Blogger Widget

onsdag den 30. oktober 2013

Løse ender. ‘Jorden Kalder’ og Green Grass


Det er ikke ofte, at Mod Strømmen kan prale af at være fremme på beatet. Som flere nok ved, er det ”Ryg Dansk Dag” i morgen. Et glimrende tiltag, som vi dog allerede holdt i sidste uge, da Spids Nøgenhat var på besøg. Om De Efterladte har tænkt sig at efterleve dette, når de kommer forbi udsendelsen i morgen, må tiden vise. 

Der er et par spørgsmål fra programmet med Spids Nøgenhat, der står ubesvarede hen. Under præsentation af ’Jorden Kalder’, var vi kort inde på, at det var et digt, der fik Lorenzo Woodrose i gang med at skrive teksten. Ingen af os kunne dog komme i tanke om hvilket. Det var ’Sommerfugledalen’ af Inger Christensen, der skød det nummer afsted. Med det in mente…


Efterfølgende blev Green Grass lagt på pladetallerken. Her fik jeg rodet godt og grundigt rundt i om sangen, ’Du Er Min Allerbedste Ven’, var udgivet som Hasse og William eller under bandnavnet Green Grass? Det spørgsmål besvarede så lige sig selv. I forvirringen fik vi heller ikke fortalt, at Hasse Levy i dag, nok er mest kendt for at have skrevet "Du Skal Ud, Hvor Du Ikke Kan Bunde" til Steppeulvene.

Uden at komme nærmere ind på det, nævnte Hobbitten, at William Skotte Olsen var maler. Dertil kan jeg tilføje, at jeg skam så den vandreudstilling med hans værker, der var forbi Kastrupgårdsamlingen i 2010. Dengang var der næsten ingen grænser for min begejstring. Den stak dog åbenbart ikke dybere end, at jeg under udsendelsen, havde glemt alt om den. C'est la vie…


Spids Nøgenhat spiller i Aarhus og Ålborg, fredag og lørdag. Der er stadigvæk billetter at få.

tirsdag den 29. oktober 2013

Fra Mali til Reed. ‘Naked Venus’


Opslagene om Lou Reed på Facebook er aftagende. Det er det eneste sociale medie, jeg frekventerer. De andre kan jeg ikke tale med om, udover at det ser ud til at mange aviser og blade, finder meget af deres gossipstof på Twitter.

Jeg var egentlig indstillet på at lade Reed hvile i fred, indtil Chris Eckman fra The Walkabouts, Chris & Carla, medejer af Glitterbeat Records, producer (de senere år står han bag udgivelser med Tamikrest, Samba Toure og et par worldnavne mere), postede dette på Facebook tidligere i dag:

“A haunting Lou Reed/VU homage recorded in Bamako, Mali by the mysterious Black Mango project. Can you guess the song? The violin sounding instrument is a Soku played by the definitive master Zoumana Tereta. The magic of the Velvet Underground is nomadic and universal.”


Øverst er det Zoumana Tereta

mandag den 28. oktober 2013

”Two drunks railing at each other…” Lester Bangs første møde med Lou Reed


”…Lester managed to set up his first actual interview with the man and invited me to accompany him to the affair to act as his cornerman. It turned out to be an ugly spectacle: two drunks railing at each other over the glass-strewn Formica table of at tacky hotel bar. Reed was – relatively – civil to me but stared at Bangs throughout there long over-inebriated conversation as through he was face to face with some mentally challenged country bumpkin who’ll just escaped from the local nuthouse”

- Nick Kent i ‘Apathy For The Devil’.

Interviewet eller hvad jeg nu skal kalde det, fik titlen ’A Deaf Mute In A Telephone Booth’ og kom i novembernummeret af ’Let It Rock’, 1973. Det kan læses i sin helhed på Rock’s Backpages Library, hvor man også kan finde en række anmeldelser og andet godis om Reed. Det kræver godt nok et login, men det kan man få med et snuptag.

lørdag den 26. oktober 2013

De Efterladte i Mod Strømmen


Det kan godt være, at der er ”lagt i kakkelovnen til en lang vinter”*. Om det nu er tilfældet eller ej, så er oktober 2013 værd at huske for to fortrinlige dansksprogede udgivelser. De gør måske ikke vinteren kortere, men nok mere spiselig. Jeg tænker på Spids Nøgenhats gedigne rockalbum, ’Kommer Med Fred’ og De Efterladtes spoken-bluesfolk, ’Alvorsord Og Etagevask’. I torsdags havde Mod Strømmen besøg af Spids Nøgenhat, der viste rundt i den danske rockmusik som de er favnede af. Nu på torsdag, d. 31. oktober, kommer Peter H. Olesen og Michael Lund, der udgør De Efterladte, forbi. Kan man, snart sagt, ønske sig mere?

Jeg har anstrengt mig for at komme op med et sammenligningsgrundlag for De Efterladte, som jeg mere eller mindre pedantisk kan fremture med. Uden held. Det er poesi, det er musik, det er sang, det er recitation, det er følelser, det er øjeblikke af lyksaliggørende glæde, det er sortsyn, det er før og nu, det er, ja, hvad er det? Unikt, er nok det bedste ord, jeg kan finde. Jeg kender i al fald ikke andre, der kommer i nærheden af De Efterladtes tone.

Lyt med på torsdag, mellem kl. 18-20, på enten 98.9 FM eller stream udsendelsen direkte.

*fra ’Der Hænger En Uro’ med De Efterladte

fredag den 25. oktober 2013

Spids Nøgenhat. Playliste 24. oktober 2013


1. Spids Nøgenhat - Spids Nøgenhat I Græsset (2013)
2. Alrune Rod - Alrune Rod (1969)
3. Røde Mor - Lil’ Johnnys Mund (live) (1977)
4. Furekåben - Den Gule Filthatmand (1970)
5. Tømrerclaus - Når Spindelvævene Blomstrer (1978)
6. Spids Nøgenhat - Jorden Kalder (2013)
7. Green Grass - Du Er Min Allerbedste Ven (1972)
8. Kama Loka - Trold I Bakke (2013)
9. Dragontears - Sunrise (2008)
10. Moses - Skæv (1971)
11. On Trial - Too Late (2002)
12. Spids Nøgenhat - Fred (2013)

onsdag den 23. oktober 2013

‘Juju For Ray Charles. Alchemy Of The Blues’


“If it takes blues to chase away
the blues, sing your song
and if it takes something more
to pull yourself together
then get it on and ‘”Let’s go get stoned”

48 år gammel, mor til fem og forbandet funky. Sarah Webster Fabio var ikke synlig på samme måde, som hendes sorte medsøstre Juni Jordan og Nikki Giovanni i samtiden. Det var måske uretfærdigt, for hendes bidrag til den sorte kunst og kulturelle bevidsthed vejede mindst ligeså tungt i tresserne og halvfjerdserne. Hun skrev digte, lavede performancekunst, havde en akademisk karriere, var litteraturkritiker og hendes pædagogiske virke gav hende tilnavnet ’Mother of Black Studies’. Det sidste kom sig af, at hun var med til at oprette de første uddannelser, der tog udgangspunkt i de sortes kår og historie. Det skete på University of California og Oakland Merritt College. Sidstnævnte spillede en central rolle i etableringen af Black Power-bevægelsen, et par af hendes elever var sågar med til at danne Black Panthers.

Den del af Fabios biografi, lader jeg hvile. Hun indspillede nemlig også fire plader, der alle kom på Folkways. Desværre kender jeg kun én af dem, ’Jujus / Alchemy Of The Blues’ som hun udsendte som, ja, 48-årig, i 1976. Kun nogle få år før hendes alt for tidlige død i 1979. Fra det album, som hun lavede sammen med to sønner og en svigersøn, skal vi høre ’Juju For Ray Charles’. Ready for congas and spoken word?

tirsdag den 22. oktober 2013

Amerikas eneste ’anarcho-paramilitary-electro-folkie-troubadelic-matador’ er i København i morgen aften


Americana-bølgen kulminerede vel for små ti-tolv år siden. Sjovt nok forekommer det mig længere tid væk end 1977. Det er ved at være flere år siden, at jeg har fundet Gillian Welsh, Ryan Adams, Bonnie ’Prince’ Billy, Calexico, Wilco og hvad de ellers hed alle sammen, frem fra pladereolen. En enkel udgivelse, har dog overlevet tiden med bravour - okay, jeg kan godt strække det til flere - det drejer sig om Eugene Chadbourne & Noahjohns ’Country Protest Anew’ fra 2004. Man kan selvfølgelig stille spørgsmål ved, om det album i hele taget hører til under americana-emblemet. Eugene Chadbournes udtryk har nemlig ikke gennemgået egentlige kursændringer siden engang midt i firserne.

Chadbourne debuterede i 1975 med ’Volume One: Solo Acoustic Guitar’. På det tidpunkt boede han i Alberta i Canada, hvor han havde taget tilflugt for at undgå at blive sendt til Vietnam. I 1976 gav præsident Jimmy Carter alle militærnægtere amnesti og Chadbourne, der tilhørte, det gør han stadigvæk, den yderste venstrefløj, flyttede omgående til New York. Her begyndte han at spille med folk som John Zorn, Frank Lowe og Leo Smith på den spirende improv-scene downtown. Som med så mange andre fra den generation, Chadbourne er født i '54, var det The Beatles, som gav ham lysten til at spille guitar. Hendrix fik ham til at eksperimentere med distortion og fuzz. Senere mødte han jazzen, repræsenteret ved blandet John Coltrane og Roland Kirk. Et sted i dette virvar, besluttede Chadbourne sig for, at skulle mestre akustisk guitar og banjo.

I begyndelsen af firserne dannede han sammen med, den senere producer mv., Mark Kramer (Kramer) på bas og organ og David Licht på trommer, gruppen Shockabilly. De gjorde sig mest i absurde, avantgardistiske bearbejdelser af gamle rockabilly og rock'n'roll-standarder. Den stil kan man med lidt god vilje sige, at Chadbourne har fortsat siden, selv om der er kommet mere folk og country indover med årene. Udover en allerhelvedes masse udgivelser i eget navn, har Chadbourne samarbejdet med navne som Fred Frith, Kim Gordon, Thurston Moore, The Might Be Giants, Violent Femmes og Camper Van Beethoven. I anden halvdel af årtiet, nævnte amerikanske undergrundsmagasiner The Good Doctor, som Chadbourne kalder sig selv, på linje med flere af de orkestre, der udgjorde fortroppen på den alternative scene og som først for alvor kom ind i varmen i halvfemserne. For Chadbourne gik det den anden vej. Han blev aldrig cool.


I morgen aften spiller Chadbourne sammen med trommeslager og årets modtager af Ken Gudman Prisen, Kresten Osgood, i Christinashavns Beboerhus, Dronningensgade 34. Det koster 60 dask og begynder, kl. 21.00.

søndag den 20. oktober 2013

‘The Byrd Who Flew Alone: The Triumphs And Tragedy Of Gene Clark’


En ny film om Gene Clark er lige på trapperne. I sidste uge havde den premiere i London. Omkring 1. november er den ude på DVD. I den anledning stillede Resonance Radio skarpt på det stiftende medlem af The Byrds. Her programmet, hvor Peter Daltrey fra det britiske psychorkester Kaleidoscope, den første halve time, fortæller om sin karriere og gendannelsen af bandet. Folkene bag 'The Byrd Who Flew Alone' og produktionsselskabet Four Suns, har de sidste 30 minutter. Hvis det bare er dialogen om Clark, man er interesseret i, så hop til lydklippet nederst:



lørdag den 19. oktober 2013

fredag den 18. oktober 2013

Spids Nøgenhat i Jylland og Mod Strømmen


Jeg har haft det nye Spids Nøgenhat-album med til Jylland i den forløbne uge. Lidt nord for Vejle, drejede vi ind i landet og fulgte den jyske højderyg op mod Viborg. Det gamle Hærvejs terræn. Det var heromkring, at ’Kommer Med Fred’, som den nye plade hedder, første gang blev lagt i bilens cd-afspiller og akkompagnerede den videre færd gennem det nistrede efterårslandskab.

Jeg ved ikke, hvor bevidst valget var, men det mellow vibe og den eftertænksomhed, der kendetegner flere af albummets skæringer, passede som fod i hose til omgivelserne. Undskyld udtrykket, men det var på denne egn, at Steen Steensen Blicher skrev ’Hosekræmmeren’. Ja, han virkede faktisk som præst i den lille by Thorning, som vi passerede, da vi havde været ude på en bar mark for at se Grathe-stenen, der står som et minde over det drabelige slag på Grathe Hede. Det var her, at landets skæbne blev afgjort den 23. oktober 1157, efter de tre konger, Svend, Knud og Valdemar, var røget i totterne på hinanden. At tale om en regulær borgerkrig, der varede elleve år, er ikke for meget sagt. Det var tidligere lykkedes Svend at få has på Knud. Svend mistede dog selv hovedet hin efterårsdag. Valdemar vandt og fik tilnavnet ”den store”. Selv fortsatte vi til Dollerup Bakker og det mageløse vue ud over Hald Sø.

’Kommer Med Fred’ åbner med ’Mere Lys’. Et nummer, der på sin egen pilskæve facon taler for hele pladen. Titlen er ikke alene de selvsamme ord, som Goethe, efter signede, sagde på sit dødsleje, men også en forløber for de hilsner, der ligger spredt ud over albummet til vennen Ralph Rjeily, der døde af cancer sidste år. Lad mig nævne ’Lever Vi Nu?’, ’Vand, Brød Og Te’, samt den afsluttende stammehymne ’Fred’. Forholdet til Rjeily og meget andet, fortæller Spids Nøgenhat, selv meget bedre om i denne samtale med det nye webmagasin Borderline. Magasinet er i øvrigt skrevet og redigeret af en god ven og tilbagevendende gæst i radioprogrammet Mod Strømmen, det rockende orakel, Thomas Løppenthin.


Før jeg begynder at dissekere ’Kommer Med Fred’ yderligere - jeg skal jo også have lidt råmateriale til overs til på torsdag, hvor bandet kommer forbi Mod Strømmen – er det vist på sin plads, at sætte navn på de to andre steder på ’Spids Nøgenhat i Jylland’-fotocollagen. Det ene er fra Spøttrup på halvøen Salling, middelalderborgen blev blandt andet angrebet af Skipper Clement under Grevens Fejde i 1500-tallet, den indtil videre sidste borgerkrig hertillands. Det andet er fra Vesterhavet, der minsandten ligner sig selv.

Lyt med på torsdag, d. 24. oktober, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller stream udsendelsen.

Pladen udkommer på mandag, men allerede søndag, kl. 12.00, er der reception og mulighed for at få fat i den i Route 66 på Fælledvej.

torsdag den 17. oktober 2013

Efterårsferie. 2013 i foreløbigt glimt. Playliste 17. oktober 2013.


1. Mads Mouritz & Hælerne - Blues & Salmer (Den Sidste Dag & Den Første)
2. Psychic Ills - City Sun (One Track Mind)
3. Dirtmusic - Wa Ya You (Troubles)
4. Mavis Staples - Sow Good Seeds (One True Vine)
5. Kurt Vile - Air Bud (Wakin On A Pretty Daze)
6. The Del-Lords - When The Drugs Kick In (Elvis Club)
7. Hanni El Khatib - Head In The Dirt (Head In The Dirt)
8. The Oscillation - Corridor (Part 2) (From Tomorrow)
9. Night Beats - At The Gates (Sonic Bloom)
10. The Telstar Sound Drone - Lost Our Love (Comedown)
11. Vår - Pictures of Today/Victorial (No One Dances Quite Like My Brothers)
12. White Fence - Beat (Cyclops Reap)
13. Jens K - Solen Drejer Som En Maskine (Sekunder Overalt)
14. De Efterladte - Du Fandt Ikke Dig Selv (Alvorsord & Etagevask)
15. Nick Cave And The Bad Seeds - Higgs Boson Blues (Push The Sky Away)
16. David Lynch - The Ballad Of Hollis Brown (The Big Dream)
17. Pinkunoizu - Tin Can Valley (The Drop)
18. Oblivians - Call The Police (Desperation)
19. Bed Wettin' Bad Boys - Sally (Ready For Boredom)
20. Bob Dylan - Working On A Guru (Another Self Portrait. 1969-1971)
21. Spids Nøgenhat - Vand, Brød Og Te (Kommer Med Fred)
22. Samba Touré - Be Ki Don (Albala)
23. Robyn Hitchcock - Fix You (Love From London)
24. Robert Dahlqvist - Vi Tar Båten (Solo)
25. A Fragile Tomorrow - Dropout Reunion (Be Nice Be Careful)
26. Camera Obscura - Do It Again (Desire Lines)
27. Billy Bragg - No One Knows Nothing Anymore (Tooth & Nail)
28. Lee Ranaldo & The Dust - Lecce, Leaving (Last Night On Earth)
29. Rising – Leech (Abominor)

onsdag den 16. oktober 2013

Svamperus


”Rusen ligner i begyndelsen en alkoholrus med opstemthed og en følelse af velvære, selvovervurdering og vrøvlet tale. Senere giver den hallucinationer, og den berusede fører lange samtaler med indbildte personer. Han kan dog endnu svare på spørgsmål. Som ved alkoholrusen sker det, at den berusede bliver stille og indadvendt, men almindeligvis udvikler der sig en stærk ophidselsestiltand, der kan gå over i rene raserianfald. Alle sanseindtryk stiger til det uudholdelige. Selv de svageste lyde forekommer ulideligt stærke, lugte opfattes ubehageligt gennemtrængende, og genstande antager uforholdsmæssige dimensioner. Den berusede synger improviserede sange, hurtigere og hurtigere, højere og højere, han får raserianfald, griber den af rensdyrhud forarbejdede tromme. Han drejer rundt og rundt i stigende, rasende fart. Pludselig falder han udmattet om og i dyb søvn. Spyttet flyder ham ud af munden og pulsen slår meget langsomt. Netop denne søvn har den største tillokkelse for korjakkerne. Den berusede har de skønneste, fantastiske sanselige drømme, hvori han oplever alt det, han ønsker sig”

- fra 'Lægeplanter og Trolddomsurter' af Harald Nielsen. Politikens Forlag, 1965.

Korjakkerne er et nomadefolk, der holder til på Kamtjatkahalvøen. Svampen er rød fluesvamp, som de først tørrer i solen eller på en ovn, så de bliver mindre giftige. Efterspørgslen af de tørrede svampe er høj og man betaler gerne i dyre domme for, som det hedder, ”at skabe lidt afveksling i den lange vinters ensformighed”

mandag den 14. oktober 2013

Narcosatanicos: ‘Ghost Rider’


”Det er vildt, da jeg så dem havde de to saxofonister med, som bare blæste derudad” Aarhusianske Narcosatanicos er jeg stødt på flere gange indenfor de seneste måneder. Altid i begejstrede vendinger, som den ovenfor. Andre har skubbet til mig: ”Det er nu de skal ses, i morgen er det måske for sent”. Denne version af punk- og elektropionererne Suicides teen-angst mareridt, ’Ghost Rider’, har mere end skærpet min interesse:

lørdag den 12. oktober 2013

Hælene. Extensio


Et lille tip til de læsere/lyttere, som ikke har hørt udsendelsen med De Høje Hæle. Hvad enten, det er fordi man har småtravlt eller måske bare tænker, dér har jeg intet at hente. Her er to numre fra 2013, som blev spillet i programmet.

Først går turen til San Fransisco (Berkeley) og bandet Gravys Drop. Det debuterede på kassettebånd i 2011 og er ikke bleg for at nævne The Everly Brothers, The Beach Boys, The Flying Burrito Brothers og The Flamin' Groovies, som fundamentale inspirationskilder. Vi skal høre ’Six Foot Babe’ fra ’Gumball’, der udkom i juli:


Suspicious Beasts blev dannet af Yusuke Okada, hjemme i Tokyo i 2010. Nu bor han i Brooklyn og spiller groovy garagepop. Det var nu også tilfældet, da han levede i Japan. Her ’Feel Okay’ fra ’Never Bloom’, der kom i september:


Øverst er det Yusuke Okada.

fredag den 11. oktober 2013

De Høje Hæle. Playliste 10. oktober 2013


1. De Høje Hæle - Undskyld For Meget (2013)
2. Gravys Drop - Six Foot Babe (2013)
3. Wilmer X - Det Handlar Om Sex Igen (1986)
4. Billy Stewart - Summertime (1966)
5. Suspicious Beasts - Feel Okay (2013)
6. X - We're Having Much More Fun (1983)
7. Freddie King - Going Down (1971)
8. Girlseeker - Lonely Hours (2012)
9. Søren Severin - Den Mand (2007)
10. Kim Larsen - Dagen Før (1979)
11. Kevin Morby - Miles, Miles, Miles (2013)
12. De Høje Hæle - Ud I Kulden (2013)
13. Nikolaj Nørlund - Resumé (2003)
14. Masshysteri - Dom Kan Inte Höra Musiken (2010)
15. Shannon & The Clams - Surrounded By Ghosts (2009)
16. Hüsker Dü - Ice Cold Ice (1987)
17. TV 2 - Aldrig Mere (1981)
18. Dr. Feelgood - Sugar Shaker (1978)
19. De Høje Hæle - Ufremkommelig (2013)

torsdag den 10. oktober 2013

The Asteroid #4, The Blue Angel Lounge, The Beatles og Tropical Psychedelic


The Asteroid #4 fra Philadelphia spiller på Loppen i aften. Med sig har de en spritnye udgivelse, der udkom så sent som i tirsdags. Jeg har ikke styr på, hvilket nummer den er i rækken, men de har efterhånden lavet mange plader. Dertil kommer, at jeg kun hørt den igennem en enkelt gang, mens jeg lavede alt muligt andet. Betalte regninger, rodede lidt op i en bunke papirer, som jeg burde gennemgå nøjere, skrællede et æble og lod blikket glide over på den anden siden af gaden, hvor beboerne så småt var begyndt at tænde lys i lejlighederne. Ikke optimalt, men jeg nåede trods alt at fange elementer af akustisk folkrock og psych/drone. Bedøm selv:


Tyske The Blue Angel Lounge, der var på Roskilde i sommer og jeg ikke fik hørt, fordi de spillede så frygteligt sent, varmer op. Dørene åbner, kl. 21.00

Hvordan ville det være gået The Beatles, hvis det kun var Paul McCartney, der havde forladt gruppen og de tre andre i stedet havde hyret Klaus Voorman, som de kendte fra Hamborg-dagene, som ny bassist. Det har Paste.com skrevet en kontrafaktisk artikel om


“I think, nowadays, tropical psychedelia is a statement about destroying oppositions between body and mind, body and machines, Western experimentalism and Afro-based musics.”

- Efraín Rozas, kvindelige leder af det amerikanske salsaorkestret, La Mecánica Popular

MTV Iggy tegner et portræt af den såkaldte Tropical Psychedelic-scene. Mød blandt andet colombianske Meridian Brothers, peruvianske Los Chapillacs, brasilianske Garotas Suecas og amerikanske Maku Soundsystem.

tirsdag den 8. oktober 2013

“We're going over the country / And into the Highlands to look for a home”


Det var ikke fordi vi manglede musik til ’On The Road’-programmet. Aldrig har jeg haft så mange sange i spil. Til gengæld har jeg ikke den fjerneste idé om, hvorfor Teenage Fanclubs ’Planets’, ikke så meget som blev overvejet. Vi præsenterede ellers både Jackie Leven og Bert Jansch fra Skotland og talte i en speak om, at Ian Rankin har dedikeret sin nye Rebus-krimi, ’I En Anden Mands Grav’, til Leven, der døde i 2011. Rankins uortodokse kriminalbetjent lytter sågar til begge d’herrer undervejs i opklaringsarbejdet.

’Planets’ stammer fra’ Songs From Northern Britain’, som Teenage Fanclub udsendte i 1997. Lige siden har det undret mig, at nummeret ikke kom som single. Ikke at de tre singler, som albummet trods alt kastede af sig, ikke har høj kvalitet (’Ain't That Enough’, ’I Don't Want Control Of You’, ’Start Again’). Det har det meste af det materiale, som The Bellshill Beach Boys udgiver som regel. ’Planets’ har bare en-eller-anden stemning, der sommetider giver mig kuldegysninger. Spørg mig ikke, hvorfor?

mandag den 7. oktober 2013

De Høje Hæle: Vi kunne ligeså godt have lavet en reggae-plade


Fredag d. 20. september. Klokken nærmer sig 13.00. Det digitale optagerudstyr står klar og jeg begynder at kigge mig lidt omkring i det mødelokale i Kødbyen, som jeg har lånt af Crunchy Frog og Bobkat Agency, til at lave et interview med De Høje Hæle. Lejemålet er vistnok sagt op. På væggene hænger der et par indrammende plakater med Superheroes og Beta Satan. På et whiteboard er der tegnet et diagram med en stødt stigende graf. Profitoptimering over tid eller et ønskescenario, når jeg lige at tænke, før Magnus Knudsen, sang og guitar, Myre Knudsen, bas, og Henrik Vorup, trommer, dukker samlet om. Om aftenen er der releasefest på deres nye, fremragende album, ’Mund Til Mund’. 

Vi når knapt at skænke kaffe op, før Henrik Vorup, der kom med, da den oprindelige trommeslager, Esben Bukh Glindvad (Ebber), forlod bandet kort tid efter indspilningen af ep’en ’Kold & Træt & Bange’ omkring årsskiftet 2011-12, er i gang med at fortælle om de fire dage, som det tog at lave den nye plade:

”Det var hit and run. Grundtrackene er indspillet på to dage og så blev der ellers lagt vokalspor og mixet de sidste to dage. Det har været indgangsvinklen til alle De Høje Hæles plader. Ingen dub. Ingen lagkage. Vi har beholdt fejlene. Den er lavet i en energisk stund, lidt ligesom vi forestiller os, at de første punkplader blev til”

Her bryder Magnus Knudsen ind:

”Min vej ind i punken var den engelske. 1977 og anarki. Det var først langt senere, jeg begyndte at lytte til hardcore. Jeg ved egentlig ikke, hvor inspireret jeg er af punk. Af og til kan jeg godt høre påvirkningen bagefter, men det er ikke noget, jeg er bevidst om, når jeg skriver en sang”.

Myre Knudsen supplerer:

”I virkeligheden har vi nok hørt mest amerikansk musik. Nyt som gammelt. Hvis vi skal tale punk, så er det den amerikanske vestkyst, der ligger vore hjerter nærmest. Den var ikke så politisk anlagt som den engelske scene. Der var mere melodi, men vi har aldrig haft en klart defineret genrebestemmelse. Da vi begyndte bandet i 2007, kom vi alle tre fra vidt forskellige baggrunde. Ebber kom eksempelvis med metal. Når vi stod i øvelokalet dengang bød vi bare ind med, hvad vi hver især gik og lyttede til. Det kan man faktisk også høre på ’Senildement Politibetjent’ (fra ’Skal vi Aldrig Videre’). Det er jo ren hardcore, mens de fleste af de andre nummer er powerpop”


Frank Zappa

De Høje Hæle er ikke meget for at blive sat i bås. I pressemeddelesen om ’Mund Til Mund’ bliver der brugt vendinger som ”Folkelighed møder punk” og deres tekstunivers er andre steder blevet sammenlignet med Shu-bi-dua og De Nattergale. Det emne berører vi nu slet ikke. Det tætteste vi kommer, er da Henrik Vorup erklærer sin kærlighed til det gamle Århus-band, Lost Kids.

Magnus Knudsen fortsætter:

”Mit guitarspil er præget af rock’n’roll, blues og soul. Da jeg begyndte at spille var det til gamle Led Zeppelin numre. De er godt nok britiske, men de havde en amerikansk approach til musik og så erobrede de jo Vesten. På den måde falder det meget godt i hak med det som Myre lige har sagt. Tekstmæssigt har jeg måske noget fra Frank Zappa. Han disser til højre og venstre og bliver undertiden ret kynisk, men det er det, jeg godt kan lide ved ham. Han laver sjov med tingene, samtidig med at han tager dem overordentligt alvorligt.”

Myre Knudsen og Henrik Vorup nikker ivrigt. Sidstnævnte siger:

”Zappa var ikke selvhøjtidelig. Desværre er der for øjeblikket et tegn i tiden, der gør, at mange orkestre helst ikke vil røre ved det morsomme. Det har vi talt om adskillige gange i øvelokalet. Dronerocken minder jo mest af alt om et begravelsesoptog. Magnus tekster er ikke ubekymrede, men vi prøver at gøre musikken catchy, mere munter”

Myre Knudsen tager over:

”Sådan en sang som ’Ubehagelig, Nederdrægtig og Led’ (fra Kold & Træt & Bange) er i udgangspunktet, altså i melodien, opstemt og happy-go-lucky. Teksten er dog superdeprimerende. Man kan muligvis kalde den en glad nedtur. Og hvad angår Zappa, så var han total punk. Han spillede ikke efter reglerne”

Det sidste udsagn, tygger Magnus Knudsen, lidt over, før han replicerer:

”Zappa var en american composer. Han betragtede teksterne som et nødvendigt onde, noget han blev nødt til. Hans tekster fik ikke desto mindre skubbet til nogle grænser”

’Mund til mund’ Et konceptalbum?

Hvor sange som ’Skal Vi Aldrig Videre’ og den tidlige livefavorit ’Ole Gunnar Solskjær’ blev til i øvelokalet med et par powerakkorder, er det som om, at der er mere på spil på den nye plade. Sangskrivningen er mere kompleks, så at sige. Andrea Aagaard fra Dig & Mig er også kommet med på vokal på flere numre. Til Kultursøndag på P1, har Magnus Knudsen fortalt, at ’Mund Til Mund’ måske er et konceptalbum om ung kærlighed og om ikke rigtig at vide, hvad man vil.

Eller som Henrik Vorup grinende bemærker:

”Det meste af albummet handler jo om, hvordan Magnus går rundt og har det”

Magnus Knudsen tager tråden op:

”Ja, sangene er skrevet ud fra en personlig vinkel, men jeg, mener nu også, at de er en kommentar til tingenes tilstand. Der er totalt meget ego i denne plade. Det er mig, mig, mig-mentaliten. Det er muligt, at teksterne er mere tvetydige end tidligere. Og det er så alligevel ikke helt rigtigt. ’Paranoia’, som vi indspillede som et af de sidste nummer til ’Skal Vi Aldrig Videre’, har lidt af den samme dobbeltbundethed. Og for det ikke skal være løgn, så har ’Røvguitar’, som jeg skrev, mens jeg gik på produktionsskole på Fyn, faktisk det også.”

Myre Knudsen afbryder:

”I forhold til tidligere bruger vi længere tid på sangene i dag. I og med en tredjedel af bandet er skiftet ud, er vi begyndt at arbejde på en anden måde. Der er blevet længere mellem den første demo og det endelig produkt. Vi forsøger dog til stadighed at bevare det umiddelbare som et grundelement i orkestret”

Magnus Knudsen er enig:

”Når jeg skriver til De Høje Hæle, ser jeg en ballon, der svæver rundt et eller andet sted oppe i luften. En ballon, som jeg kan proppe mine ting ind i. Vores musikalske udtryk er enkelt og umiddelbart. For lige at vende tilbage til Zappa, så mente han, at alle hans kompositioner skulle kunne fremføres i forskellige versioner. Hvis han for eksempel trak en finger gennem håret på en bestemt måde, så var hans orkester indstuderet til at give et givent nummer i en reggaeversion. Andre tegn kunne betyde, at de nu skulle gå over i swing eller jazz. Det er lidt af det samme, jeg tænker om De Høje Hæle. Det musikalske fundament, skal være så simpelt som muligt. Hvis jeg nu forfølger denne tanke, så kunne ’Mund Til Mund’ ligeså godt have været en reggae-plade.”

Henrik Vorup følger op:

”Vi har jo også lavet ’Bor Her’ sammen med Raske Penge i en speed up-udgave”


København som scene siden Jagtvej 69

Til releasen i Pumpehuset, har De Høje Hæle inviteret psychorkestret The Telstar Sound Drone, no-wave-bandet (uden saxofon) Less Win og de svenske pubrockere Bäddat För Trubbel til at spille. Umage parring havde dommen nok lydt for bare nogle år siden. På det seneste har der imidlertid været en tendens til, at genréskel stille og roligt bliver visket ud.

Myre Knudsen:

”Da jeg lige var flyttet fra Fredericia til København, kom jeg meget i Ungdomshuset på Jagtvej. Jeg spillede i klassiske punkrock-oufits som Hærværk og Sløseri Der Skader Os Alle. Det var et temmelig lukket miljø, hvor man havde nok i sig selv. Prøv at tænk på, hvor langt et orkester som Gorilla Angreb, som vi føler slægtskab med, måske kunne være nået. Det er lidt forstemmende at tænke på. Da vi dannede Hælene var der mange, der mente at vi var fjollede, fordi vi ikke kørte efter K-Town-opskriften. Men det var ikke et klart valg. Det havde noget at gøre med de tre mennesker, som blev sat sammen”

Magnus Knudsen nåede også at opleve det gamle Ungdomshus:

”Jeg var der til flere af de store støttearrangementer, som blev sat op, da huset var under politisk pres til sidst. Vi spillede også til et par demoer”

Myre Knudsen tager ordet igen:

”I De Høje Hæle har vi aldrig haft nogen regler om, hvad vi kan og hvad vi ikke kan. I begyndelsen var der flere, som bad os om at slappe af, fordi vi spillede til stort set alt. Efter Ungdomshuset blev ryddet, har scenen spredt sig ud over hele byen. Vi sætter selv shows op, hvor publikum er en god blanding af unge teenagere og gamle røvhuller. Stilarter skeler vi ikke så meget til. Det er bare fedt at spille. Det glæder også når vi sætter koncerter op med gode venner fra udlandet, såsom The Babies og Nobunny”

Tiden er gået. De Høje Hæle skal nå at øve før releasekoncerten. Mens vi følges ad ud til Skelbækgade, hvor vore cykler står parkeret, spørger Henrik Vorup, om der er nogen af os, som kender en dyrehandel, hvor han kan købe noget levende føde til sit nye kæledyr, en slange af en art. Jeg ved ikke, om han fik et fornuftigt svar. Myre Knudsen, som kender min Dylan-passion, fortæller, at jeg skal gå hjem og lytte til det nye nummer som Kevin Morby fra Woods og The Babies, har lagt op fra sin kommende soloplade. Magnus Knudsen, der ved, at jeg aldrig har set nogen stjerne i Led Zeppelin, kommer ind på, at de fire englændere hørte The Damneds debutplade ’Damned Damned Damned’, da de var på tour i USA i 1977. Måske jeg efter alle disse år, skal droppe mine fordomme og give Led Zeppelin en fair chance?

'Mund Til Mund' er ude på Hjernespind.

Nu på torsdag, d. 10. oktober, kommer De Høje Hæle forbi Mod Strømmen. Der kan de selv få lov at svare for sig, hvis der er temaer i dette interview, som ikke er uddybet nok. Stil ind mellem, kl. 18-20, på 98.9 FM eller stream udsendelsen direkte.

Næste gang man kan opleve De Høje Hæle live er i The Basement, Enghavevej 42, d. 27. oktober, hvor de spiller sammen med amerikanske Radioactivity og japanske Suspicious Beasts. Et arrangement, som gruppen selv har sat op.

søndag den 6. oktober 2013

fredag den 4. oktober 2013

‘It’s All About Dirty Grass’. Crowdfunding


Klart win win. Her er der ikke noget med at smide gode penge efter dårlige. Eller hvad det nu hedder, når økonomer for lov til at udtale sig om, snart sagt alt, i aviser og på tv. Dirty Grass, der bestod af Morten Aron, Henrik ’Hobbitt’ Klitstrøm, Sigurd Djurhuus og Claus Rosenblad, eksisterede knapt et år i slutningen af nullerne. På det tidspunkt, havde alle været aktive på den københavnske garagerock-scene, gennem adskillige år. Lad mig nævne On Trial, Ghost Rocket, Swing of Sahara, Tidsgæst og aktuelle Spids Nøgenhat. Dertil kommer en række konstellationer, der sikkert ikke siger særligt mange, særligt meget i dag.

I 2008 brugte kvartetten en weekend i et studie et sted midt på Sjælland, hvor de indspillede de syv sange, der forhåbentlig snart udkommer. Sangskrivningen var nogenlunde ligeligt fordelt mellem Morten Aron og Claus Rosenblad. Gruppen nåede kun at spille et enkelt job. Det var som support for Baby Woodrose, hvor de, hvis rygtet taler sandt, sønderflænsede publikum.


’Here Comes The Monster’ fangede om nogen den rå garagelyd, der var Dirty Grass’ kendemærke. Som en lille anekdote, kan jeg fortælle, at monsterhylene er frembragt ved, at alle fire brølede som besatte i hvert sit lange paprør.

Tracklisten:

1. Walk Away (Morten Aron)
2. Here Comes the Monster (Morten Aron)
3. (In the) Shadows of the Sun (Claus Rosenblad)
4. Demon Girl (Morten Aron)
5. Suck it to me (Claus Rosenblad)
6. Tomorrow it Might be (Claus Rosenblad)
7. Holly (Morten Aron)

I skrivende stund har crowdfundingen rundet 90% af de 10.000 kr, som er afsat til udgivelsen. Der er stadig fire dage tilbage. Kom til lommerne. Det er intet at tabe.  


On The Road. Playliste 3. oktober 2013


1. The Replacements - Someone Take The Wheel  (1990)
2. Canned Heat - On The Road Again (1968)
3. Howlin' Wolf - Baby Ride With Me (Ridin' In The Moonlight) (1952)
4. Bert Jansch - Strolling Down The Highway (1965)
5. Jackie Leven - Hotel Mini Bar (2010)
6. The Kinks - Motorway (1972)
7. Guy Clark - L.A. Freeway (1975)
8. Jim Ford - Working My Way To L.A. (1969)
9. Gene Clark - Denver Or Wherever (live) (1977)
10. Kris Kristofferson - Me & Bobby McGee (live) (1970)
11. Spids Nøgenhat - Lolland-Falster (2013)
12. Tom Waits - Face To The Highway (2011)
13. Fela Ransom Kuti & The Africa 70 - He Miss Road (1975)
14. Bruce Springsteen - Born To Run (1975)
15. The Triffids - Wide Open Road (1986)
16. Jim Weatherly - Midnight Plane To Houston (1972)
17. Big Star - Motel Blues (live) (1973)
18. Grateful Dead - Truckin’ (1970)
19. The Mamas & The Papas - Pacific Coast Highway (1971)
20. Elvis Presley - Promised Land (1973)
21. Java Skull - Shithole Hotel (2013)
22. The Beatles - Two Of Us (1970)
23. Cornershop - Good To Be On The Road Back Home Again (1997)

onsdag den 2. oktober 2013

‘No Particular Place To Go’


“Ridin' along in my automobile
My baby beside me at the wheel
I stole a kiss at the turn of a mile
My curiosity runnin' wild”

‘No Particular Place To Go’ skrev Chuck Berry i et fængsel i Missouri. I 1961 blev han idømt tre år, for at have en mindreårig apachepige med i bilen, da han krydsede en statsgrænse. Dommen lød på, at han havde haft skumle bagtanker med pigebarnet.

Da Berry blev løsladt efter tyve måneder i oktober 1963, havde Beach Boys planket "Sweet Little Sixteen’ til deres top-3 single, ’Surfin’ USA’, mens The Beatles og The Rolling Stones, henholdsvis havde udgivet ’Roll Over Beethoven’ og ’Come On’. Det forsøgte Berry og hans pladeselskab Chess at drage profit af og udgav året efter albummet, ’St. Louis To Liverpool’, der blandt andet indeholder ’No Particular Place To Go’.

Jeg ved ikke om ‘No Particular Place To Go’, opfylder adgangskravene til at være med i udsendelsen i morgen. Den handler ikke om the wide open road. På den anden side, så cruiser han rundt sammen med sin ”baby”, uden mål og med. Eller det vil sige, havde det ikke været for en drilsk sikkerhedssele, som forpurrer hans forehavende, var der nok ikke blevet tid til bare at køre rundt og rundt og rundt!