
Som omtalt plejede Cecil Womack sin solokarriere efter The Valentinos var gået i opløsning. Han skrev og producerede for den tidligere førstedame på Tamla Motown Records, Mary Wells, som han var blevet gift med i 1966. Succesen var til at overskue. I 1968 fik de, mens Wells var højgravid, et mindre hit i USA med ’The Doctor’. De nåede at få endnu to børn før ægteskabet gik i stykker i 1977. Wells kunne imidlertid ikke holde nallerne fra Womack-brødrene. I 1979 blev hun mor for fjerde gang. Barnefaren var den næstældste bror Curtis Womack.
Det var dog ikke slut med de familiemæssige forviklinger. I 1981 giftede Cecil Womack sig med Linda Cooke, datter af Sam og Barbara Cooke. Det satte skandalelavinen i gang. Bobby Womack havde nemlig ført Sam Cookes enke til brudeskamlen, ganske få måneder efter Cookes død i 1964. Uagtet at de var blevet skilt igen i 1971, gik en del af skriverierne på, at Bobby, udover at være bror til Cecil, også kunne kalde sig svigerfar med mere.
I årene der fulgte fik Linda og Cecil medvind som Womack & Womack. I dag bor de vistnok i Afrika, hvor de sammen med deres syv børn, laver musik under navnet The House of Zekkariyas.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar