Det var i juni eller juli, jeg
begyndte at lytte til avant-industrial-gospel-bandet Onos 2020-skive, ’Red
Summer’. Ensemblet blev dannet i Chicago for over fyrre år siden og hører én
tid til, da punken begyndte at blive underlig og der dukkede underlige
punkbands op. Ono er et nyt bekendtskab for mig. Bandnavnet er en forkortelse
af onomatopoeia, der er en ikke så
brugt betegnelse for et lydord, såsom plask,
splat, bøvs eller det der er værre.
ONO har været i gang med ’Red Summer’ siden 2015. Titlen på pladen hentyder til sommeren 1919, hvor en lang række overfald på sorte fandt sted i USA. I byer som Chicago og Washington, DC, kæmpede afroamerikanerne dog tilbage, hvilket udløste massive raceoptøjer med mange dødsfald til følge. Med første skæring ’20th August 1619’ kommer vi dog endnu et par århundrede tilbage, nærmere bestemt til datoen, hvor det hollandske skib ’Pearl’ fyldt med afrikanske slaver, landede på den amerikanske østkyst. Pladens elleve sange har på en-eller-anden måde Chicago som centrum, albummet kredser endvidere om racevold og om hvordan historien gentager sig. Musikalsk spænder det vidt, der er fragmenter af støj, funk, gospel, jazz, post-punk og måske endog techno, ‘I Dream Of Sodomy’, ‘Sniper’, ‘26 June 1919’ og øjeblikkets favorit ‘Syphilis’, er blandt titlerne på de numre, der tager os gennem afroamerikanernes helvedeskvaler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar