“If you tried to give rock and roll another name, you might call it 'Chuck Berry'.”

Tillykke til Chuck Berry, der fylder 90 år i dag

Overskriften er for øvrigt et citat af John Lennon.

’Lay Down Clown…’

”On occasion, Mars was given to fits of strangely theatrical behavior. This usually coincided with the appearance of his outré alter ego. ‘Pappy the Clown’. The first time Pappy appeared was during a gig at a punk club in Virginia Beach. “We did a sound check, and then Chis came back for the show made up like a clown, with no explanation”, recalled Westerberg. “And he wouldn’t say a word. It was all mime. It kinda startled us. We all thought this pretty much genius…but weird as hell”

   “It was…God…it was funny”, said Tommy Stinson. “It was pretty disturbing at first too, because it was so out of the blue.””

- fra ‘Trouble Boys. The True Story Of The Replacements’ af Bob Mehr.

De klovnelignende figurer har Chris Mars ikke lagt bag sig. De indgår i høj grad i den kunst, som Mars lever og ånder for i dag.

Freakwater på onsdag i Malmø

Det er over ti år tilbage, at Freakwater senest var på Europa-turné. Jeg skal ikke lægge skjul på, at deres album, ’Scheherazade’, er et af fedeste, der er kommet i år, når det gælder roots, country og folk. Af uforklarlige årsager er der ikke et dansk spillested, som har turde binde an med en koncert. Det finder jeg besynderligt, når jeg ser på hvilke acts, der ellers bliver sat op. Heldigvis er der ikke særligt langt til Folk å Rock på Lilla Torget i Malmø.

Janet Bean og Catherin Irwin fandt sammen over en fælles kærlighed for The Carter Family og The Louvin´ Brothers, for over tredive år siden. Den kærlighed har de dyrket på en række kritikerroste album. Før det begynder at lyde alt for altmodisch, skal jeg lige indskyde, at selvom, der er en stærk musikalsk kontinuitet i duoens værk, så har den aldrig været bange for at gå andre veje. D’damer har ikke været hæmmet af den til tider smalle genrebetegnelse, men har hele tiden søgt at inkorporere andre udtryk. Freakwater har ligesom skåret deres egen vej gennem den alternative country. Hvilket har bevirket, at de, til trods for de fine anmeldelser, ingensinde har fået et kommercielt gennembrud. Verden er uretfærdig.

’What The People Want’ fra ’Scheherazade’:

Panic!

Fra venstre Chuck Dukowski, Keith Morris, Roberto Valverde og Greg Ginn. Senere hen kaldt de sig for Black Flag. 

Less Win. Playliste 13. oktober 2016

1. Less Win - Bury The Heart (2016)

2. El Niño Miguel - Vals Flamenco (2006)

3. The Laughing Clowns - Holy Joe (1980)

4. Equis - Bolas (2015)

5. Less Win - Haunted Skin (2016)

6. Lounge Lizards - Do The Wrong Thing (1981)

7. Robert Forster - Baby Stones (1990)

8. Jim O'Rourke - Friends With Benefits (2015)

9. Less Win - A Thought To Be More (2016)

10. Camaron De La Isla - Potro De Rabia Y Miel (1991)

11. This Kind Of Punishment ‎- Don't Go (1987)

12. The Bodies - Desperate (2015)

13. Less Win - When You Lay Your Hands (2016)

14. The Blue Orchids - Bad Education (1982)

15. The Drones - You Really Don't Care (2005)

16. Aya RL - Ulica (1985)

Mod Strømmen kipper med flaget…

…og ønsker spillestedet Global tillykke med ti års dagen i morgen.

Herover er det den haitianske voodoogruppe. Chouk Bwa Libète, der har ladet sig fotografere foran det lille spillested på Nørrebro. Global har nemlig opnået en så stor anseelse i the worldmusic circuit, at kendte orkestre og artister, selv ønsker at optræde der, selvom økonomien kan være stram. I dette fødselsdagsinterview fra Modkraft, er der et bud på, hvorfor det kan lade sig gøre.

Dagen bliver fejret med et fint besøg fra Kap Verde. Øgruppen, der ligger ca. femhundrede kilometer ud for Afrikas vestkyst, og som var knudepunkt for den portugisiske slavehandel. Efter nellikerevolutionen i 1974 blev østaten selvstændig. Under det portugisiske herrevælde spirede den særegne, harmonika-baserede Funana-stil frem i landdistrikterne. Den blev et symbol på kampen for Kap Verdes uafhængighed. Det brød portugiserne sig selvfølgelig ikke om. Funana blev forbudt og det fik store konsekvenser for musikere, hvis de blev taget på fersk gerning, mens de udøvede den dansevenlige, bandlyste genre. De risikerede både tortur og fængselsstraf. 

Det er netop en af Funanaens mestre, der kommer forbi. Hans navn er Victor Tavares, men er bedre kendt som Bitori. Han har været med i fem årtier, selvom han første indspillede sit debutalbum, som 59-årig, i 1997. Den udgivelse har plademærket Analog Africa, der har specialiseret sig i at indsamle og udgive rå, funky og psykedeliske musik fra Afrika og Latinamerika fra 60'erne og 70'erne, genudsendt fornylig.

Aftenen byder også på et dj-sæt fra herrerne bag Analog Africa, samt det danske afrobeat-orkester, The KutiMangoes.

“I wanted to play football for the coach…”

Jeg ved ikke, hvordan det blev modtaget af dedikerede fans, da rock'n'roll rebelen, Lou Reed, i det over seks-minutter lange titelnummer på ’Coney Island Baby’, fra 1976, proklamerede, at det eneste han egentlig altid havde ønsket sig, er at passe ind. Jeg var der ikke. Væk er transvestitter, junkier og det rakkerpak som Reed normalt holdt helligt.

’Coney Island Baby’, lyder faktisk somom, at Reed går rundt på Coney Island en sen nattetime og når frem til en form for erkendelse. At han betaler en høj pris for, at leve sit liv på den måde, han nu engang har valgt. Måske når han ligefrem frem til en accept af, hvem han selv er?

Less Win i Mod Strømmen

”Håndværket er nydeligt for stilen, og produktion holder. Det er tydeligt at vi har at gøre med et band, som har sin egen opfattelse af hvordan musikken skal lyde, og som ikke vil adlyde et stort pladeselskab. Kudos for det. Når Less Win bliver aller mest poppet og catchy er vi ikke langt fra tidlige Kings of Leon (inkl. utydelig vokal) eller BRMC (grå-brun lyd og et halvsløvt tempo). Disse to bands besidder dog både evnen og viljen til at skrive lækre ørehængere. Om de noget antipoppede Less Win simpelthen nægter denne tilgang, eller om de ikke kan, må stå i det uvisse. Faktum er, at det ikke er noget, de gør sig i.”

Af og til, eller måske snarere temmelig ofte, undrer jeg mig over, hvilke referencer kritikere kan høre i en given musik. Tag for eksempelvis Gaffa-anmeldelsen i kursiv herover, hvor Less Wins nye plade ’Trust’, der kom i juni, bliver sammenlignet med ”Kings of Leon (inkl. utydelig vokal)” og Black Black Rebel Motorcycle Club ”(grå-brun lyd og et halvsløvt tempo)”. Mage til vrøvl. Pardon. Recensenten kan muligvis undskyldes med, at han mangler musikalsk forkundskab, der enten kan have noget med hans alder eller general uvidenhed at gøre. Nu kan man så selv gisne om, hvilken af de to anmeldelser, Uncuts eller Gaffas, jeg sætter min lid til?

Det er ikke første gang, at Less Win har skilt vandene. Da debutpladen ’Great’, kom på gaden i 2013, skete det samme.  I et optaktsindlæg til deres medvirken i Mod Strømmen dengang, skrev jeg:

”Less Wins debutplade, ’Great’, satte kritikerne på ekstraarbejde. Anmeldelserne var i bund og grund fine, men de havde vanskeligt ved at genrebestemme den vidtfavnende københavnertrio. Post-punk, Madchester, psych, drone, liflig popmusik gemt bag et støjslør etc., etc. Ordene var mange og det er Less Wins inspirationer også. Bandet plukker med løs hånd, blander påvirkningerne i den store smeltedigel og kommer ud med et originalt udtryk.”

Stil ind, nu på torsdag, d. 13. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream

Ved det seneste besøg, d. 13. juni 2013, spillede Less Win disse kompositioner:

1. Less Win – As Of Today (2013)

2. Crime & The City Solution – Six Bells Chime (1986)

3. Young Marble Giants - Constantly Changing (1980)

4. King Khan & BBQ Show – Too Much In Love (2006)

5. The Fall – Mother-Sister (1979)

6. Thee Oh Sees – Warm Slime (2010)

7. PIL – Poptones (1979)

8. Netherlands Philharmonic Orchestra – Bolero (1963)

9. Less Win – Ungrateful & Weak (2013)

10. Pylon - Feast Of My Heart (1980)

11. DNA – 5:30 (1981)

12. DNA – Blond Redhead (1981)

13. Black Lips – Spidey’s Curse (2011)

14. Less Win – Bayonet (2013)

15. M&H Band – Popcorn (remix version, special dj) (1988)

16. Less Win – I’m The Shore (2013)

Goodies fra Klub Soja

’Spids Nøgenhat I Græsset’ med Morten Arons Vilde Græs:

’Sangen Selv’ med De Efterladte:

På youtube-kanalen sichlaubruun, finder man flere videoer fra i går

Motorique. Playliste 6. oktober 2016

1. Motorique - Stay Girl (2016)

2. Geneva Jacuzzi - Casket (2016)

3. Yellow Magic Orchestra - Technopolis (1979)

4. Herbie Hancock - Stars In Your Eyes (1980)

5. Motorique - Surfer (2016)
6. Patrick Cowley - Zygote (1981)

7. LCD Soundsystem - Losing My Edge (2002)

8. Prince - Act Of God (2010)

9. De Efterladte - Drømte Jeg Gik Og Blev Ved Med At Gå (2016)

10. Talking Heads - The Great Curve (1980)

11. Supertramp - Breakfast In America (1979)

12. Michael Jackson - Don't Stop 'til You Get Enough (1979)

13. Roxy Music - The Space Between (1982)

14. Motorique - Anatomy (2016)

Motorique i Mod Strømmen

En tropisk blanding af synthpop, krautrock og den fede funk fra halvfjerdserne. Sådan cirka beskriver Motorique selv deres musik. Trioen har kendt hinanden i mange år, men har ikke været enige om, hvordan den lyd og det udtryk, de står med i dag, skulle udvikle sig.  Dels fordi, de kommer fra meget forskellige musikalske baggrunde. Dels fordi, de har haft travlt i andre konstellationer, som har dækket de afarter af musik, som de hver især brænder for. Henad vejen har forskellighederne dog vist sig at være det kit, der har skabt det legende og eksperimenterende kammer, som man aner, at Motoriques udgivelser kommer fra. Gruppen debuterede sidste vinter med singlen, ’Surfer’, der i september blev fulgt op af ep’en ’Anatomy’. 

Lyt med i morgen, d. 6. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream

V.U. Doug Yule-årene

Morten Arons Vilde Græs og De Efterladte, nu på lørdag

Umage parring? Slet ikke. For nu at sige det uden dikkedarer, så er dét, der binder os sammen vigtigere end dét, der skiller os ad. Hvis det lyder frelst, så er jeg frelst. De Efterladtes fremragende low key-folk hænger bedre sammen med Mortens Arons solo-output, end man umiddelbart skal tro.

Nu på lørdag, kan man opleve dem begge ved Klub Sojas arrangement i Kulturhuset på Islands Brygge. De Efterladte, som netop har udgivet ’Adjø Tristesse’, deres måske bedste album til dato, møder op som duo. Det vil sige, Peter H. Olesen og Michael Lund. Mens Morten Arons Vilde Græs, som spiller et best-of Aron med mere sæt, denne aften består af, ja, Morten Aron Larsen (guitar), Søren Pilegaard Hansen (klaver/orgel), Klaus Møller (guitar) (Fløjl og Elevatorfører) og Sigurd Djurhuus (guitar) (Tidsgæst).

De efterladte: Bravo november from Jonas H.H. on Vimeo.

Dørene åbner, kl. 20.30

Gorilla Galla

Outsider-folk mix af Steve Gunn

“Steve Gunn is a Brooklyn-based American singer-songwriter who was formerly a guitarist in Kurt Vile's backing band, The Violators. This album is mellow and kind of trippy! Anything from Delta blues and 70s electric Brit-folk to jazzy acid folk, this beautifully played six song effort is definitely a musical highpoint for me this year.”

- Jamie Mason om Steve Gunns album, ‘Time Off’, der kom i 2013.

”Der er dømt guitarlir på den voksne og tilbagelænede måde på Steve Gunns ’Way Out Weather’. En plade, der på overfladen ikke gør det store væsen af sig, men den bliver ved med at åbne sig op. Det er kun en måned siden, jeg fik den ind ad døren, og det er muligt, at den var endt højere oppe listen, hvis jeg havde haft den i et par måneder. På tidligere album og i andre konstellationer, har Gunn vist, at han er en guitarekvilibrist. På ’Way Out Weather’, viser han sig også som en fremragende sangskriver eller også er det bare mig, der først har lagt mærke til det nu. Og hey, jeg har lige fået at vide, at han også har udgivet en plade med Mike Cooper tidligere i år. 2014 er et godt år for Steve Gunn.”

- Jan Damage Pedersen om Steve Gunns album, ‘Way Out Weather’, der kom i 2014

”Adult-rock er den populære, lidt nedladende genrebetegnelse. Men den mesterlige, instrumentalist Steve Gunns 2014-udspil, er så meget andet. Han graver dybt i Amerikas fortid. Visse steder lyder det somom, at han er i gang med en accelererende, natlig hootenanny, med så berigede guitarister. som Jerry Garcia, Lee Ranaldo, Duane Allman, og John Fahey. På ’Way Out Weather’ viser Gunn også sit store talent for sangskrivning. Af mangel på bedre, vil jeg kalde pladen hypnotisk.”

- Hans-Henrik Siig om Steve Gunns album, ‘Way Out Weather’, der kom i 2014

Teksterne herover stammer alle fra Mod Strømmens årslister. Eller som vi kalder dem Beat 2000-et-eller-andet.  Tidligere i år udsendte Gunn ’Eyes On The Lines’, som jeg desværre ikke har hørt tilstrækkeligt til at komme med en kvalificeret bedømmelse af. De næste måneder bruger Gunn på landevejen. Han kommer forbi Atlas i Aarhus, d. 31. oktober, og Musikcaféen i Huset, d. 4. november. I forbindelse med den to måneder lange tour, har han sammensat et outsider-folk mix til The Vinyl Factory.

1. Pharaoh Sanders – Japan

2. Velvet Underground – All Tomorrow’s Parties (demo)

3. Sibylle Baier – Tonight

4. Richard Thompson – Beat the Retreat (live)

5. Jimmy Lee Williams – Hoot Your Belly

6. The Entourage Music and Theater Ensemble – Piece for E flat Saprano, Guitar, & Thumb Piano

7. Michael Chapman – Among the Trees

8. Unknown – Chemirocha

9. Ernie Graham – Sebastian

10. Ted Lucas – Now That I know

11. Electronic Hole – The Golden Hill

12. F.J. McMahon – Early Blue

13. Sandy Bull – Last Date

14. Ronnie Lane – The Poacher

15. KAK – I’ve Got Time

16. Spirit – Topengo Window

17. Cold Sun – South Texas

18. Finbar and Eddie Furey – The Fox Chase

Lyt med her.