Blogger Widget

tirsdag den 16. oktober 2018

Efterår med Don Stener i Mod Strømmen


Lidet anede jeg, da jeg inviterede Mikael Cygan Hansen alias DJ Don Stener, forbi radioen til en sommerudflugt forrige sommer, at vi skulle fortsætte årets gang i fire udsendelser. På torsdag er vi kommet til efteråret. Vi mangler stadigvæk vinter og forår, for at nå alle fire årstider, men dem skal vi nok nå frem til.

Mikael Cygan Hansen er pladesamler om en hals. Ikke indenfor en specifik musikstil. I sommerudsendelsen, som man kan høre herunder, bevægede vi os således nemt fra Peter Sarstedt og Paper Lace over hip-hop og dansk jazz til noget der minder om dansktop, for slet ikke at nævne privat press-folk fra tresserne og halvfjerdserne.

Hvis man vil høre, hvilke plader og sange, der kendertegner efterår for Don Stener, så er det om at stille ind på Mod Strømmen, nu på torsdag, d. 18. oktober, kl. 18.00. Find udsendelsen på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 15. oktober 2018

’Af Drømmenes Bog, #2’


”Og jeg har drømt
(og det var i Spanien)
at jeg talte med Herman Bang
og jeg spurgte ham om hvad jeg kunne vente mig af livet
nu da jeg var blevet tredive
og han så ironisk og medfølende på mig
fra sin fløjls-chaiselongue
og sagde: ’Lidelse, min Go’e –
Lutter Lidelse!’
og jeg spurgte ham ikke om mere –
Jeg vidste at Jack Kerouac ville have sagt det samme
og Billie Holiday
Boddhisattvaen selv –

Og jeg har drømt et sceneri
et helt øde klippeagtigt tomt sten-landskab
gråt sort-hvidt som i en gammel Frankenstein-film
og så kom der et Blåt Lyn
og landskabet rystede og sprængtes
og trak sig sammen igen
og lå dér i blåt
før det Røde Lyn kom
og kramperne gentog sig
gang på gang
for hver eneste farve –

Og jeg har drømt vi gik igennem en skov, Elskede
en almindelig skov
bortset fra at træerne var levende
og støttede os og holdt os under armene
når vi blev trætte
og kærtegnede os over hele kroppen hele tiden –

Og jeg har drømt jeg blev skudt og slået ned
og at jeg skød og slog ned
og at jeg styrtede ned fra høje bjerge i dybet og blev knust
og at jeg sad ved eksamensborde af alle arter og intet kunne sige
og dét drømmer jeg stadig væk nu og da
Og jeg har drømt at jeg kunne flyve
og at jeg var af glas
og i nogle af mine tidligste barndomsdrømme
at jeg gik nøgen ned ad gaden
Og jeg har drømt min Fars død fem år før den kom
og jeg har også drømt min egen”

- Dan Turèll fra ’3-D Digte’, 1977.

I dag er det 25 år siden, at Turèll forlod denne jord

søndag den 14. oktober 2018

Koden er knækket (1 af ?). ’Hilsen til Maxwell’s’


Tilbage i april, fik jeg tilsendt et udvalg af Spotify-spillelister fra Jan Damage Petersen, medvært på Mod Strømmen, inspirator, rockfan og meget mere. Jan D har blandt andet været idémand til programmer om spillestedet Maxwells i Hoboken, pladeselskabet Flying Nun, Glasgow and so forth.

Jeg er ikke ligefrem en ørn til digital informationsteknologi. Så er det på plads. Langt om længe er det dog lykkedes mig at knække koden til, hvordan jeg får lagt en Spotify-spilleliste ud. Dét, der har irriteret mig mest, er, at jeg et par gange tidligere har postet sange fra nettjenesten her på bloggen, men af en-eller-anden grund, kunne jeg ikke huske, hvordan det lod sig gøre. Anyway, her til morgen gik der pludselig en prås op for mig.

Som Jan vistnok udtrykte det for mig tilbage i april, så var grunden til, at han havde lavet spillelisterne, at ”det ikke er alle, der har lyst til at høre på et par sludrevorne radiotanter, så hvorfor ikke bare lægge musikken ud?”.

Her ’Hilsen til Maxwell’s’. Det er ikke alt Spotify er leveringsdygtig i, så der mangler numre med Pylon, The Raybeats, Yo La Tengo, Alex Chilton og The Feelies.


Udsendelsen som det lød tilbage i august 2015, er der mulighed for lytte til her.

torsdag den 11. oktober 2018

Shoot From The Hip #5 (2018) | En sang om Larsen. Playliste 11. oktober 2018


1. Stanley Brinks And The Wave Pictures - Orange Juice (2014)
2. The Love Coffin - See Me When I Crawl (2018)
3. Ed Kuepper - Sea Air (1986)
4. Zerodent - Overbid (2017)
5. Deniz Tek - Prison Mouse (2017)
6. The Strand - Popular Girl (1983)
7. Chris Stamey - Greensboro Days (2018)
8. Game Theory - The Real Sheila (1987)
9. Minutemen - The Price Of Paradise (1985)
10. Danzig - Twist Of Cain (1988)
11. Ian Dury - My Old Man (1977)
12. The Chills - Heavenly Pop Hit (1990)
13. Lester Young with Oscar Peterson Trio - There Will Never Be Another You (1952)
14. Kim Larsen - Hvis Din Far Gi'r Dig Lov (1973)
15. Gasolin' - Bingo (1974)
16. Gasolin' - Twilight Birds (1976)
17. Gasolin' - In The Wings (1978)
18. Kim Larsen - Ole´s Fjerner (1979)
19. Kim Larsen & Bellami - Forklædt Som Voksen (1986)
20. Kim Larsen & Bellami - Leningrad (1992)
21. Kim Larsen & Kjukken - Kommer Hjem (1996)
22. Kim Larsen - Bitter Frugt (2010)


onsdag den 10. oktober 2018

Jan Ds svenske powerpop favoritter p.t.


- af Jan Damage Petersen

Jeg har den seneste tid dykket lidt ned i gammel svensk punk, ikke mindst takket være det glimrende opslagsværk ’Ny Våg’. Og der er sateme meget, skal jeg hilse at sige.

Her kommer mit bud på en top fem over svensksproget powerpop numre, som jeg lige vil dele med nogen der sætter pris på det.

Etiquette Mona - ’Amsterdam’:


Rebell - ‘100 år’:


Paragraf Pop - ‘Med Dej’:


Abstrakt - ‘Släng Ditt Vapen’


ABC-80 - ‘Pop I Radion’


tirsdag den 9. oktober 2018

‘Anodyne’ runder et kvart århundrede

“I remember John and I were standing out front of Cedar Creek waiting. Doug Sahm was coming to the studio and we were going to cut “Key to My Heart.” We don’t know when he’s going to get there, but we know it’s soon. And all of the sudden, we see this old, black Continental, with the suicide doors, swing around the corner and come blasting up the drive. Just blowing gravel everywhere. He jumps out, comes running in, he’s got a carrot juice mustache and the first thing he says to us, “Boys, have you tried carrot juice? Straight carrot juice. It’s better than cocaine!””

- Ken Coomer, trommeslager i den sidste inkarnation af Uncle Tupelo og i Wilco til og med ’Yankee Hotel Foxtrot.’

Rolling Stone fejrede for et par dage siden 25 året for Uncle Tupelos lille mesterværk ‘Anodyne’. Det foregik under overskriften ’Uncle Tupelo’s ‘Anodyne’ at 25: An Oral History’. Desværre uden medvirken fra de to hovedpersoner Jay Farrar og Jeff Tweedy, men den lange feature er nu særdeles læseværdig alligevel. 

mandag den 8. oktober 2018

“No matter the destination, sometimes it really is all about the journey”


“But this record in particular, The Crossing, really kind of took on a life of it’s own. And I think it’s because of the fact that I made it in another country; I made it in Italy, with Italian musicians. Before that, Antonio Gramentieri, who is the co-writer on this record, flew over to Dallas, and we hung out here, we wrote, then we drove to Austin and we took 67, 281 on the way back, so we visited a lot of little Texas towns and got a feel … And suddenly we were aware that we were onto something. So I think the combination of his music, my lyrics, and just the sense of what those two countries kind of possess is what made this record so important.”

- Alejandro Escovedo til Lone Star Music Magazine om hans nye fænomenale plade, ’The Crossing’. Et album, hvor han blandt andet får hjælp af Wayne Kramer, James Williamson, Peter Perrett og John Perry:


John Wicks fra The Records er død


Sanger og guitarist John Wicks fra et af mine yndlings power-pop orkestre er her ikke længere. Wicks voksede op i Reading i England. I 1977 var han med til at danne The Records sammen med trommeslager Will Birch. Birch kom oprindelige fra pub-rockerne The Kursaal Flyers, som Wicks også optrådte med i gruppens afsluttende fase. Efter opløsningen begynde de at skrive sange sammen. Wicks som komponist, Birch som tekstforfatter.

The Records fik tidligt tilnavnet ”the British Big Star”. Hvilket jeg aldrig helt har forstået. Big Star er i en klasse for sig selv. The Records har skrevet fremragende sange. Ingen tvivl om det. Numre som ‘Teenarama’ og ‘Starry Eyes’ taler for sig selv. For mig at høre, har de dog et tydeligt engelsk approach, der peger mere i retning af landsmændene i Bad Finger. Mellem 1979 og 1982 udsendte The Records fire album. I 1978 blev de hyret til at bakke Stiff Records nye starlet, amerikanske Rachel Sweet op på ’Be Stiff Tour’. Birch og Wicks komponerede i øvrigt også ’Hearts In Her Eyes’ til The Searchers’ meget overraskende comeback-plade i 1979.

‘Teenarama’ og ‘Starry Eyes’ har jeg vist tidligere postet her på bloggen. Så her kommer The Records version af amerikanske Tim Moores single, ’Rock And Roll Love Letter’, fra 1974. Moores original var ikke et hit. Året efter lavede Bay City Rollers et cover, der lige nåede indenfor top 40. The Records udgave er dog klart den, der tager stikket hjem af de tre:



I midten af halvfemserne slog John Wicks sig ned i Los Angeles, hvorfra han turnerede rundt i USA med forskellige line-ups af The Records. Han indspillede også et par ganske fine soloplader. Senest ’Rotate’ fra 2011 under navnet The Records feat. John Wicks. Wicks døde søndag morgen på et hospice i Burbank efter en lang kamp mod cancer.

søndag den 7. oktober 2018

“Hello, we like twee…”


Årets sidste Klub Soja finder sted, fredag d. 26. oktober, i Kulturhuset på Islands Brygge. Peter Bonneman med Orcas står øverst på plakaten. De spillede deres første koncert i maj, ude på Underwerket på Toftegårds Plads. Senere på måneden optrådte de også til Spot-festival i Aarhus. Jeg var ikke til stede, så jeg ser virkelig frem til at høre Peter Bonnemans solomateriale i den nye livekonstellation.  

Det andet band, der spiller 26. oktober, har af Noisy fået betegnelsen ”Joan Jett-iske twee-punk”. Enids, som den københavnske pigetrio kalder sig, livedebuterede i marts i år. Siden har de været på tour i England, hvor byerne London, Salisbury, Oxford, Birmingham, Bristol og Cambridge fik besøg. Etiketten twee dukkede første gang op i forbindelsen New Musical Express’ kassette-kompilation, C86 (den kender I godt). Stilen er karakteriseret ved sin enkelthed og uskyld, fængende melodier og tekster om kærlighed. Den definition kunne man også bruge om powerpop. Uanset hvad, så er jeg blevet temmelig vild med den demo, som Julia, Charlotte og Louise har lagt ud på Bandcamp.


fredag den 5. oktober 2018

The Love Coffin. Playliste 4. oktober 2018


1. The Sisters Of Mercy - I Was Wrong (1987)
2. The Love Coffin - Sense Of Indifference (2018)
3. Danielle Dax - Evil-Honky Stomp (1984)
4. 22 Pistepirkko - Quicksand (2001)
5. Godflesh - Like Rats (1989)
6. Fritz Fatal, Peter Peter, Morten Chrone, Peter Kyed - Et Bånd - Et Reb (2018)
7. Ian Crause - More Earthly Concerns (2013)
8. Abwärts - Alkohol (1988)
9. The Love Coffin - See Me When I Crawl (2018)
10. Peter Ivers - Peter (1976)
11. Bichkraft - Yonder (2018)
12. Irma Victoria & The Martin Hall Orchestra - Shine The Light On Me (1990)
13. Ed Kuepper - Sleepy Head (Serene Machine) (1993)
14. Tanita Tikaram - Twist In My Sobriety (1988)
15. Ministry - Stigmata (1988)
16. Julian Cope ‎- Sunspots (1984)
17. The Love Coffin - Concrete Foreign Shores (2018)


onsdag den 3. oktober 2018

The Love Coffin i Mod Strømmen


Allerede i sidste uge, skrev jeg, at The Love Coffin er denne uges gæster. Siden da er gruppens debutplade, ’Cloudlands’, kommet, den er blevet anmeldt enkelte steder, og der har været en velbesøgt release i Route 66 på Fælledvej.

På udgivelsesdagen, fredag d. 28. september, tikkede de første recensioner ind. Jeg nåede at skimme et par stykker, før jeg tog ud på Fælledvej. Når jeg læser musikkritik er det for det meste referencepunkter og sammenligninger, jeg leder efter. Beskrivelserne af de enkelte sange, siger mig ikke så meget, før jeg har hørt dem. Én af de første, jeg mødte, til receptionen var forsanger Jonatan K. Magnussen, og eftersom jeg netop havde set The Love Coffin sammenlignet med Midnight Oil, Smashing Pumpkins og The Cure, spurgte jeg, om det overhovedet var noget han havde lyttet til? Midnight Oil var han behændigt krøbet udenom. Smashing Pumpkins havde han haft momenter med. The Cure var først kommet sent til ham, men han kunne i øvrigt ikke se nogen sammenfald. Hvortil det tørt blev bemærket fra et sted bagved os, at The Cure var glimrende at drive paralleller til, fordi det er et orkester folk kender. Og så er det egentlig bedøvede ligegyldigt om der er noget om det eller ej.


The Love Coffin skal spille et par danske og en tysk koncert i nær fremtid. 8. november er de på Posten i Odense. 24. november spiller de på Synästhesie Festival i Berlin, hvor blandet andet Spiritualized, The Soft Moon, The Blue Angel Lounge også optræder. 30. november gælder det Loppen på Christiania.

Før det kan man dog stille ind på Mod Strømmen i morgen, torsdag d. 4. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

tirsdag den 2. oktober 2018

En tid er forbi


Jeg burde skrive et par ord om Kim Larsen, men som en anden af landets store sangskrivere, har udtrykt det: ”alt er på det nærmeste sagt”.  Jeg måtte, som så mange andre, også synke et par ekstra gange, da jeg læste nyheden om Kim Larsens død, søndag d. 30. september. Efter at have sundet mig et stykke tid, ved i stilhed at stå og betragte det tiltagende efterårslandskab gennem vinduet, poppede ’Marken er høstet’ fra ’Skru op!’-albummet fra 1975, op i hovedet på mig. Der går år og dag mellem, jeg hører den sang, så hvorfor dét lige blev den, kan jeg ikke svare på?


Den triste besked har skabt ekstra trafik her på siden. Det er ikke megen plads, jeg har givet Gasolin' og Kim Larsen, gennem bloggens mere end ti år. Måske fordi, de hele tiden har været her. Måske fordi, jeg mente, at de ikke sagde mig så meget længere. Men det er jo selvbedrag. Så sent, som for et par uger siden, havde jeg en længere mailkorrespondance om Kim Larsens udgivelser med Kjukken. Herunder slog det mig, at jeg kendte mere til de plader, end jeg gik og troede. Med andre ord, så har jeg lyttet med, uden at lytte med.

Hvad angår trafikken her på siden, så har indlægget ”Alla-tin-gala betyder vistnok…” fået en opblomstring:

”De der Gasolin' ting, som nævnt, er, ganske rigtigt, indforstået christianshavner-slang. Engang i 1980'erne, var det mon i 'Kælderen' [Sofies Kælder] eller på 'Hjørnet' [Værtshuset]?... blev jeg jo nødt til nysgerrigt at spørge Mogens Mogensen, hvad nu det dér 'Alla-tin-gala' mon var for noget - og han forklarede, at det betød "mer' fisse", "på et eller andet sydamerikansk sprog" ...! Han havde sejlet en del i sine unge dage, og lært sig nogle fraser hist og her, tro det, hvem der kan.”


Min affotografering af et billede fra bookletten til cd-udgivelsen af ’A Foreign Affair II’, der består af ’The Last Jim’ og ’What A Lemon’, Gasolins engelske indspilninger af ’Stakkels Jim’ og ’Gas 5’, har også skabt fornyet færdsel. På billedet ses Kim Larsen og Søren Berlev sammen med Joey, Johnny og Dee Dee fra Ramones, som Gasolin' spillede opvarmning for i Atlanta i 1976, da bandets amerikanske drøm stadig var intakt. Både det uklippede som klippede foto, har der været ekstra søgning på.

I de hektiske timer efter nyheden om Kim Larsen, var redaktionen på Mod Strømmen enige om at dedikere en hel Shoot-udsendelse til hans værk. I løbet af i går besindede vi os dog. ”Alt er på det nærmeste sagt”. Helt uden om ham kommer vi imidlertid ikke i næste Shoot From The Hip, der er berammet til d. 11. oktober.

fredag den 28. september 2018

Of The Valley. Playliste 27. september 2018


1. Of The Valley - Tall Tall Tales (2018)
2. Leonard Cohen - So Long, Marianne (1967)
3. Nina Simone - Suzanne (1969)
4. Shane MacGowan And The Popes ‎- The Song With No Name (1994)
5. Jackson C. Frank - Kimbie (1965)
6. Of The Valley - Annie (2018)
7. Joni Mitchell - California (1971)
8. Feist - Sea Lion Woman (2007)
9. Bon Iver - Blindsided (2007)
10. Bahamas - Lost In The Light (2012)
11. Palace Winter - Dependence (2016)
12. Of The Valley - Italy (2018)
13. Leif Vollebekk - Elegy (2017)
14. Of The Valley - Quiet And Curious (2018)


torsdag den 27. september 2018

The Love Coffin udsender debutpladen ’Cloudlands’ i morgen.


Lige siden, jeg hørte, de første demoindspilninger tilbage i 2014 eller var 2013, har jeg uden at være egentlig klar over det, glædet mig til i morgen. Jeg har længe ment, at The Love Coffin er et af de mest nyskabende og spændende rockorkestre, Danmark har at byde på i disse år. Bandet har en nerve og fandenivoldskhed, der hele tiden skubber musikken videre i den retning som kvintetten ønsker. Her er ingen lette kompromiser, ingen leflen eller behagesyge. Hvis det ikke foregår på The Love Coffins betingelser, så kommer det ikke til at ske. En approach pladeselskabet Bad Afro formentlig deler. Efter at have udsendt ep’ere 'Veranda' og 'Buffalo Thunder' hos Flammekaster Records, udgiver det københavnske rocklabel i hvert fald The Love Coffins debutplade, ’Cloudlands’.

”The Love Coffins sange handler om kontraster. Musikken bevæger sig ubesværet fra fintvævet melodisk melankoli til ætsende dissonante vulkanudladninger af støj. Ved nærlytning kan man opsnappe stumper af det kludetæppe af inspirationskilder, der har formet bandets lyd. Fra 80’ernes støjrock scene i New York over den samtidige post-punk æra i Australien til shoegazer-genrens evne til at begrave veldrejede pop-hooks i støjende guitarer.”

Med et forbehold eller to, er jeg ganske enig i denne Bad Afro-beskrivelse af kvintetten. Men den lidt ligegyldige diskussion, kan jeg altid tage med bandet, når det kommer forbi Mod Strømmen, d. 4. oktober. Allerførst skal vi dog feste med The Love Coffin. Kig forbi pladeforretningen Route66, Fælledvej 3, 2200 København N, i morgen, fredag d. 28. september, kl. 18, til släppfest og fredagsøl.

I begyndelsen af september kom det andet singleudspil fra ’Cloudlands’, ’Take Good Care Of Me’:


onsdag den 26. september 2018

Fornemt besøg fra Zimbabwe på lørdag i Musikcaféen i Huset.


Det brasilianske afro-orkester Bixiga 70, colombianske M.A.K.U. Soundsystem, der nu bor i New York, tyrkiske Gaye Su Akyol og Dirtmusic med medlemmer fra The Walkabouts, The Bad Seeds og Baba Zula, er alle i stald hos Gliiterbeat Records. De har også det tilfælles, at de besøger spillestedet Alice i de kommende måneder. Glitterbeat har virkelig slået deres navn fast de senere år, som et af de selskaber der omfavner den globale musik. Blandt plademærkets udgivelser finder man også Ifriqiyya Electrique, Jon Hassell, Joshua Abrams & Natural Information Society, AMMAR 808, Samba Touré, Noura Mint Seymali mv. Det er en gammel diskussion, men for det meste bruger jeg stadigvæk begrebet verdensmusik om musik derudefra. I Glitterbeat Records tilfælde er jeg dog i tvivl? Megen af den musik selskabet sender på gaden, er nemlig filtreret gennem så mange lag, fyldt med hybrider og crossovers, at ordet måske ikke dækker?

For godt og vel en uges tid siden, udgav Glitterbeat Records, én af september måneds bedst bedømte plader. Af de anmeldelser, jeg har læst, hvis jeg skal være helt præcis. Det drejer sig om den nu halvfjerdsårige Stella Chiweshes fra Zimbabwe. Udgivelsen hedder ’Kasahwa: Early Singles’, og indeholder otte numre, lavet mellem 1974 og 1983. Begyndende i en periode, hvor Zimbabwe stadig hed Rhodesia, men hvor Chimurenga-revolutionen eller The Rhodesian Bush War, som den også bliver kaldt, førte til selvstyre i 1980.


Stella Chiweshe voksede op med amerikansk country og rockmusik. Umiddelbart lå det ikke i kortene, at hun skulle begynde at interessere sig traditionel afrikansk, spirituel musik, og slet ikke, at hendes fortrukne instrument skulle være en mbira. På vore breddegrader kalder man det vist også et tommelorgel eller et tommelklaver. Et instrument, der har eksisteret i forskellige former i tusindvis af år over hele det afrikanske kontinent. Mbiraen var især knyttet til religiøse fester, såsom overgangsritualer, og blev betragtet som et instrument kun mænd mestrede. Ergo var der ingen mandlige musikere, der var villige til at give deres lærdom fra sig. Instrumentbyggerne var heller ikke meget for at lave en mbira til en kvinde. Titelnummeret på Glitterbeat-opsamlingen, ’Kasahwa’, der også er Chiweshes debutsingle fra 1974, måtte hun derfor indspille på et lånt tommelklaver.


Som adskillige læsere måske allerede har gættet, så ville Chiweshes ikke slå sig til tåls med lånte instrumenter. Efter de barske læreår som kvindelig musiker i Rhodesia, hvor det hvide racediskriminerende koloniherredømme forbød de sortes åndelige ceremonier og den spirituelle kultur og livsstil, der fulgte med, blev Stella Chiweshe et stort navn i den nye stat Zimbabwe. Op gennem firserne blev hun ligeledes et symbol for kvinders rettigheder. I dag har hun endog fået tilnavnet, ’Queen of Mbira’.


Nu på lørdag, d. 29. september, kl. 20.00, præsenterer Musikcaféen & Beyond The Beats Stella Chiweshe i Musikcaféen i Huset i Magstræde. Det koster kr. 100,00 at komme ind.