Blogger Widget

søndag den 27. september 2009

Mailkorrespondance. Fredag til søndag.

Modtaget: 25. september 2009 kl. 09:49:30

Kære Hans-Henrik

Først og fremmest tak for et fremragende radioprogram.

Jeg har på nettet lyttet til flere af de gamle udsendelser og er på den måde blevet introduceret til gamle klassikere og nye ting, som jeg ikke anede, jeg havde brug for...Imidlertid har jeg de seneste to torsdage tunet ind på min phillips boomblaster, men næsten forgæves. Jeres signal har været meget svagt og skrattende, selvom jeg har prøvet at stille antennen i alle lejlighedens vinduer! Derfor ville jeg høre, om det mon ikke var muligt at streame jeres seneste udsendelser?, da jeg i næste weekend skal til nørlund koncert og forfærdelig gerne ville høre hans set-liste og diskussionen med jer.

Eller har I alternativt deciderede genudsendelser på programmet?

Og kan man alternativt aktivt gøre noget for at forbedre modtagelsen af jeres program på radio?

de allerbedste hilsener fra en begejstret lytter

Afsendt: 25. september 2009 kl. 17:05:14

Kære ?,

Tusind tak for de pæne ord.

Vi skal være de første til at beklage de dårlige sendeforhold. Pokkers! Under udsendelsen med Nørlund, havde vi fra studiet selv svært ved at fange signalet. Og tidligere i dag fik jeg af en
kollega bekræftet, at det havde været meget svagt og skrattende, som du også skriver. Programmet i sidste uge med Peter H. Olesen, gik dog klart igennem på Christianshavn.

Det er sådan, at vi sender gennem et sindrigt ledningsnet, der med femten sekunders forsinkelse, når en sendemast, der står på taget af Rigshospitalet. Vi har før oplevet, at der har været såkaldte 'digitale-klumper' i dette system. Om det er problemet denne gang tør jeg ikke sige, men jeg kan love dig, at der vil blive taget hånd om det.

Hvad angår en steaming af omtalte udsendelser, så kan vi nok ikke nå at få langt dem ud, før du skal ind at høre Nikolaj Nørlund. Hvis du stikker mig din adresse, sender jeg dig en kopi
af programmet først i næste uge.

Tilslut vil jeg spørge om jeg må bruge din mail på vores blog? Således at andre lyttere, der også har stillet ind og er blevet skuffet over sendekvaliteten, kan få en undskyldning og mulig forklaring. Jeg vil ikke nævne dig ved navns nævnelse.

Og endnu en gang tak for de pæne ord.

Mange hilsner

Hans-Henrik / Mod Strømmen


Modtaget: 27. september 2009 kl. 09:54:02

Hej igen

- og selv tak for dit fyldige svar.

Du kan tro, du kan benytte min mail på hjemmesiden og du må meget gerne sende mig udsendelsen til min adresse (formoder du mener postadresse). Held og lykke med at få løst sendeproblemerne - jeg er fuld af forståelse overfor, at det utvivlsomt ikke altid er nemt at lave frivillig radio drevet af begejstring.

venlig hilsen
?

Afsendt: 27. september 2009 kl. 21:25:53

Kære ?,

Det lader til, at vi har løst sendeproblemerne. I hvert fald stillede jeg ind på vor frekvens i dag kl. 18.00. I begyndelsen skrattede det vildt, og jeg slukkede igen. Imidlertid prøvede jeg igen tre kvarter senere, og der var der fuldt signal og ingen knas. Siden har det kørt uden problemer.

Tak fordi du gjorde os opmærksom på situationen. Jeg sender dig en kopi af udsendelserne i morgen.

God Nørlund-koncert

Mange hilsner

Hans-Henrik

3 kommentarer:

Simon sagde ...

Hej Mod Strømmen. Var det muligt at jeg også kunne få en kopi af de to seneste udsendelser med Peter H. Olesen og Nikolaj Nørlund, da jeg ikke har en radio og rigtig gerne vil høre dem. Og kunne det blive som en lydfil til min mailadresse i stedet for en fysisk udgave?

Anonym sagde ...

Ejer ikke en radio, så det ville være dejligt om udsendelserne lå på denne side til download. Eller det er måske et problem i forhold til rettighedshaverne?

HHS sagde ...

Tak for kommentarerne

Anonym, du har fat i den lange ende. Vi undersøgte på et tidspunkt, hvor meget det ville koste os at steame programmerne og de beløb vi skulle betale til rettighedshaverne, lå langt udover vor økonomiske ydeevne som ikke-kommerciel radiostation. Vi har dog, hvis det bliver mellem os, haft nogle udsendelser liggende på denne adresse: http://www.ch-radio.dk/modhage/index.htm

I nær fremtid vil jeg sørge for, at både Olesen og Nørlund vil være at finde der. Så, Simon, du må væbne dig med tålmodighed.