”Jeg har været til mange koncerter”, er et kendt Dan Turèll citat.
Gennem de seneste år, hvor koncertudbuddet i København på det nærmeste er
eksploderet, er sætingen ofte løbet gennem hovedet på mig, når jeg ikke har
haft mulighed for at komme til en koncert. For det meste er Turèlls ord blevet
fulgt af, ”så hvad betyder én til?”. Sådan
har jeg det også med dobbelt-showet på Alice på lørdag. Nu, hvor vi er på vej
ind i den søde og travle julemåned, er det om at have prioriteringerne på
plads. Lige meget, hvor meget, jeg så end gerne vil høre Gruff Rhys og Bill
Ryder-Jones, så er kalenderen pakket. Det skal dog ikke fraholde mig fra at
anbefale aftenen, som Alice laver i samarbejde smash!bang!pow!.
Jeg må blankt indrømme, at mit
kendskab til Gruff Rhys tid i Super Furry Animals, er af ren sporadisk
beskaffenhed. Efter Alan McGee signede Cardiff-bandet til Creation Records, opnåede
de mainstream-succes i halvfemserne. New Musical Express hævdede i øvrigt i en
artikel i 2005, at Super Furry Animals var det mest betydningsfulde band i
Storbritannien gennem de seneste femten år. Måske er jeg gået glip af noget?
Gruff Rhys solodebuterende i 2005
med det walisisk-sprogede værk, ’Yr Atal Genhedlaeth’. Siden er det blevet til
en række soloudgivelser, hvor han prøver sig af på engelsk, spansk og
modersmålet. Senest ’Babelsberg’, der udkom i juni i år, og som han er på tour
med for øjeblikket. En plade, der emmer af den vind og skæve popæstetik, der er
blevet hans varemærke. ’Babelsberg’ er indspillet sammen med BBC National
Orchestra of Wales, der består af 72 musikere. Jeg er ikke klar over, om han
har band med på lørdag. Men, hvis han har dét, er der næppe tale om et orkester
i størrelsesorden med det, der medvirker på pladen:
Bill Ryder-Jones musikalske karriere,
minder på flere måder om Gruff Rhys. Læretiden stod han ud hos psychpop-bandet The
Coral fra Liverpool, der i den engelske presse med vanlig britisk beskedenhed,
har fået prædikat af at være et af de mest talentfulde og underkendte. Ryder-Jones
forlod dog allerede orkestret i 2008. Angiveligt på grund af, at han led af
angstanfald og han ikke længere nærede ønske om at være en del af et
kommercielt og succesfuldt band.
Som med Super Furry Animals er
mit kendskab til The Coral overfladisk. Til gengæld holder jeg meget af Ryder-Jones
tredje soloudgivelse, ’West Kirby County Primary’, der kom i 2015. Et album, der
er inspireret af orkestre som Gorky's Zygotic Mynci, The Strokes, Pavement og,
ja, Super Furry Animals. Sangene koncentrerer sig mestendels om Bill
Ryder-Jones eget liv og er indspillet i hans gamle drengeværelse hos hans mor i
Wesy Kirby. En togtur på en halvtimes tid fra Liverpool.
I begyndelsen af denne måned,
udkom Bill Ryder-Jones seneste udspil, ’Yawn’. Dét har jeg endnu ikke hørt, men
muligheden er her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar