På vej

De Høje Hæle og Butzback, har længe figureret herude til højre, som de første gæster til at puste nyt liv i radioprogrammet Mod Strømmen efter sommerferie. Der skal lige falde et par datoer på plads, før vi kan præsentere, hvad der kommer til at ske i september og et stykke ind i oktober.

Jeg kan ikke desto mindre løfte sløret for, at The Telstar Sound Drone kommer forbi. Det samme gør Roxy Jules, som udsender sin selvfinansierede, støjrockende debutplade d. 22. august, og fredagen efter optræder med Darkness Falls, Gianna Factory og Marie Fisker i Amager Bio. Der er også nyt på vej med SPEkTR, der gør sig i en sær eller gal collage af bl.a. surf, spacerock og kompositioner, der slægter sig på temaer fra filmhistorien. Pladen har fået titlen ’Personetics’ og udkommer på Escho i slutningen af september. Vi håber at ramme en torsdag nær releasedagen. Prime Time Probation, der udgav debuten ’X-Dreams’ i maj, efter den havde været på vej i henved 25 år, har vi også en aftale med. Ligesom indehaveren af Drone Bar på Nørrebrogade, Rasmus Poulsen, der just har annonceret en november-koncert med eletronica-pionererne Silver Apples (video), der lavede noget af det ypperligste acid house, der kom ud af tresserne, besøger os. Der er desuden flere temaer i støbeskeen. Her skal jeg blot nævne en aften med Sverige i centrum, sammen med Hobitten og Fuzz Daddy. Stay tuned.

Øverst: Julie Runa og Manoj Ramdas ved en koncert med Roxy Jules på Bakken i Kødbyen. Begge udgør yderligere en væsentlig del af SPEkTR.

Disede og længselsfulde sommerdage

San Francisco-bandet Vetiver, har jeg fulgt siden 2004, hvor jeg lagde mærke til det på ’Golden Apples Of The Sun’, freak-folk sampler sammensat af Devendra Banhart, hvorpå de medvirkede med ’Angles Share’, en duet med Hope Sandoval. Fulgt er måske så meget sagt, det er immervæk gået min næse forbi, at orkestret for en måneds tid siden udsendte nyt. At kalde Vetiver et orkester i almindelig forstand, er endnu en sandhed med modifikationer. De facto er det et nom de guerre for sanger og sangskriver Andy Cabic, suppleret op af en mere eller mindre obskur og usammenhængende mængde venner.

Den nye plade ’The Errant Charm’ er vist Cabric’s mest umiddelbare til dato. Det er voksen soft-rock, intelligent pop, smukke melodier, frodige lag af akustiskspillede instrumenter og i den grad fra Californien, men den er også selvmodsigelser en masse, dage uden overblik og bizarre sammensmeltninger af Fleetwood Mac og Velvet Underground.

Her en anmeldelse fra Hate Your Answering Machine og dette link fører videre til et link, hvor man kan høre hele pladen.

Answering Machine Message // Vetiver // The Errant Charm by HATEyourANSWERINGmachine

Bob & Muhammed

Tidssignalement. ’The City Of The Dead’.

”I remember around 1974 and 1975 people were bored. They had Roxy Music and David Bowie but they still got bored. When people are really bored, something will happen.”

- Bernie Rhodes, manager for The Clash.

"It was really terrible then, 1973, 1974, 1975. It was Roxy Music, Queen, Led Zeppelin, it was all these mega-monster bands or little tribute bands down the pub. I don’t think the kids were doing anything, they were just hanging about slagging people off. But everybody was waiting for something, even though they had no idea what it was”

- Micky Foote, gammel ven af Joe Strummer, altmuligmand for The Clash, ind i mellem endog producer.

”Those years were unbelievably awful. First of all you watched heroes from the 1960s grow fat, limp and pointless. How many bad Van Morrison albums did you buy before you finally stopped? And the people who were happening were this pompons, sententious fucking crap. People forget how bad it all was. Two words: Rick Wakeman.”

- Tony Wilson, senere leder af Factory Records.

Så er det vist sat på plads. Fra ’Passion Is A Fashion. The Real Story Of The Clash’ af Pat Gilbert.

’Sketch For Summer’

Et instrumentalnummer af ren og skær poesi på en sommeraften som denne søndag aften. En af Martin Hannett’s smukkeste produktioner. Ord kan ikke gøre det. ’Sketch For Summer’ taler for sig selv.

P.S. Gid fanden havde fluerne og al det andet flyvende småkravl.

’A Whiter Shade Of Pale’ eller ’London Calling’?

For de fleste er det nok et generationsspørgsmål. Eller i det mindste et spørgsmål om stil. De fleste vil sandsynligvis også være enige om, at der er himmelvid forskel på Procol Harum og The Clash. For mange vil det slet og ret være ren blasfemi at drage sammenligninger. En enkelt mand binder dog de to sange sammen, en mand som oven i købet var med i tilblivelsesprocessen af begge.

Guy Stevens slog sine folder, som dj på MOD-klubber i London i midten af tresserne. Han var nærmest en utømmelig kilde, når det drejede sig om amerikanske R&B og soul. The Who, The Small Faces, The Rolling Stones med flere kom til ham, når de stod og manglede sange til repertoiret. Derudover arbejdede Stevens for Island Records, da det var i sin vorden, siden hen blev han sat i spidsen for selskabets britiske blues/R&B mærke, Sue Records.

Et par år senere begyndte han at beskæftige sig med musikproduktion og management. Procol Harum tog efter sigende navn efter hans kat, ligesom han også var ophavsmand til sætningen ’A Whiter Shade Of Pale’, og i det hele taget var en vigtig inspirator for tekstforfatter Keith Reid, når det handlede om det dobbeltbundede og stof-betonede. Desværre oplevede han ikke på nærmeste hold, da ’A Whiter Shade Of Pale’ gik til tops i England i 1967, han sad inde med en dom for besiddelse af narkotika.
Til gengæld fik han læst en masse under fængselsopholdet. Deriblandt amerikanske Willard Manus’ bog om den utilpassede fidusmager Norman Mott, der foretrækker at arbejde så lidt som muligt og ender med at rejse rundt med et freakshow for at undgå at blive sendt til Vietnam. Bevæbnet med titlen ’Moot The Hoople’, gik Stevens efter løsladelsen i gang med at samle det orkester, der senere indtog hitlisten med Bowies ’All The Young Dudes’. På det tidspunkt var samarbejdet mellem parterne dog forbi.

Moot The Hoople er det første link til The Clash. Som mange ved, var Mick Jones med i den såkaldte ’Mott Lot’. En inkarneret skare af fans, der fulgte bandet overalt i England. Det andet og nok så væsentlige var Stevens encyklopædiske viden om sort musik. Bandet insisterede simpelthen på at bruge ham som producer, da det gik i gang med at indspille dets store amerikanske album, ’London Calling’. Det, til trods for, at Stevens var dybt alkoholiseret og til tider komplet utilregnelig. For ikke at nævne et mindre heldigt intermezzo med ham, et par år tidligere med nogle demooptagelser. Pladeselskabets mening giver sig selv. Og resten henhører vist til det, man under en fællesbetegnelse, kalder rockhistorie.

Guy Stevens døde tragisk af en blanding af lægeordineret medicin og alkohol i 1981.

Det vil være dristigt af en blog, der kalder sig Mod Strømmen, at bringe ’A Whiter Shade Of Pale’ med Procol Harum. Det mod mangler, nyd den i stedet, med den kun 16-årige Alex Chiltons fantastiske stemmepragt i front for The Box Tops:

King Tuff: Was Dead

King Tuff bruger flere identiteter. Når han afregner skatten hjemme i Vermont hedder han formentlig Kyle Thomas, præcis som det også er tilfældet, når han optræder med den eklektiske duo Feathers eller er forsanger i J. Mascis tunge sideprojekt Witch. Albummet, ’Was Dead’, som det her skal dreje sig om, udkom i 2007, og er en af de små udgivelser, som jeg gerne ville have haft kendskab til på det tidspunkt. Men med brug af en aforisme, så finder blind høne også korn, det tager bare længere tid.

Det var sangen ’Kind Of Guy, der satte mig på sporet og derfra var der ikke langt fra tanke til handling. Den er som taget ud af Nuggets-sangbogen og sådan fortsætter pladen med vellykkede svinkeærinder ind og ud af power-poppen og glamrocken. På den sitar-klingende åbner ’Dancing on You’, lyder Kyle Thomas hen ad Marc Bolan og en tid, hvor man stadig dansede til rockmusik. ’Was Dead’ tjener som et skoleeksempel på, hvordan al essentiel rockmusik er bygget op om fremdrift eller drive, hvis man fortrækker en angloficering. At Kyle Thomas selv spiller alle instrumenterne, er des mere imponerede. Ikke mindst ’Lazerbeam’ med det hektiske trommespil og opbygningen med de gutturale skrig, viser en allerhelvedes dygtig sangskriver, mens ’A Pretty Dress’ og ’Lady’ understreger hvor varieret og ypperlig en guitarist Thomas er. Flere af kompositionerne kan sine steder minde om Wavves, Nathan Williams’ alter ego, de er bare bedre og indspillet et års tid eller to før, Williams besluttede sig for det navn.

Siden ’Was Dead’ har der været stille omkring King Tuff. Kilder tæt på Kyle Thomas fortæller, at han har valgt at forfølge et nyt projekt Happy Birthday. Ikke desto mindre er der for ganske kort tid siden, dukket en nyindspillet og omstruktureret version af et gammelt nummer, ’Hands’, op på en splitsingle med The Hex Dispensers. Det kan man tilmed downloade direkte fra Soundcloud. Hvem ved, måske er der et nyt album på trapperne?

King Tuff - Hands by ScionAV

Jazz. Lørdag d. 9. juli.

Det fremgår ikke helt tydeligt, hvor de to arrangementer finder sted. This Is Not Jazzfestival foregår i Byens Lys på Christiania, mens Loco har forpagtet Lille Vega for en aften. Nu når vi er ved det, så kan man allerede i aften, høre Reverend Shine Snake Oil Co. på Mojo Blues Bar i Løngangsstræde.

Udenfor min dør en dag i juli eller den eftermiddag Mod Strømmen var en haveblog

Stjerneskærm, lavendel, morgenfrue, afblomstrede iris, mamelukærme, zittauerløg, kongelys, margueritter på spring, sommerfuglebusk, endnu ikke udsprungen blå tidselkugle, almindelig fredløs, lammeører, kapfakkel etcetera.

”Sip The Wine”

Bassist og sanger Rick Danko, blev det første medlem af The Band, der udsendte en soloplade. Det skete i 1977. Hvad mere er, så medvirker alle medlemmerne af The Band såmænd uafhængigt af hinanden på udgivelsen. Af andre gæster er det værd at omtale Ron Wood, Doug Sahm og Blondie Chaplin fra The Beach Boys.

Materialet er hovedsagligt skrevet sammen med tekstforfatterne Bobby Charles og Emmet Grogan. Om førstnævnte er det vist kun nødvendigt at nævne ’See You Later Alligator’, så burde læserne have et pejlemærke,. Grogan var kendt fra San Franciscos radikale teater- og kunstscene i midten af tresserne. I 1978 dedikerede Dylan albummet ’Street Legal’ til ham, efter han var blevet fundet død i en bil. Offer for et hjertetilfælde efter et langvarigt misbrug af heroin.

Optagelsen med fantatiske ’Sip The Wine’, stammer fra et 30 minutters livesæt, som Danko gav til en lokal tv-station i Chicago i 1978.

Robbie Robertson, 68 år i dag.

En af de førende sangskrivere indenfor rockmusikken, som flere efterhånden betragter som et lukket kapitel, en overstået æra, lidt ligesom da jazzen måtte vige pladsen, Robbie Robertson fra bl.a. The Band, fylder 68 år i dag. Tillykke.

Han ses her til venstre, sammen med poeten, Michael McClure, der blev udødeliggjort som Pat McLear i Jack Kerouac’s bog 'Big Sur', Dylan og Ginsberg.

Svamperock og dage med godt plantevejr

Roskilde 2011 blev det første år nogensinde, hvor jeg ikke så en eneste koncert på Orange. Ikke, at det har haft nogen betydning for min festival, det er bare en konstatering. På den anden side, så var jeg kun forbi den nye intimscene Gloria, for en yderst kort bemærkning, da Kloster spillede.

Det blev en festival, der strakte sig fra Charles Bradley, der spredte kærlighed og sendte hilsner til Otis Redding og James Brown, og til slut var nede på knæ med tårevædede øjne for at takke sin skaber og publikum. Over en halv-snaldret Dan Bejar med det andet jeg Destroyer og moderne vestkystrock til en smadret, punket New York-cool koncert med TV On The Radio. For slet ikke at nævne, socialt bevidste og feststemte Calle 13 og et af højdepunkterne, det nitten kvinde/mand høje Congotronics vs. Rockers. Eller afslutningen lørdag nat med det revolutionære underholdningsorkester Spids Nøgenhat. Hvis show man i øvrigt, kan høre i sin helhed via DR-live.

Tak for i år og det enorme udbud af musik. Jeg kan ved den søde grød ikke fatte, at nogen seriøst kan mene, at Roskilde er under pres fra andre danske musikbegivenheder og jyske eventmagere. I så fald har man fuldstændig tabt følingen med publikum.

Roskilde, dag fire

Klokken var 5.15, da jeg stak nøglen i entredøren her til morgen. Nu er jeg så småt begyndt at få øjne og gøre mig klar til endnu en festivaldag. Det er ikke mange understregninger, jeg har sat i søndagens program. Jeg ville gerne have set I Was A King, kl. 12.00, på Pavilion, men det kan jeg ikke nå. Om jeg når Thulebasen sammesteds, kl. 14.00, er et godt spørgsmål.

For nuværende venter jeg på kørelejlighed, og alt efter trafikken efter skybruddet og om campisterne er begyndte at forlade festivalen, jeg mødte allerede en del i nat, ja så, er det mest fornuftige bud på dagens første koncert formentlig The Walkmen, kl. 16.30, på Odeon. Derefter vil jeg dingle lidt rundt på festivalpladsen og tage den som den kommer og lade andre bestemme, hvad jeg skal se.

Billedet er taget under en af gårsdagens overraskelser, det etiopiske bryllupsorkester Ililta Band.

Roskilde, dag tre

Det bliver en lang nat. Alene den erkendelse bevirker, at jeg først er at finde på Arena, kl. 18.00, hvor TV On The Radio går på. Ingen eftermiddag kurateret af The Ex, heller ingen John Grant eller Love Shop, for den sags skyld. TV On The Radio har jeg hørt på Roskilde før, men den koncert har åbenbart ikke sat så afgørende spor, jeg kunne i al fald ikke huske den, før jeg blev mindet om det i forgårs. Herefter lader jeg strømmen bestemme retningen, slår måske et smut forbi hiphopensemblet Calle 13 fra Puerto Rico, indtil Congotronics vs. Rockers på Odeon, kl. 23.00.

Som nævnt i et tidligere indlæg, så er anbefalingerne af de enkelte orkestre stort set alle genbrug. Sidste søndag havde jeg den ære, at få lov til rekommandere tre koncerter på bloggen majortom.dk. Her valgte jeg netop omtalte Congotronics vs. Rockers, Spids Nøgenhat og Kitchie Kitchie Ki Me O. De ord låner jeg lige tilbage:

”Congotronics Vs Rockers feat. Konono N°1, Deerhoof, Kasai Allstars, Juana Molina, Wildbirds & Peacedrums og Skeletons

Roskilde Festival er det sted, jeg hører verdensmusik. Gennem et længere stykke tid er der blevet sendt musikfiler på kryds og tværs af Atlanten. Fra Congo til Argentina, fra Sverige til New Mexico, fra New York til Belgien og vice versa. Idéen bag var enkel og ligetil. Nemlig at få et samarbejde op at stå mellem congolesiske Konono N°1 og Kasai Allstars, der kollektivt er kendt som Congotronics, og en række musikere, der fortrinsvis arbejder i den alternative del af musikspekteret. Et samarbejde, der skulle lede til et fælles og nyt repertoire. En smeltedigel af traditionelle afrikanske instrumenter og rytmer og nyere vestlig musik. Om Congotronics vs Rockers, så er verdensmusik er et helt andet spørgsmål. Spændende lyder det under alle omstændigheder.

Spids Nøgenhat

Jeg er ikke meget for højder, så det med at samle pant for at få en tur med svævebanen ud over grusgraven, giver jeg mig ikke ud i. Gudskelov er der andre måder at få et sug i maven på. En af dem er Spids Nøgenhat. Da jeg så Dragontears en fredag i februar, gik der rygter blandt publikum om, at det ville fortsætte hele natten. Sådan blev det ikke. Når besætningen stiller op som Spids Nøgenhat og samtidig får lov at lukke Pavilion-scenen lørdag nat, kan man håbe på, at det ligeledes får lov at åbne posen med de dansk syrerock-godter helt op.

Kitchie Kitchie Ki Me O

Natten bliver lukket ned med norske Kitchie Kitchie Ki Me O. Der enten har taget navn efter et My Midnight Creeps nummer eller af en version af den gamle engelske folkesang ’King Kong Kitchie Kitchie Ki-Me-O’, bedre kendt som ’Frog Went A-Courting’. Meget taler dog for førstnævnte, fordi bandet er opstået på asken af My Midnight Creeps, Madrugada og Ricochets. Selvom, der er skruet ned for tempoet, i det mindste i forhold til My Midnight Creeps, som er det orkester, jeg har hørt mest af de tre, så emmer debutpladen af klassisk rock a la Stones og Stooges og saxofonen fylder stadig pragtfuldt meget.

Lørdag aften og nat:
Congotronics Vs Rockers: Odeon kl. 23.00
Spids Nøgenhat: Pavilion kl. 02.00
Kitchie Kitchie Ki Me O: Odeon kl. 03.00”

Sidste øjebliks tilføjelse. Genoptrykket af Spids Nøgenhat-pladen går som varmt brød i YourSpace. Hvorfra det også forlyder, at Spids Nøgenhat spiller halvanden time.

Roskilde, dag to

Introen er den samme som i går. Tid og sted er det vigtigste, brug linkene for en nærmere beskrivelse af kunstnerne.

Bright Eyes aka Conor Oberst, der åbner Arena i dag, kl. 14.00, må jeg nok skyde en hvid pind efter, jeg er stået for sent op. Til gengæld kan jeg møde op med friske ører, når den står på soul anno ´67 med Charles Bradley på Odeon, kl. 17.00. Destroyer på Pavilion, kl. 20.00, bliver det næste navn, som jeg skal se, men mon ikke jeg kan nå en bid af brdr. Kuti på Arena, kl. 18.00?. Derpå pønser jeg på at høre Kurt Vile & The Violators på Odeon, kl. 21.30. Spørgsmålet er bare om der ikke bliver stopproppet, ligesom der var til den skuffende koncert med Tame Impala i går. Aftenens tre næste bands spiller alle på Odeon. Kl. 23.00 går Swans på. De bliver efterfulgt af Ghost, kl. 01.00, før scenen lukker ned med Iceage, kl. 03.00. Umiddelbart ser det ud til, at der er fuld plade igen i dag.

Billedet stammer fra Lorenzo Woodroses høretelefonkoncert i går. Ved et nærmere selvstudie, skulle man gerne kunne nikke genkendende til flere ansigter fra Pavilion-scenen i warm-up dagene. En af værterne fra Mod Strømmen står der minsandten også.