”…hvor han halvt i trods, halvt i stimulanspåvirket trance skaber en række spøgelsagtige, skært perforerede og sortrandede sange…”

Jeg har endnu engang været forbi Infomedia. Her en recension af to uundværlige plader, plus ”et kuriosum for samlere”, som anmelderen solidarisk siger om udgivelsen.

Big Star: ‘Third/Sister Lovers’, Big Star: ‘Live’, samt Chris Bell: ‘I Am The Cosmos’.

Anmeldt under overskriften ’Alene på den synkende skude’. Anders Rou Jensen. Politiken, 9. juni 1992. For at undgå unødvendige misforståelser, så er der tale om Ryko cd-udgivelser. 

”Som en underlig, rockhistorisk fællesreference for på den ene side traditionsbundne, amerikanske guitarrock-enegængere som R. E. M. og The Replacements og på denne anden hippe britiske sidelinjenavne som Primal Scream, Teenage Fanclub og This Mortail Coil (der alle tre takkes i covernoterne på ovennævnte udgivelser) finder man gang på gang den kuldsejlede, stærkt kritikerombejlede Memphisgruppe Big Star og dennes dominerende skikkelse, sangeren, guitaristen og sangskriveren Alex Chilton.

Med disse tre udgivelser - den sidste en hidtil uudgiven solo-lp med Big Star s anden drivkraft, Chris Bell, der blev trafikdræbt i 1978 - er der nu mulighed for at forny kendskabet til Big Stars indflydelsesrige appel og rock-sagnomspundne karriere. Big Star s ry hviler nok især på gruppens to første lp er, No. 1 Record (1972) og Radio City (1974), der som følge af koks med distribution og lancering floppede kommercielt. Her var der ellers via en kraftig og begejstret kritikeropbakning lagt op til en storstilet triumf for gruppens helt tids-atypiske, kraftfyldte pop i en kombination af Beatles melodiske linjeføring og en kantet, stødende eller flyvsk dynamisk guitarfriktion. Kendetegn, der næsten er helt forsvundet på Third/Sister Lovers. Her er Chilton nærmest alene tilbage på den synkende skude, hvor han halvt i trods, halvt i stimulanspåvirket trance skaber en række spøgelsagtige, skært perforerede og sortrandede sange, som alligevel både kan være cool som hos Lou Reed, ømt klagende som hos Neil Young og depressivt skønhedssøgende som hos Tim Buckley, Nick Drake og Mark Eitzel. Bidrag som Big Black Car, Kangaroo, Holocaust, Nightime og Take Care er segnefærdige af bitterhed og lede, men via Chilton's sangforedrag, hans akustiske guitar, en serie minimale, men stærkt fordrejede lydeffekter eller underjordiske strygerarrangementer vokser de frem som mørke musikalske blomster gennem sindets sorte huller.

Det er en musik og plade, der aldrig finder et sikkert leje, men som haltende, falmende og krakelerende efterlader sig et spor af en vidunderlig melodisk sans og nerve, der indefra er nedbrudt af alt for mange dårlige trips. Sammenlignet hermed er live-pladen mere et kuriosum for samlere. Atter med Chilton som enerådende personlighed, og atter indspillet på et tidspunkt, hvor løbet var kørt for Big Star som håbefuld gruppe. Det er en ujævn og adspredt musiceren, hvis højdepunkt er Chilton's solo-spot med akustisk guitar foran et desorienteret publikum.

Mere tyngde og substans er der i Chris Bell's efterladte sangkatalog på I Am The Cosmos, der atter viser, hvorledes han, Chilton og Big Star kunne hente ny energi frem af Beatles' på en gang ligefremme og uefterlignelige alkymi. Hos Bell drejet mod en mere traditionel popsangskrivning, der giver efterklange af både Raspberries, Badfinger og tidlig Todd Rundgren.

Men hele tiden med en dunkel, nervøs undertone, der både sætter sig igennem i de mudrede rockbidrag, de prøvende singer/songwriter-indslag og i alle de konfliktfyldte stiløvelser, der lyder som excentrisk popmusik på et langtfra gennemarbejdet demobånd.”