Blogger Widget

søndag den 18. februar 2018

Fra animositet til ekstase…


Der skete et-eller-andet i formiddags. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det. Men jeg tog en beslutning om at give det nye album, ’Gaz Forth’, med Gary War, endnu en chance. De første gange, jeg var pladen igennem, havde jeg besvær med Greg Daltons stemme. Produktionen var ligeledes et irritationsmoment. Jeg havde ikke rigtig noget at holde albummet op imod, da jeg intet kender til de tidligere udgivelser med Gary War, endskønt en-mands-ensemblets anden lp udkom på Sacred Bones. 

Greg Dalton var i en periode medlem af Ariel Pink's Haunted Graffiti og spiller for øjeblikket også i duoen Dalthom, sammen med Rob Thomas fra Sunburned Hand Of The Man. Han har sågar medvirket på et livealbum med Bobb Trimble, som Burger Records udsendte for nogle år tilbage. Gary War var endvidere forbi Jazzhouse i november sidste år som supportnavn for John Maus. På det tidspunkt, kendte jeg, imidlertid ikke det fjerneste til eksistensen af Greg Daltons alter ego.

At jeg skriver ekstase i overskriften er mest af alt et blikfang. Jeg gik ikke i ekstase her til formiddag, men jeg overvandt min modvilje. Jeg bemærkede nemlig en lidt uventet balance mellem den utilpassede lo-fi æstetik, musikalsk genkendelighed, såsom bubblegum, Paisley Underground og vestkyst-psychedelia, og den opløsning af netop nævnte stilarter, der gør ’Gaz Forth’ til noget særligt. Med andre ord, hvis du er til pilskæv popmusik, så er Gary War muligvis noget for dig…



fredag den 16. februar 2018

BESS. Playliste 15. februar 2018


1. BESS - Keep It / Catch It (2017)
2. C.V. Jørgensen - Flimmer Fra En Fjerner (live) (2003)
3. BESS - A.O.K (2017)
4. Coby Sey - I Have To (2014)
5. Superspace - The Deal (2018)
6. Aaliyah - Try Again (2001)
7. BESS - The Facebook Rave (uddrag) (live) (2017)
8. Zebra Katz- Ima Read (2012)
9. Babyfather - Meditation (2016)
10. Kelela - Send Me Out (2013)
11. Arca - Desafío (2017)
12. BESS - Or The One You Know Is Expected (2017)
13. Business Lunch - Fade Out (2014)
14. Tirzah & Micachu - I'm Not Dancing (2013)

torsdag den 15. februar 2018

Anklager om mordforsøg og angreb med dødbringende våben…



I sidste uge meddelte Peter Perrett, at han må udskyde den planlagte turné til USA og Canada, som skulle have taget sin begyndelse i Toronto, d. 28. februar, på ubestemt tid. Han har ikke været i stand til at få indrejsetilladelse til USA. Der bliver ikke nævnt nogen specifik grund til afslaget, men mon ikke, det er de gamle anklager om mordforsøg og angreb med dødbringende våben, der spøger?

I 1980 var The Only Ones support for The Who på deres US-tour. Gruppen spillede også en række selvstændige job og tog allerhelvedes mange stoffer. Sidstnævnte behøver jeg vist ikke forklare nærmere. The Only Ones havde optrådt på The Old Waldorf i San Francisco, og ventede nu kun på et indenrigsfly til New York, hvor de skulle spille deres sidste job. Perrett havde lejet en bil. Og ja, nu får han selv ordet, eller det vil sige, jeg citerer ham fra Nina Antonias bog, ’The One And Only. Peter Perret - Homme Fatale’, der udkom i 1996.

”I’d parked the car and everybody else got out and went to the coffee shop. I was the last one to get out of the car when the attendant came up, grabbed me and pushed me up against the wall and told me to move it. I got back into the car, he was standing there with a smirk on his face. I reversed and drove fast towards him. It was like slow motion, his face changed from a smile to sheer horror the closer I got to him. To begin with, he thought I was just going to drive fast and stop at the last moment, but I didn´t. I hit him with the front of the car, he flew back over the dustbins in a kind of backwards somersault. The last thing I remember was his feet going up in the air.”

Et par dage efter, hvor bandet var nået frem til New York, fik Peter Perrett et opkald fra CBS, der anmodede ham om straks at vende tilbage til San Francisco, hvor han var anklaget for mordforsøg og angreb med dødbringende våben. Det er vist unødvendigt at sige, at Perrett ingen intentioner havde om at melde sig selv. Kort tid efter drog bandet hjem til England.

tirsdag den 13. februar 2018

BESS i Mod Strømmen


Der løb mange genrebetegnelser gennem hovedet på mig, da jeg for første, anden og tredje gang, lyttede til det nye BESS-album, ’Break’. Langt om længe nåede jeg frem til, at det må være elektronisk kollage-avantgardepop. Nu er jeg ikke længere så sikker. Det var jeg faktisk heller ikke første gang, hvor jeg blev introduceret og fattede interesse for hende. Det var Bisse, der i et program på Mod Strømmen, spillede ’Du Har Glemt Det’, fra den dansksprogede plade, ’Bez Og Rummet’, der kom i 2016. BESS er iøvrigt support på dele af Bisses 'Fuldt Flor Tour', der løber henover landet i foråret. 

Selvom jeg nu, på den en eller anden måde, er nået frem til avantgardepop, så er BESS dog umådeligt meget mere. Det er performance, videokunst, tanker om musikkritik på skrift, kønspolitik, lydlandskaber, teaterproduktioner og samarbejder på kryds og tværs af kunstarter.


Stil ind nu på torsdag, d. 15. februar, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 12. februar 2018

‘From philiproth@gmail.com to rzimmerman@aol.com’


Minsandten om det ikke allerede er ti år siden, at jeg senest dykkede ned i et album, Amy Rigby medvirker på. Dengang var det den glimrende debut med hendes ægtemand, Wreckless Eric, der bare var navngivet, ’Wreckless Eric & Amy Rigby’. Siden da har de udgivet ’Two-Way Family Favourites’ og ’A Working Museum’, i henholdsvis 2010 og 2012. Lad være med at spørge mig, hvorfor jeg ikke fik fulgt op på de to seneste. Jeg har ikke et fornuftigt svar.

Den 23. februar er Amy Rigby tilbage i eget navn med albummet, ’The Old Guys’. På udgivelsens tolv sange tager Rigby favntag med dagligdagen, hylder gråhårede helte, skildrer forkærligheden for bøger og hendes gammeldags agtelse for forfattere. Sidstnævnte kan man høre i denne smagsprøve, hvor Rigby forestiller sig, hvad Philip Roth kunne have skrevet til Bob Dylan efter han modtog Nobelprisen i litteratur. En pris, der formentlig står højt på Roths egen ønskeseddel.


søndag den 11. februar 2018

lørdag den 10. februar 2018

Childrenn/SPEkTR. Playliste 8. februar 2018


1. Black Sabbath - Sabbath Bloody Sabbath (1973)
2. Childrenn - 11th Hour Lullaby/Cloud #22 (2017)
3. Roky Erickson - Two Headed Dog (Red Temple Prayer) (1977)
4. Jean Michel Jarre - Arpégiateur (live) (1982)
5. Thin Lizzy - Angel Of Death (live) (1983)
6. Childrenn - Sing Sing Electric (2017)
7. Angry Skeletons - The Future (2017)
8. Pixies - Ed Is Dead (1987)
9. SPEkTR - Coma (2017)
10. John Carpenter - Halloween Theme (1981)
11. Fred Karlin - Chase From Westworld, Pt. 2 (1973)
12. Space - Magic Fly (1977)
13. SPEkTR - Horizontal Free Fall/Candy Rain (2017)
14. Matt Chamberlain - Tsunami (2005)
15. Tim Krog, Jan Bartlett & Ed Christiano - The Boogey Man (1980)
16. Jerry Goldsmith - A New Life (1990)
17. SPEkTR - The Stroke To End All Strokes (2017)


torsdag den 8. februar 2018

Descendents spiller Roskilde. Hvad med Peter Perrett?


Det er ikke mere end et par dage siden, at det gik op for mig, at det navnkundige L.A.-punkband Descendents er hyret til at spille på dette års Roskilde Festival. På omtrent samme tidspunkt, fandt jeg ud af, at Peter Perrett ligeledes spiller festivaljob denne sommer. Han skal optræde på Primavera Sound.

I foromtalen forsvarer Roskilde valget af Descendents:

”Now, though, instead of bitching about mom and dad, the band members – all over 50 – are singing about growing old, dissatisfied and dispassionate. And they sing about their own kids. In 2016 Descendents put out their critically acclaimed seventh full length, Hypercaffium Spazzinate, their first in 12 years. And yes, it’s quality stuff.”

I min verden vil en booking af Peter Perrett, mindst være lige så stort, som da festivalen havde Roky Erickson på plakaten for ti-tolv år siden. Den tidligere The Only Ones-frontmands album fra sidste år, ’How The West Was Won’, hans første udgivelser i mere end tyve år, blev tilmed rost til skyerne af alverdens musikmagasiner. Selv på herværende side, fandt Jan Damage Petersen superlativer frem:

”Det stod ikke skrevet nogen steder, at vi skulle høre mere fra Peter Perrett. Powerpop-geniet fra The Only Ones, har kun med korte mellemrum stukket næsen frem, siden opløsningen af bandet i 1982. Siden er tiden gået med et heftigt kokain- og heroinmisbrug. Dette comeback er en enestående fortælling i sig selv. Teksterne og musikken står knivskarpe. Han bliver fremragende bakket op af sønnernes band, Strangefruit.”

Kære Roskilde, hvis nu formatet!

onsdag den 7. februar 2018

Childrenn/SPEkTR i Mod Strømmen


Indenfor teater- og biografverdenen kalder man det vist for en double bill, når man får to forestillinger til samme pris.  I morgen får Mod Strømmen besøg af både Childrenn og SPEkTR, der begge udgav plader sent i 2017. Begge ensembler har ligeledes været forbi studiet tidligere. SPEkTR et par gange, mens Childrenn gæstede radioen i forbindelse med debutpladen, ’Animale’, i 2016.

Childrenn har jeg fulgt siden den spæde begyndelse. Deres andet udspil ’International Exit’, ligger som sådan pænt i forlængelse af den hårdtslående debut. Sangene er dog blevet en kende mere skarpskårne, mens de sværmeriske og psykedeliske elementer er trængt lidt i baggrunden. Dertil kommer inspiration fra kraut, kunstrock og tresser-folk, så alt er næsten ved det gamle.

Childrenn består af Manoj Ramdas, Jakob Jørgensen, Jakob Brixen og Johan Lei Gellett.


Jeg har ikke helt styr på, hvilket nummer i rækken af SPEkTR-udgivelser den nye plade, ’Excelsior’, er. Her er alt næsten også ved det gamle. ’Excelsior’ er et fiktivt filmscore, udtænkt af komponist og guitarist Manoj Ramdas krøllede hjerne. Hvor bandet tidligere har arbejdet med gysertemaer, surf og sci-fi, så er udgangspunktet på det nye album actionfilm fra firserne, samt navne som Kraftwerk, Tangerine Dream og Klaus Doldinger.

SPEkTR består af Manoj Ramdas, Lasse Herbst og Ida Rud. Derudover har Henrik Madsen medvirket ved indspilningen.


Fredag, d. 9. februar, spiller Childrenn det første af en række job rundt omkring i landet. Der sker på Loppen, hvor Angry Skeltons og Never varmer op.

SPEkTR kan man høre i Bremen, onsdag, d. 21. februar, hvor de optræder til Troldspejlets (Jakob Stegelmanns populære tv-program) andet liveshow.

Stil ind i morgen, torsdag d. 8. februar, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 5. februar 2018

Enige bliver vi næppe! Paste Magazine kårer de 50 bedste garagerock-plader


Paste Magazine har tidligere kåret de fedeste new wave- og alt. country-plader. Bladet har sikkert også været forbi andre musikgenrer, men det er i så fald gået min opmærksomhed forbi. Tidsmæssigt strækker garagerock-listen sig fra 1965-2017, så det er noget af en mundfuld, musikjournalisterne gaber over.

Om ikke andet, så gav listen mig lyst til at genhøre King Tuffs fremragende skive, ’Was Dead’, fra 2008. Billedet foroven er forøvrigt af King Tuff med band.

“Though it’ll turn 10 years old this year, Was Dead is ageless. The debut release by Kyle Thomas’s project King Tuff sounds like it could have been recorded any time in the past 50 years, so long as you take out a few modern sound effects. It is psychedelic enough to have fit easily in 1968 but polished enough to live freely in the aughts and beyond, marinating forever in modern garage rock folklore. Start with “Animal” for Thomas’s raspy vocals encapsulated in relatable, simple lyrics or perhaps try the breakout hit, “Sun Medallion,” for a hazy, distorted thought-provoking dive. The album is relatively short and over before you want it to be, so don’t be afraid to listen twice.”



søndag den 4. februar 2018

‘Shores’ med Tilebreaker fra Stengade 30


I går aftes i Stengade 30, spillede aarhusianske Tilebreaker flere sange fra deres kommende plade, ’In The Undergrowth’. Albummet udkommer på Shordwood Records i midten af marts. Kvartetten finder inspiration i slow- og sadcore eller som de selv har døbt genren nedtursrock. ’Shores’ handler således om krigsflygtninge, der med livet som indsats flygter i gummibåde over Middelhavet på jagt efter fredelige kyster:


Tilebreaker kommer forbi Mod Strømmen til marts

fredag den 2. februar 2018

Shoot From The Hip #1 (2018). Playliste 1. februar


1. Niels Skousen - Spurven Sidder Stum Bag Kvist (2007)
2. The Fall - Barmy (1985)
3. Less Win - Dream Overdose (2012)
4. Keene Brothers - Death Of The Party (2006)
5. Green On Red - A Tragedy  (1981)
6. The Pogues ‎- A Rainy Night In Soho (7”) (1991)
7. Half Japanese - Amazing (2018)
8. John Foxx - Underpass (1980)
9. Chandra - Kate (1980)
10. ABBA - Bang-A-Boomerang (1975)
11. Elvis Costello - The Other Side Of Summer (1991)
12. Sweet Apple - World I'm Gonna Leave You (2017)
13. Full Blast - Black Hole (2009)
14. Circle Jerks - Operation (1980)
15. Shiny Darkly - The Lake Mirrors It All (2018)
16. Son Volt - Out Of The Picture (1995)
17. The Bunch - When Will I Be Loved (1972)
18. DMZ - Guilty Child (1977)
19. TC & I - Kenny (2017)
20. 13th Floor Elevators - She Lives (In A Time Of Her Own) (1967)
21. The Beach Boys - A Day In The Life Of A Tree (1971)
22. Jason Loewenstein - Navigator (2017)


torsdag den 1. februar 2018

‘Roxy Ladies’



“The first Roxy cover gatefold model was Kari-Ann Muller. She came to London from Cornwall aged 18, and her career was at its peak when her agent set her up with the Roxy Music shoot. Kari-Ann was the original Roxy Girl. She’s one of the few models who didn’t date Bryan Ferry. Bryan based the photo on a glamour shot of movie icon Rita Hayworth.”

- i denne artikel dykker Madeline Bocaro lidt dybere ned i, hvem der stod model til Roxy Musics plader.

Herunder en strime fotooplæg af ovennævnte Kari-Ann Muller til den første Roxy Music-plade. Hun giftede sig i øvrigt senere med Mick Jaggers bror Chris.


tirsdag den 30. januar 2018

Robert Quine, Elvis Costello og Richard Hell. CBGB 1978.


Tilbage i november sidste år, bragte Esquire en kavalkade af backstagefotografier fra 1970’erne. En del af dem, har jeg aldrig set før. 

lørdag den 27. januar 2018

Beat 2017 (udlandet #10 - #1)

Af Jan Damage Petersen

Tredje og sidste del. Fortsat fra torsdag.

Udenlandske udgivelser:


10. Rata Negra – ’Oido Absoluto’

Dette må være årtes eksotiske indslag. Rata Negra (Sort Rotte) er en punkrock-trio fra Madrid. Der er noget dejligt umiddelbart og genkendeligt i deres musik, fyldt med umiddelbare hooks og skarpe melodier. Det tætteste jeg kan komme på en sammenligning, er en lidt mere mørk og vred udgave af LA-bandet X, der er i al fald hentet inspiration fra de tidlige amerikanske punk-firsere. (Eller Gorilla Angreb på spansk, hvis det gør det nemmere). De leverede tilmed en fremragende koncert K-Town Festival 2017. Knivskarp udgivelse, og en af de mest hørte på grammofonen hos ovenstående signatur

’Escucha Como Suena’:


9. The Dream Syndicate – ‘How Did I Find Myself Here’

Det vrimler med comeback-plader i disse år. Desværre er der en tendens til at spille de sikre kort, og lave en plade, der ikke kan leve op til fordums storhed. I år er The Jesus And Mary Chain og Slowdive glimrende eksempler på dette. Steve Wynn og co. derimod, lyder nærmest mere crisp end nogensinde før. Her knapt tredive år efter deres seneste udspil, kan man med lidt god vilje, forfægte, at ’How Did I Find Myself Here’ faktisk minder om debuten fra 1982. Bandet mestrer stadig semi-psykedelisk popsange, krydret med herligt tempereret guitarstøj, der på smuk vis blender sammen med hele bagkataloget. Ingen comeback-  forsigtighed her.
’80 West’:




8. Sheer Mag - 'Need To Feel Your Love'

Der bliver spillet på alle tangenter på Philly-bandets første langspiller. Anmeldelserne var blandede. Jeg har dog overgivet mig totalt efter er par gennemlyt, og holder måske endnu mere af dem nu, hvis det da overhovedet er muligt. Lofi-punkerne med Thin Lizzy-riffs'ne udvider paletten med ballader, hardrock, funkyness og pop-hooks. Det er dejligt befriende, når bands kan udvikle sig. Og så må de fans, der bare vil have mere af det samme, lære at leve med det! Mon ikke de kan det? Jeg vil i hvert fald nyde at sætte denne plade på fremover.

’Expect The Bayonet’:


7. Robin Hitchcock - ’S/T’

Når gode, gamle Hitchcock er i topform, og det er han næsten altid, så må han være en selvfølgelighed på enhver årsliste. Hans første udspil i et godt stykke tid, hvor han gør brug af et backing-band, har den diversitet, som man forventer af et Hitchcock-album. Denne gang trækker han såmænd tråde helt tilbage til tiden i The Soft Boys, der rumsterede for 40 år siden. Han glemmer dog ikke sit vidunderlige, mærkelige tekstunivers, som kendetegner hans plader, og som kun han kan levere det. Denne beskrivelse er måske skrevet under påvirkning af, at undertegnede fik set ham live for første gang nogensinde tilbage i oktober. Det skete sågar i selskab med mine bedste venner. Kan stadig ikke få armene ned.

’Mad Shelley's Letterbox’:



6. Milk Music - ’Mystic 100's’


Ud af det blå kom ’Mystic 100's’, den længe ventet opfølger til et af dette årtis bedste (indie)rockplader, ’Cruise Your Illusion’, fra 2013. Der var gået rygter om, at Milk Music var opløst, efter der havde været stille omkring dem i et par år. Men de er heldigvis ikke færdige med at give os flænsende guitar a la SST-bands med er sært twist af psych og country. Præcis som debuten er ’Mystic 100's’ en plade. der kun bliver bedre og bedre, omend den er en anelse mere lo-fi og indadvendt end ’Cruise Your Illusion’. Men det kan de naturligvis også finde ud af. Mystic 100's er i øvrigt bandets nye navn.

’Twists & Turns & Headtrips’:


5. The Bats – ’The Deep Set’

Det niende udspil og 35 år inde i karrieren, beviser The Bats, at de stadig er kongerne af jangle-pop. Der er ikke så meget nyt under solen, men når man kan skrive så fine popsange som skolelæreren fra Dunedin, Robert Scott, kan, er det svært smittende. Til dem, der ikke kender bandet, så er The Bats orkestret, der førte folkrock a la The Byrds og endnu mere melodi til det fornemme label Flying Nun Records, der i firserne fostrede det ene fantastiske indie-band efter det andet. Kiwi-pop forever!

’Antlers’:




4. Bed Wettin' Bad Boys – ’Rot’

Navnet har nok været sjovt at sige i en brandert engang. Gruppen begyndte da også ud som et festband, der spillede for vennerne. Men i Sydney kan man åbenbart ikke stoppe med at skrive gedigne rock-riffs, når man først er begyndt. Bandet er sidenhen blevet mere seriøst, hvilket de beviste på den håbløst oversete debut, ’Ready For Boredom’, der kom for fire år siden. Tænk på al det gode fra den amerikanske punk/alternative scene i firserne tilsat et skud straight garage rock og rul. Kan man næsten ønske sig mere? Bed Wettin' Bad Boys er næsten ligeså fede, som vennerne i Royal Headache. Det siger næsten det hele.

’Stunned’:


3. Exit Order – ‘Seed Of Hysteria’

Hardcore-punk fra Boston i dit fjæs! Ingen trænede overarme og ingen grimme hoodies med sports-brands. Når hc-punk kan leveres så præcis og uden pis, så er genren stadig relevant og noget af det mest fantastiske. Exit Order kan lide riffs, krydret med godt med chorus på guitaren, som vi også kender fra Hüsker Dü, men i virkeligheden trækker de måske mere på den tidlige britiske anarchopunk. Først og fremmest er de dog deres egne, Det er så dejligt forløsende, at der musikalsk er frit spil i disse år. Exit Order er et fornemt bevis på dette. Hov, jeg fik ikke engang nævnt vokalen, som så svedigt bliver leveret af Anna Cataldo. ’Still Water’, men lyt nu bare til hele pladen, det tager ikke så lang tid.

’Still Water’:



2. Peter Perrett - ‘How The West Was Won’

Det stod ikke skrevet nogen steder, at vi skulle høre mere fra Peter Perrett. Powerpop-geniet fra The Only Ones, har kun med korte mellemrum stukket næsen frem, siden opløsningen af bandet i 1982. Siden er tiden gået med et heftigt kokain- og heroinmisbrug. Dette comeback er en enestående fortælling i sig selv. Teksterne og musikken står knivskarpe. Han bliver fremragende bakket op af sønnernes band, Strangefruit. Hvis du er bekendt med Dean Warehams (Galaxie 500, Luna mm.) univers, så ved du nogenlunde, hvor vi er henne. Hans hyldest til sin kone gennem 47 år, Xena, er hjerteskærende på sangen ’Troika’
.
’Troika’:


1. The Feelies - ‘In Between’

Der er intet som et album med The Feelies! ’In Between’ fungerer som en slags greatest hits-plade fra debuten ’Crazy Rhythms’ fra 1980 og indtil gendannelsen. Forskellen er bare, at det er nye numre. De snor sig gennem bagkataloget på forunderlig vis, og man finder vel næppe et mere organisk band i 2017. Alle instrumenter står skarpslebne, og jeg står med fornemmelsen af et band, der nægter at lade sig manipulere af noget som helst. Tilmed bilder jeg mig ind, at jeg kan høre, at Glenn Mercer er småforkølet på en af sangene. Kors, hvor det dog befriende. The Feelies må være ekstremmusik for Distortion-typer. Selv Lou Reed må have siddet et eller andet sted og vippet med tæerne til Flag Days:

’Flag Days’: