Blogger Widget

tirsdag den 19. juni 2018

Collider besøger Tapetown Sessions


Det aarhusianske pladestudie Tapetown gør en dyd ud af nærvær. Både i musikken og den måde som produktionen foregår på. Stifteren Rasmus Bredvig, fortæller i et interview; ”Jeg vil gerne skabe følelsen af at man kan mærke bandet, der spiller – som i gamle dage. Så nerven kommer med, de små fejl – det er der man finder alt det gode.”

Én ting er selvfølgelig pladeproduktion, én anden er de såkaldte Tapetown Sessions. Jeg har ikke tal på, hvor mange orkestre, der har været forbi studiet for at lave en livevideo. Collider var vistnok forbi i forbindelse med Spot Festival. Her giver kvartetten den energiske førstesingle, ’Glockster’, fra deres kommende debutalbum, der såvidt jeg har forstået kommer til at hedde ’- > < -’, og er ude Escho snart.


mandag den 18. juni 2018

Summertime Blues #7 (2018)


Ferieafløsning. Mod Strømmen dækker frem til slutningen af august Radio Bluestimes sendetid på Christianshavns Kanal. Det sker hver mandag fra kl. 18.00 - 19.30.

I dag dykkede jeg ned i The Pop Groups YouTube-kanal, ‘The Pop Group Selects’ med undertitlen ‘A selection of cult favourites, new discoveries, influences and oddities.’

Dagens playliste:


fredag den 15. juni 2018

Roskilde 2018 med bookerne Thomas Sønderby Jepsen og Peter Hvalkof. Playliste 14. juni 2018


1. Širom - Just About Awake (2017)
2. Courtney Marie Andrews - Rough Around The Edges (2018)
3. Richard Dawson - Soldier (2017)
4. Sandunes - Nutterfly (2018)
5. Lekhfa - Nefsif Akli (2017)
6. Kedr Livanskiy - Ariadna (2017)
7. Nihiloxica - Endongo (2017)
8. Thee Oh Sees - The Dream (2011)
9. Madalitso Band – Mwadala (2018)
10. Sacred Paws - Strike A Match (2017)
11. Dona Onete - No Meio Do Pitiu (2016)
12. Rascacielos - La Próxima Curda (2013)
13. Ben Frost - Do You Want Me To Go? (2017)
14. Gamelan Salukat - Kedituan (live) (2018)


torsdag den 14. juni 2018

“Southern Canadian Girls, You Got Nothing To Lose…”


Den opmærksomme og indsigtsfulde læser vil vide, at der er noget galt med tekststykket herover. Okay, det er måske unfair overfor læsere, som ikke kender til Cheap Trick. Lad mig forklare, Cheap Trick-singlen ’Southern Girls’, der kom i 1977, er inspireret af møder med canadiske piger, som bandet havde truffet, når dét tog op over grænsen fra deres hjemstat Illinois. Den primære sangskriver Rick Nielsen kunne dog ikke få canadian til at passe ind i omkvædet. Det var ikke sangbart, som det vist hedder.

At sangen bare kom til at hedder ’Southern Girls’, har formentlig givet materiale til nogle misforståelser. Mange musikskribenter har over årene hørt nummeret som en hyldest til ’California Girls’ med The Beach Boys. Hvilket selvfølgelig ikke er helt ved siden af, men i så fald er det med et glamock-beat og noget mere udefinerbart guitarrock fra tresserne:


onsdag den 13. juni 2018

Roskilde 2018 med bookerne Thomas Sønderby Jepsen og Peter Hvalkof i Mod Strømmen


For fjorten dage siden, tog vi det første fjed i årets firetrinsraket op mod Roskilde Festival 2018. Her anbefalede den mere eller mindre faste redaktion musik fra samtlige verdensdele, bortset fra Asien og Antarktis. I sidste uge var Clarissa Connelly, der spiller på Rising, søndag d. 1. juli, på besøg. I morgen kigger Roskilde-bookerne Thomas Sønderby Jepsen og Peter Hvalkof forbi. Det fjerde trin bliver Motorsav, der har en tid mellem Ond Tro og Nyt Liv på Gloria natten til lørdag, d. 7. juli.

Men i morgen gælder det altså Roskilde-bookerne, Thomas Sønderby Jepsen og Peter Hvalkof. Mon ikke vi får sat kryds ud for endnu en verdensdel. Umiddelbart, kender jeg, nemlig til et par japanske acts, der optræder på festivalen, som én af d’herrer muligvis kunne finde på at spille. Hvalkof har i i mange år booket ”lokal musik derudefra”, som han selv har formuleret det et sted, mens Jepsen mestendels befinder sig indenfor hip-hop og det elektroniske.

Stil ind i morgen, torsdag, d. 14. juni, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

tirsdag den 12. juni 2018

Summertime Blues #6 (2018)


Ferieafløsning. Mod Strømmen dækker frem til slutningen af august Radio Bluestimes sendetid på Christianshavns Kanal. Det sker hver mandag fra kl. 18.00 - 19.30.

Med en dags forsinkelse, kommer spillelisten fra i går, hvor jeg så nærmere på plademærket Analog Africa. Jeg havde ikke tid til at lægge den ud i går, idet jeg er ved at optage de sommerudsendelser, der bliver sendt i juli og begyndelsen af august i Mod Strømmen. I går aftes var dj-kollektivet The Beat Mermaids forbi, hvor vi fik et program med den løse titel ’Pool-Party’ ned på bånd.

Gårsdagens playliste:


mandag den 11. juni 2018

”Hvis et træ falder i skoven, uden nogen er til stede, siger det så en lyd?"


- af Thomas Løppenthin

Med denne, lettere forvanskede, George Berkeley-head scratcher i baghovedet, kan jeg kun prise mig lykkelig for, at vi i lørdags var tyve betalende på Valby-spillestedet Underwerket. Uden vidner var denne aften formodentlig endt som en sær, kosmisk sæbeboble, til evig tid svævende i det uendelige rum.

På billedet herover, ser man blandt andre Chris Cacavas på Casio-keyboard, samt Peter Bonneman på guitar og Magnus Knudsen på bas. Magnus kender du måske fra blandt andet De Høje Hæle og Orcas, og Bonneman, ja, hvis du ikke er med, så slå ham lige op, hva’? Cacavas var i 80’erne founding member af legendariske Green On Red, som han forlod efter en håndfuld fremragende udgivelser. Sidenhen har han spillet med en myriade af ligesindede Paisley Underground-helte, og ikke mindst udgivet en halv snes fremragende soloplader. Hans seneste dog helt tilbage fra 2009, og solokoncerter er også en sjælden størrelse.

Anledningen til lørdagens særsyn var, at der skulle være pladereception for Robert Lee Cuffs ’All That Glitters At The Green Waste Mansion’, som den københavnske pladebutik Ooh Ahh Records udgiver. Bonneman og Magnus kom ind i billedet som hired guns, da Cuff, som til daglig bor i Los Angeles, manglede musikere til sit til lejligheden sammensatte band. Cuff og Cacavas er gamle venner, så Cacavas var hyret som både support og backing-musiker. Cacavas’ solosæt var blændende. Cuffs optræden var ”a moment in time”.

Robert Lee Cuffs ’All That Glitters At The Green Waste Mansion’ er ude nu på Ooh Ahh Records. Chris Cacavas’ kommende plade ’Love’s Been Re-Discontinued’, en companion piece til hans 2009-album ’Love’s Been Discontinued’, udkommer på århusianske Wouldn’t Waste Records til efteråret. Hvorefter Cacavas på ny drager på tour. Denne gang sammen med sin gamle ven Steve Wynn.

fredag den 8. juni 2018

Clarissa Connelly. Playliste 7. juni 2018


1. Clarissa Connelly - Why It’s Over (2018)
2. Madonna - Don't Tell Me (2000)
3. Collider - DG-Rock (2018)
4. First Flush - Juni Ved Min Side (2017)
5. Mike Oldfield - Foreign Affair (1983)
6. Shaolin Showdown - Coup De Grâce (demo) (2017)
7. Clarissa Connelly - Crushing Mountains (2015)
8. Cisser - Månelyde (demo) (2018)
9. Loiter - Haze (demo) (2018)
10. Kate Bush - Rocket's Tail (1989)
11. Clarissa Connelly - Blessing (2018)
12. Nooooooo Daylight - Creators In The Dark (live) (2017)
13. R. Stevie Moore - Answers (1985)
14. Clarissa Connelly - Faced Him And Gave In (2018)
15. Cocteau Twins - She Will Destroy You (1986)
16. Arthur Russell - Janine (2008)
17. Björk - Big Time Sensuality (1993)


torsdag den 7. juni 2018

Mimic Octopus og Collider. Klub Soja, d. 25. maj 2018


Jeg var lige ved at glemme, at jeg tog billeder ved det seneste Klub Soja-arrangement. Husk i øvrigt, at Collider spiller sammen med First Flush i Christianshavns Beboerhus i aften. Dørene åbner kl. 20. Det koster 70 spir.



onsdag den 6. juni 2018

GospelbeacH er aflyst


Jeg har faktisk gået rundt og glædet mig til at høre GospelbeacH i Ideal Bar, nu på mandag. Men det, er jeg åbenbart én af de eneste, der har. Koncerten er i al fald blevet aflyst på grund af manglende interesse, går jeg ud fra. Samme indifference finder man ikke på den anden side af Sundet. Bandet spiller nemlig dagen efter på Folk å Rock i Malmø, der ikke har problemer med at trække publikum til. Det er ikke første gang og helt sikkert ikke sidste gang, at det sker. For et par år siden, var jeg i Malmø for at høre Freakwater, der var på tour med deres fremragende comeback-plade, ’Scheherazade’. Selvom de overnattede og tilbragte det meste af deres tid i København, var der ingen spillesteder her i byen, der havde turde at binde an med deres dystre alternative countryrock. Den hjælpsomme og fornuftige læser vil selvfølgelig bare foreslå, at jeg tager til Malmø på tirsdag, mens den mere grove og ubønhørlige vil tilføje, hvis du er så forhippet på at høre GospelbeacH og ikke kan tirsdag, så kan du indfinde dig i Gøteborg lørdagen efter.

Nevermind, jeg får ikke hørt GospelbeacH i denne omgang. Spørgsmålet er om jeg nogensinde får hørt dem live?  Det skal imidlertid ikke forhindre mig i, kort at beskrive, hvad det er jeg går glip af. Allerførste går jeg glip af en flok undergrundsveteraner fra den amerikanske vestkyst, der spiller et blend af folkrock, solskinspop, countryrock, for ikke at nævne Paisley Underground og beslægtede stilarter. Et sted, har jeg set bandet beskrevet som softrock, hvilket må tilskrives en doven eller uvidende kritiker.

Jeg stod desværre først på bandet ved dets andet album, ’Another Summer Of Love’, der kom sidste år. I dag ville jeg ønske, at det var sket tidligere, fordi GospelbeacHs debutplade, ’Pacific Surf Line’, der blev udsendt i 2015, lige er den tand bedre. Jeg ved ikke om guitarist og sanger Brent Rademaker og trommeslager Tom Sanford, begge fra Beachwood Sparks, der havde skrevet alt materialet til debuten, før GospelbeacHs egentlige dannelse, var mere fokuserede, da de begyndte samarbejdet. Hvorom alting er, så virker ’Pacific Surf Line’ mere gennemarbejdet end det andet album. For at ende line-uppen, så fik Rademaker og Sanford nogle gamle venner med. Neal Casal fra Beachwood Sparks, samt Kip Boardman og Jason Soda fra The Watson Twins backing-band.

Fornyelig lagde GospelbeacH et nyt nummer ud. ’Dreamin’’, som det hedder, er indspillet under ’Another Summer Of Love’-sessionen, og læner sig op ad The Byrds-traditionen, med lignende vokalharmonier, jangle-guitarer, mellotron og hele balladen.


tirsdag den 5. juni 2018

Clarissa Connelly i Mod Strømmen


Der er optræk til noget stort ved årets Roskilde Festival. Normalt optræder Clarissa Connelly alene. Hvilket egentlig passer meget fint til hendes introverte, elektroniske folkpop. Jeg har haft en længere korrespondance med hende, eftersom det har været vanskeligt at finde en dato, hvor hun kunne besøge radioprogrammet. For at gøre en lang historie kort, så var de fleste af Connellys torsdage optaget, fordi der var booket tid til produktionsøvere, som det hedder i vore dage. Men hun går også fra at stå mutters alene med synth og backtrack til at spille med trommeslager, guitarist, keyboard og tre strygere. Noget af en forvandling, hvis du spørg mig. Det bliver interessant at høre, hvordan det store band forvalter Connellys mestendels spartanske udtryk. Det kan man opleve på Roskildes Rising-scenen, søndag d. 1. juli, kl. 18.30.

I april udkom Connellys andet album på Aarhus-lablet Brystet. Det hedder ’Tech Duinn’ og som debuten ’Come In Roses’ fra 2015, er det kun til at få på kassettebånd i fysisk format.

Her førstesinglen/-videoen ’De Novo’ fra ’Tech Duinn’:



Stil ind nu på torsdag, d. 7. juni, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 4. juni 2018

Summertime Blues #5 (2018)


Ferieafløsning. Mod Strømmen dækker frem til slutningen af august Radio Bluestimes sendetid på Christianshavns Kanal. Det sker hver mandag fra kl. 18.00 - 19.30.

På papiret hed dagens improviserede tema ’shitty, funky, stoney, weirdo stuff’. Om udsendelse så kunne leve op til disse kriterier, er en helt anden snak.

Dagens playliste:


lørdag den 2. juni 2018

Roskilde 2018. Playliste 31. maj 2018


1. Clarissa Connelly - Blessing (2018)
2. Sista Bossen - Sommarfågel (2017)
3. Holm - Hope (2018)
4. Lød - Fælled (2017)
5. Tan - It Will Never Be The Same (2017)
6. Madalitso Band - Fungo La Nyemba (2014)
7. Debo Band - Yachat (2016)
8. Nine Inch Nails - Sin (1989)
9. The Dwarfs Of East Agouza - Resinance (2016)
10. Dona Onete - Boto Namorador (2017)
11. Oh Sees - Drowned Beast (2017)
12. My Bloody Valentine - Map Ref 41°N 93°W (1996)
13. Motorsav - Hjerneflimmer (2017)
14. Richard Dawson - Weaver (2017)
15. Descendents - I'm Not A Loser (1982)
16. Nick Cave & The Bad Seeds - Cabin Fever (1984)
17. Four Tet - No More Mosquitoes (2001)
18. R.V.G - IBM (2016)
19. C.V. Jørgensen - Babylon (1988)
20. Sacred Paws - Rest (2017)
21. De Underjordiske - Sommerfrost (2018) 
                           
                                                                       

onsdag den 30. maj 2018

”I må altså ikke drikke det hele” eller ”P.J. Bonneman er noget af det bedste vi har i Rock-Danmark lige nu”


Reportage fra Spot-festival 2018. (Lørdag og jagten på musikken (2. del) + X Marks the Spot - vi finder musikken (3. del))

Hauge Marple, the retro graphics dude, central drivkraft i Klub Soja, hvor han blandt meget andet står bag plakaterne, medlem af The Rayguns mv., var i Aarhus for nogle uger siden. 1. del af Hauge Marples fortælling kan man læse herunder.

"Lørdag og jagten på musikken (2. del)

”Klokken ni er de midaldrende Power Rangers samlet i Royal Hotels glasdækkede restaurant til en imponerende morgenbuffet. Især bikube-rammen med honning og de små glas med portionsanrettet skyr vækker begejstring. Men vi når også forbi cremet røræg, skinke, bacon, den røgede laks, melonen, citrussalaten, ostene, croissanterne og kanelsneglene. Mellem madindtagelsen og de mange ture til kaffemaskinen, får vi kigget på lørdagsprogrammet, som vi oplever lidt tyndt og noget mindre overskueligt end morgencompleten. Vi bliver enige om at slutte dagen i samlet flok på TAPE, til dét, der ligner lidt af en punkfest. Så går vi hver til sit. Drongo skal arbejde på sit værelse, Rune skal i bad. Jacob Speake har et spillejob hos Østvinyl. Jeg vælger at gå mig en tur langs havnen. Dejligt at komme lidt væk fra centrum. Solen skinner, himlen er blå. Jeg har en plan om at nå ud og hygge lidt med Martin fra Route 66, der står og sælger plader på Aarhus Kræmmermarked. Klokken elleve når jeg frem. Pladsen vrimler allerede med glade, jyske familier på weekendtur. Efter at have snuset lidt omkring, finder jeg Martins bod. Han kvitterer straks ved at efterlade mig til at passe hele butikken, mens han smutter på wc. Oh shit! Det er en stor bod med masser af brugt vinyl og et fint udvalg af nye skiver. Jeg forsøger at se ud som om, at jeg har styr på det hele og går beslutsomt i gang med at skifte til side to af Barry Whites ’Greatest’, som har kørt på grammofonen. Men lige meget hjælper det, for jeg kan se flere jyske herrer, der har rodet alle pladekasserne igennem, nu sender mig mistroiske blikke og holder lidt ekstra fast om deres indsamlede vinylskatte. Det lykkes mig kun at sælge et genoptryk af en Østkyst Hustlers lp til en ung pige med MobilePay, mens de andre kunder kigger op i luften og lader som ingenting, indtil Martin vender tilbage. “Nå, hva’ så, er det dig, der kassemester. Kan jeg ik’ få en go’ samlet pris på de her?”

Halvanden time senere sidder Rune og jeg og steger om kap i asfaltovnen ved Volume-scenen. Vi er omringet af branchefolk, der taler alt for meget. Andet sker der ikke. Vi køber arepas, lækre venezuelanske fladbrød med kyllingefyld. Inspireret af latinostemningen, fortæller Rune, om sine mange salsature til Colombia. Men musik skal der til, så vi tekster med Drongo og mødes ovre ved Den Rå Hal for at give Abekejser en chance. Fem meget unge mænd, klædt somom de skal videre til en vinsmagning bagefter, står med to keyboards og en Moog, en guitar og et trommesæt. De kalder deres musik jazztronica af en eller anden grund. Rune lægger ud med at synes, at det er virkelig godt. Jeg lægger ud med at synes, at jeg ikke har set så mange selvtilfredse næserynk siden Moonjam. Men de er jo dygtige folk, de spiller lidt hip hop, lidt world, lidt progrock, lidt 80’er guitar, lidt Kraftwerk, men hovedsagligt en blanding af jazz og elektronika… ahaaa! Det var derfor. Nu synes Rune alligevel, at han har fået nok. Det er alt for ensartet og pænt. Vi går ned til åen, hvor vi stener og drikker bajere i et par timer.

Da vi mander os op til at bestige den musikalske hest igen, er det uden særligt held. Værst går det, da vi vover os ind i Scandinavian Congress Centers tørlagte Lalandia af en koncertsal til Gents. Bandets lyd er åbenbart inspireret af Thatcher-tidens mest affekterede new romantics og deres navn af engelske herretoiletter. Noget forfærdeligt udspekuleret pop. Det skal dog siges, at der var rigtig mange helt unge mennesker, der festede derinde, så lidt penge skal de nok tjene. Vores næste fejl, var at se The Attic Sleepers i Store Sal. Jeg tror, vi lod os lokke af de bløde stole. Det bedste, jeg kan sige om The Attic Sleepers, er, at deres navn er velvalgt. Men de skulle måske hellere, have gået med The Everywhere Sleepers. I forhold til deres musik er søvnen nemlig en kærkommen befrielse, uanset om man er på loftet, i kælderen, i spisestuen, eller i Musikhusets Store Sal. De begynder med noget dansksproget folk-dream-pop og bevæger sig søvngængeragtigt videre fra nummer til nummer. Uden egentlige højdepunkter og skift i melodi, bare en standardiseret skabelon og sangerens nasale stemme. Det virker åbenbart for dem i radioen, men efter fire-fem numre af liveshowet, begynder vi at kigge på hinanden med desperation i øjnene. Måske er det sådan det føles at gennemleve de første stadier af demens? Hviskende bliver vi enige om at skride efter næste nummer, selvom vi alle pludselig er ramt af en mystisk småborgerlig pinlighed over at gå før koncerten er færdig.


Efterfølgende bliver vi enige om at prøve én ting til inden vi vender tilbage til hotellet. Forledt af det fantasifulde bandnavn Motorique (fotoet herover, red) og et billede af forsangerenes flotte overskæg, bevæger vi os ned mod Volume igen. Jacob Speake er atter iblandt os, efter at have promoveret sin plade hele dagen. Dét fejrer vi med kølige drinks i solen, samtidig med, at vi glæder os til at høre et band med lidt kant og momentum. I Spot-programmet sammenlignes Motorique med Kraftwerk, Talking Heads og The Beach Boys. Ikke umiddelbart en jævning, der er let at forestille sig. Heller ikke for bandet, viser det sig. Men Motorique er dygtige og sjove, forsangeren med det flotte overskæg og forvokset Prins Valiant-frits optræder i et sennepsfarvet disco-jakkesæt, der får mig til at tænke på Onkel Reje, dengang han bare var je m'appelle-Mads og sang om fisse. Leder man efter en fest, så er Motorique the shit, men det skal nok helst være en 80’er fest, for de lyder som snydt ud af næsen på gode gamle Martin Fry og ABC (dem med ’Shoot That Poison Arrow’ og ’The Look of Love’) Til trods for, at jeg er lidt af en sucker for 80’ernes grandiose soul-synth-pop, føles det her som at spise dessert før aftensmaden. Crewet trænger til et powernap. Ergo: Motoriques gymnasiefest må klare sig uden os. Jacob Speake er musiktrængende og vandrer ud på opdagelse i Godsbaneområdet, mens vi andre slentrer hjem langs åen.

Tilbage på det Royale Hotel, når jeg tyve minutter på langs og et hurtigt bad. Vi forsøger at bestille de fancy drinks, vi skulle have som erstatning for de små værelser. Hotelportieren siger nu, at det ikke kan lade sig gøre og vi i stedet kan gå amok i minibaren. Samtidig formaner han dog, ”I må altså ikke drikke det hele”. Rune Lydmand er blevet sulten for alvor. Drongo og jeg er friske på en god middag, hvor fingrene ikke spiller en hovedrolle. Men først skal vi have lidt rock’n’roll-fibre, og den skal indtages halvvejs nede af Mejlgade på TAPE.

X Marks the SPOT - vi finder musikken (3.del)


Gården ved TAPE er igen fyldt med rygende, drikkende og talende mennesker. Forventningerne til aftenen er høje; Seven bands, one stage! Jeg ser mig omkring og får øje på en fyr med store briller og 50’er hår. Det er somom, jeg kender ham, og alligevel ikke… Buddy Holly? Måske er det Buddy Holly, som nu kigger op på mig, næsten smilende og siger: “Det’ Søren… kan du ikke kende mig med brillerne”. Og det er selvfølgelig Søren Mosdal, Danmarks bedste håndtegner med det evigt misfornøjede ansigt, nu delvist dækket af de nye Buddy Holly-briller. “Hvad laver du her?”, spørger han. Jeg giver ham hele smørren om kulturcrewet, hotelopholdet og forklarer, at jeg skal dokumentere Spot for Klub Soja og Mod Strømmen. Nu bliver han for alvorlig mistænkelig, hans band er på programmet og nu er jeg bare en skide anmelder. “Hvad er det dér Spot?“ spørger han mig så. Søren er altså ikke blevet gjort opmærksom på, at han spiller på Spot-festivalen. Han ved kun, at de er blevet booket til at spille sammen med ualmindeligt mange andre bands og de er the odd band out, fordi de spiller elektronika. Samtalen bliver afbrudt af Oscar fra Orcas, som suser igennem gården med guitaren løftet op over hovedet, mens han hæst råber, “Nu skal I indenfor, hvis I vil høre noget ROCK MUSIC!”.  Det vil vi fandme gerne!

Så får jeg endeligt det skud rock’n’roll jeg har gået og savnet, for der står han, Danmarks vredeste garagerocker P.J. Bonneman, flankeret af brødrene Orcas (Oscar og Magnus) og bag ham en trommeslager, der slår til. De lægger ud med et nummer, der lyder som ’Oh, Sinner Man’ på dansk, jeg husker den fra søndagsskolen back in the day (70’erne), men fuck hvor det her band kan spille rock. Jeg kan ikke forestille mig nogen, jeg hellere vil se efter en lang dags vandring i den danske musikørken. Et par sange inde i sættet hiver Bonnemann fat i den 12-strengede, så kommer 60’er folkrockeren op i ham. Jeg er helt solgt. Den 12-strengede dukker også op, når han spiller med 0%, men i dag får vi 100% Bonneman uden hardcore tendenser. Jeg må give min ven Hans-Henrik fra Mod Strømmen ret i, at P.J. Bonneman er noget af det bedste vi har i Rock-Danmark lige nu. Og så skader det ikke det mindste, at to tredjedele af mit yndlingsliveband er med på scenen. Hans sange kan noget så sjældent som at rumme aggression og ømhed i samme øjeblik. Jeg er også helt oppe og køre over Oscars kæphøje guitaraccenter, som han smider ind i mixet med jævne mellemrum - lige der, hvor de passer bedst. De fede sange bliver ved med at komme og mod slutningen af showet, går det op for mig at den bedste måde at beskrive P.J. Bonneman Band for dem derhjemme, nok er at smide en MC5-skive på pladespilleren og sige, sådan noget, bare på dansk. Kick out the jams, motherfucker!


Bagefter vælter hele den svedige sal ud i gården. Jeg ser, at Runes mave videresender mig en besked gennem hans øjne: “Drop det musiknørderi, vi skal ud og spise, og det kan kun gå for langsomt!”. Vi hanker straks op i Drongo og den næste halvanden time tilbringer vi lidt længere oppe af gaden i selskab med noget paneret torsk, efterfulgt af en pariserbøf, der er lige i øjet. Vores rockglade servitrice udtrykker misundelse, da vi mætte og glade vender snuderne tilbage mod TAPE. Jeg henter en situationsrapport fra Søren M, som ser ud til at have nedlagt nogle øl og hygget sig trods den evigt sure mine. Han fortæller mig, at der er pause lige nu og bagefter kommer århusianske Tazer. “Og så er det jer”, tilføjer pigen, som han stod og snakkede med, inden jeg afbrød. Han virker ægte overrasket. Så bliver der råbt ud i gården, at Tazer begynder nu! Alle trisser langsomt indenfor. Spot-programmet har forberedt os på et synthband, der spiller “vred elektronisk festmusik”, som viser sig at betyde old school punk med en synth på. Sangene er sludge-sløve og truende, domineret af en guitar, der møver afsted som en bulldozer på en gågade. Forrest på scenen står en meget høj sanger og remser dommedagsprofetier op fra et mørkt sted inde bag hans mørke solbriller. Sangene speeder lidt op undervejs. TAPE-crowden er vilde med det. Ikke mindst Rune Lydman, som smiler begejstret og påpeger, at gulvet, hvor vi står, ryster som et massageapparat på max. Rystelserne stammer fra synthen og kan mærkes helt op i skridtet. Nu kan jeg hellere ikke tænke på andet, indtil en lille fyr i bar mave og bikervest hopper op på scenen og begynder at hælde shots direkte ned i munden på de forreste publikummer fra en flaske irsk whisky med skænkeprop. Tazers sange er korte og deres sæt er alt for hurtigt overstået, så de spiller et af numrene igen, hvorefter de forlader scenen og kun tågehorns-synthen og rystelserne i gulvet er tilbage.

Nu begynder de at rigge om til Sørens band Coplord. Vi forsyner os med slush ice-daiquiris og går ud og svaler af i Aarhus’ natteluft. Her får vi et glædeligt gensyn med Jacob Speake, som har været på sin egen personlige musikalske rejse i dag. Han giver øl, så hip-hip hurra og ind og se det næste. “Det er ligesom den der fremtidsfilm fra 80’erne med Harrison Ford” siger Speake, og rammer faktisk plet. Coplord lyder som incidental music’ fra Blade Runner. I deres univers er Tazers dommedagsprofetier blevet virkelighed; lyden af et dystopisk Danmark, hvor alt bliver styret af magtbegærlige politikere, ansigtsløse jurister og økonomer, som har ofret deres menneskelighed for systemet og de tørre tal… hmm.. mere socialrealisme end science fiction måske. Og dog, for der er også lyspunkter à la sex kino, natteliv, børneremser og mere end en antydning af humor i de mørke synthlandskaber, som Coplord maler. Det er en tiltrængt kølig, elektronisk pause midt i en hot punk party, men stemningsskiftet påvirker tilsyneladende ikke den lille fyr med ølvom og bikervest, som står troligt fast på sin plads oppe foran til venstre, med knytnæven pumpende i vejret i takt med de tunge beats.

Da showet er forbi, træder vi ud i en gård, der er tætpakket med festivalgæster, og de bliver ved med at ankomme, for efter ti år i rock’n’roll branchen er De Høje Hæle afholdt af rigtig mange, og de er de næste på scenen. Men vi mangler øl i krusene, så vi forsyner os med flere, og stiller os op i midten af salen, der hurtigt bliver pakket til bristepunktet. De Høje Hæle er et superrutineret punkband og også i aften kører de efter Hey Ho let’s go-doktrinet, men selvfølgelig på Hælenes særligt danske måde, hvor punkenergien blandes med humor, ordleg og en underliggende melankoli. Det er samtidig tredje gang, at Magnus Knudsen spiller for os på årets Spot og som Orcas-fan nyder jeg også at opleve Magnus’ særlige sangskriverstil komme helt i front. Ønsket om kærlighed og drømmen om et bedre liv er temaerne i mange af hans bundærlige, rørende, tekster. Temaer som hele tiden truer med at bryde den muntre overflade, men aldrig gør det helt. Der opstår et ømt øjeblik, da Magnus kalder singer-songwriter Ida Wenøe op på scenen for at synge duet på ’Falder For og Fra’. Der går ikke helt Keld og Hilda i den, men der er både kys og tændte blikke. Bandet spiller klassikeren ’Drukmås’ og inden sidste nummer takker Hælene den lille bikervest-dude for at have sat aftenen sammen, og de omtaler ham som “den kæmpe mandebaby, Casper Skou”. Drongo mener, nu mest, at han ligner en af de der små engle på en sky fra glansbillederne. Heldigvis slutter showet inden nogen dør af iltmangel, og den overophedede crowd vælter ud i luften og for manges vedkommende videre ud i natten efter flere Spot-oplevelser. 


Selvom mange har forladt TAPE efter De Høje Hæle, står mandebabyen Casper atter klar med en hel flaske Tullamore Dew for at præsentere det sidste band. Drongo og jeg forsøger at overtale de andre til at blive lidt endnu, for vi vil se svenske Sista Bossan, men de er for trætte. Jeg har ikke set det skånske orkester før, men sidste sommer var jeg på Plan B i Malmø, hvor de lokale omtalte det som helt utroligt, enestående, once in a lifetime! Når det er sagt, så kender jeg dog en del danskere, der synes, at det er forfærdeligt irriterende musik, pinligt ligefrem. Det er nok en sådan en svensk/dansk ting, tænker jeg, og er spændt på, hvordan jeg selv oplever det. Bliver det krebsegilde eller smörgåstårta? (krebsegilde er det rigtige svar). De bliver ofte omtalt som det nye Bob Hund, mens selveste Bob Hund sammenligner dem med den ultrabizarre 70’er duo Philemon Arthur and the Dung, Det giver god mening. Forsangeren bruger åbenbart samme frisør som ham fra Motorique. De kunne i al fald mødes til en duel med sabler og pufærmer uden at løfte særligt mange øjenbryn. Men til forskel fra hans danske dobbeltgænger, så har Sista Bossans forsanger smækbukser på og helt fra første sang og igennem resten af showet, vælger han at synge oppe fra toppen af en monitor, der er vendt på siden, så den står og vipper. Han må gå ned i knæ og holde fast i et rør i loftet for, at det kan lade sig gøre, imponerende! Musikken er en fest, melodisk, vild, fuld af overraskelser og pludselige temposkift. Teksterne kan jeg egentlig ikke udtale mig om, for som indvandrer-dansker oplever jeg skånsk, som underholdende, men uforståeligt. Jeg fatter dog så meget, at der er et tidspunkt, hvor vi allesammen skal sige som krager, mens vi blafrer med armene, men ærligt talt, jeg får ikke detaljerne med for der er gået mosh-pit i hele salen og det lille publikum flyver rundt som kugler i en pinballmaskine. Det blev et rigtigt krebsekalas! Jeg vil huske dem som den uskrevne Astrid Lindgren-klassiker Karlsson på Taget Goes Post Hardcore. Men nu kan jeg heller ikke mere. Drongo og jeg vakler tilbage mod hotellet og minibarens lyksaligheder. På vej ud af gården, spørger jeg, Søren Mosdal, hvad han synes om svenskerne. Han rynker brynene, ser lidt fornærmet ud og svarer: “Ej… de der smækbukser! Hold kæft.

Jeg skal lige sige tak til Christian Larsen, som har brugt mere end et par timer på at luge ud i min verbale gylle, holdt mig på retskrivningens smalle sti, og gøre det hele lidt lettere at forstå.”