Den eneste af Womack-brødrene, der ikke har fået særskilt omtale, indenfor den seneste uges poster, er den ældste Friendly Womack, Jr. Da der tilsyneladende ikke er noget kompromitterende at fortælle om ham, tager vi med kyshånd til takke med The Valentinos fremragende originaludgave af ’It’s All Over Now’, hvor han synger backingvokal.
’It’s All Over Now’ er indspillet i et utal af versioner. Bobby Womack, der skrev sangen med Shirley Womack, genfortolkede den bl.a. sammen med Bill Withers i 1975. Den mest berømte udgave er stadig The Rolling Stones, som blev optaget i Chess Studios i Chicago, under bandets første nordamerikanske turné i sommeren 1964. Bobby Womack har siden hen fortalt, at han havde sat sig imod Stones indspilning og bedt Jagger om at skrive sine egne sange. Men hans manager havde overbevist ham om, at det var en god idé. En halvt år senere, da royaltycheckene var begyndt at rulle ind på Womacks konto, havde han trukket i land og meddelt manageren, at The Rolling Stones kunne få alle de sange de ønskede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar