'(This) Perfect Day'

’September Sigh’

Kølige morgenstunder, høj og klar blå himmel. Edderkopper og bugnende frugttræer. September i Danmark. Middeltemperatur 12,7°, gennemsnitligt nedbør 73 mm., soltimer 128. I forne tider blev september kaldt fiskemåned og hvis vejret var godt på Sankt Ægidius (1. september) ville det være det resten af måneden. På Jomfru Marias fødselsdag (8. september) begynder fuglene at trække mod syd.

Et sted på nettet, kan man givetvis finde en fortegnelse over septemberdigte og -sange. Det bliver ikke i dag. Vi nøjes med One-Eyed Mules smukke akustiske folkballade ’September Sigh’, der åbner ’Drifting to a Happy Place’ fra i år.

Ude til højre, er der et link til den radioudsendelse, som vi lavede med One-Eyed Mule i juni. Indenfor de seneste uger, er der kommet endnu et par programmer til, nemlig Kandy Kolored Tangerine og Emma Acs. Værsgo.

The Grand Ole Opry genåbner

I går var det femårsdagen for, da Hurricane Katrina var på sit højeste over New Orleans. Anledningen brugte en anden af USA’s musikinstitutioner, radioudsendelsen The Grand Ole Opry, til at fortælle, at de nu er ved at være så langt fremme med genopbygningen af The Grand Ole Opry House, efter de massive oversvømmelser, der var forårsaget af, at Cumberland River i maj løb over sine bredder, at man vil genoptage live-transmissionerne allerede i slutningen af september.

The Grand Ole Opry har om noget været grunden til at Nashville, har kunne kalde sig ’The Music City, USA’. Programmet begyndte i 1925 og har sendt en gang om ugen siden. De første år var præget af de hvide landarbejderes form for countryblues eller hillbilly, som det rettelig hedder. Senere kom western swing og bluegrass til, mens radiolytterne i årene efter Anden Verdenskrig blev præsenteret for honky-tonk med Ernest Tubb og Hank Williams.

I 1960'erne forfægtede udsendelsen sit fastsnørede og konservative image. En bemærkelsesværdig undtagelse var dog The Byrds, der i marts 1968, var i byen for at arbejde på albummet, ’Sweetheart Of The Rodeo’. Til Gram Parsons erklærede begejstring entrede bandet scenen, men blev mødt af spottende tilråb, der hurtigt tiltog i styrke og gik over i ”tweet, tweet”. Helt galt gik det, da The Byrds brød med konventionen og i stedet for at spille Merle Haggard’s annoncerede ’Life In Prison’, gik i gang med Parsons’ ’Hickory Wind’.

Thee Attacks i Mod Strømmen

”Thee Attacks are a mod-looking four-piece from Aalborg in north Denmark. Soulful vocals complement a '65-era Townshend guitarist, who whacks out Have Love, Will Travel-style riff after riff. So good - and with no covers - they'll easily move beyond the garage and could crossover to become a successor to The Hives. Primitivist über-producer Liam Watson is here and smiling along.”

- koncertanmeldelse af Kieron Tyler, Mojo Magazine.

Hvorfor mon det altid er mere interessant at læse en anmeldelse af et dansk band i et udenlandsk magasin?. Ålborg-orkestret Thee Attacks, der nu er bosiddende i København, ses herover sammen med nævnte Liam Watson (manden med tasken, jævnfør forrige indlæg, måske den også har en historie?), som tog sig af lyden på gruppens albumdebut, ’That's Mister Attack To You’. Det skete på analogt udstyr i hans London-studie, Toe Rag, der blandt andet rummer en original mixerpult fra Abbey Road-studierne. Anmeldelsen siger vel næsten det hele.

Der er ganske enkelt, al mulig grund til at lytte med på radioprogrammet Mod Strømmen, når Thee Attacks kommer forbi, torsdag d. 2. september, kl. 18-20, på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.

S.T.P. / Selvmedicinering

”She’s back home in Switzerland with Anita man…, and they’re gonna stay there. I don’t want to have to be looking after anybody else. Not on this tour”

- Keith Richard om sin nyfødte datter, et par dage før The Rolling Stones tog på USA-turné i 1972. Bemærk håndbagagen, en lægetaske, som han, ifølge Robert Greenfield, forfatter til bl.a. ’Stones Touring Party. A Journey Through America With The Rolling Stones’, ikke lod ude af syne i længere tid den sommer.

Upbeat uskyldighed

The Magic Kids’ retro-pop debutplade, 'Memphis', minder om så meget, at den i sidste ende går hen og bliver forholdsvis original. Bubble-gum, Devo, The Beach Boys, Belle & Sebastian og idealiserede teenagefantasier er umiddelbare og udmærkede pejlemærker. Men der gemmer sig mere under den blåøjede overflade, end man i første omgang antager. På ’Cry With Me Baby’ lyder The Magic Kids nærmest som Jonathan Richman, når han synger doo-wop.

’Los Angeles, City Of The Doomed’

Foranlediget af kommentaren til forrige indlæg, fortsætter vi i samme spor. Efter Gene Clark’s solodebut i 1967, ’Gene Clark With The Gosdin Brothers’, indspillede han singlen 'The French Girl' / 'Los Angeles', der af ukendte årsager ikke blev udsendt. B-siden sætter dog to tykke streger under påstanden om, at Clark aldrig faldt til i Los Angeles. Beklageligvis har numret ikke været at finde de gængse steder på nettet, så det skal man opsøge fysisk på opsamlingspladen ’Flying High’ fra 1998.

Helt snydt for Gene Clark bliver I imidlertid ikke. Vi skal på et transcendentalt trip med titelsangen fra 1974-albummet, ’No Other’, der også blev nævnt i omtalte kommentar.

Væk. Langt, langt væk. Bare væk

’The Fantastic Expedition Of Dillard & Clark’ har vi anbefalet før. Ærindet er ikke det samme i dag, og dog, lp’ens første single ’Out On The Side’ fra november 1968, havde nemlig en fremragende b-side, der siden er blevet regnet som en af duoens mest slidstærke kompositioner. ’Train Leaves Here This Morning’ er i bund og grund en countryballade, som ligeså godt kunne være blevet indspillet af fx George Jones. Teksten er ligervis som skåret ud af country-håndbogen, storbyens selvbedrag, farlige kvinder og kvælende stemning. Gene Clark lagde aldrig skjul på, at han ikke faldt til i Los Angeles.

The Brazil Series. Bob Dylan udstiller

”Som billedkunstner fremstår Bob Dylan som en fænomenal iagttager, der ubesværet træder ud af rampelyset, så han både nøgternt og med en suveræn fornemmelse for maleriets muligheder kan skildre den almindelige såvel som ualmindelige hverdag. De fleste af motiverne er først hurtigt skitseret med blyant på det papir, han lige havde ved hånden, såsom papirposer, servietter eller tegneblokke. Tilbage i sit atelier har Bob Dylan derefter viderebearbejdet motiverne på lærred. Denne proces tilføjer et stærkt element af fortælling i billederne, hvilket også adskiller dem radikalt fra de øjebliksregistreringer, der kendetegner hans tidligere akvareller. Med denne nye udvikling knytter Bob Dylan sig til en figurativ tradition, der særligt inden for amerikansk maleri har holdt sig i live op gennem 1900-tallet trods avantgardekunstens forsøg på at aflive den. En tradition med rødder tilbage til malere som George Bellows og Thomas Hart Benton.”

- fra Statens Museum for Kunsts pressemeddelelse. Udstillingen ’The Brazil Series’ åbner, lørdag d. 4. september 2010.

Altmodisch, ja. Stakkels kunsthistorikere der skal lede med lys og lygte efter en tradition, isme eller bås, hvor der er plads til den gode Bob Dylan. Men er SMKs præsentation af Dylan’s værker en blåstempling? Det skal der nok være flere meninger om. Ord er der nok af.

Emma Acs i Mod Strømmen

Et spørgsmål vi vil prøve at få svar på, når Emma Acs besøger radioprogrammet Mod Strømmen på torsdag, er, om Yoko Ono har indvilget i give et skrig eller to fra sig på den kommende debutplade? Emma Acs har i al fald kontaktet hende. Ellers kan man formentlig forvente materiale fra det nye album, som bandet har haft småtravlt med at mixe her i august. Hvad angår inspirationer, så er der tegn på, at nogle af tressernes franske popdivaer, engelsk psych og mere eksperimentale New York-grupper, kan dukke op.

Lyt med torsdag, d. 26. august, mellem kl. 18-20, på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

Chicago’s Finest

Jeff Tweedy, Mavis Staples og Rick Holmstrom, fotograferet ved årets Lollapalooza Music Festival i Grant Park, Chicago, d. 6. august. Tweedy har produceret og skrevet en håndfuld numre til Staples’ kommende album, 'You Are Not Alone'. Her titelmelodien.

Tweedy har også selv indspillet en akustisk version. Anti-Records udsender pladen om en lille måneds tid.

Making History…

Howl Baby Howl med besøg af Anders Christensen, Adrian Aurelius og Mads Hyhne.

En rigtig guttermand (med beregnet risiko for at gå sportsjournalisterne i bedene eller bare at virke plat)

Fredag 20/8:

Fortscene:
20.00: The Hogliners (dk)
21.20: Moonless (dk)
22.40: Kamikaze Queens (d)
00.20: Glow Kit (dk)

Teltscene:
20.40: Black Pussy (dk)
22.00: The Defectors (dk)
23.20: The Nomads (s)
01.00: Baby Woodrose (dk)

Lørdag 21/8:

Fortscene:
16.00: The Hedgehogs (dk)
17.20: Mescalin, Baby (dk)
18.40: Black Magic Six (sf)
20.00: Thee Gravemen (s)
21.20: The Goo Men (n)
22.40: The Tremolo Beer Gut (dk)
00.20: Disgrace (sf)

Teltscene:
16.40: Vampire Blow (dk)
18.00: J. Tex & The Volunteers (dk)
19.20: De Høje Hæle (dk)
20.40: The Vanjas (s)
22.00: President Fetch (dk)
23.20: The Heavy (uk)
01.00: Navigators (n)

- Der er vistnok lagkage til alle, eftersom det er femte gang på ti år, at festivalen bliver afholdt.

MBEs

Kandy Kolored Tangerine i Mod Strømmen

Fra det radiovenlige ’Ready To Go’, over det drømmende på den nye single ’Baby Love’, til lange støj- og syrepassager. Københavnske Kandy Kolored Tangerine har ikke lagt sig fast på noget som helst. Debutpladen The Perfect Swell, der kom sidste efterår, fik en fin modtagelse. Det, til trods for, at anmelderne skød i øst og vest, når de forsøgte at indramme inspirationerne. Selv har bandet nævnt My Bloody Valentine, Blonde Redhead, Wooden Shjips, Skywave, Rachmaninoffs klaversonater og moderne kompositionsmusik.

Lyt med torsdag, d. 19. august, mellem kl. 18-20 (98.9 FM eller 98.8 Hybrid). Senere på aftenen spiller Kandy Kolored Tangerine sammen med The Foreign Resort og amerikanske Music For Animals på Loppen på Christiania.