Eller rettere sagt, jeg dødkedede
mig i går. Den seneste uges tid, har jeg ellers set et par gode
rockdokumentarfilm. ’XTC: This Is Pop!’ og ’The Wrecking Crew’. Det forsøgte
jeg at følge op med nogle streamingserier, men jeg må sande, at jeg hverken er
til vampyrer eller zombier. Apokalypsen eller ligegyldige gysere. Jeg har også
et par bøger liggende, som jeg er gået i stå i. Den tyske bestseller, 'Træernes
Hemmelige Liv', af skovfoged Peter Wohlleben, tegnede ellers meget lovende, men
den har jeg lagt fra mig. Det samme er sket med Levon Helms og Steven Davis´ ’Historien
Om The Band: Wheels On Fire’, der ligeledes tegnede godt, men endte i for megen
småpludren. Et par nye plader kunne heller ikke rykke ved den uinspirerede
tilstand, jeg befandt mig i.
Sent på aftenen, fandt jeg tilmed
og til min store ærgrelse ud af, at skotske Spinning Coin, et par timer tidligere,
som sidste øjebliks tilføjelse, havde spillet support for canadiske Alvvays i
Lille Vega. Alvvays er ikke min kop te, men jeg havde med glæde betalt
billetprisen på kr. 165,00, for bare at høre det unge Glasgow-orkester. Jeg
nåede dog ikke at ærgre mig gul og grøn, fordi jeg samtidig læste, at koncerten
var udsolgt.
Jeg har fulgt Spinning Coin i
nogle år. Gruppens debut-lp, ’Permo’, fra 2017, var én af de plader, jeg havde
set allermest frem til sidste år.. I november, beskrev jeg, bandets musik som:
”utilpasset, catchy popmusik med jangle-guitar, der både er
introspektiv og søgende. Giver det mening? Hvis ikke, så lad mig prøve med en
anden sammenligning. Det er the sound of young Scotland, sloganet for
pladeselskabet Postcard Records, filteret gennem amerikansk alternativ rock fra
begyndelsen af halvfemserne. Bag mixerpulten har de haft ingen ringere end
Edwin Collins fra Orange Juice”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar