Blogger Widget

tirsdag den 14. august 2012

Gutter #3: Bäddat För Trubbel – ’Snälla, Snälla’


Da jeg hørte det svenske pub- og punkrock band, Bäddat for Trubbel, under opvarmningsdagene på årets Roskilde Festival var lyden urimelig ringe. De får en ny chance på Gutter Island. Dét, de har gang i, finder man nemlig ikke hver dag for tiden. Dr. Feelgood med skånsk eftertryk.

Hvis man tilfældigvis er på det sociale netværk Last.fm, er det vederlagsfrit muligt at hente pladen, ’Det Här Är Inte New York’. Den fik bl.a. disse ord med på vejen af Dagens Skiva i september 2010:

”I rakt nedstigande led till Problem och tidiga Wilmer X är de ute på en ursinnig resa där de öser ur sig hat och ångest på ett befriande sätt som gör att man bara måste älska detta band. Att det inte alltid är prickfritt framfört är dessutom ett stort plus i det här fallet”

Her er Bäddat För Trubbel i punkrock-hjørnet med ’Snälla, Snälla’, der blev udsendt af plademærket Ken Rock i 2011

mandag den 13. august 2012

Gutter #2: Java Skull – ’Gravedigger’

Foto: Mattias Jensen
Jeg vil tro, at bandnavnet Java Skull refererer snorlige til den hovedskal af en abemand, som blev fundet på Java i 1891. Marco Burro og The Ghoul ligner nu ikke klassiske videnskabsmænd med tropehjelm og kakibukser eller for den sags skyld gravrøvere på rov. På den anden side, hvis de har været i det fjerne Østen, så er det ikke som rygsæksturister, men nok nærmere som udstationerede af Det Britiske Imperium. Mest af alt minder de dog om et par engelske agerdyrkere, der nynnende ’Polly Put the Kettle On’, nyder deres otium, mens de besigtiger jorderne og glæder sig til Sunday Roast og Yorkshire Pudding.

Java Skull er det, der er tilbage af garage-blues trioen, The Untamed.  Det er dog ikke værre end, at den gamle bassist, Helle Hellcat, uploader den nye duos numre til YouTube. Denne udgave af ’Gravedigger’, er så vidt jeg ved kun en demo. Den endelige version dukker formentlig snart op på den lp, som Java Skull har været optaget af at indspille henover sommeren.  


Der er sket ændringer i forhold til den plan, som vi har lagt for Gutter-programmet på torsdag. Mere om det en af de kommende dage. 

søndag den 12. august 2012

Gutter #1: The Master Plan – ‘I Got Loaded’


Frem mod torsdag en kort præsentation af nogle af de bands, som jeg har tænkt mig at høre på årets Gutter Island Garagerock Festival. Jeg lægger ud med et vaskeægte rock’n’roll combo. The Master Plan er et sideprojekt for Andy Shernoff fra The Dictators, som han var med til at danne i 1973, og de to The Fleshtones-medlemmer, Keith Streng og Bill Milhize, plus Paul Johnson fra The Waxing Poetics. Debuten, ’Colossus of Destiny’, blev sendt på gaden i 2003. I 2009 fulgte ’Maximum Respect’.

Jeg har vist aldrig lagt skjul på, at old-school rock’n’roll står mit hjerte nær. Med The Master Plan er der ingen fiksfakserier eller blindgyder. Det er 1-2-3-4, derudad. Præcis som i deres cover af R&B og jump-blues sangeren Peppermint Harris ’I Got Loaded’ fra 1951. Det går jeg stærkt ud fra også sker for mig, når de går på scenen, lørdag, d. 25. august.  

Leo & The LineUp. Playliste 26. juli 2012


Det ti-medlemmer høje ska-, reggae- og soulorkester falder ud af rækkefølgen. Striks så skulle playlisten været postet før The Felines.  At The Felines kom Leo & The LineUp i forkøbet, hænger sammen med, at de skulle spille sammen aften på Rust. To fluer med en smæk etc. etc.

Værter: David Peter Jørgensen og Kevin Gjedde. 

1. Leo & The LineUp – Rowdy Streets (2012)
2. The Slackers – Must Be Good (1997)
3. The Aggrolites – Dirty Reggae (2003)
4. Desmond Dekker & The Aces – Intensified (1968)
5. Hopeton Lewis – This Music Got Soul (1967)
6. Baby Love & The Van Dangos – Bath House So Sweet (2012)
7. Toots & The Maytals – Sweet and Dandy (1968)
8. Ken & The Stranger - Artibella (1965)
9. Leo & The LineUp – Bring It on Home (2012)
10. Ted Taylor – Somebody’s Always Trying (1964)
11. Otis Redding – Try a Little Tenderness (1966)
12. Lenny O´Henry – Across the Street (1964)
13. Liberator – Never Never (2009)
14. The Pioneers – Long Shot (1968)
15. Hepcat – Nigel (1997)
16. Green Room Rockers – Conqueror (2011)
17. Alton Ellis – I’m Still in Love (1968)
18. Harry J All Stars – The Liquidator (1969)
19. The Bleechers – Ease Up (1969)
20. The Ethiopians – Train to Skaville (1968)
21. Dandy Livingstone – Rudy, A Message to You (1967)
22. Leo & The Lineup – Let’s Have a Party (2012)

lørdag den 11. august 2012

Gutter Island 2012 i Mod Strømmen


Masnedø eller ’Masnæst’, som den hedder i Valdemar Sejrs jordebog, skriver sig først og fremmeste ind i Danmarkshistorien som strategisk vigtig. Det var her, at Valdemar Den Store i 1160, ifølge tyske kilder, samlede ledningsflåden for at drage på sit første vendertogt. Under Svenskekrigene fra 1657-60, og igen under Englandskrigene mellem 1801-14, blev Storstrømmen overvåget fra Masnedø.

I 1884 kom jernbanen til øen og der gik en færgerute, som fragtede togene til Orehoved på Nordfalster. Den blev først lukket, da Europas på daværende tidspunk længste bro, Storstrømsbroen, stod færdig i 1937. Sammen med Lillebæltsbroen var den et af de store anlægsarbejder, som staten satte i gang, for at nedbringe den høje arbejdsløshed under krisen i 1930’erne. Der var i øvrigt ved Storstrømsbroens indvielse, at generaldirektøren i DSB, P. Knutzen, under sin tale kom for vare, at beskrive Nazi-Tyskland i alt for pæne vendinger. Et udsagn, der ikke gik upåagtet hen, da han i 1940 efter opfordring fra regeringen, blev formand for Dansk-Tysk forening. Det bragte ham senere i fedtefadet.

Nu jeg er ved besættelsen, så fandt verdens første angreb med faldskærmstropper sted på øen. Det skete d. 9. april 1940 over Masnedøfortet, der blev opført som et resultat af forsvarsforliget i 1909 og som stod klar til kamp i maj 1915. Egentlige kamphandlinger kom det ikke til med de tyske tropper, da fortet kun var bemandet af tre danske soldater. I tiden frem til 1947 blev fortet desuden anvendt som straffe- og isolationslejr for kriminelle flygtninge.

Ifølge den seneste folketælling fra 2011 bor der 128 indbyggere på Masnedø. Som et lille kuriosum, kan jeg nævne, at landets eneste bestand af lindebladet brombær, såmænd også vokser på den lille ø ud for Vordingborg. Sidst jeg var der vrimlede det endvidere med knittende digesvaler over skrænterne mod vandet.

Ikke mere traditionel historie eller turistbrochure, om man vil. Jeg kan bare godt lide at vide, hvor jeg er. Så det formoder jeg også andre har lyst til. Altså ikke at vide, hvor jeg er, men hvor de selv er i tid og rum. Helt slut med historietimen er vi dog ikke. Garagerockfestivalen Gutter Island har nemlig skrevet deres egen lille kulturhistorie. Siden år 2000 har den, hvert andet år, trukket noget af den bedste garagerock, der overhovedet er at finde i Norden, til Masnedø. Den er så blevet spædet op med mange interessant internationale navne. Ingen nævnt, ingen glemt.

Nu på torsdag, d. 16. august, mellem kl. 18-20, får radioprogrammet Mod Strømmen besøg af et par repræsentanter fra festivalen, der vil introducerer årets program. Hvis ventetiden falder for lang, så er der allerede i aften mulighed for at varme op til Gutter på Märkbar, Vesterbrogade 106 A.

fredag den 10. august 2012

torsdag den 9. august 2012

The Felines. Playliste 2. august 2012.


Gutter Island-aktuelle The Felines kiggede forbi radioprogrammet Mod Strømmen for en uge siden. Hør udsendelsen herunder. Hvis ikke man kan vente med at høre pigerne til weekenden 24.-26. august, så spiller de allerede i aften på Rust i Guldbergsgade, sammen med Labrador og Sunn Tann.

Værter: David Peter Jørgensen og Kevin Gjedde.

Den københavnske trio The Felines leverer garage punk med skærende vintage guitar, onde trommer, insisterende bas og en fyldig vokal. De tre medlemmer slog knoglerne sammen i november 2010 med en fælles interesse for simple kompositioner og en rå autentisk lyd. Bandet har spillet mange lokale koncerter siden sidste forår og har en lang række europæiske koncerter foran sig i løbet af 2012. Tidligere på året udkom The Felines selvbetitlede debut ep.

1. The Felines – Daddy Walk (2012)
2. The Cramps – New Kind of Kick (1983)
3. Link Wray – Rumble (1958)
4. The Pandoras – You Don’t Satisfy (1984)
5. Thee Headcoatees – All My Feelings Denied (1994)
6. The Stooges – 1969 (1969)
7. Black Flag – Six Pack (1984)
8. Nancy Sinatra – How Does that Grab You Darling (1966)
9. Patti Smith – Rock´n´Roll Nigger (1978)
10. Serge Gainsbourg – Ford Mustang (1968)
11. Talking Heads – Psycho Killer (1977)
12. Joy Division – Isolation (1981)
13. Daniel Johnston – Walking the Cow (1983)
14. Halasan Bazar – You Will Know (2011)
15. Ennio Morricone – Il Mio Nome é Nessuno (1973)
16. The Monks – Boys Are Boys and Girls Are Choice (1966)
17. The White Stripes – Let’s Build a Home (2000)
18. Ty Segall – Girlfriend (2010)
19. The Gories – Nitroglycerine (1991)
20. The Black Keys – Howlin’ For You (2010)
21. Even Dwarfs – Closer to God (2011)
22. The Jackets – Freak Out (2012)
23. The Felines – The Sneak (2012)

tirsdag den 7. august 2012

Top 10: Burger Records


Min personlige top-10 over de 140 tracks, som det californiske, ikke-længere-så-lille, rock'n'roll-mærke, Burger Records, netop nu, har liggende på deres SoundCloud. Bid ikke for meget mærke i placeringerne. De ændrer sig hele tiden.  

10. Teenage Burritos – ‘Charlie’

,

9. Beachwood Sparks – ‘Sparks Fly Again’

8. Summer Twins – ‘I Don't Care’

7. Gap Dream – ‘58th St. Fingers’

6. The Black Jaspers – ‘I Want My Face On the Radio’

5. Mikal Cronin – ‘Apathy’

4. Dwight Twilley – ‘Green Blimp’

3. The Sufis – ‘Wake Up’

2. The Shit – ‘We Are The Shit’

1. King Tuff – ‘Dancing On You’

Boblere

The Brian Jonestown Massacre – ‘Psychedelic Sunday’

Cosmonauts – ‘Motorcycle One’

White Fang – ‘Strange Feeling’

Hot Freak Nation – ‘Never Coming Home’

Redd Kross – ‘Researching the Blues’

mandag den 6. august 2012

Jamaica 50


I dag fejrer Jamaica, at det er halvtreds år siden, at landet vandt fuld uafhængighed fra den britisk styrede Vestindiske Federation. Den 6. august 1962, var også dagen, hvor det jamaicanske flag blev hejst for første gang. Farvesymbolikken er lige til at tage at føle på. Det sorte viser jamaicanernes kræfter og kreativitet. Det gule (guld) repræsenterer solen og øens naturlige rigdom, mens den grønne farve står for håbet og landbrugets ressourcer. Her Lord Creators fortælling om den glade dag i 1962.  



Max Romeos lidt naive, andre vil nok opfatte den som svulstig, ’We Love Jamaica’, kom ti år senere. Den handler egentlig bare om at bygge et nyt Jamaica op. Tillykke med dagen og tak for musikken.

søndag den 5. august 2012

Sensommer og spædt efterår. Koncertkalender

Thurston Moore, Ty Segall, Greg Cartwright og Anders & Hans Psykedeliska Undervattensorkester 
Skønt Smash! Bang! Pow! de seneste år har været et af de bookingbureauer, der har hevet noget af den bedste musik til landet, må det desuagtet stå overfor ilddåben, når det præsenterer Thurston Moore, i morgen mandag, i Vega. Selvom jeg måske havde regnet med at få noget mere ud af Moores folkplade, ’Demolished Thoughts’, fra sidste år eller at den i det mindste var krøbet mere ind under huden, som man jo siger, end den er, så kan det blive spændende at opleve ham uden den sikre havn, som Sonic Youth immervæk har været. Jørgen Teller & The Empty Stairs varmer op fra kl. ca. 20.00. Samme aften spiller genopstandne Mazzy Star i Amager Bio.

Tirsdag, d. 7. august, kommer efterhånden allestedsnærværende Ty Segall forbi KB 18. Den seneste tid har jeg været ved at drukne i Ty Segall materiale. I år har han udsendt ’Slaughterhouse’ og ’Hair’, sidstnævnte sammen med White Fence. Samtidig har jeg været travlt optaget af at sætte mig ind i 'Reverse Shark Attack', som han lavede med Mikal Cronin i 2009 og solopladen 'Goodbye Bread' fra sidste år.  Det har været for meget. Men som med Thurston Moore, så bør Segall høres live. Cruncy Frog-signingen Shiny Darkly, der supporter sammen med Baby In Vain, skal man også gå efter. Førstesinglen ‘He's Suicidal’, har et-eller-andet tilfælles med det tidlige The Telstar Sound Drone, og dem holder jeg, som nogen bekendt, meget af:


Hastigt videre til Stengade og et par navnkundige amerikanske punkorkestre. Fredag, d. 10. august, spiller Adolescents. Deres debutplade fra 1980, der hedder ’Adolescents’, men ofte bliver kaldt ”det blå album”, er svær at komme udenom, hvis man overvejer at opbygge en pladesamling med Orange County-punkrock. Især fordi brødrene Rikk og Frank Agnew nærmest slås om, hvem der kan gå Johnny Thunders guitarsoloer mest i bedene. Dagen efter, lørdag d. 11. august, går Zero Boys fra Indianapolis på scenen. Dem omtalte jeg kort for et stykke tid siden, endnu før jeg vidste de kom til byen. Brudte Løfter står for de indledende øvelser.

Amager Bio, nærmere bestemt Beta, er ligeledes med lørdag, d. 10. august.  Her kommer det unge, meget roste, amerikanske band Cloud Nothing forbi. Kanhænde, det er et ordspil på Cloud 9 og alle de andre skyer som selvtilfredse rockstjerner har befundet sig på i tidens løb? Om anmelderne har betegnet Cloud Nothing som støjrock, punk eller powerpop, er i og for sig lige fedt, det hele er hørt før. Opvarmningen De Høje Hæle er dog altid værd at opsøge. Undertoner har billetter på spil. Og mens vi er ved mellemspillene, så optræder The Black Keys i TAP1 på Carlsberg, mandag d. 13. august. Mon ikke, der allerede er udsolgt?

Torsdag, d. 16. august, er det en god idé at slå et smut forbi KB 18. Forleden udkom den kun 20-årige Lasse Bækby Buch debutudgivelser, ja, der er tale om to, på Tambourhinoceros. Han gemmer sig bag navnet Birthgiving Toad og pladerne hedder ’For Awkward Company’ og ’As Fruit Hat’. I 2009 flyttede Buch ud af København for at hellige sig musikken et eller andet sted ude på landet. Det er der kommet nogle sange, der lægger sig et sted mellem, Zappa, Captain Beefheart og Sly Stone, ud af. Ved arrangementet, som åbenbart er anden del af en koncertrække med den mundrette, morsomme titel, You Can’t Clap Your Way Out Of This One, optræder også Ochestra of Spheres fra New Zealand og danske Lambug Tony, som jeg desværre ikke kender noget til.   

Weekenden d. 24-26. august er måske de dage, jeg glæder mig allermest til. Der løber Gutter Island Festival 2012, nemlig af stablen på Masnedø Fortet. Meget mere om det, d. 16. august, i radioprogrammet Mod Strømmen. En teaser, kan der dog altid blive plads til. Her svenske Sator, som jeg ikke anede eksisterede mere, med The Zeros, ’Black & White’, der blev nævnt her på siden i slutningen af juli.


For de vægelsindede og dem der ikke kan afse tid eller ikke er klar over, hvad de går glip af, er der muligvis noget at hente, når det Gutter-aktuelle, svenske psychorkester Dean Allen Foyd, allerede ugen efter besøger KB18. Med sig har de den danske trio, Willows Tale, som nævner The Beatles, Caravan, Causa Sui, Focus, Genesis, Love, Pink Floyd, Procol Harum, Tame Impala og Øresund Space Collective som musik, de kan lide.  Der sker d. 30. august.

Min første koncert i september lader vente lidt på sig. Faktisk kommer der til at gå hele ti dage, før jeg tropper op i Stengade for at høre The Reigning Sound. Frontfiguren Greg Cartwright, har om nogen været manden, der satte den såkaldte Memphis garage-punk på landkortet. I begyndelsen som medlem af Compilsive Gamblers, siden i stadig aktive The Oblivians. The Reigning Sound har bl.a. indspillet pladen, ‘Too Much Guitar’ sammen med Jay Reatard og Alicja Trout, da de stadig spillede i Lost Sounds. Nu afdøde Jay Reatard bliver i dag hyldet af unge musikere og filmskabere, som en af den nyere punkrocks store, tragiske skæbner. Jeg foretrækker den levende Greg Cartwright. Kom forbi, d. 10. september.

Blot et par dage efter, d. 13. september, spiller Graham Coxon i Vega. Hans solomateriale har jeg altid haft et blødt punkt for. Patti Smith, der optræder på samme på scene, d. 20. september, er det dog mere tvivlsomt om jeg får hørt. Der er udsolgt, men vi står på venteliste. Hvis alt går galt, møder vi sandsynligvis nok bare op for at se, om det er muligt at skaffe en billet udenfor på selve dagen.

Dead Skeletons var et af de orkestre jeg ikke fik hørt på årets Roskilde Festival. Det tirrede mig i dagene efter, men jeg havde lidt på fornemmelsen, at de ville komme til København i løbet af efteråret. Det bliver så i Pumpehuset, d. 23. september.

Sleepy Sun fra San Francisco har jeg haft øje for i længere tid. De debuterede i 2009 og har siden udsendt et par plader, senest ’Spine Hits’ i år. Den er lavet i samarbejde med Dave Catching fra Queens of Stone Age og Eagles of Death Metal. Ikke, at det umiddelbart er til at høre i det rastløse og til tider melankolske univers, som gruppen bevæger sig rundt i. Sleepy Sun spiller på Loppen, søndag, d. 30. september.


Jeg forbliver samme sted, men bevæger mig frem til torsdagen efter, d. 4. oktober, hvor White Hills fra New York går på scenen. Gruppens lidt for tunge spacerock, efter min smag, trækker bl.a. på Hawkwind, Pink Floyd og Can. Om ikke andet, så ser jeg frem til at høre Anders & Hans Psykedeliska Undervattensorkester igen. De spillede deres første job en kold februar nat i Ungdomshuset. En koncert, som det snart er muligt at få fingrene i fysisk. Troldmand dukker også op.

'Svensk Psyche Aften' kan købes herfra indenfor overskuelig fremtid.

torsdag den 2. august 2012

onsdag den 1. august 2012

The Babies: ’Moonlight Mile’


Brooklyn-orkestrene Vivian Girls og Woods, har hver for sig været kvinder/mænd for at parre tressernes jangle-pop og folkrock med firsernes Paisley Underground. Ikke, at det på nogen måder er et særsyn. Mange ved sikkert allerede, at sidstnævnte trak store veksler på førstnævnte. Vivian Girls og Woods er heller ikke de første, som med mere eller mindre held, har prøvet at sammensmelte udtrykkene. De seneste fire-fem år, har det ikke desto mindre været de to band, der med deres legesyge facon at nærme sig genrerne på, har lagt et par alen til den i forvejen holdbare DNA-streng.

Derfor er det også hamrende irriterende, at det sidste år, gik mig forbi, at sangeren og guitaristen, Cassie Ramone, fra Vivian Girls og Woods-bassisten, Kevin Morby, har slået kludene sammen og dannet The Babies. Efter sigende skal debutpladen, der bare bærer gruppens navn, være forrygende. Heldigvis kan jeg være med når opfølgeren ‘Our House On The Hill’, udkommer d. 14. august. Jeg ved ikke. hvor meget man skal lægge i, at The Babies samtidig har udtalt, at de ikke længere blot er et fritidsorkester? 

Her førstesinglen ’Moonlight Mile’, som intet har med Stones at gøre, men bare er kæk jangle-pop af fineste slags:

mandag den 30. juli 2012

Sang til Woodstock

   
I fredags var jeg på Woodstock på Christiania for første gang i adskillige år. Woodstock er, hvad Woodstock nu engang er, et af de ældste vandhuller på Fristaden, en farvestrålende barak med en broget kundekreds, et levn, whatever. Da jeg boede på Christianshavn og klokken nærmede sig to om natten og det smagte af mere øl, var mulighederne hurtigt overset. Med mindre man havde mod på at forcere Knippelsbro. Valget stod enten mellem det halvlunkne, nu lukkede natværthus, Kabyssen, der lå i Strandgade eller Woodstock. Well, der var et tredje alternativ på Staden, som jeg mener hed Valmuen. Fælleskøkkenet kom jeg aldrig i. 

Siden dengang har jeg stortset ikke været forbi Woodstock. Husker dog efter en våd julefrokost langt-pokker-i-vold ude i Nordvest, hvor vi henover midnat cyklede hele vejen til Christianshavn, eftersom en af gæsterne insisterede på, at vi forlængede rusen der. I fredags var jeg tilbage for at høre Baby Woodrose. Ændringerne var bogstaveligt talt minimale. Især ikke, hvis jeg sammenligninger med Nemoland, som førhen mest af alt lignede en snusket grillbar, men nu kan konkurrere med De små haver i Pile Allé, hvad angår interiør.


Værthuse med patina tiltrækker dagdrømmere og andet romantisk småkravl. Der skal kun en forsigtig kradsen i overfladen af rockhistorien til, før der dukker numre som ’After Hours’ af Velvet Underground eller ’Closing Time’ af Leonard Cohen op. Baren er et yndet tema. Jeg kan også nævne ’O’Malley’s Bar’ med Nick Cave and the Bad Seeds,’ Lived in Bars’ med Cat Power, ’Boogie Chillun’ med John Lee Hooker og ’Barstool Blues’ med Neil Young.  Og så, tør jeg slet ikke begive mig ind i Tom Waits eller countrymusikkens affærer med diverse udskænkningssteder. Herhjemmefra er det værd at omtale John Mogensens ’Sidder På Et Værthus’ med det uforlignelige signalement "meget dygtig mand".  

I 2004 fik Woodstock sat knappenålen i det store værtshuskort med Lars Normand og Dharma Bums ’Woodstock Lukker’. Det skete på støttepladen, ’Christiania Forever’, som Tømrerclaus stod bag. Hyldesten er ikke af den gængse form, hvor hovedpersonen fantaserer om kvindeligt selskab, den næste drink eller bare drukner sine sorger. Her drejer det sig om den tabte hippiedrøm, Katmandu og buddhistiske munke:

lørdag den 28. juli 2012

Agurketid. Keef og Boogie, 1971.


Keith Richards har såmænd også fået sin egen spørgekasse, der kort og præcist hedder Ask Keith