Blogger Widget

søndag den 16. oktober 2016

Freakwater på onsdag i Malmø


Det er over ti år tilbage, at Freakwater senest var på Europa-turné. Jeg skal ikke lægge skjul på, at deres album, ’Scheherazade’, er et af fedeste, der er kommet i år, når det gælder roots, country og folk. Af uforklarlige årsager er der ikke et dansk spillested, som har turde binde an med en koncert. Det finder jeg besynderligt, når jeg ser på hvilke acts, der ellers bliver sat op. Heldigvis er der ikke særligt langt til Folk å Rock på Lilla Torget i Malmø.

Janet Bean og Catherin Irwin fandt sammen over en fælles kærlighed for The Carter Family og The Louvin´ Brothers, for over tredive år siden. Den kærlighed har de dyrket på en række kritikerroste album. Før det begynder at lyde alt for altmodisch, skal jeg lige indskyde, at selvom, der er en stærk musikalsk kontinuitet i duoens værk, så har den aldrig været bange for at gå andre veje. D’damer har ikke været hæmmet af den til tider smalle genrebetegnelse, men har hele tiden søgt at inkorporere andre udtryk. Freakwater har ligesom skåret deres egen vej gennem den alternative country. Hvilket har bevirket, at de, til trods for de fine anmeldelser, ingensinde har fået et kommercielt gennembrud. Verden er uretfærdig.

’What The People Want’ fra ’Scheherazade’:


Ingen kommentarer: