Selvom dagen i dag var den hurtigst udsolgte, hvad angår
en-dagsbilletter, så er den i min idiosynkratikse optik, nok den der på papiret virker
mest uinteressant. Det bar vore to optaktsudendselser allerede præg
af (lyt med her eller der). Med Seun Kutis to seneste udgivelser er han for
alvor trådt ud faren Fela Kutis skygge. Vejen har måske været hæmmet af at have
Felas gamle orkester Egypt 80 med som backing. Anyway, der bliver gang i den på
Orange, kl. 16.00, når Seun Kuti &
Egypt 80 feat. Yasiin Bey (rapperen Mos Def) går på scenen. Hvis ikke det
er den store ”samlende” fest, man går efter, så spiller den tidligere hjemløse
elektronicamusiker Hieroglyphic Being, der bliver beskrevet som en krydsning af
Chicago-house og The Sun Ra Arkestra, på Gloria en halvtime senere. Ham når jeg
formentlig ikke.
Min næste to afkrydsninger overlapper også hinanden. Afenginn
spiller Pavilion, kl. 18.15. Så vidt jeg har hørt, dukker de over tyve mand op,
så deres bastard-etno-punk-folk-world, skal nok få ben at gå på. I disse Twin Peaks-tider
er det et plus at vide, at den australske sanger og sangskriver Alex Cameron, blev opdaget af duoen
Foxygen, da han spillede
et job i David Lynchs parisiske klub, Silencio. I 2016 turnerede han med Mac
DeMarco, Kevin Morby og Unknown Mortal Orchestra. I dag kommer han forbi
Gloria, kl. 18.30. Mon ikke jeg vælger Cameron? Afenginn, hørte jeg, trods alt, så sent som i
maj.
Herefter ser det ud til, at dagen så begynder at løbe fra
min planlægning. Kl. 21.30 sker der dog noget på Avalon. La Mambanegra fortrækker musikgenren break-salsa, når de beskiver
sig selv. I et bredere perspektiv er de vel panamerikanske, idet gruppen
blander salsa fra New York i halvfjerdserne med elementer af funk, hip-hop,
samt regionale musikarter fra Jamaica og deres hjemland Columbia. Det kunne
måske blive et såkaldt Roskilde-moment?
Nogle timer senere, kl. 00.30 på Gloria, kommer et andet af
de såkaldte verdensorkestre, der kunne gå hen og blive eminent. BCUC er et syvmands højt band fra
Soweto. De spiller en form for politisk afro-psychedelia trance med flashback til tidligere tiders
sydafrikansk musik. Moon Duo, der går på Pavilion-scenen, kl. 02.15, behøver
jeg ikke at høre. Dels fordi, jeg har hørt dem mange gange, dels fordi jeg
synes, at deres ellers spændende udladninger er gået hen og blevet temmelig
stillestående på deres to seneste udgivelser, ’Occult Architecture Vol. 1 &
Vol. 2’.
Lørdag, lørdag, lørdag. Den sidste dag kan jeg passende
begynde med den klassisk uddannede, indiske guitarist, Debashish Bhattacharya. Han står bag stilen hindustani slideguitar,
hvor han spiller på en guitar, der er beslægtede med en lap steel guitar, men som
han selv har vidreudviklet. Med sig har han Gurdain Singh Rayatt på tabla. Det
er kl. 12.30 på Gloria. Fra Indien til Korea. Samme scene, kl. 16.30. Black Strings fokus er at formidle
traditionel korenansk musik i en moderne form. Men også gennem improvisation at
bringe musikken helt nye steder hen. Det lyder spændende.
Jeg hører ikke den skare, der gik i ekstase, da det
banebrydende shoegaze-band Slowdive
blev gendannet for nogle år tilbage. Deres comback-album fra i år kan dog en
hel masse, så jeg skal forbi Avalon, kl. 18.00. Der er ikke mange overlap lørdag,
jeg er dog stadig tvivlrådig, skal jeg vælge Priests eller Romperayo,
der henholdsvis spiller Pavilion, kl. 20.15, og Gloria, kl. 20.30. ’Nothing
Feels Natural’, Priests debutplade fra i år, er en lille åbenbaring. Med et
postpunket, krautrockende blend af måske noget Raincoats, jeg har også hørt
Portsihead nævnt (det forstår, jeg ikke), raser gruppen mod senkapitalismen og
især valget af Donald Trump. Romperayo er vanvid fra Columbia. Flere af
medlemmerne har tidligere spillet Roskilde med Meridian Brothers og Ondatrópica.
Det alene borger for kvalitet. Vestsahara møder fransk postpunk når Group Doueh & Cheveu går på scenen,
kl. 22.15, på Pavilion. Kaos, både-og. Hvis man er det mindste i tvivl, så tag
lige at lyt til deres samarbejde ’Dakhla - Sahara - Session’ fra i år.
Kl. 24.00 kæmper punktrioen Show Me The Body fra New York
City og hjemlige Baby Woodrose om min opmærksomhed. Mon ikke, det bliver Show
Me The Body, der vinder...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar