Blogger Widget

søndag den 16. januar 2022

Tyve dage tilbage. Støt Aske Skat & His Psychedelic Country Band.

Det er ikke dommedag, at der er tyve dage tilbage til. Eller det ved jeg jo faktisk ikke. Jeg formoder heller ikke, at Aske Skat & His Psychedelic Country Band ved det, selvom bandet for et par dage siden lagde et nummer ud fra deres kommende lp med titlen ’Train To Nowhere’. Et nummer, der har Uffe Lorenzen med på gæstevokal og som handler om jordens undergang. Countryrock, countrysyre, jeg ved ikke præcist, hvordan jeg skal beskrive den nye sang.

Anyway ’The Highland’, som den nye plade, vistnok kommer til at hedde, bliver crowdfundet. Akkurat som det også var tilfældet med Aske Skat & His Psychedelic Country Bands debutplade ’Riding Silver Mind’, der kom op mod julen 2020. Jeg kan ikke huske, hvor mange eksemplarer de pressede af albummet, men efterspørgslen tog røven på bandet og deres pladeselskab Afd. O Records. Den situation vil de ikke stå i igen. Derfor kan det formentlig se drabeligt ud, at de skal bruge kr. 41.000 til at få den nye lp ud. I den kalkule indgår dog først og fremmeste et større oplag, men også dobbelt så mange studiedage og kælen for lydkvaliteten. Støt pladen herunder.

   

Til slut skal jeg nævne, at der er tale om et såkaldt flexible funding projekt. Det vil sige, at det beløb man kaster efter Aske Skats nye album, uanset om indsamlingen når sit mål eller ej, vil gå til pladeprojektet.

Ingen kommentarer: