Foucault og bluesmusikken

Rummelige hypoteser er gode at have. Tag fx den franske teoretiker Foucaults term 'italesættelse', der bliver brugt i managementsprog, fusionsledelse, pædagogik, postmoderne modforskning, om regeringens politik, om kropslighed, seksuelle præferencer og mangt meget mere!

Men hvad var bluesmusikken blevet til, hvis den ikke var blevet 'italesat'? Måske havde den slet ikke eksisteret som kulturel diskurs? Hvem ved, mindst af alt denne bloggerkugle?

Blandt de lærde musikforskere er der bred enighed om, at den bluesmusik, som vi kender i dag, er opstået i 1890’erne. Mange vil endog sammenslutte blues med de lyde som et togs svingninger og hjulenes klik-klak henover sporene genererer, som et væsentligt bidrag til den særegne bluesstil. Hvordan musikarkæologerne når frem til det resultat, skal være usagt. Måske kan det have noget med at gøre, at jernbanen først var fuldt udbygget i de amerikanske sydstater i det årti?

For at blive indenfor Foucaults terminologi, skal vi dog ikke tale om oprindelsen til bluesmusikken, men om opdagelsen, altså det tidspunkt hvor den bliver ’italesat’. Indenfor blueshistorien er der en skelsættende begivenhed i 1903. Eller sagt på en anden måde en beskrivelse, som alle blueskronikørerne fra Robert Palmer til Greil Marcus, har taget til sig. Kilden er at finde i den sorte kornetspiller, samt komponist af bl.a. ’Memphis Blues’, ’Saint Louis Blues’ og ’Beale Street Blues’, W.C. Handy’s selvbiografi ’Father Of The Blues’ fra 1941. Man kan dog sætte spørgsmålstegn ved Handy’s erindring eller, som ovenstående forfattere, vælge at tro på, at han havde en urimelig god hukommelse. Under alle omstændigheder hævdede Handy, at han opdagede bluesmusikken på jernbanestationen i byen Tutwiler i Mississippi, hvor bl.a. Sonny Boy Williamson også er begravet. I ’Father of The Blues’ skrev Handy ”A lean, loose-jointed Negro had commenced plunking a guitar beside me while I slept... singing about "goin' where the Southern cross the Dog"...The effect was unforgettable.” I dag finder man en mindeplade (gengivet ovenfor) med denne inskription i Tutwiler:

”In 1903 while touring the Delta and playing musical engagements, W. C Handy was waiting on a train in Tutwiler. At the train depot an unknown musician was singing, while sliding a knife blade down on the strings of his guitar. The sound and effekt were unforgettable to Handy and became the music known worldwide as ’The Blues’”

Siden har musikforskerne spekuleret i hvem denne ukendte sorte musiker var? Buddene er mange lige fra Charley Patton over Son House til Robert Johnson.

Om ovenstående er nok til, at tale om en videnskabelig ’italesættelse’ af bluesmusikken eller om det bare er en god historie, er det næste problemkompleks?