Tro det eller ej. I et par måneder i 1989 havde denne blogger et delvist ejerskab af en bil, nemlig en AMC Pacer fra 1976. Modellen er senere blevet kåret, som verdens grimmeste bil af et større amerikansk businessmagasin. Bilens design var futuristisk, dens runde bygning og store glasflader var unik for datidens formgivning. Paceren var ekstra bred for en lille vogn at være, næsten lige så bred som et rigtigt dollargrin, men det var en strategi, som skulle få én til at tro, at man sad i et større køretøj. Desværre var Paceren også proportioneret til en fremtid, der aldrig kom. I 1982 blev fabrikanten American Motors Corporation købt op af Renault.
Hvordan var den så at køre i? Glimrende. Vi nåede fra Colorado til Californien og tilbage igen. Selv ikke, da en velmenende og bekymret mekaniker - et sted oppe i Rocky Mountains - rystede på hovedet og sagde; ”That car is gonna drive you boys right off a cliff”, skilte vi os af med den. Eneste ulempe var, at vi kun kunne høre AM radio, og de eneste stationer, der sendte på de frekvenser, befandt sig i indianerreservaterne. Et sted i Arizona, nåede vi dog, at høre det meste af den første Traveling Wilburys plade, før stationen forsvandt ud i intetheden. Long May You Run.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar