Og dog….

Galleri til højre, række 2, plads 44. I aften.

Et par plakater fra Wilco’s efterårstour i U.S.A. Det kgl. Teater har vist ikke lagt samme omhu for dagen. Sætlisten fra Ancienne Belgique i Bruxelles, fredag d. 6. november, lover imidlertid godt.

1. Via Chicago
2. I’ll Fight
3. Company In My Back
4. Wilco (The Song)
5. A Shot In The Arm
6. Bull Black Nova
7. I Am Trying To Break Your Heart
8. One By One
9. Misunderstood
10. Deeper Down
11. Handshake Drugs
12. Wishful Thinking
13. Impossible Germany
14. Poor Places
15. Reservations
16. Spiders (Kidsmoke)
- - -
17. Jesus, Etc.
18. Sonny Feeling
19. The Late Greats
20. Heavy Metal Drummer
21. Hate It Here
22. Walken
23. I’m The Man Who Loves You
24. Monday
25. I’m A Wheel

Nicolai Vilhelm Tell & The Teacompany i Mod Strømmen.

Indtil fornyelig var det kun sagnet om Esbern Snare, Biskop Absalon og de to kirketårne, der vakte genklang, når denne bloggerkugle hørte navnet på den midtsjællandske by, Fjenneslev. Nu er bandnavnet Nicolai Vilhelm Tell & The Teacompany langsomt begyndt at tage over. Selv beskriver orkestret sig, som ”Sophisticated British Paisley Psych, San Francisco folk/Psych and Dark Swedish forrest sounds of acid rock…”. Med andre ord, det man på godt dansk, kalder syrerock.

Lyt med, når radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), næste torsdag, dvs. d. 12. november, mellem kl. 18-20, får besøg af Nicolai Vilhelm Tell & The Teacompany. På falderebet kan vi nævne, at de tager deres instrumenter med.

'Cocaine Eyes'

Hvis man lytter nøje efter i begyndelsen af 'Cocaine Eyes', der åbner med arketypisk Neil Young guitar-feedback, kan man høre Young reagere på en indvending eller en protest fra en producer. Young tager til genmæle med noget i retning af ,"Yeah, but that sounds good, though!", hvorefter han kaster sig ud i fire minutters hård rock'n'roll, for ligesom at bevise, at det er det han gør bedst.

'Cocaine Eyes', kan man finde på fem-spors ep’en, 'Eldorado', fra 1989, der kun blev udgivet i Japan og Australien. Tre af sangene, 'Don’t Cry, den gamle The Drifters’ træffer 'On Broadway' og 'Eldorado', kom senere med på 'Freedom'.

Stil i øvrigt ind på radioprogrammet Mod Strømmen, kl. 18.00, i aften, hvor temaet er øjne.

”Noveller minder om mareridt…”

I oktober udgav Jan Sonnergaard sin første roman. I dag kommer en ny novellesamling, 'Gamle Historier'. I den anledning, har Informations Kristen Bjørnkjær, sat forfatteren stævne i kælderen under baren Floß i det indre København. Det kom der et langt videointerview ud af.

Nu, vi er ved Floß, så spiller københavnske The Breakers, de næste fire fredage i selvsamme kælder. Det sker, som en form for opvarmning, før bandet tager til New York, for at indspille dets kommende album på Steven van Zandt's plademærke Wicked Cool Records. Månedens koncerter byder for resten på gæstevisitter af ”Steen Jørgensen (Sort Sol), Lasse Storm (Sha La Las), Pato, Kenneth Thordal samt en større horn-sektion”.

'Nøgne Øjne'

'Gary Gilmore’s Eyes'

Engelske The Adverts havde i ordenes sande betydning et one-hit-wonder. I 1977 fik gruppen et top-20 hit i hjemlandet med singlen, 'Gary Gilmore’s Eyes'. Musikalsk lå det tæt op ad den lyd, som punken havde vakt til live igen, men derudover, havde det ikke noget særligt at byde på. Derfor vil det nok undre en eller anden, at musikbladet The Sounds, har kaldt pletskuddet, "the sickest and cleverest record to come out of the new wave”.

Bag teksten gemmer der sig imidlertid en interessant, omstridt og for datiden aktuel historie. Ikke alene var Gary Gilmore, den første drabsmand, der blev henrettet i USA siden 1967, han insisterede også selv på at blive dømt til døden. Sagen sluttede ikke her. Gilmore havde nemlig anmodet om, at hans øjne blev brugt til transplantation efter hans død. Og det var netop hvad der skete. Få timer efter eksekutionen, fik en øjenpatient synet tilbage ved hjælp af Gilmore’s hornhinder. Men, hvad tænkte og gjorde modtageren, da han/hun vågende op med en henrettet morders øjne? Den tanke legede og hittede The Adverts med.

”I'm lying in a hospital,
I'm pinned against the bed.
A stethoscope upon my heart,
A hand against my head.
They're peeling off the bandages.
I'm wincing in the light.
The nurse is looking anxious,
And she's quivering in fright...

I'm looking through Gary Gilmore's eyes.

The doctors are avoiding me.
My vision is confused.
I listen to my earphones,
And I catch the evening news.
A murderer's been killed,
And he donates his sight to science.
I'm locked into a private ward.
I realise that I must be...

Looking through Gary Gilmore's eyes.
Looking through Gary Gilmore's eyes.

I smash the light in anger.
Push my bed against the door.
I close my lids across my eyes,
And wish to see no more.
The eye receives the messages,
And sends them to the brain.
No guarantee the stimuli must be perceived the same...

When looking through Gary Gilmore's eyes.

Gary don't need his eyes to see.
Gary and his eyes have parted company”

'Far Away Eyes'

"You know, when you drive through Bakersfield on a Sunday morning or Sunday evening, all the Country music radio stations start broadcasting black Gospel services live from L.A. And that's what the song refers to. But the song's really about driving alone, listening to the radio."

- Mick Jagger til Rolling Stone Magazine, 1978. Adspurgt om pigen havde et forbillede i virkelighedens verden, replicerede han, "Yeah, she's real, she's a real girl."

En torn i øjet.

Sidst på eftermiddagen i går, spenderede denne bloggerkugle en ærgerlig time på at rive sig selv i næsen med, at han ikke fulgt nøje med i koncertkalenderen. For på det tidspunkt lod det til, at han ville gå glip af aftenens koncert med Justin Adams og Juldeh Camara på spillestedet Global på Indre Nørrebro.

Adams og Camara’s musik er blevet beskrevet som ”Ali Farka Toure on speed". Noget kan der godt være om det. Det første undertegnede tænkte på, da han hørte duoens andet udspil, 'Tell No Lies', fra i år, lå dog mere i retning af et afrikansk bluesjam ud på de små timer et sted i Timbuktu.

Camara stammer fra Gambia og har indenfor de seneste år opnået anerkendelse, som en af verdens førende musikere på rittien, der er en en-strenget violin. Selv siger han, at hans musikalitet er en gave fra skovens ånder, som hans blinde far modtog til gengæld for sit syn. Camara har bl.a. spillet sammen med The Blind Boys of Alabama, Batani Marimba og kora-duksen Seckou Keita. I 2007 udsendte han og Adams debuten, 'Soul Science'.

Hvorledes de mødte hinanden, bliver nok for omstændeligt at fortælle. Vi kan dog komme det lidt tættere ved i flæng at nævne Jah Wobble og Bill Laswell, som nogle navne, de lærte hinanden at kende igennem. Ligesom 'Festival In the Desert', nord for Timbuktu, som Adams har været en af de ledende kræfter bag, har spillet en rolle. Når vi er ved det, må man også slå ned på, at Adams har produceret Tinariwens gudbenådede ørkenblues-debutplade.

Det er ikke fordi, at nettet flyder over med billed- og lydmateriale med d'herrer. Nummeret vi har valgt at linke til, er oven i købet atypisk for helhedsindtrykket på 'Tell No Lies'. Det drejer sig om 'Fulani Coochie Man', hvor Camara’s ritti nærmest spiller samme part, som mundharmonikaen gør hos fx Muddy Waters. Dig it.

Hvordan gik aftenens koncert så? Storartet, set i lyset af, at Adams og Camara først skal spille lørdag d. 21. november, og at denne signatur har mulighed for at være der den dag.

Øjne i Mod Strømmen

Et løftet øjenbryn, en rynken på næse, en hånlig latter, smilende øjne, en karakterfast hage, stiff upper lip, våde hundeøjne. Forsæt selv rækken på små eller store tegn, hvor ansigtet viser en følelse eller giver en karakteristik af en person. I almindelig sprogbrug finder man i metermål af disse talemåder. Indenfor musikken gør det samme sig gældende. Redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), har derfor måtte trække en streg i sandet i forhold til den temaudsendelse, som var under forberedelse med arbejdstermen, ‘Face to Face’. Vi har valgt kun at koncentrere os om øjne, hvilket også har vist sig at være et nærmest utømmeligt emne. Lyt med torsdag, d. 5. november, mellem kl. 18-20.

Hvis nogen skulle føle sig foranlediget til at tjekke om vi efteraber Bob Dylan’s Theme Time Radio Hour udsendelse med samme tema, kan vi gøre det nemmere for dem. Playlisten var som følger:

Chuck Berry - Brown Eyed Handsome Man (1956)
Jimmy Martin - 20/20 Vision (1954)
Van Morrison - Brown Eyed Girl (1967)
Jimmie Rogers - My Blue Eyed Jane (1930)
Clarence ‘Gatemouth’ Brown - She Winked Her Eye (1951)
Al Martino - Spanish Eyes (1966)
Ernestine Anderson - Keep An Eye On Love (1963)
Chuck Higgins - Eye Balling (1955)
Blue Sky Boys - Brown Eyes (1940)
Sonny Boy Williamson II - Eyesight To The Blind (1951)
George Jones - Tell Me My Lying Eyes Are Wrong (1975)
Nick Lowe - Raging Eyes (1983)
Wynonie ‘Mr Blues’ Harris - Bloodshot Eyes (1951)
Johnny Cash - I Still Miss Someone (1958)
The Flamingos - I Only Have Eyes For You (1959)
The Streets - Dry Your Eyes (2004)

'This May Be The Last Time'

Med lidt god vilje, kan man forfægte, at The Staple Singers historie begyndte i 1915. Det var i al fald året, hvor Roebuck 'Pops' Staples blev født i Winona, Mississippi. Som ung blev han tiltrukket af kirken og gospelmusikken. Omtrent samtidig lærte han den navnkundige deltablues-performer, Charley Patton, at kende. Et venskab, der for størstedelen blev dyrket rundt omkring på barer og ved fester i Mississippi Deltatet, hvor Staples afkodede den gamle mesters guitarspil. I slutningen af 1930’erne flyttede han til Chicago, hvor han i 1951 dannede familiegruppen, The Staple Singers, sammen med sine børn Cleotha, Pervis og Mavis.

I 1952 kom The Staple Singers første single, 'They Are They', på eget selskab. Året efter fik de kontrakt med United, hvor de i 1955, udsendte den traditionelle folk-gospel, 'This May Be The Last Time', der senere blev indspillet af The Grateful Dead, og som Mick Jagger og Keith Richards brugte som forlæg for den første sang de skrev, der blev en The Rolling Stones A-side, nemlig 'The Last Time'. Inspirationen fra The Staple Singers har The Glimmer Twins aldrig lagt skjul på. I gospelkredse var der dog en del harme over, at The Staple Singers ikke fik royalties, fordi Stones var et højt profileret band, der byggede deres succes op på at omarbejde numre af sorte kunstnere. I Stones version får en pige klar besked om at det kan være slut, mens The Staples Singers udgave har et mere opløftende og åndeligt budskab.