Gutter Island 2012. Kort fortalt.

Jeg går lige til fadet. Det første band, jeg havde fornøjelsen af at høre var københavnske The Felines, der åbnede Gutter Island på Intimscenen inde i Masnedøfortet. Det tog fusen på mig, at de live lå så tæt op ad Maureen Tuckers solomateriale. Det var enkelt, primitivt vil andre nok hævde. Hvad er forskellen?  Men det blev udført med en barnlig naivitet, hvori man hele tiden fornemmede, at der lå nogle mørke, uforløste følelser inde bagved og rumlede.  

Svenske Dean Allen Foyd havde jeg glædet mig meget til. I glimt demonstrerede de et enormt potentiale, men det var som om de ikke helt havde deres lyd på plads, og så vil de måske også alt for meget? Misforstå mig ikke. Det kan jo være det var en enlig svale og deres show på torsdag i KB18 går hen og bliver enestående.

Dean Allen Foyd

Bookinggruppen vidste formentlig, at de løb en risiko med det tyske discoensemble Freddy Fischer & His Cosmic Rocktime Band. De var med en lettere bearbejdning af et gammelt David Johansen omkvæd, funky, funky but cheap. Hverken mere eller mindre. Jeg ved godt, at discobølgen i dag bliver set som en berusende periode, men jeg synes nu også den indeholdt en eller anden form for degenereret tritesse. Det er ikke fordi, jeg nu har tænkte mig at bringe genren op i nogle filosofiske luftlag, hvor den ikke høre hjemme, men alligevel. Det var sjovt, that’s that. Og, det er måske bare det, Freddy Fisher er sat i verden til at videreføre.

Til gengæld kan jeg ikke huske at have set The Good The Bad bedre, nogensinde! Det var eminent. De nye numre er mere syrede, spacy, om man vil, eller hvad den slags nu hedder? Hvis jeg havde givet mig tid til, som jeg senere fik fortalt, at kaste et blik på de guitarer og pedaler som Manoj Ramdas og Adam Olsson havde med, så havde jeg måske anet, at det bar i den retning. Ikke fordi, det er en disciplin, jeg plejer at dyrke, og slet ikke i den tilstand som jeg var i fredag aften. Men det nye materiale klæder den i forvejen altid velklædte trio. Glæder mig til at høre mere.

Amerikanske The Master Plan var straight rock’n’roll. De gjorde det de skulle, det lød rigtigt, men da de var færdige med at spille, havde jeg glemt det hele. Endnu engang må jeg henvise til min omtumlede forfatning.

C.A.P.S.

Lørdag begyndte jeg for alvor med københavnerbandet C.A.P.S. Eller det vil sige, Black Pussy hørte jeg på afstand, men ikke tæt nok til, at jeg vil dissekere noget som helst. Hvad angår C.A.P.S, der tidligere på måneden spillede for fire mennesker på Skanderborg, så har jeg forelsket mig i deres umiddelbare virkemidler, hvor især vokalsamarbejdet mellem Lene Bjarnø og Jon Terje Østberg af og til slår gnister. ”It’s only Rock’n’Roll, but I like it, like it, yes I do!”

Bäddat För Trubbel gav mig alt det, jeg sukkede efter, da jeg hørte dem på Roskilde. Det var tight og punket og så mødte den ene guitarist op i en Wilmer X T-shirt. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver en oplevelse at høre dem sammen med De Høje Hæle og Tumor Warlord i KB18, d. 20. september.

Bäddat För Trubbel

Hvis det skal gå rigtigt til, så hørte jeg det meste af den svenske, hårdrock-halvfjerser, pigetrio Heavy Tiger efter Bäddat För Trubbel. Jeg ved mildest talt ikke, hvad jeg skal mene om de purunge, stockholmske flickor. Jeg kunne dog, navnlig på de mandlige røster rundt omkring på festivalpladsen, senere på aftenen forstå, at de havde vakt begejstring og solgt en del merchandise.

Java Skull er ikke nyskabende. På den anden side, så er de heller ikke lige sådan til at fange i en tidskapsel, med deres tag på den mere blusede rock’n’roll. Jeg var ikke den eneste, der nød den halve time, de spillede på Intimscenen med Kiko Sjöberg fra C.A.P.S. på keys og gæsteoptræden af Mort Harder fra The Defectors. Debutpladen bliver udsendt af Hep Town Records senere på året.

Når man har begivet sig rundt på en festival som Gutter i henved tredive timer, så har man talt med mange mennesker om, hvad man allerede har hørt og hvad det næste bliver. Tankevækkende nok, var der ingen af dem jeg sniksnakkede med, der overhovedet nævnte svenske Sator. Så vidt jeg er orienteret blev de alene booket på deres nye plade, som jeg ikke kender, men den skal være den bedste, de har lavet i mange, mange år. Jeg kan ikke ligefrem påstå, at jeg så dem. På et tidspunkt stod jeg i teltåbningen for senere at sætte mig ved bordene udenfor. Herfra hørte jeg en omgang tilforladelig power-pop, spædet op med en version af Gasolin’s ’This Is My Life’ for det danske publikum.

Sidstnævnte lugter lidt af Christianshavn, så hvorfor ikke lige fortælle, at Lone Kellermanns datter var chauffør på en af busserne, der fragtede deltagerne fra København, og at soulkometen Lukas Grahams far, der bor på Christiania, også var til stede. For slet ikke at nævne min nye bluse med Gas 2 logoet.

   

The Flaming Sideburns

Det sidste, jeg hørte, før jeg mæt af musik, trak mig tilbage, var finske The Flaming Sideburns. Det var lige så forrygende, som rygterne havde fortalt. Inspirationen var stadig entydig The Rolling Stones, men det betyder intet, når man gør det så godt. De kunne med fordel have afsluttet koncerten efter en vild udgave af MC5’s ’Sister Anne’. I stedet fik vi endnu et kvarter, med et halvlunkent ’Lucille’-medley og opfordringer til både at klappe med og sætte os ned i en rundkreds sammen med forsangeren Eduardo "Speedo" Martinez.

Tak for i år.