Beat 2012. Kommenteret (1 af ?)

Nu på torsdag sender Mod Strømmen Beat 2012. Vi er så småt ved at være klar med årslisterne. Det bliver dog ikke ved det i år. Jeg har nemlig fået lov at poste årets bedste udgivelser fra flere venner af programmet. De medvirkende har helt frie tøjler med hensyn til, hvordan de bygger listerne op osv. Hvor mange det bliver til, har jeg ikke overblik over endnu. Følg med de kommende uger.

Af Anders Hjortkær-Rask

”Det er blevet tid til at opsummere året i musik. Du får her to top 10'er, en for dansk musik og en for udenlandsk musik. Som altid tager listen udgangspunkt i, hvad JEG kan lide, mens den ser stort på, hvad der ellers rykker derude (host, host... Frank Ocean - for at nævne en hyppig genganger på andres lister). Without further notice:”

HJEMME

10. Glow Kit: Glow Kit

Punkrock straight outta Aarhus. Men det lyder så fedt og ægte, at det lige såvel kunne komme fra Atlanta. Herfra kom Jay Reatard, som uden tvivl har været en stor inspiration for den danske duo. Glow Kits 14 to-minutters knaldperler vinder på både melodi og energi, og pladen er med til at fasttømre at den danske punkundergrund bobler og fortjener at komme til overfladen i ny og næ.

9. Love Shop: Skandinavisk lyst

Love Shop er større end de enkelte medlemmer, virker det som om. Lyden og udtrykket er intakt i denne opstilling. Mørk popmusik med tekster, der kredser om håb og kærlighed, men i lige så høj grad savn og fortvivlelse. Trods et par mellemvægtere undervejs sejrer Skandinavisk Lyst flot med en insisterende eksistens af den danske kærlighedsbutik.

8. The Raveonettes: Observator

Sune og Sharin fortsætter deres drømmende støjpop-udtryk på Observator. På sin vis rykker bandet aldrig rigtig ud af deres comfort zone, men håndværket er til gengæld altid i orden. På dette udspil trænger en fortvivlelse og rodløshed ind i de bittersøde melodier, hvilket giver pladen et ekstra nøk op på kvalitetsskalaen.

7. The Rumour Said Fire: Dead Ends

Det er svært at genopfinde sig selv som band. Det er TRSF ikke desto mindre lykkedes flot med. Et nyt udtryk er kommet til, som går på røvertogt i diverse indiebands fra 80’erne. Det skal dog ikke ligge TRSF til last. Jesper Lidang er vokset som sangskriver, og den mørke guitarpop rammer godt. Det er dog ærgerligt, at produktionen lader en del tilbage at ønske.

6. Pinkunoizu: Free Time!

I Pinkunoizus univers synes alverdens lyde og genrer tilladt. Faktisk fornemmer man både inspirationer fra flere fremmede kontinenter i bandets eksperimentalrock, hvor surfguitar, tropicalia og latinrytmer går sømfrit i ét med mere rockende tendenser. Det er musikalsk leg, og for at være med skal du have et åbent sind.

5. Kloster: Ni Salmer og En Aftensang

Mikael Andreassen er tilbage med sit bevægende og højtløftede Kloster-projekt. Sangene drejer fortsat rundt om simple akustiske melodier, som der bygges et altopslugende, dramatisk univers rundt om. Salmeteksterne eksisterede i forvejen, men musikken er til gengæld helt ny. Det er et ret så kristent udtryk - men når det lyder som her, æder denne ateist fortsat det hele råt.

4. Jacob Bellens: The Daisy Age

Bellens’ sange er blevet kaldt en genre i sig selv af en anmelder. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Uanset konstellationen - I Got You On Tape, Murder eller, som her, under eget navn - kan man høre Bellens’ signatur i sangene. Denne gang med flere hold af musikere, som sætter både nattelig lounge og ‘dagen derpå’-stemning til Bellens mørke, halvraspe vokal.

3. Efterklang: Piramida

Reduceret til en trio drog Efterklang til Svalbard for at optage lyde til Piramida. Selv uden denne fine baggrundshistorie tror jeg, at Efterklangs verdensrumsafsøgende popmusik ville have lydt godt. Kold atmosfærelyd blandes med popmusikken af en verden, som Talk Talk ville kunne nikke anerkendende til. Efterklang vinder på øget tilgængelighed uden at gå på kompromis med musikken.

2. Nikolaj Nørlund: Alt sammen, lige nu

Han kaldes for gudfaderen af dansk indierock. Med rette. Nørlund har været i vælten længe, men heldigvis er kvaliteten fortsat høj, ligesom nysgerrigheden er stor i den musikalske afsøgning. Alt sammen, lige nu favner bredt inden for Nørlund-repertoiret, og det klæder at have Christian Hjelm på besøg (hvis egen plade var for tyndbenet iflg. disse ører).  

1. Choir of Young Believers: Rhine Gold

Min førsteplads på den danske liste går til CoYB. Følsomheden fra debutalbummet er intakt, men der er kommet mere leg i instrumenteringen og arrangementerne. Jannis Noya Makrigiannis’ sangskrivning er fremragende, og den vil lidt mere på denne toer, mens melodierne oftest rammer lige i hjertekulen. Samtidig er den 60’er-agtige produktion fra d’herrer Nis Bysted og Aske Zidore decideret mesterlig.

UDE

10. I Was a King: You Love It Here

Solskinnet skinner i rigelige mængder ned på de norske powerpop-revivalister, naturligvis med gavmilde doseringer bittersødme. Frode Strømstad er mastermind i I Was A King, og sammen med forbillederne Robyn Hitchcock (bl.a. The Soft Boys) og Norman Blake (Teenage Fanclub) har han lavet en magtdemonstration ud i fuldkommen guitarpop.

9. Mount Eerie: Clear Moon

Den naturelskende lofi-weirdo Phil Elvrum har gjort det igen. Clear Moon lader sig ikke nemt kategorisere. Den eksisterer inde i en tåge, hvor ambiente lyde, keyboards, guitarer og messende vokalmelodier fremmaner en mystik, man bare har lyst til at forsvinde i. Mount Eerie burde lave soundtracket til næste David Lynch-produktion.

8. Leonard Cohen: Old Ideas

Denne havde jeg ikke set komme. Siden The Future (92) har Cohens materiale været ret halvkedeligt. Men Old Ideas viser, at vor alle sammens brummeonkel har mere på hjerte (teksterne har jo aldrig fejlet noget), uden at det er pakket ind i suppe-steg-is-lyd. Ordene er vise, musikken kælende. Hvis dette bliver Cohens punktum, er det i den grad værdigt.

7. Cat Power: Sun

Chan Marshall har ofte virket som en fortabt sjæl. Gennem musikken kan der heldigvis komme en forløsning. Sun er en solstrålehistorie, der viser et nyt lys i hendes liv – og musik. Cat Power kan være lidt af en musikalsk kamæleon, og denne gang kommer hun i halvelektroniske klæder. Sangene oser af overskud, og det er svært ikke lade sig begejstre.

6. Japandroids: Celebration Rock

Der er nu ikke noget som næven-i-vejret-rockanthems. Den slags er Japandroids i den grad leveringsdygtige i. I løbet af 8 sange rocker de igennem med én stor hyldest til ungdommen (og Gun Club via et cover). Celebration Rock opfinder ingen dybe tallerkener, og hvisker ingen vise ord i dine ører, men den gør dig ung og rebelsk (igen)!

5. Ty Segall: Twins

Der er dømt guitarfræs på Ty Segalls tredje (!) udspil i 2012. Denne er hans klart bedste. For nok kan han larme på en garagepunket måde, men når han supplerer med Beatles’ske harmonier og insisterer på, at den knasende rock også gerne må rumme gode melodier, så rammer han plet. Og det bedste er, at man ved, at han endnu ikke har nået sit kreative peak.

4. Perfume Genius: Put Your Back N 2 It

De sarte, personlige traumaer er fortsat i spil på Perfume Genius’ andet album, der med klaver som bærende instrument og Mike Hadreas’ dirrende stemme besynger alle de dæmoner, som plager ham. Et album der kun fungerer efter solen er gået ned, så lyser det til gengæld flot mørket op med urovækkende historier.

3. Shearwater: Animal Joy

Jonathan Meiburg forfiner sit storslåede hymneudtryk på Animal Joy, som har fundet tilkørselsrampen til poprockens motorvej uden at give slip på det folkede element, der altid har præget hans sangskrivning. Naturbilleder leverer han fortsat i rigt mål - og et sted inde i de store lyde gemmer der sig en slet skjult fascination af Talk Talk. Berusende godt.

2. Dr. John: Locked Down

Det slog gnister til højre og venstre, da den 71-årige voodoo-doktor fra New Orleans lod sig invitere af Dan Auerbach (The Black Keys), som fremmanede et band omkring doktoren, spillede guitar på og i øvrigt også producerede det sene hovedværk Locked Down. Den sumpede funk-rock-soul-blues-blanding, som vi kender Dr. John for, har fået saft, kraft, kant og knas, så det gynger og groover i højtalerne.

1. Swans: The Seer

Michael Gira og co. har 30 år inde i deres karriere ikke bare lavet det ultimative Swans-album. De har ifølge disse ører også har lavet årets plade. The Seer er en overrumplende kolos af et værk; det varer to timer og rummer enkeltnumre der passerer 20-minutter-mærket. The Seer er til de helt mørke stunder, hvor man er klar til at blive udsat for skønheden i dommedagsstemning, som den tager sig ud ifølge Swans buldren og bragen.