Nap Eyes nye album, ’I’m Bad Now’,
fordrer en del baggrundsforståelse, før man er moden til at dykke dybere
ned. Jeg var ved at tabe pusten, da jeg
læste pressematerialet, der nærmest tenderer en akademisk analyse (læs selv videre herunder).
’I’m Bad Now’ er tredje del af en
uformel triologi, der omfatter ’Whine Of The Mystic’ fra 2015 og ’Thought Rock
Fish Scale’ fra 2016. I pressemeddelelsen bliver der lagt op til, at man i det
mindste skal besidde et kendskab til argentinske Jorge Luis Borges’ fortællegreb
i ’The Garden Of Forking Paths’. En novelle fra 1941, der forgrener sig på
kryds og tværs af tid og rum. Med andre ord, i parallelle universer, også kendt
som multivers.
Endnu bedre vil det være, hvis
man har læst den britiske filosof Olaf Stapledons skildring af netop nævnte
multivers i romanen, ’Star Maker’, fra 1937. Stapledon skrev science
fiction, og han har haft stor indflydelse på ansete tænkere og forfattere som Arthur
C. Clarke, Stanisław Lem, Bertrand Russell, CS Lewis, John Maynard Smith mv.
Hvis man virkelig vil til bund i
canadiske Nap Eyes nye udgivelse, er det altså nødvendigt at kende til den
teoretiske eksistens af uendelige universer. Om det så er som et litterært
begreb eller mere filosofisk, det bliver brugt på pladen, skal jeg ikke gøre
mig klog på. Det har jeg nemlig ikke helt fattet. Men det ene udelukker, jo som
bekendt ikke det andet.
Nap Eyes spiller i Vega, mandag
d. 30. april. Dagen efter gælder det spillestedet Tape i Aarhus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar