Blogger Widget

torsdag den 26. december 2013

BEAT 2013 (8 af 8)

Af Jan Damage Petersen

Lyden af 90’erne og masser af gamle kendinge.

UDENLANDSKE PLADER. TOP 20


#20 - Sebadoh - Defend Yourself
Efter 13 års pause, vendte Lou Barlow og Sebadoh sidste år, tilbage med nyt materiale i form af EP’en ”Secret”. Et fremragende comeback, der lovede godt for dette års fuldlængde. Forventningerne bliver ikke helt indfriet, men der sateme gode sange der gemmer sig rundt omkring på ”Defend Yourself”.


#19 - Gravys Drop - Gumball
Der er sikkert ikke mange der kender Gravys Drop, men det bliver der forhåbentlig ændret på, for bandet er for alle. Nogle gange lyder de som AC/DC og andre gange som Elvis/Buddy Holly etc. Det lyder måske en kende underligt, det er det egentlig ikke, men det gør dem svære at beskrive. Måske jeg bare skulle citere deres hjemmeside ”Gravys Drop is Rock n’ Roll”.


#18 - Touché Amoré - Is Survived By
Der skulle meget til når bare ét af de tre supportbands til Converge, en kold tirsdag aften for ca. et år siden på Loppen, skulle få min fulde opmærksomhed. Den fik Touché Amoré den aften, mest fordi jeg blev lidt nostalgisk, da det ledte tankerne hen på Serene og et hav af andre svenske/amerikanske screamo-bands, jeg dyrkede i sluthalvfemserne. ”Is Survived By” er ikke bare et 90’er trip, men det er en imponerende, og til tider iørefaldende, opdatering af en, for mit eget vedkommende, for længst glemt genre. Herligt!



#17 - California X - S/T
Når du om lidt benytter dig af linket nedenfor, så vil du sikkert tænke: ”Hov, lyder det ikke fuldstændig som tidligt Dinosaur Jr?”. Svaret er ”JO!” Det er fedt ik’?


#16 - Merchandise - Totale Nite
Jeg ville godt have haft Mechandise’ plade fra sidste år ”Desire”, med på min top 20 i 2012, men desværre opdagede jeg først bandet i januar i år. Men så er det jo heldigt, at de er så produktive, at jeg allerede fik en chance mere i år. Hvis man har hang til 80’er plader fra f.eks. New Order/The Cure/Sisters Of Mercy, og ikke mindst The Smiths, så dør man en lille smule når man hører en af årets bedste sange ”Anxiety’s Door”.


#15 - Crystal Stilts - Nature Noir
Jeg var meget begejstret for Crystal Stilts’ plade fra 2011 ”In love with Oblivian”, og på den baggrund blev jeg noget skuffet de første gange jeg hørte ”Nature Noir”. Så fik jeg den gode idé, at tage ned for at se dem på Stengade, og efter en fremragende koncert, har pladen virket for mig lige siden. Der er skruet ned for tempoet, og mørket har sænket sig, det gør denne post punk/garage-plade aldeles strålende, efter nogle gennemlyt.  Vel at mærke.



#14 - Darkthrone - The Underground Resistance
Der er måske en grund til at Darkthrones plade nr. 15!!!, hedder hvad den hedder. I hvert fald er det en hyldest til undergrundsmetal, og pladen ender med at være en herlig potpourri, af alle de musikalske udtryk bandet selv har leveret igennem tiden. Black/Død/Crust/Thrash/Doom, altsammen krydret med et lille pift af klassisk Heavy Metal.


#13 - Robert Pollard - Honey Locust Honky Tonk
17 numre på 34 min. Det er derfor man kun kan holde af Robert Pollard, hvad enten det er solo eller med Guided By Voices (+ 30 andre projekter). Af de Pollard relaterede udgivelser der kom i år, var ”Honey Locust Honky Tonk” den der lige bed sig fast. Den er til gengæld også fremragende! Hvis du ikke rigtig kender GBV eller Pollard, så har du travlt, kammerat.


#12 - Bed Wettin’ Bad Boys - Ready For Boredom
I en pladebutik i Berlin, pegede en god ven på denne plade og sagde, at jeg skulle købe den. Det sked jeg højt og flot på, men måtte så efterfølgende konstatere at han havde ret, og så bestilte jeg den fra selv samme butik, da jeg kom hjem til København. Bag det fjollede navn og grimme pladecover, gemmer sig et australsk rock/punk band, bl.a. med et medlem fra Royal Headache, som er ét af mine absolutte favoritbands for tiden. Det her er også imponerende stærkt!



#11 - The Kingsbury Manx - Bronze Age
Jeg har fulgt The Kingsbury Manx siden deres spæde start i 2000, og her på deres 7. album virker det desværre som om, at der ikke er mange af os følgere tilbage. I hvert fald er det svært, at finde anmeldelser, artikler etc om bandet. Det er synd, for de har udgivet et af deres til dato bedste udgivelser i år ”Bronze Age”. Det er straight up indie rock med fokus på den gode sang, ikke ulig Teenage Fanclub på deres gamle dage.


#10 - Superchunk - I Hate Music
Du hørte garanteret ikke Superchunk på Loppen, for et stykke tid siden, for stedet var sateme ikke overrendt denne aften. (ja ja, I know, Bodil osv.) Det må du lave om på næste gang, for det var et brag, en af årets koncerter, så håber vi bare ikke der går yderligere 15 år? Men hvorfor skulle der gøre det, når de kan udgive plader som ”I Hate Music”? Lyt bare til denne Power Pop perle.


#9 - Thee Oh Sees - Floating Coffin
Endnu et band der bare spytter plader ud, og som regel er det med et overbevisende resultat. ”Floating Coffin” er, efter min overbevisning, et af deres mest fokuseret albums nogensinde, med flere regulær hits til følge. Og så er de et af de bedste live-bands derude i øjeblikket (hørte i det Roskilde?), så selvfølgelig skal Thee Oh Sees tjekkes ud hvis du ikke lige fik gjort det. Tjek lige coveret, stirrende jordbær med hugtænder, Grrrrrrr!



#8 - Nick Cave & The Bad Seeds - Push The Sky Away
Jeg holder egentlig meget af Grinderman, men set i bakspejlet, er det ikke meget jeg har fået hørt deres to plader. Det er nu Grinderman-holdet der udgøre kernen i Bad Seeds, og hvis ”Push The Sky Away” kun er begyndelsen, så er der ingen grænser for hvad de kan drive det til. Nick Cave har i år udgivet, et af sine mest vedkommende og nærværende plader i årevis. ”Jubilee Street” er et af årets bedste sange.


#7 - Fuzz - S/T
Jeg nåede lige at blive semi-skuffet, over Ty Segall’s soloplade fra i år ”Sleeper”, men så dukkede han op med projektet Fuzz, for med dette monster af en plade, så kan man ikke andet end tilgive. Ty synger bag trommerne, og titlen lyver ikke, der er rigeligt med fuzz. Som så mange andre bands i øjeblikket, er inspirationerne Black Sabbath, Blue Cheer etc., men ”Fuzz” gør det bare bedre end de fleste lige nu.


#6 - Yo La Tengo - Fade
Året blev skudt fortrinligt i gang, da Yo La Tengo allerede d. 15. jan. smed ”Fade” på gaden. Af den grund blev det også, en af de mest spillede plader herhjemme i år. Men det er nu ikke alene fordi, at jeg har haft 11 måneder til det, men det er bare en mega-solid (som altid) Yo La Tengo plade. Så kan jeg ikke ønske mig mere!

,

#5 - Bonnie ’Prince’ Billy - S/T
Man kan jo undre sig over, hvorfor filan manden ikke har gjort dette noget før? Gjort hvad?, spørger du så. Udgivet sin første plade siden ’94, hvor instrumenteringen udelukkende er egen guitar, synonymet dengang var Palace Brothers. Lige som man troede, at manden ikke havde mere at skyde med, udgiver han et af sine bedste albums til dato. Smukt! At han så vælger selv at distribuere pladen, ved selv at tage rundt og aflevere en lille stak plader hist og her, så markedsprisen har været helt oppe på 150$, gør det endnu mere underligt.


#4 - Purling Hiss - Water On Mars
Alt det bedste fra amerikansk indie/alternative-rock fra slut 80’er/start 90’erne, er samlet på denne plade. En slags ”Best Of”, bare med nye numre, hvis man forstår sig på den slags. At tage ned på KB18 en regnfuld søndag aften i april for at se Purling Hiss, er blandt årets bedste beslutninger, sådan i kulturel kontekst forstås. Forhåbentlig kommer der mere end 10 mennesker næste gang de spiller, det har de sateme fortjent.



#3 - Nails - Abandon All Life
Skal vi ikke bare blive enige om, at Nails er noget af det mest forfriskende der sket for metalscenen i mange år? Vi får serveret død, hardcore, d-beat, grind, powerviolence etc. på 17 min.

”Kære Roskilde Festival, stort tillykke med at booke et af nutidens allerbedste bands, og good luck med at forsøge at få dem til at spille i 60 min.”

Hvad fanden, det er snart jul, I får sgu hele pladen.


#2 - Kurt Vile - Wakin On A Pretty Daze
Pladen jeg bare sætter på igen og igen og igen…… Fordi den lyder pissegodt, og niveauet på sangskrivningen er skruet gevaldigt i vejret siden hans seneste ”Smoke Ring For My Halo”. Og så er Kurt en slackerrockens svar på Mark Knopfler, et overflødighedshorn af riffs og guitarlir. Fantastisk!



#1 - Bill Callahan - Dream River
(Melodi: Sing When You’re Winning)

"Én Bill Callahan, der kun én Biiill Callahan, én Biiiiiiill Caaaallahan,
der er kun én Biiill Caaallahan. én Bill Callahan,
der kun én Biiill Callahan, én Biiiiiiill Caaaallahan,
der er kun én Biiill Caaallahan. én Bill Callahan,
der kun én Biiill Callahan, én Biiiiiiill Caaaallahan, 
der er kun én Biiill Caaallahan....."

Forsæt endelig så længe du vil.


UDOVER DET, HAR JEG, MED STOR FORNØJELSE, LYTTET TIL

Chelsea Light Moving - S/T
Grant Hart - The Argument
The Men - New Moon
Mudhoney - Vanishing Point
Watain - The Wild Hunt
Uncle Acid & The Deadbeats - Mind Control
David Bowie - The Next Day
Charles Bradley - Victim Of Love
Low - The Invisible Way
Deerhunter - Monomania
Iggy & The Stooges - Ready To Die
Oblivians - Desperation
Thurston Moore & Loren Connors - The Only Way To Go Is Straight Through

PLADER JEG IKKE NÅEDE AT HØRE NOK TIL, AT DE KUNNE KOMME I BETRAGTNING TIL ÅRSLISTEN

Tim Hecker - Virgins
Wooden Shjips - Back To Land
Jonathan Wilson - Fanfare
Deafheaven - Sunbather
The Dead C - Armed Courage
Hoax - S/T

ÅRET SKUFFELSE


ÅRETS PRUT I EN KOP YMER


DET ER IKKE SÅ TIT, AT JEG FÅR CHANCEN FOR AT LAVE EN DANSK ÅRSLISTE, MEN I ÅR KOMMER DER EN TOP 5


#5 - De Høje Hæle - Mund Til Mund

#4 - De Efterladte - Alvorsord Og Etagevask

#3 - Spids Nøgenhat - Kommer Med Fred

#2 - Iceage - You’re Nothing

#1 - Allan Olsen - Jøwt

Ingen kommentarer: