”We definitely try to bring psych elements other than a heavy, druggy vibe with Moon Duo. I’m a big fan of that easy-going California psych vibe, so I think that comes through sometimes.”
På tirsdag, d. 10. maj, kommer Erik ’Ripley’ Johnson fra Wooden Shjips og Sanae Yamada, forbi Loppen på Christiania. Tidligere i år udgav Moon Duo, som kæresteparret kalder sig, dets anden plade, ’Mazes’. Den er indspillet i Berlin, hvilket har været ensbetydende med sammenligninger med andre kunstnere, der ligeledes har brugt den tyske hovedstad til at suge til sig, af noget der på den ene side er sprællevende, og på den anden, minder om et martret kultsted.
Det er nu ikke umiddelbart aflæseligt på udgivelsen, der i forhold til debut-lp’en ’Escape’ og med Johnson’s udtalelse foroven i skarp erindring, har nærmet sig psykedelisk pop. Ikke at det betyder det mindste for undertegnede. Moon Duo har ikke givet køb på noget som helst. Tværtimod er udtrykket blevet mere kompleks. Drone og krautrock er der stadig rigeligt af, ligesom inspirationen fra Suicide og Velvet Underground er ganske tydelig. Eksempelvis som i titelsangen fra det seneste album:
Da Dylan fyldte 60 år i 2001, hyldede en lang række danske musikere ham i Den Grå Hal på Christania. En venlig sjæl (kapelmesteren?), har lagt koncerten ud nummervis på Soundcloud. Hør blandt andet Claus Hempler, T.S. Høeg, Steen Jørgensen, Camilla Munck , Nikolaj Nørlund, Olesen-Olesen, Allan Olsen, Niels Skousen, Jens Unmack og Sune Wagner.
Når den første nysgerrighed, har lagt sig omkring udvalget af musik, melder spørgsmålet sig om, hvem der skal spille hvor og hvornår - og i visse tilfælde hvorfor det? Det dansksprogede punkrockorkester De Høje Hæle, skal spille onsdag d. 29. juni på Pavilion Junior, så ved I det. Tidspunktet kender jeg ikke, men pladen 'Skal Vi Aldrig Videre', der kom sidste år, emmer af vegeterende ledighed, euforiserende drømmerier og almindelig rastløshed.
Hvis 62-årige Charles Bradley's debut, 'No Time For Dreaming', var udkommet i slutningen af tresserne, var den blevet kaldt forbilledlig. Nu skriver vi 2011 og soulmusikken har flyttet sig langt væk den mytiske lyd fra Stax og Muscle Shoals. Det er Bradley heldigvis bedøvende ligeglad med. Her er horn, percussion, kor, vibrafon og rytmeguitar og en stemme, der minder mere om James Brown eller Wilson Pickett, end nogen anden nutidig soulaktør. Dig it!
Det har taget mig en rum tid at nå ind til Kurt Vile & The Violators. Den nye plade, 'Smoke Ring For My Halo', er ellers en solid omgang urban-folkrock, med massevis af referencer og sort humor. Adskillige gennemlytninger, har efterhånden overbevidst mig om, at Vile og co, kan gå hen og blive én af de koncerter, hvor man føler sig hensat til en amerikansk veranda sammen med vennerne og lige dele røg, dåseøl og diffus pessimisme. Som med Swans forleden, kan man få en forsmag på Kurt Vile i Vega. Det sker d. 12. maj.
Her til slut burde jeg have skrevet nogle ord om Selvhenter, men jeg ved ærligt talt ikke hvor jeg skal begynde. Er det jazz? Bedøm selv. Selvhenter optræder også på Pavilion Junior, d. 29. juni.
Som lovet flere anbefalinger fra Roskilde-programmet.
Da norske I Was A King spillede i Lades Kælder for et par år siden, nåede jeg ikke forbi. Det ville jeg gerne have været, nu får jeg muligheden igen. I Was A King er et tight rockorkester, der er kapabel til lidt af hvert indenfor den skole som Dinosaur Jr. drev i nogle år og hvor Teenage Fanclub tilbragte en periode i underskolen.
Det kræver ikke mange fingre at tælle Spids Nøgenhats koncertoptrædener i de seneste seks-otte år. Thumbs up til bookerteamet for at få dem på plakaten. Forvent en karruseltur af de mere forunderlige og syrede med afstikkere og dyk ned i den danske rockhistories psykedeliske arkiver.
Tame Impala’s debutalbum fra sidste år, ’Innerspeaker’, havde med garanti hørt til blandt 2010’s bedste plader, hvis jeg havde kendt den. Det er ikke fordi orkestret, der kommer fra Perth i det afsondrede vestlige Australien, har særligt mange originale træk. Musikken danner på en måde bro mellem sluttressernes psykedelia og den hårdere rock der fulgte, især i England. Denne brydningstid genfortolker Tame Impala imidlertid grumme godt.
Den danske duo Trust er helt nyt bekendtskab. Efter et par 7’ere på Red Tape, udkom debutskiven 'From Light Into Mass' i januar hos Play/Rec. Som følgende bid af et interview fra Devilution viser, morer det Trust at læse genredefinitioner af dets musik, så det lader undertegnede andre om at afgrænse:
”Tror ikke vi har defineret det selv (haha!). Det er en evig kilde til underholdning at læse de små beskrivelser af vores musik – især de gange vi har været på tour. Vi er blevet kaldt alt lige fra metal til noise og "progo danoise politico" (?).”
Her et stream af hele debutpladen. Trust spiller på Pavilion Junior.
”…the sound of distortion zombies coming down the road to kill us all. It's relentless… wonderful…”
- magasinet Pop Matters om Kasai All-Stars.
I går forpligtede jeg mig uforvarende til at lægge et godt ord ind for flere af navnene på årets Roskilde Festival. I hvert fald frem til på torsdag, hvor Mod Strømmen sender en særudsendelse med de grupper, som vi tror, kan blive blandt 2011’s mageløse oplevelser. Desværre kan jeg ikke holde løftet helt, fordi Kasai All-Stars fra Den Demokratiske Republik Congo allerede blev anbefalet i gårsdagens indlæg. ’Quick As White’ stammer fra albummet ’In The 7th Moon, The Chief Turned Into A Swimming Fish And Ate The Head Of His Enemy By Magic’. Men jeg glæder mig nu stadigvæk til at se det 25-mands store musikkollektiv.
Engelske The Nice er ikke min kop te. Det har det aldrig været. Navnet tog det fra Steve Marriot’s slang for at være høj. Ordet blev fikst at anvende efter The Small Faces’ hit, ’Here Come The Nice’, og det indgik snart i enhver engelsk hipsterhippies vokabularium.
Nævnte kan næppe inspirere til at gå videre med The Nice. Når videoen alligevel er her, hænger det sammen med tidsbilledet af London, pigerne og de kendte modeforretninger. Samt den lille detalje, at Syd Barrett’s daværende kæreste, Iggy The Eskimo Girl, hende på bagsiden af ’The Madcap Laughs’, ifølge en kommentar til klippet, skulle kunne spottes undervejs. Den fornøjelse har jeg stadig til gode.
Landets musikredaktører og -journalister, har haft travlt med at dissekere og hudflette årets Roskilde-program, især de manglende hovednavne. Nu på torsdag, d. 5. maj, kl. 18 - 20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid), vil radioprogrammet Mod Strømmen forsøge at holde hovedet koldt og forholde sig professionelt til nogle af de spændende band, der dukker op i år.
Bright Eyes har aldrig været uinteressant. Sidste år tog Conor Oberst hjem til Nebraska for at indspille albummet ’The People’s Key’. Det står ikke helt klart, hvad han var på jagt efter derhjemme. Udtrykket på pladen er drejet i retning af elektro-pop eksperimentet ’Digital Ash’ fra 2005. Pedal steel-guitaren er ikke gemt helt væk, men afstanden til americana-rødderne er blevet længere. Det er kun tiden, der kan vise om genreskiftet virker live.
I begyndelsen af 2010, gendannede Michael Gira post-punk / no wave bandet Swans, efter det havde ligget underdrejet siden 1997. Årsagen var, at han havde skrevet en række sange, som han ikke følte passede ind i andre af de sammenhænge, som han arbejder i. Det kom der pladen med den suicidale titel, ’My Father Will Guide Me Up A Rope To The Sky’, ud af. som gruppen turnerer Europa tyndt med for øjeblikket. Få en forsmag på Swans i Lille Vega i morgen, d. 2. maj.
Guitaristen Justin Adams og ritti-virtuosen Juldeh Camara, har længe stået på undertegnedes ønskeseddel. Duoens ørkenblues er blevet beskrevet som ”Ali Farka Toure på speed”. Kan man forlange mere?.
Congotronics vs. Rockers feat. Konono N°1, Deerhoof, Kasai All-Stars, Juana Molina, Wildbirds & Peacedrums og The Skeletons, kan blive en af festivalens tryllebindende koncertoplevelser. I udlandet har adjektiverne nærmest stået i kø. Berusende, hypnotisk, trancelignende er blot et beskedent udvalg. Her et interessant møde mellem Deerhoof og Kaisai All-Stars.
Dan Bejar hører til den nye generation af musikere, der ikke kun helliger sig et projekt. Mest kendt er han nok for samarbejdet med Vancouver-bandet The New Pornographers. Han har ikke desto mindre spyttet flere plader ud under alter-egoet Destroyer, der genremæssigt spænder fra det minimale og akustiske over decideret støj til det elektroniske. Sidste år kom albummet ’Kaputt’, set i tilknytning til bandnavnet kan det frembringe snesevis af negative associationer. Men minus plus minus giver som bekendt plus.
’Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite.’ hedder Frisk Frugts andet album. Anders Lauge Meldgaard har været på en form for opdagelsesrejse til Mali og Burkina Faso. Det har udmøntet sig i en skæppeskøn sammenblanding af free jazz, moderne kompositionsmusik, børnesange, visesang, folk, avantgarde, beat, støjrock, lo-fi, easy listening m.v. Til trods for de mange genrebrud, så formår Meldgaard at holde tungen lige i munden.
Little Bob & The Lollipops blev dannet i slutningen af halvtredserne. I midten af tresserne havde orkestret nogle fede år, som det lokale soul-islæt på spillestederne i Louisiana. Man kan tydeligt høre, at Little Bob ikke lod sig nøje med at være en bleg kopi af tidens populære soulartister. Han forsøgte at indlemme, eller måske endnu mere, at forene soulmusikken og R&B'en med den stedlige og folkelige cajun og swamp-pop. Det lykkedes til fulde i ’I Got Loaded’ fra 1965. Skål!.
Last.fm er før blevet rost i høje toner her på bloggen. En af de funktioner, som jeg på daværende tidspunkt ikke havde fået øjnene op for, er Top Tracks. Her kan man nærstudere hvilke numre, man har spillet mest indenfor de seneste syv dage, tre måneder, halve år, år og overall.
Jeg har haft masser af tid til at høre musik i påskeferien. Vi har været på landet og nogle dage har iTunes nærmest kørt fra vi stod op til vi gik i seng. Lidt ligesom at have en radio kørende konstant i baggrunden. Det ligger selvfølgelig ligefor at kalde denne bloggerkugle for en stueplante. Det kan der være noget om, men jeg har ikke desto mindre fået malet en bænk japanrød, mens musikken lød ud af terrassedøren. Endnu en ting, der går min vej, er, at bænken skulle have flere lag grunder, før jeg kunne gå i gang med at male. Den fik så kun to gange. Nu står den rød og skinnede op ad skuret i baghaven.
I går gik jeg ind på last.fm og kiggede nærmere på de seneste syv dages mest spillede numre. Flere af sangene kunne jeg have ræsonneret mig frem til uden brug af siden, men der dukkede også et par artige overraskelser op. Inspireret af Don’t Always Look for Comfort in a Song, har jeg lavet en Top-10. Før vi når frem til den, skal udvalget have et par ord med på vejen.
Reggaen er repræsenteret med to tracks, hvilket går fint i tråd med det indlæg, som jeg postede sidste tirsdag. Dertil kommer tre numre, der alle er med orkestre, som optræder på dette års Roskilde Festival. Det er der heller ikke noget kuriøst ved, eftersom Mod Strømmen er ved at tilrettelægge en radioudsendelse om, hvad man kan høre på Dyrskuepladsen i år. Tre sange stammer fra tre britiske album, der i en periode har haft en betydende plads i mit liv og som jeg har genhørt i påsken. Så er der kun de to egentlige overraskelser tilbage. Find ud af, hvem det er ved at høre hele påskemixet. Røber ikke for meget ved at sige, at de er de eneste amerikanere, der figurerer.
Når Jan Sneum i morgen ruller garageporten op, bliver det med en fransk liveoptagelse med Roky Erickson fra sidste års Europa-tour. En turné, der også bragte den tidligere frontmand fra 13th Floor Elevartors, forbi Vega i København. Hin kolde decemberaften varmede Lorenzo Woodrose op. Han kunne bagefter fortælle, at Erickson før koncerten havde holdt sig for sig selv backstage, han havde dog hørt ham brokke sig højlydt over den forbandede kulde og over ikke at kunne få lov at ryge indendørs, hvorefter han var forsvundet ud i bandbussen.
Lorenzo Woodrose bliver nævnt her, fordi Jan Sneum har inviteret ham med i morgendagens udsendelse, dels som ekspert, dels som en stor beundrer af Erickson’s værk. P6 har kun tilladelse til at sende koncerten denne ene gang, så der bliver ikke noget med at kunne finde programmet på nettet senere. Stil ind på Sneums Garage, kl. 16.00.
Foto: Anders Grøn
Mandag fejrer Baby Woodrose udgivelsen af ’Mindblowing Seeds And Disconnected Flowers’, der vel nærmest er blueprintet til debutalbummet ’Blows Your Mind’ og som indeholder femten af de fire-spors tracks der førte til pladen. Der sker fra ved 19-tiden på Café Svejk, Smallegade 31 på Frederiksberg.
”Fistful of $ har en mission: At bringe countrymusikken helt ind under huden på danskerne. Danske piger og drenge fortjener muligheden for et indblik i de sidste 50 års country og westernklassikere: Fra bluegrass hoedown til western swing, fra rhinestone superstars til country-rock og pop crossover”
Det er ord som radioprogrammet Mod Strømmen til enhver tid, kan står indenfor. Hverdagen og dens trivialiteter er så småt på vej tilbage efter påskedagene, så hvorfor ikke bruge et par timer på torsdag med sange om ulykkelig kærlighed, landevejsriddere, galgenfugle, drabsmænd, mord, drukkenbolte, gamblere, længsel efter et simpelt liv på landet, beværtninger m.v.
Onsdag, d. 11. maj, slår Christianshavns Beboerhus, hvor vi jo som bekendt sender fra, dørene op for et nyt tiltag, Little Village Country Music Club. Her vil A Fistful Of Dollars hver anden onsdag i måneden, tage publikum med på en rejse gennem countrymusikkens historie.
Nu på torsdag, d. 28. april, vil vi spørge ind til hvordan det går med missionen og hvor begejstringen for country & western stammer fra. Bandet spiller forhåbentlig også et par numre live. Lyt med mellem kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.
Forårsstemning. Hvad man hverken kan høre eller se, er, at der ud af den åbne terrassedør strømmer rekreerende reggae. Musikken lader nu ikke til at have afsmittende virkning på pastor emeritussen, som vi deler et gammelt markskel med. Eller, for den sags skyld, bondemanden på den anden side af vejen, hvor vi køber landæg. De eneste, der har vist en smule interesse, var det hold cykelryttere fra den lokale amatørklub, der drønede forbi for en halv times tid siden. Og det er så ikke helt korrekt. I skrivende stund virker den dumme brumbassen, som bliver ved med at flyve lukt ind i det nypudsede vindue, ret så påvirket. Om det så er musikken eller foråret den er høj af, må andre bedømme.
Stemningen leder alligevel direkte over til natten mellem skærtorsdag og langfredag og Loppen på Christiania. Her er der midnatskoncert med The Voice Of Jamaica Tour feat. navnkundige The Congos og The Abyssinians.
Dagene efter byder på Copenhagen Ska Convention, hvor der ligeledes er nogle meget fine orkestre på plakaten. Læs mere på Loppens side.
Last.fm
