Fugleflugten har fået masser af
opmærksomhed. Debutpladen ’Morgenlysskær’, der kom i januar, er blevet fint
anmeldt i Politiken. Før det har bandet ladet deres melankolske og sårbare
materiale lyde ud over campingområdet på Roskilde Festval 2017. De har været på
tour med Fribytterdrømme, de har været blandt Vegas udvalgte, spillet en
udsolgt koncert i netop Vega, optrådt på branchefestivalen Spot, været forbi
den yderste populære nordsjællandske festival Musik i Lejet, haft flere sange
på rotation på P6 Beat, ligget femten uger på Barometerlisten på P3. Kvartetten,
der har rødder i Østjylland, appellerer med andre ord ganske bredt.
For et par år siden, fortalte sanger
og sangskriver Rasmus Yde, i et interview:
”Jeg er ikke så inspireret af dansk musik, men jeg er meget inspireret
af dansk kultur. Danske sagn og alt det, der egentlig er eventyrligt ved
Danmark. Alt fra H.C. Andersen til Ole Lund Kirkegaard og Jeppe Aakjær. Der
bliver lavet nogle fede fortællinger, og så er der meget fedt ved det danske
sprog også.”
Fugleflugten har ligeledes flere
steder anført, at naturen spiller en central rolle som kilde til deres kunstneriske
udfoldelse. Ikke én til én, men som et sted, der grænser op til virkeligheden.
Et sted med sære skabninger og mystiske væsener.
Postpunken kommer i mange
afskygninger i disse år. Indenfor de seneste tre uger, har The Foreign Resort
og Melting Walkmen været på besøg i Mod Strømmen. De går begge under betegnelsen.
Fugleflugten er ingen undtagelse, selvom jeg mener, at deres udtryk ligger
langt væk fra ovennævntes. Som så igen ligger milevidt fra hinandens. Vi har
altså med et mangefacetteret billede at gøre, hvis måske eneste sammenligningsgrundlag
er, at det tager udgangspunkt i årene efter 1977. Hvor dub, funk, elektronisk
musik, disko, støj, free jazz, verdensmusik, avantgarde med mere, blev en del
af den såkaldte postpunks musikalske output.
Her ’Salamander’ fra ’Morgenlysskær’.
Det er iøvigt Flammekaster Records, der har udgivet Fugleflugtens debut.
Lyt med I morgen, torsdag d. 7.
marts, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar