BMX Bandits blev dannet af Duglas T. Stewart i 1985. Bandnavnet er på sin egen kringlede facon en hyldest til Stewart’s forbillede, Brian Wilson. The Beach Boys er umiskendelig kædet sammen med surfboards, men da Wilson ikke surfede, ledte Stewart efter en forenelig ungdomstrend fra midten af firserne, der kunne give tilsvarende associationer. Han faldt over BMX-cyklen, som han ikke selv havde noget forhold til, men den passede perfekt til formålet.
I de tidlige år var BMX Bandits en musikalsk kravlegård, hvor bl.a. Frances McKee (The Vaselines), Norman Blake (Teenage Fanclub) og Sean Dickson (The Soup Dragons) boltrede sig. Bandets første single ’E 102’ blev udsendt på Stephen Pastel’s (The Pastels) label 53rd & 3rd. Den blev uagtet, at musikmagasinet Sound kaldte den ”possibly the worst single ever made’, et hit på den engelske indiescene, der på det tidspunkt endnu ikke var tømt for indhold. I de næstfølgende år, udgav gruppen en række selvfinansierede singleplader. Den længe ventede debut-lp med den ironiske titel ’C-86’, kom først i 1990. Titlen stammer fra den efterhånden navnkundige kassettebånd-sampler med band fra uafhængige pladeselskaber, som New Musical Express udgav i 1986, og hvorpå BMX Bandits var uforklarligt fraværende.
I 1991 udkom den sørgmuntre, selvbiografiske og misforståede single ’Serious Drugs’, der skaffede bandet en aftale med Creation Records. Her blev det til albummene ’Gettin’ Dirty’ fra 1995 og ’Theme Park’ fra 1996. Sidstnævntes meget fine blanding af power-pop, electronica og bossa-swing blev til dels produceret af tresserpop veteranen, Kim Fowley. Siden hen er der blevet længere mellem udgivelserne, ligesom besætningen har været stadig skiftende. At pophjertet stadig sidder det samme sted, beviste gruppen dog med 2007-pladen, ’Bee Stings’.
Opsamlingen ’The Rise & Fall of BMX Bandits’ indeholder:
E102 / Disco Girl (2008 version) / Your Class / I Can Wait Forever / Right Across The Street / Stardate / Come Clear / Extraordinary / Baby Loves Lovin' / Let Mother Nature Be Your Guide / Rimbaud & Me / Life Goes On / Hey Little Tomboy / The Day Before Tomorrow (2008 version) / Stupid / I Wanna Fall In Love (version 2) / Whirlpool (1995 version) / Tugboat (with Angel Corpus Christ) / Students Of Life / Help Me, Somebody / Intermission (Little Seashell Ear) / Love's Sweet Music / I Don't Wanna Grow Up
Ingen kommentarer:
Send en kommentar