.”

Her Robyn Hitchcocks og Graham Coxons version af Syd Barretts ‘Octopus’, som d’herrer har indspillet til en ny BBC tv-serie, der er bygget over Philip K. Dicks ‘Electric Dreams’.

'Octopus' from Channel 4's Electric Dreams from johnnydaukes on Vimeo.

Plakaten er af Martin Pale.

HVASS. Playliste 12. oktober 2017

1. HVASS - Ode To Nightlife (2017)

2. Serge Gainsbourg - Les Goémons (1962)

3. Leonard Cohen - Teachers (1967)

4. Crime & The City Solution - The Shadow Of No Man (1989)

5. Jerry Goldsmith - The Captive (1974)

6. Rued Langgaard - Vanvidsfantasi (fremført af Bengt Johnsson) (1984)

7. Bohren & Der Club Of Gore - Midnight Black Earth (2002)

8. Deafheaven - Dream House (2013)

9. HVASS - Shine Bright (2017)

10. Suicide - Diamonds, Fur Coat, Champagne (1980)

11. RAFF - Self Control (1984)

12. Stelvio Cipriani - Un'ombra Nell'ombra (1979)

13. Bande De Los Apaches - Go For Broke (Rescue Mission)(2015)

14. The Brazierlights In The Window - Tænk At Hun Kan Sige Det Højt (demo) (2017)

15. Bob Dylan - Ballad Of A Thin Man (1965)

Foran Floß på lørdag

HVASS i Mod Strømmen

“A calypso infused mescal. Gothic noir rock and instinctive post punk, that belongs to a desert shootout death scene.”

- således har Sebastian Hvass selv beskrevet HVASS’ musik i et interview.

Jeg kan måske følge ham lidt henad vejen. Da jeg hørte bandet i slutningen af august på H15 i Kødbyen, strejfede de australske vidder mig. Hvis skudduellen foregår langt pokker i vold ude i den australske ørken, så er jeg med. Nick Cave var også i mine tanker, han må repræsentere postpunk. Hvad angår den beduggede mecal-calypso, så tænkte jeg slet ikke i de baner. Muligvis var der en lille smule gothic noir rock, uden jeg dog umiddelbart kan sætte fingeren på, hvor det element eksakt kom ind.   

Koncerten var HVASS første i år. Udgivelsen af den nye plade, ’Nightlife’, skulle der gøre stads af. Det blev der også. Spines og Leisure var inviteret med, men denne aften, var det dog HVASS improvisationer og brug af et gammelt klaver, som gav bandet en skøn organisk lyd, der fangede min opmærksom. De spillede også et Dylan-nummer.

Sebastian Hvass har udtalt, at i forhold til de to tidligere ep-udgivelser, så er ’Nightlife’, et mere bandbaseret album. Det slipper dog ikke helt en konceptuel idé, som også var en del af fundamentet på de første plader. Nu drejer det sig om at udforske selvet, også de grimme sider. Altså undersøge ting, der er/kunne være latent til stede. Dybdepsykologien må jeg vist overlade til bandet, når de kommer på besøg på torsdag, d, 12. oktober.

Stil ind, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream,

’Nightlife’-albummet fra i år

Man skal ikke stole på alt, der står i aviser. (Efterårsblues #1)

Kommunikation er ikke, hvad kommunikation har været. Og slet ikke, når man kun kommunikerer gennem den husstandsomdelte lokalavis Christianshavneren. Jeg var alt for hurtigt ude på Facebook tidligere i dag, da jeg fortalte, at Radio Bluestime var gået på ferie. Det var de ikke, viste det sig, da jeg tændte for radioen, kl. 18.00. Ifølge Kulturstyrelsen forordning er Christianshavns Kanal forpligtet til at sende i de tildelte timer. Ikke noget med genudsendelser. Da jeg forleden læste Christianshavneren noterede jeg mig, at Bluestime i deres faste annonce med alt om, hvad der sker i udsendelsen en måned frem, havde skrevet, at de var gået på efterårsferie og først var tilbage igen d. 6. november. Den gik jeg og gnaskede lidt på, før jeg besluttede mig for at sætte et program sammen til i dag. Det var ligeledes en god mulighed for, endnu engang at få nævnt støttefesten til fordel for Jan Sonnergaards Mindelegat, der foregår i Larsbjørnsstræde, nu på lørdag, d. 14. oktober, mellem kl. 15 - 21, tænkte jeg. Sådan blev det ikke. I hvert fald ikke på liveradio.

Udsendelsen, jeg havde skruet sammen, var dog en såkaldt forproduktion:

1. Kamasi Washington - Knowledge

2. Martin Hall - Greed

3. Laraaji - Change

4. Jack Cooper - North Of Anywhere

5. Quicksilver Messenger Service - Long Haired Lady

6. Papir - V.III 

7. Red Lama - Post Optimism

8. Uffe Lorenzen - Flippertøs                           

9. Niels Skousen - Ikke Mere At Vente På

10. Nicolaj Stochholm - Vanessa Paradis

11. Ifriqiyya Electrique - Laa La Illa Allah

12. Mickey Newbury - The Future's Not What It Used To Be

13. Hvass - Suncrasher

14. Hvass - Bended Spoons

BH Surfers

At Butthole Surfers kom til at hedde Butthole Surfers var lidt af en tilfældighed. De havde tidligere optrådt under navne som The Dick Clark Five, Nine cm Worm Makes Own Food, The Vodka Family Winstons, Ashtray Babyheads, Ed Asner Is Gay, Fred Astaire's Asshole, The Right To Eat Fred Astaire's Asshole, The Inalienable Right To Eat Fred Astaire's Asshole mv. Ved deres første betalte show, kunne koncertarrangøren ikke huske, hvad bandet hed. Han offentligjorde dem desårsag under en af deres sangtitler, ’Butthole Surfer’. Navnet har siden givet en række problemer, fordi spillesteder, aviser og radio- og tv-stationer har ment, at det overskred almindelig pli.

For et par måneder siden oplyste Butthole Surfers, at de er gået i studiet for at indspille opfølgeren til 2001-albummet, ’Weird Revolution’.

Her et par klassiske koncert-posters

Flemming Borby og Jens K. Playliste 5. oktober 2017

1. Labrador - I Love You My Way (2002)

2. The Carpenters - (They Long to Be) Close To You (1970)

3. The Bleeder Group - Lovers Anonymous (2004)

4. Labrador - Air Labrador (2004)

5. John Barry ‎- Midnight Cowboy (1969)

6. Before - Sister Culture (1983)

7. Labrador - Sad & Done (2004)

8. Knud Odde - I Zahrtmanns Have (2017)

9. Tom Petty And The Heartbreakers - Louisiana Rain (1979)

10. Living Sign - As Time Goes By (1984)

11. Jens K - Selvlysende September (2013)

12. Labrador - Loveletters (2009)

13. Scott Walker - It's Raining Today (1969)

14. Peter Laugesen & Singvogel - Dobbeltregn (2005)

15. Labrador - I Am Maybe Not What I Am (2012)

16. Link Wray - Rumble (1958)

17. bob hund - Popsång (Mot Min Vilja) (2011)

18. The Ghost Brother Project - The Gospel (2014)

19. John Mogensen - Kom, Kom Til Klondike (1967)

20. Flemming Borby - Chelsea (2017)

Husk Soja. Resten af året...

Nyt fra Bed Wettin’ Bad Boys

Australske Bed Wettin’ Bad Boys har ikke ladet høre fra sig i en rum tid. For et par timer siden meddelte deres pladeselskab, ’R.I.P. Society Records’, at Sydney-kvartettens andet album, ’Rot’, rammer gaderne d. 10. november.

Her et par skudsmål fra Mod Strømmen Best Of-lister 2013 af Bed Wettin’ Bad Boys debut-lp, ’Ready For Boredom’:

”I en pladebutik i Berlin, pegede en god ven på denne plade og sagde, at jeg skulle købe den. Det sked jeg højt og flot på, men måtte så efterfølgende konstatere, at han havde ret, og så bestilte jeg den fra selvsamme butik, da jeg kom hjem til København. Bag det fjollede navn og grimme pladecover, gemmer sig et australsk rock/punk band, bl.a. med et medlem fra Royal Headache, som er ét af mine absolutte favoritbands for tiden. Det her er også imponerende stærkt!”

- Jan Damage Petersen

”En plade der på ingen måde skilter med på ny at have opfundet rockmusik. Men det er da også fløjtende ligegyldigt, når man kan stjæler med arme og ben fra Replacements, Only Ones og glam rock, og når sangskrivningen som her bare er helt i top. Og så den der snottede vokal, som det meste af pladen lyder så presset. Det er et fedt album”

- af Thomas Løppenthin

’Plastic Tears’ fra den kommende plade, lyder umiskendeligt som Bed Wettin’ Bad Boys…

Flemming Borby og Jens K i Mod Strømmen

’Hell Is Too Far’, hedder Flemming Borbys nye plade, der kom på gaden, d. 1. september. Albummet er indspillet i Berlin med hjælp fra folk, som blandt andet har turneret og indspillet med Tindersticks, Moby, Debbie Harry og L7. Hvis éns langtidshukommelse ellers fungerer, så husker man måske Borbys navn fra The Poets, Greene og Labrador. Tre mere eller minde toneangivende bands fra den danske indiescene fra firserne, halvfemserne og nullerne. Siden da har Borby helliget sig det tyske marked. Han er bosat i Tyskland, hvor det er blevet til et utal af koncerter. Ikke bare i den tyske hovedstad, men ud over det store land mod syd.

Jens K er efterhånden en gamle kending af Mod Strømmen. Jeg vil derfor ikke gå i detaljer med hans meritter, her og nu. Bare fortælle, at Flemming Borby og Jens K har slået pjalterne sammen, så at sige. De optræder sammen, hvor de hver især spiller deres egen sange. Senest på spillestedet 5e i Den Brune Kødby, mandag aften. Hvordan idéen til det samarbejde opstod, kommer vi formentlig til at høre mere om i udsendelsen. Borby producerer iøvrigt Jens Ks kommende plade, den første siden ’Sekunder Overalt’, der udkom i 2013.

Stil ind, kl. 18.00, torsdag d. 5. oktober, på enten på 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream. Mange tak.

Foto: Michael Marquard Lund fra 5e, mandag aften.

“The Greatest Rock Move Ever”. Mike Scotts yndlingsøjeblikke med Keef.

Mike Scott har skrevet en ode til Keith Richards. Den hedder ’Mister Charisma’, og er at finde på den nye Waterboys-plade, ’Out Of All This Blue’. Scott har i den anledning fortalt magasinet PopMatters:

“I greatly admire who Keith has become over the years as a man and a spirit. But my song says ‘Please, mate, can you make the news these days with a killer riff or a beautiful song rather than by slagging Sgt. Pepper or coming up with newsworthy trivia?”

Samtidig har Mike Scott fået lov til at udvælge sine fem favoritøjeblikke med Richards. Kutymen plejer ellers at være en artikel om den interviewedes fem yndlingsplader. Her følger introen til det, Scott kalder,”the greatest rock move ever…”

“May 1968. The Stones film a promo for their new single “Jumping Jack Flash”. Mick wears war paint, Brian’s face is pancake green, Charlie’s bored and Bill’s mysterious. Meanwhile, Keef has discovered the all-time greatest rock’n'roll facial expression, a puckered-lip pout that transmits defiance, hedonism and the way his guitar riff sounds all at once. The camera catches it four, maybe five times and you can imagine the director shouting “Yeah, that face, get that!”

For the first minute and a half, the film is all close shots, claustrophobic, thrilling. Then the focus widens and we see Mick is dancing in front of the band. Behind him, while he sings “And I frowned” in the third line of the third verse, Keef busts the greatest rock move ever. It has four components: he yanks his arm back while striking a guitar chord; he ducks; he turns to his left, and he throws that puckered-lip pout again. In a single second, he defines rock’n'roll for all time as a sound, a dance, and an attitude.”

Læs hele artiklen fra PopMatters her. God fornøjelse på tirsdag