Drowned Session i Mod Strømmen

Drowned Session har lagt op for i år. Det gjorde de med en koncert på Rust i begyndelsen af oktober. Ikke desto mindre har bandet indvilliget i at slå et smut forbi Mod Strømmen, før der bliver lukket helt ned. Den dansk/færøsk/canadisk kvartet udgav i det tidlige forår den stemningsfulde ep, ’Horses’. Stikordene er folk-noir, alternativ country, en sjat rock og en lidt større mundfuld nordisk melankoli.

Lyt med nu på torsdag, d. 23. oktober, mellem kl. 18 – 20, på 98.9 FM eller stream udsendelsen direkte via dette link.

Coltrane fortolket

“Music to hear colours to”, således beskriver den finske gruppe Superfjord, selv deres musik. Indenfor neurologisk videnskab kalder man det vistnok synæstesi, hvis man linker forskellige lyde til farver. Forskerne er endnu ikke kommet til bunds i dette fænomen, men det forekommer tre-fire gange så hyppigt hos kvinder som hos mænd. Ligesom bevidsthedsudvidende stoffer også kan udløse det.

Superfjord er et nyt bekendtskab. Jeg anede ikke de eksisterede, før jeg læste en anmeldelse hos Scott’s Music Review, her til morgen, af deres nye spilt-7’er med engelske Earthling Society, hvor de hver især fortolker Coltrane. Superfjord ’A Love Supreme’ af John Coltrane og Earthling Society ‘Journey In Satchidananda’ af Alice Coltrane.

Jeg vil ikke sige, så meget om de to fortolkninger. Men lade det være op til lytteren selv at lade sig forføre eller skynde sig at trykke på stopknappen, hvis farverne begynder at tage overhånd og coverversionerne af de to jazz-giganter bliver for flippede eller hvad der ellers kan gå hen og ske?

Pops forelæsning om Peel

"Hi, I'm Iggy Pop. I've held a steady job at BBC 6 Music now for almost a year, which is a long time in my game. I always hated radio and the jerks who pushed that shit music into my tender mind, with rare exceptions. When I was a boy, I used to sit for hours suffering through the entire US radio top 40 waiting for that one song by The Beatles and the other one by The Kinks. Had there been anything like John Peel available in my Midwestern town I would have been thrilled. So it's an honor to be here. I understand that. I appreciate it…”

Den 13. oktober causerede Iggy Pop over John Peel, musikindustriens fremtid mv., ved en radiofestival i Salford i England. Overskriften er lidt af en tilsnigelse, men det finder man selv ud af ved at læse resten af foredraget herunder.

The Dove Is Dead. Playliste 16. oktober 2014

Jens Leonhard Aagard havde medbragt en god blanding af indisk musik og vestlige musikere, der har fundet inspiration og taget ved lære af den.

1. Ustad Bismillah Khan - Raga Yaman (2004)

2. Ustad Sultan Khan - Raga Bhairavi (1988)

3. The Dove Is Dead - Distant Turns Closing In (2014/15)

4. Robbie Basho - Blue Crystal Fire (1978)

5. Gareth Williams & Marie Currie - Restless Mind (1985)

6. The Dove Is Dead - Gods, Bear The Shame (2014/15)

7. (------------------) - Life On Paper (2014)

8. Xiphiidae - Riverine (2006)

9. Scared Crow - Be Free (2014/15)

10. Acid Mothers Temple & The Melting Paraiso U.F.O. - God Bless AMT (2002)

The Dove Is Dead by Modstroemmen on Mixcloud

Ronnie Spector og Patti Smith: ‘There Is An End’

Så blev det efterår. Jeg ved ikke om, det er de to seneste dage med regn og rusk, der fik mig til at tænke på Holly Golightly & The Greenhorns, ’There Is An End’. Den poppede i al fald op i løbet af i går. Mange vil sikkert huske den som temasangen fra Jim Jarmuschs komedie, ’Broken Flowers’, fra 2005. Bill Murray spiller en alderstegen libertiner, der modtager et anonymt brev om, at han har en søn. Det sætter skub i handlingen og Murray begiver sig ud på en rejse tværs over USA for at opsøge tidligere damebekendtskaber.

Om ’There Is An End’ i det hele taget handler om efterår, er tvivlsomt. Jeg er formodentlig i undertal. Majoriteten mener nok, at den beskriver enden på et forhold. For mig, har den Ikke desto mindre, antaget form af en bittersød efterårssang. Sommeren er for alvor forbi og man ser med en vis tritesse fremad mod den mørkere periode.

I 2006 dukkede nummeret op på Ronnie Spectors indtil videre seneste udspil, ‘The Last Of The Rock Stars’. Et album, hvor blandt andet Keith Richards, Joey Ramone, Nick Zinner fra The Yeah Yeah Yeahs, The Raveonettes og såmænd også The Greenhornes medvirkede. På ’There Is An End’ fik Spector hjælp af Patti Smith:

(billedet af Ronnie Spector og Patti Smith stammer fra CBGB, d. 24. maj, 1979)

Lee Ranaldo spiller Wire. En sand guldgrube af liveoptagelser fra NYC Taper

I april 2013 skulle Lee Ranaldo & The Dust optræde ved en lille festival i ørkenen nær Marrakech, Marokko. Koncerten blev imidlertid aflyst i sidste øjeblik og bandet havde pludselig en uges tid på hånden, som de ikke vidste, hvad de skulle bruge til. Deres spanske tourmanager indlogerede dem i en lejlighed i Barcelona, hvor der var et mindre studie. Over de næste fire-fem dage, indspillede holdet med et akustisk set-up, fjorten-femten skæringer, mestendels fra ’Between The Times And The Tides’ og det album, som de arbejdede på det tidspunkt ’Last Night On Earth’, plus nogle coversange. Heriblandt Mike Nesmiths ‘You Just May Be The One’, Sandy Dennys ‘Bushes And Briars’ og Neil Youngs ‘Revolution Blues’.

‘Acoustic Dust’, som pladen er kommet til at hedde, kan man streame gennem Deezer. Den musiktjeneste har jeg ingen konto til. Men for nu, for én gangs skyld, at holde, hvad overskriften lover, har jeg fundet en liveoptagelse, hvor Lee Ranaldo & Dust kaster sig over Wires ’Mannequin’:

‘Mannequin’ er optaget af NYC Taper. En side, der har specialiseret sig i at dokumentere koncerter i New York City. Det siger formentlig sig selv. Tjek siden her. Den har så mange godbidder, at det vil være formålsløst for mig at begynde at remse dem op. Enhver sin smag, forstås.

Her dog endnu et par coverversioner:

The Dove Is Dead i Mod Strømmen

Jeg mener, det er et års tid siden, at odenseanske The Road To Suicide, meddelte de var gået hvert til sit. Det faktum, er der stadigvæk en del, der begræder indenfor psychmiljøet. For Jens Leonhard Aagaard var det en kærkommen lejlighed til at komme videre med sit folk/ambient soloprojektet, The Dove Is Dead. Siden tog han også et halvt års tid til Indien, for at opsøge og studere landets traditionelle musik i alle dens former og figurer. Drømmen var at finde en mester, som kunne lære ham at spille Dilruba. Dette forunderlige strengeinstrument, der mest af alt ligner en bastard mellem en sitar og en sarangi.

The Dove Is Dead har vistnok en aftale om, at debutpladen kommer på det aarhusianske selskab Vulgar Deformity, som tidligere har udsendt materiale med blandt andet Fright Eye, Emenkaya og Happy Hookers For Jesus. Jeg har ikke hørt, hvordan The Dove Is Dead lyder efter Jens Leonhard Aagaard er vendt hjem fra Indien. Men mon ikke det, har sat sine spor?

Lyt med, nu på torsdag, d. 16. oktober, mellem kl. 18 - 20, på 98.9 FM eller worldwide stream via dette link.

Her ’Memories Will Vanish’, der dukkede op på nettet for et års tid siden:

I går morges hørte jeg afrobeat

Masser af afrobeat. Stilarten, der i mange år var synonym med Fela Kuti, og som han selv navngav i anden halvdel af tresserne, da han fandt sin lyd. Kutis afrobeat har rødder i traditionsbestemt nigeriansk og ghanesiske musik, jazz, highlife og amerikansk funk, især James Brown. Op gennem halvfjerdserne blev genren vildt populær i Afrika. Kutis kæmpe-ensemble, Africa '70, der talte mellem femten og tredive mand, satte standarden adskillige år frem og orkesterlederen blev så feteret, at det nok begyndte at stige ham til hovedet. Men det er en helt anden historie.

I dag varetager de to sønner, Femi og Seun, den fædrene arv på allerfineste vis. Uden at være magelige plagiater. For Femi har det formentlig været et naturligt skridt at tage, idet han ofte trådte til som kapelmester, da Fela stadig levede, men var i spjældet eller indisponibel af andre årsager.

Mens jeg er ved sønnerne, så er det et scoop af en anden verden, når det lille spillested Global på Nørrebro, lørdag d. 1. november, præsenterer verdensnavnet, Seun Kuti & Egypt 80. Mere om det til den tid. (nysgerrige kan læse mere her)

Lige nu er det nemlig som om, at indlægget her har taget en utilsigtet drejning. Jeg hørte afrobeat i går morges. Men det var hverken Fela, Femi eller Seun, der kickstartede mit søndagsdvaske kadaver. Nigerianske Tal National, har jeg nævnt med glød tidligere. I en omtale af pladen ’Kaani’, der udkom sidste år, kaldte jeg musikken: ’Uforudsigelig, hypnotiserende, repetitiv afro-rock’. Det står jeg selvfølgelig ved, men lad mig også nævne afrobeat. Tal National har nemlig et drive og en energi, der for mig forener dem med afrobeaten:

Grævling. Playliste 9. oktober 2014

1. Grævling - Magisk Svamp (2014)

2. Flying Saucer Attack - Respect (1997)

3. Sonic Youth - Theresa's Sound - World (1992)

4. Surface To Air Missive - Montage (2013)

5. Syd Barrett - No Good Trying (1970)

6. Halasan Bazar - Lucky You (demo) (2014)

7. Alrune Rod - Den Samme Mand (1974)

8. Grævling - Skovsyrevejen (2014)

9. Dungen - Lipsill (2004)

10. Cirkus Halvvejs - Sorte Skyer (2009)

11. XTC - Roads Girdle The Globe (1979)

12. Grævling - Hologram (demo) (2014)

13. Wire - A Touching Display

14. Ekkofarbrikken - Parat (2014)

15. Sinoia Caves - Run Program: Sentionauts (2014)

16. The Solar System - Weather Babble (2012)

17. Grævling - Spindelvæv (demo) (2014)

Grævling by Modstroemmen on Mixcloud

’Old Man’ og andet Young-kræs

Hvis herværende blog havde et person- og bandregister, så ville henvisningerne til Neil Young fylde meget. Young er ikke alene, én af de mest spillede kunstnere i vore gæsteprogrammer, den faste stab har ham ofte også selv med, ligesom der dukker et indlæg op om ham indimellem.

Neil Young er aktuel med endnu et erindringsværk, ’Special Deluxe, A Memoir Of Life And Cars’, i næste uge. Det fortæller ham om i Rolling Stone. Hvor det også bliver til nogle ord om den nye plade, ’Storeytone’, og om at han er begyndt at ryge pot igen.

L.A.-bloggen Aquarium Drunkard, som jeg besøger jævnligt, har lagt et mixtape, ’Hello, Mr. Soul: Neil Young Covers, 1967-1978,’ ud. Der er lige til download.

1. Françoise Hardy - Till the Morning Comes (1972)

2. Merry Clayton - Southern Man (1971)

3. The Everly Brothers - Mr. Soul (1968)

4. Jackie DeShannon - Only Love Can Break Your Heart (1972)

5. The Gentrys - Cinnamon Girl (1970)

6. The Byrds - Cowgirl in the Sand (1974)

7. Meters - Birds (1972)

8. Linda Ronstadt - Love Is a Rose (1977)

9. Undisputed Truth - Down By The River (1975)

10. Crazy Horse - When You Dance You Can Really Love (1971)

11. Bettye LaVette - Heart Of Gold (1972)

12. Waylon Jennings - Are You Ready for the Country? (1976)

13. Joni Mitchell - Sugar Mountain (1967)

14. Peter Laughner - Walk On (1976)

15. Stephen Stills - The Loner (1976)

16. Matthew’s Southern Comfort - Tell Me Why (1971)

17. Buffy Sainte-Marie - Helpless (1971)

18. The Isley Brothers - Ohio/Machine Gun (1971)

19. Nicolette Larson - Lotta Love (1978)

Slutteligt og mens, jeg er ved coverversionerne, så spillede Bob Dylan ‘Old Man’ hele 33 gange i løbet af efteråret 2002 på hans Never Ending Tour.

Norman Bates. Damernes ven

Bevægelse og forandring. Ny Iceage-plade i morgen

Jeg begynder at se tegningen for mig. Konturerne så jeg allerede, da Iceage præsenterede den første skæring, ’The Lord’s Favorite’, fra deres nye LP, 'Plowing Into The Field Of Love’. Nick Cave anno The Birthday Party, The Gun Club, Swans og lignende kommer til at stå i kø i anmeldelserne de kommende dage. Fred være med det.

Spørgsmålet om Iceage har valgt den rigtige retning vil utvivlsomt også dukke op. Er de epigoner og eftersnakkere? Overhovedet ikke. 'Plowing Into The Field Of Love’ lyder mest af alt som Iceage. Et Iceage i skarp form. Et Iceage i konstant bevægelse og forandring. Eller som filosoffen Heraklit fra Efesos formulerede det: ”Du kan ikke to gange stige ned i den samme flod”, ved den anden nedstigning vil hverken du eller floden længere være den samme.

Det er fint for mig, hvis man ikke bryder sig om pladen og retningen. Det eneste, jeg appellerer til, er, at lade være med at falde i den bekvemme kritikerfælde og anmelde musikken på grundlag af noget, der måske var engang. Iceage er her lige nu. Det kan hverken Vorherre eller recensenten lave om på. Og så er de tilmed noget af det ypperste vor lille, hykleriske nation, har at byde på.

Det var ordene. Tak. 

Grævling i Mod Strømmen

For det meste kan jeg lokalisere, hvornår jeg hørte et orkester for første gang. Det er ikke sikkert, at jeg kan huske, hvilket nummer det var, men jeg har altid en fornemmelse af stedet og hvem jeg var sammen med. Når det kommer til københavnske Grævling, skal jeg tilbage til 1. november 2012, hvor Fredrik Eckhoff fra Halasan Bazar introducerede mig for sangen, ’Magisk Svamp’, i en Mod Strømmen udsendelse.

Eckhoff præsenterede Grævling som ”god gammel dansk hairy acid-rock” og kaldte dem ”det danske sidestykke til Dungen og Tame Impala”.  Dungen-referencen var også noget af det første, der poppede op i pandelappen på mig, da jeg hørte bandets debut-ep’en i forsommeren. 

Hovedmanden Rasmus Klausen har skrevet sange i adskillige år. Ofte med en forkærlighed for træer og andre af naturens luner og tilskikkelser. Det var dog ikke før 2012, at han fik samlet et hold af musikere omkring sig, som kunne materialisere de organiske dagdrømme i nogenledes fast form.

Nu kender jeg ikke Grævlings planer for de kommende år. Mon ikke, de er i fuld gang med at skrive nyt materiale? I så fald, kan det være, at vi får en radiodebut, når orkestret kigger forbi Mod Strømmen, nu på torsdag, d. 9. oktober, mellem kl. 18-20. Lyt med på 98.9 FM eller livestream udsendelsen direkte.

‘Alle kan se os. Kys mig’

Det er ikke al musik, som jeg er klædt på til at skrive om. Det siger sig selv. Ikke des mindre, har jeg den seneste uges tid dinglet rundt og brudt mit hoved med, hvordan jeg kan give guitarist Peter Dobronyis nye udgivelse, ’Alt Om Lidt’, nogle fornuftige ord med på vejen?

Dobronyis var én af de ledende kræfter i Swing Of Sahara. Bandet begyndte i slutningen af halvfemserne, som - og det tør jeg godt sige, forhåbentlig uden at fornærme nogen - Django Reinhardt replikaer. Siden kom der nye medlemmer med og musikken tog en drejning mod punk, surf og balkan.

Et af de nye medlemmer var Sigurd Djurhuus. der nok har en smule nerver på for tiden. Det er nemlig begyndt at spidse til med at samle penge nok ind til, at Drøbelkommandohest 2000, som jeg har omtalt tidligere, kan udkomme på plade? Støt her.

Videre i teksten. ’Alt Om Lidt’ består af ti instrumentaltracks. Hvis titler er enkeltstående ord eller ordspil, hvormed Peter Dobronyis vil antyde de forskellige numres fortællinger. Overskriften har jeg planket fra den skæring, der lukker pladen af. Derudover finder man numre med navne som ’Brun Kuffert Og Kul’, ’Friturefægtning’, ’Keltisk Bongo’ og ’Seinen Er Din’. For at indkredse atmosfæren, er der arbejdet med så få variationer som overhovedet muligt. Gentagelsen er et bærende element. Instrumenteringen er også på et minimum. Guitar, harmonika, reallyde og elektronisk støj.

Så langt, så godt. Musikalske er jeg på bar bund. Eller det vil sige, at ’Alt Om Lidt’ giver mig en masse associationer, et steady flow af stemninger og billeder. Jeg hører Vini Reillys The Durutti Column, sigøjnerjazz og Frankrig. Især trækharmonikaen skaber en form for pariserstemning, som jeg faktisk ikke ved om findes længere. Men igen, jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg taler om. Jeg taler bare. Kys mig.

Shoot From The Hip #5 (2014). Playliste 2. oktober.

1. Coma Serfs - Sugar Lane (2014)

2. Allah-Las - I Had It All (2014)

3. Captain Beefheart And The Magic Band - Observatory Crest (1974)

4. Allen Toussaint - Get Out Of My Life Woman (1969)

5. Donnie Fritts - Sumpin Funky Going On (1974)

6. Bill Parker - Gonna Put My Foot Down (1971)

7. De Frank & His Professionals - Waiting For My Baby (1976)

8. Bob Marley & The Wailers - Lively Up Yourself (1974)

9. The Clash - Justice Tonight / Kick It Over (1979)

10. Wadsworth Mansion - Sweet Mary (1970)

11. The Band - Don't Do It (live) (1971)

12. Bob Dylan & The Band - You Ain’t Goin’ Nowhere (2) (1967)

13. Robert Wyatt - Blues In Bob Minor (1997)

14. Leonard Cohen - Don’t Go Home With Your Hard On (1977)

15. Elvis Costello - You're Gonna Make Me Lonesome When You Go (1995/2004)

16. The Kinks - Top Of The Pops (1970)

17. Teenage Fanclub - I Need Direction (2000)

18. First Aid Kit - My Silver Lining (2014)

19. Anders - A Shade Of Shame (2014)

20. Chuck E. Weiss - Exile On Main Street Blues (2014)

21. Sid Griffin - Ode To Bobbie Gentry (2014)

22. The Handsome Family - Far From Any Road (2003)

Shoot From The Hip #5 (2014) by Modstroemmen on Mixcloud