Af Jan Damage Petersen
#20 Bruce Springsteen - Wrecking Ball
Pladen sniger sig med, fordi manden gav mig en af mine største koncertoplevelser nogensinde, på årets Roskilde Festival. Langt fra hans bedste plade, men der er Bruce-hits i form "We take care of our own" og "Wrecking Ball", og at høre mange af sangene på årets Roskilde, hiver i den grad pladen op. "Rocky Ground" er, med dens ungdommelige r 'n'b/rap, alt, alt for meget, og et nummer jeg aldrig behøver at høre igen.
#19 Nachtmystium - Silencing Machine
Sjette album fra Nachtmystium er deres bedste, og en venden tilbage til rødderne. Et studie i hvordan man skruer et Black Metal-album sammen, og klart årets bedste indenfor dens genre. Føler man sig snydt for Black Metal i år, så kan man roligt gå ned og investere i Silencing Machine. "Borrowed Hope and Broken Dreams" og "Give Me the Grave", er nærmest decideret rock-numre, men gode pauser når man lige skal puste ud igen. "Dawn Over the Ruins of Jerusalem" sparker til gengæld et Black Metal album igang som det skal. Lyt selv.
# 18 Moon Duo - Circles
Eric "Ripley" Johnson fra Wooden Shjips og Sanae Yamada rammer, med projektet Moon Duo, endnu engang plet. Der er et konstant hypnotisk groove i deres psykedeliske, krautrockede sange, og pladen kunne næsten ligeså godt være et langt nummer. Men der gør overhovedet ingenting, for når pladen er overstået, så synes man der mangler noget og man får lyst til at starte den forfra.
#17 The Walkmen - Heaven
Jeg elsker The Walkmen, og meget skal gå galt hvis et nyt album fra dem, ikke havner på min top 20 liste. Der er heller ikke meget der går galt denne gang, dog efterlader de mig med en fornemmelse af at der mangler et eller andet. Jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er, og må nok bare konstatere at jeg havde meget høje forventninger til denne plade. Den er stadig fremragende og kan varmt anbefales, de er stadig mestrene i, at give deres instrumenter plads, hvilket er noget man skal lede længe efter hos bands i øjeblikket.
#16 High On Fire - De Vermis Mysteriis
Et gammelt beskidt svin blev sluppet løs i 2012. High On Fire er, i mine øjne, kongerne af sludge-genren, og de skuffer ikke på deres seneste udspil. Det er ikke for sjovt at Matt Pike er tidligere guitarist i bandet Sleep, mere beskidt guitarlyd skal man lede længe efter, og det er selv om Kurt Ballou har produceret den fantastisk, sådan skal High On Fire bare lyde. En decideret sludge-fest! Det er fremragende.
Lee Ranalso's soloalbum er blevet kaldt kedeligt, det er måske heller ikke vildt nyskabende det han laver på dette album, men det er fandens gode sange der gemmer sig efter et par gennemlyt. Så gav han ovenikøbet en af årets koncerter, da han optrådte fredag aften på Roskilde Festivalen. Mere af den slags tak.
#14 Bob Dylan - Tempest
Er det bare fordi det er Bob Dylan, at denne plade er med på listen? Måske, men det er sgu solidt håndværk, og en stribe rigtig gode sange han præsentere her på Tempest. Det skal belønnes når man stadig er så kæk som 71-årige, omend han måske ikke behøvede at lave en 17 min. lang sang om ”Titanic”. Omvendt kan man, når man hedder Dylan, tillade sig mange ting, og hvem ved hvor mange plader han har i sig endnu?
#13 Om - Advaitic Songs
Om bliver tit omtalt som et metal-band, og det er de i hvert fald ikke. Men hvad er de så, Drone? Det er nok ikke andre end dem selv der sådan rigtig kan svare på, men ikke desto mindre har de lavet en af årets plader. Der er noget sært dragende over Advaitic Songs, der med dens kun 5 numre prøver at drage én ind i et eller andet religiøst univers. Johannes Døberen pryder coveret, og der bliver bl.a. sunget på Hindi. Mærkeligt og godt!
#12 Dinosaur Jr. - I Bet On Sky
Jeg er vist det man kalder inhabil, når det kommer til at smide Dinosaur Jr. på en liste som denne her. Jeg er svært begejstret for det meste J. Mascis har rørt ved, og for dem der kender mig er det vel næppe overraskende, at jeg har dem med. Støjrock som i de gode gamle dage!
#11 Orcus Chylde - S/T
Debuterende tysk stoner/psykedelisk-rock orkester. Hvad adskiller dette band fra alle de andre bands i denne genre, hvor der blive spyttet oceaner af plader ud i disse dage? Måske er jeg den eneste, der synes at de skiller sig ud, men deres hippie-stoner musik ramte plet, og sangene er spillet tilpas sloppy til at det ender med at blive rigtig, rigtig fedt. Tjek dem ud.
#10 Godspeed You! Black Emperor - Allelujah! Don't Bend! Ascend!
Ud af ingenting vendte GYBE tilbage fra de døde og gav os, paradoksalt nok, troen på at der stadig er en fremtid for post-rocken (i guder hvor jeg hader det udtryk). For deres seneste udspil fortæller os, at vi ikke skal tro for meget på hvad fremtiden bringer os, men hold op, hvor er det smukt og dystert. Velkommen tilbage, én årets bedste overraskelser.
#9 Black Breath - Sentenced To Life
Årets mavepuster! Sært, men dette er et genialt crossover af hardcore/døds/thrash-metal, og det virker lige som det skal, måske lidt ala Entombed når de er bedst. "In your face"-rock der gør nas, og hvor er det dog skønt.
#8 Sean Rowe - The Salesman and the Shark
Singer/songwriter fra New York hvis anden plade udkom i år på Anti-Records. Det var helt tilfældigt, at jeg en dag faldt over et stream af hans plade, og hvilket lykketræf. Ifølge "Wiki", så fik han lysten til at synge, da han som 17-årige hørte Otis Redding, og det kan også høres. Han tager arven op efter alle de store, Bruce/Waits/Chris Isaak etc. etc., og det er modigt og dygtigt. 15 sange er nok lige i overkanten, men ellers holder han generelt et virkeligt højt niveau.
#7 Cloud Nothings - Attack On Memory
Indie-rock/støjrock kvartet fra Cleveland, Ohio. Har fået glimrende anmeldelser de fleste steder, og er blevet Pitchfork-darlings, så er det lige før at man står af allerede dér. Men lad for Gud skyld vær med det, for det er energisk og yderst forfriskende på en ellers noget tam og gøglerisk indie-scene i år. Glimrende koncert i sommers på Beta, trommeslageren var sur og spyttede efter en små-irriterende fotograf. Det var de københavnske indie-drenge forarget over, jeg selv sagde intet og gik hjem med et skjult smil bag skægget.
#6 Lambchop - Mr. M
Et gammelt favorit-band, som jeg for længst havde afskrevet. Deres seneste plader er veludførte, som altid med Lambchop, men de har stået noget i stampe på deres seneste to udspil. Det blev der lavet godt og grundigt om på, da de kom ud med Mr. M i år, måske deres bedste plade nogensinde i kamp med Is A Woman fra 2002, som er en af de plader jeg har hørt mest i det seneste årti. Alt-country når det er bedst, og det er det, når Lambchop rammer sit top-niveau.
#5 Graveyard - Lights Out
70'er inspireret hard rock/blues rock/psykedelisk rock er der vel egentlig rigeligt af i øjeblikket. Hvem fanden er ikke træt af, at høre betegnelsen stoner eller doom , om endnu et svensk eller tysk band? Så længe 1en ud af tusind plader er så gode som Graveyards, Lights Out er, så kan jeg sagtens acceptere det. For filan, det er rigtig, rigtig gode sange på den her plade.
#4 Lightships - Electric Cables
Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor meget jeg holder af Teenage Fanclub. I år kom bassisten Gerard Love med sit første solo-udspil i form af bandet Lightships. Det må han godt gøre noget mere, for det gør han rigtigt godt, og hvad der umiddelbart virker lidt småkedeligt åbner sig langsomt og bliver et lille pop-mesterværk. Hvad skal man kalde det……..gammelmandsindie?
#3 The Men - Open Your Heart
The Men udgav sidste år "Leave Home", som var en noiserock plade der gik rent ind hos mig. De landede sidste år som nummer fem på min liste, og ud fra årets at tyde, så bliver de åbenbart bedre og bedre. Det er blevet noget mere melodiøst, og det er for mange bands en faldgrube at gå den vej, det er det ikke for The Men. Nummeret "Open Your Heart" er muligvis årets sang.
#2 Tragedy - Darker Days Ahead
Pludselig var den der, den nye Tragedy plade. Bandet uden hjemmesider eller gøren-sig-til på nettet eller i magasiner, så hvor skulle man vide fra at de var igang med at lave en ny plade. Og hvorfor kan det lade sig gøre, at være så anti-iscenesættende og stadig sælge plader? Fordi de er intet mindre end noget af det bedste bulder der findes. Deres dommedags-crust er blevet en anelse mere metallisk ala Amebix, og det gør skam overhovedet ingenting.
#1 Baroness - Yellow and Green
Uha, det var sgu lige før jeg havde sendt pladen retur med posten, da jeg satte den på for første gang. Umiddelbart er der mange forbudte ting på Yellow and Green, men så finder man ud af at det jo ikke er en sludge/prog/metal plade, men bare en rock-plade og det er på den præmis at man lige skal lytte til pladen igen og igen og igen og igen. Måske havde de ikke ligget som nummer et, hvis de ikke var kørt galt og faldet femten meter ned i en viadukt på deres tour i England, men Gud ske tak og lov for at alle er i live i dag, og at de muligvis er på vej tilbage fra sygelejet og måske kan spille rock for os i det nye år. Hurra for Baroness, Hurra for livet og ikke mindst, Hurra for rock!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar