De nøgne og de døde 2019 (3 af ?)

Illinois-punktrioen Big Black burde jeg nok have lyttet meget mere til, end tilfældet er. Det er et band, der betyder meget for mange, til trods for, at de kun udsendte to fuldlængde lp’er, et par livealbum, nogle ep’er og en håndfuld singler. Hvilket immervæk er en del udgivelser, når jeg tænker på, hvad andre orkestre med såkaldt kultstatus har udgivet.

Juleaften kom den triste besked om, at bassist Dave Riley var død af cancer. Riley var ikke med fra begyndelsen af Big Black, men han spiller på de to studieplader ’Atomizer’ fra 1986 og ’Songs About Fucking’ fra 1987. Udgivelser, der beskriver bandets breakthrough og breakup. Selvom hovedmanden, Steve Albini, fastholder, at det aldrig havde været meningen, at Big Black skulle blive et stort navn, som de var på vej til efter 'Atomizer', og man derfor besluttede at opløse bandet før end ’Songs About Fucking’ var udkommet, så er der måske noget, der tyder på, at et-eller-andet var galt. Flere har talt om en kreativ krise, at bandet stod i stampe og var løbet tør for musikalske idéer. Det synspunkt underbygger de med, at de to plader minder enormt meget om hinanden. Den diskussion vil jeg ikke gå ind i, fordi jeg kun har hørt ’Songs About Fucking’. Hvem vil i øvrigt gå glip af at høre en plade med den titel? Men hvorom alting er, så har jeg Thomas Løppenthin ved min side i morgen, hvor Mod Strømmen sender ’De nøgne og de døde 2019’, og mon ikke han har en mening om ovennævnte spekulationer?

Her Big Black med ‘Colombian Necktie’ fra ’Songs About Fucking’:

Det er Dave Riley til højre på billedet øverst.