”Morgen og aften,
når ingen ser det,
glider hans skikkelse
forbi os
som et skib i
horisonten,
tøver et øjeblik i solbålet,
- så nogle rammes af
et blink
af blindhed.
Han er min morgens skib.
Hans tanke er hos mig
De lange eftermiddage,
når børnene fodrer
ænder
under træerne, her ved
søen,
(Af og til er det,
som om han ligger
fortøjet
ved søens stensætning,
og jeg læner mig op ad
hans mægtige jernside!)
Jeg tror, han har sin
dybe mening
med at lægge denne
stad øde.”
- Ole Sarvig: ’I Forstaden’ fra digtsamlingen ’Menneske’, 1948.
- Ole Sarvig: ’I Forstaden’ fra digtsamlingen ’Menneske’, 1948.
Jeg har været i Vanløse i dag.
Dels for at planlægge/fastlægge Klub Sojas program til efterårets to arrangementer,
dels for at hænge ud og tale om sommerens festivaler, kommende koncerter og en
masse andet musikorienteret. Af én ikke nærmere defineret årsag, kom jeg til at
tænke på Sarvigs digt. Om forladelse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar