Watch That Man

Blandt adskillige musikelskere er der ingen tvivl om, at David Bowie er en original, stilskabende og især selviscenesættende kunstner. Hvis man læser sig en smule ind i den store rockhistorie, skal man ikke bladre mange sider frem, før værker, som ”Hunky Dory” fra november 1971 og ”The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars” fra juni 1972, bliver hævet til skyerne. Langt hen af vejen er de to album fornemme eksempler på glitterrocken, måske endog nogle af de bedste indenfor kategorien. Alligevel kan man godt sætte spørgsmålstegn ved det stilbrydende.

Det er nu ikke det kompleks, som bliver taget op til behandling i dette blogindlæg. Nej, vi skal beskæftige os lidt med det billede, som medierne før i tiden tegnede af David Bowie, og som stadigvæk kan poppe op når talen falder på denne mand, nærmere bestemt som opportunisten, kamæleonen eller The Man Who Fell To Earth.

Bowie har aldrig lagt skjul på, at han nærede en anselig beundring for, hvad der skete i New York, især det som fandt sted i og omkring Andy Warhols værksted The Factory. På ”Honky Dory” finder man nummeret "Andy Warhol", og for efterhånden seks år siden, da albummet ”Bowie At The Beep: The Best Of The BBC Radio Sessions 1968-72” udkom, fik man mulighed for at høre nogle fremragende fortolkninger af The Velvet Undergrounds sange ”Waiting For The Man” og ”White Light/White Heat”. For ikke at glemme, at David Bowie også havde en stor andel i, at Lou Reed kom i rotation igen, efter han havde forladt The Velvet Underground. Bowie producerede, som det nok er de fleste bekendt, Transformer-pladen.

Før Bowie begyndte at betale af på gælden til New York, havde han imidlertid søgt anden inspiration i den store by. En del af hans påklædning og sceneshow kom ikke ud af ingenting. Det er der nu sjældent noget der gør, men hvis man skal tro alskens, især britiske, biografier om Bowie, så var han på dette tidspunkt af sin karriere én enegæner i showbiz. Det kan denne bloggrifler ikke sidde overhørigt, især ikke når det band som biograferne lader gå i glemmebogen, er The New York Dolls.

The New Dolls var fem store drengerøve, der mest af alt ville ligne en pigepopgruppe fra midten af 1960'erne. Det var især bandets look, som den professionelle kamæleon og tidligere mimiker David Bowie, tog til sig. Ikke hermed sagt, at New York Dolls, fik Bowie til at eksperimentere med de feminine sider, det gjorde han allerede, snarere at han efter at have mødt New York Dolls begyndte at bruge en del mere make-up. Sylvain Sylvain, guitarist i bandet, husker fra en koncert i The Mercer Arts Center i New York i begyndelsen af 1972, hvordan Bowie var kommet op til dem efter de havde spillet, og havde spurgt om, hvordan de fik deres hår til at sidde sådan og om hvor de havde købt deres damestiletter mv.

Ligeså interessant er det, at Bowie, efter at have været på en tur sammen med David Jo aka. David Johansen, sanger i New York Dolls, downtown Manhattan, gik hjem og forskansede sig i sin rumkapsel og skrev sangen "Watch That Man" om oplevelsen.

Ifølge Nina Antonias biografi "Too Much Too Soon" om The New York Dolls gik det nogenlunde sådan for sig:

"Being genial host, the Dolls thought Bowie might want to take an evening stroll. David Jo: "We were on Third Street and The Bowery, it was a pretty rough spot, and David Bowie does not want to be there. Then a big truck stopped at the light and the driver leans out and says to me 'Hej baby, I want to eat your cunt' and I'm going 'Well, you're just going to have to suck my dick, motherfucker.' Well Bowies knees are going, and he's like 'David, don't, please don't provoke him, David, please' and I'm yelling at the truck driver ' C'mon, get out of that truck you motherfucker!"

Og hvad er det så Bowie synger i "Watch That Man"? "Yeah, I was shaking like a leaf / For I couldn't understand the conversation."